For nylig udgav Konservative Studenter i Aarhus i anledning af deres 75-års jubilæum deres historie, som her anmeldes af Lars Christensen. Det er en historie om intriger, op- og nedture, samt et mærkværdigt og omskifteligt forhold til den venstreorienterede konsensus i universitetsmiljøet. Men det er også en særlig historie om det danske politiske foreningsliv, præget af både kammeratskab og kupforsøg.
Uddrag
“Man kan måske undre sig over, at foreningen klarede sig så godt i 1960’erne, hvor man jo traditionelt taler om en venstredrejning af samfundet, men dels var ungdomsoprøret ikke slået igennem endnu, dels var KS ”ikke så konservative, så det gør noget”, for at bruge Poul Schlüters langt senere bon mot. Meget sigende blev foreningen splittet i 1963 på spørgsmålet om, hvor stor u-landsbistanden skulle være! Vel ikke ligefrem et oplagt hovedtema for en studenterforening, men også meget sigende for, at en sådan også har en vis naturlig ret til ind imellem at være lidt studentikos.”
“Der var ikke megen plads til en borgerlig studenterforening i det brogede, men udpræget venstreorienterede studentermiljø, selvom KS fortsat stod klart til venstre i forhold til linjen i Det konservative Folkeparti, blandt andet med støtte til Erik Haunstrup Clemmensen, den kontroversielle intellektuelle forfatter, Hans Jørgen Lembourn og Per Stig Møller, der i disse år sværmede for, hvad de konservative kunne lære af formand Mao!”
“Man får ikke mindst et indblik i de kraftige brydninger, som kan findes internt i en sådan forening, og i dette tilfælde også i forhold til den evige rival og kollega, KU. Faktisk kan man sige om forholdet mellem KU og KS, at det er, som det er blevet sagt om forholdet mellem de konservative og Venstre: et had/kærligheds forhold – uden kærlighed!”