Ny dansk udgivelse introducerer realismen som paradigme i international politik på et tidspunkt, hvor behovet for en større forståelse af det internationale landskab er vigtigere end på noget tidspunkt siden den kolde krig. Det lykkes for det meste godt.
»Verden er blevet kaotisk på ny.« Dette citat fra Tom Kristensens digt Atlantis fra 1920 kan stå som overskrift for det kaos og de mange kriser, der har præget international politik siden i hvert fald den russiske annektering af Krim i 2014.
Lige siden har kriser og konflikter nærmest stået i kø, og den liberale internationale orden, der har domineret verdenspolitikken siden 1945 og fuldstændigt efter 1989, synes under komplet opløsning. Derfor er mange politikere, iagttagere og analytikere på jagt efter en ny tilgang til forståelsen af denne nye kaotiske verden, hvor en verdensorden måske nok er brudt sammen, men et nyt system eller en ny orden endnu ikke har materialiseret sig.
Den tragiske verdensopfattelse
En forklaringsmodel, der nu igen for alvor vinder indpas i debatten, er en klassiker inden for studiet af international politik: realismen. Realismen kan som teori og paradigme føre sine rødder langt tilbage – traditionen foreskriver helt tilbage til antikkens Grækenland – og er siden udviklet i forskellige varianter. Det er denne tradition og forståelse af international politik, som Frederik Christensen og Kasper Støvring tager under behandling i deres nye værk: Tragisk Realisme – krig og fred i den multipolære verden.
Christensen og Støvring er ikke de eneste, der for tiden skriver om realismen. Den finske præsident, Alexander Stubb, udgav tidligere i år bogen The Triangle of Power, hvori han introducerer begrebet om værdibaseret realisme, som den canadiske premierminister Mark Carney fremførte for brede kredse i sin tale ved det økonomiske topmøde i Davos i januar.
Hvor Stubb og Carney med begrebet om værdibaseret realisme forsøger at forene en realistisk forståelse af international politik med de vestlige kerneværdier, er Christensens og Støvrings tilgang noget anderledes. Udgangspunktet er her en tragisk virkelighedsopfattelse, som i særdeleshed omfatter udenrigspolitik og internationale relationer. Den antikke græske tragediedigtning danner afsæt for en række refleksioner over det menneskelige grundvilkår og interaktionen mellem stater.
Den tragiske realisme bliver her defineret som: »… ikke så meget en ny teori, som det er et forsøg på at samle århundreders politisk visdom i en samlet konceptualisering, som lader os anskue mange eviggyldige dilemmaer i et nyt perspektiv«. Forfatternes ambitioner rækker imidlertid videre end det, idet bogens formål også er: »… at foreskrive den bedste politik. Normativ og analytisk realisme er ikke hinandens modsætninger; de forudsætter hinanden».
Værkets dobbeltsigte er således at præsentere realisme som en teori om international politik og verdens beskaffenhed, og samtidig at bruge teorien som løftestang til at fremføre forfatternes forestillinger om den bedste indretning af en verdensorden. Denne dobbelthed udgør den røde tråd gennem bogen, men skaber samtidig en spænding mellem analyse og normative forskrifter om, hvordan særligt den vestlige verdens beslutningstagere skal agere – en spænding, der ikke alle steder bliver forløst.
Ikke en tragisk affære
At opfatte international politik som grundlæggende tragisk er ikke en original tanke, som Christensen og Støvring selv gør opmærksom på. Fremtrædende tænkere som Henry Kissinger (1923-2023) og John Mearsheimer (1947-) har tidligere i store værker skrevet om udenrigspolitikkens tragiske natur til forståelsen af krig og fred, hvorfor der flittigt henvises til disse og andre tænkere bogen igennem.
Det er imidlertid ikke alle store realistiske tænkere, der opfatter internationale relationer og udøvelse af statskunst som en tragisk affære. Den italienske renæssancefilosof Niccolò Machiavelli (1469-1527), der naturligvis fremhæves i bogen, havde ifølge afdøde biskop ved Roskilde Domkirke, Jan Lindhardt, en ganske anden opfattelse af politikkens natur.
Den vestlige verdens beslutningstagere blev med murens fald forblændet af forestillingen om historiens afslutning og den evige fred
Ifølge denne opfattede Machiavelli sig selv som videnskabsmand, hvis opgave det ikke var at vurdere eller dømme, men i stedet at beskrive verden og virkeligheden, som den fremstår gennem observationer og studiet af historien.
Machiavelli fører ikke denne tanke konsekvent igennem sit forfatterskab, men forestillingen om politik som noget grundlæggende tragisk er ikke en del af Machiavellis tankeverden. Her er det også interessant, at i modsætning til Christensen og Støvring er Machiavellis udgangspunkt ikke det antikke Grækenland, men Romerriget og dermed en anden form for civilisation og verdensorden. Athen og Rom er ikke det samme.
Realismen i praksis
Selvom realisme altså kommer i forskellige varianter og med forskellige udgangspunkter, er der en del, der er fællesgods, herunder forestillingen om en anarkisk verden, magtbalancens nødvendighed og det evige sikkerhedsdilemma. Disse grundlæggende træk ved realismen præsenteres meget pædagogisk og kyndigt og hører til bogens bedste dele.
Ifølge forfatterne og den realistiske tradition kan international politik bedst forstås gennem den erkendelse, at verden grundlæggende er et anarkisk sted, hvor de enkelte stater kun har sig selv at stole på. Der findes ingen overnational verdensregering eller myndighed, der kan regulere relationen mellem stater, i modsætning til den indenrigspolitiske situation, hvor lov og orden kan håndhæves af den statslige myndighed.
Anarkistisk verden
Denne anarkiske verden medfører, at staterne må varetage egen sikkerhed, så godt det lader sig gøre, primært gennem militær oprustning, hvilket fører os direkte over til sikkerhedsdilemmaet. Når stat A opruster for at sikre sin overlevelse i en farlig verden, bliver stat B straks meget nervøs, fordi stat A’s oprustning tolkes aggressivt, selvom intentionen er af defensiv karakter. Således befinder stat A og B sig i en hastigt opadgående spiral, der nemt kan ende i krig, selvom ingen af parterne ønskede dette. Hermed opstår den udenrigspolitiske tragedie, hvor krig, død og ødelæggelse er en form for ontologisk grundbetingelse i staternes liv.
Ovenstående udspringer af den enkelte stats eller nations ønske om overlevelse, men også ønsket om at undgå dominans fra andre stater. Til det formål har den såkaldte magtbalance vist sig at være et effektivt middel, særligt i en europæisk kontekst, hvorfra konceptet oprindeligt udspringer.
Magtbalancens sigte er at forhindre, at en enkelt stat i en given region bliver så magtfuld, at den kan dominere de øvrige stater i området. Gennem dannelsen af forbund og alliancer vil de omkringliggende stater skabe en modvægt og dermed sikre, at den stærkeste stat ikke udvikler sig til en hegemon i det internationale system.
Risiko for sammenbrud
Det tragiske ved denne model er ifølge Christensen og Støvring, at magtbalance på længere sigt ikke forhindrer væbnede konflikter, samt at de meget komplicerede alliancestrukturer, der opstår som følge af behovet for at opretholde balance i systemet, kræver endog meget kompetente statsledere som f.eks. Bismarck (1815-1898). Når disse ikke længere er ved magten, er risikoen for sammenbrud meget stor, og konsekvenserne kan blive katastrofale, som det var tilfældet med udbruddet af første verdenskrig.
Det realistiske begrebsapparat, som Christensen og Støvring flot udfolder, bruges til at understøtte forfatternes normative tilgang til international politik og spørgsmålet om en ny verdensorden, som i det følgende skal belyses gennem udvalgte nedslagspunkter.
Vesten og resten
Christensen og Støvrings centrale formål med Tragisk Realisme er en fremstilling og kritik af vestlig udenrigspolitik, særligt i tiden efter 1989. »Vesten« er ifølge forfatterne en idé og en alliance bundet sammen af nogle fælles værdier, men først og fremmest understøttet af den hårde amerikanske militærmagt, hvorfor det er en bunden opgave for Europa at vedligeholde den nordatlantiske alliance, uanset hvor besværligt eller ydmygende det måtte være.
Christensen og Støvring er tæt på nådesløse i deres vurdering af den vestlige verdens ageren i tiden efter 1989: »Det kan virke, som om Vesten ikke har begået andet end fejl i de senere år, og at der slet ikke kan øjnes forbilleder. Det er efter vores overbevisning langt hen ad vejen en korrekt antagelse, og derfor skriver vi denne bog».
Den vestlige verdens beslutningstagere blev med murens fald forblændet af forestillingen om historiens afslutning og den evige fred. En verden hvor »Wandel durch Handel« og menneskerettighederne skulle være bestemmende for samkvemmet imellem verdens stater og nationer.
Men det var alt sammen en illusion, og fordi den politiske elite i USA og Europa stædigt holdt fast i denne fortælling og undlod at tænke tragisk, blev resultatet den verden, vi i dag befinder os i – med et Mellemøsten i brand, en storkrig i Europa og et stadig stærkere Kina, der kun ser ud til at blive mere dominerende på den internationale scene i de kommende år.
Vesterlandets undergang?
Er dette den korrekte måde at vurdere den vestlige verdens internationale ageren de sidste 30-40 år? Som overordnet betragtning er der lidt for meget »Vesterlandets undergang« over fremstillingen. Der er meget at være kritisk over for i forbindelse med international politik og den vestlige verden efter 1989, men man kan også nemt fremstå for bagklog.
Derudover skal man også altid huske på den store tyske historiker Leopold von Rankes (1795-1886) maksime om: »Jede Epoche ist unmittelbar zu Gott«. Fortiden må altid forstås på sine egne præmisser, og det kan være overordentlig vanskeligt for den enkelte statsmand at hæve sig op over tidsånden. De kritiske røster, der afgjort var fremsynede, og som der flittigt henvises til i bogen, var i reglen ikke en del af magten, og det er næsten altid nemmere at være beskuer end beslutningstager.
Derudover, og på trods af de fejl der blev begået, medførte globaliseringen og liberaliseringen af international politik, at millioner af mennesker blev løftet ud af fattigdom, og at verden i en kort periode var fredeligere og mere velstående end på næsten noget andet tidspunkt i historien. At denne udvikling så fik uintenderede konsekvenser, var måske aldrig til at undgå.
Skævhed
Yderligere er der det problem med den omfattende kritik af vestlig udenrigspolitik, at der opstår en skævhed i forhold til konkurrerende magtcentre og regioner. Det nævnes sporadisk i bogen, at f.eks. Kina og Rusland også står over for store udfordringer, herunder demografiske og økonomiske strukturelle problemer, der i de kommende år kan udvikle sig og svække begge staters handlemuligheder.
Den amerikanske geopolitiske analytiker og forfatter Robert D. Kaplan (1952-), som er en af forfatternes foretrukne referencepunkter, skrev for nogle år siden en artikel i Foreign Affairs, hvori muligheden for russisk og kinesisk statsligt kollaps og dets betydning for Eurasien diskuteres.
Hvori består løsningen for den vestlige verden i almindelighed og Europa i særdeleshed for at kunne agere i en ny og brutal realpolitisk virkelighed? Her er Christensen og Støvrings svar, at Europa og dets mange nationer må indtage en form for ydmyg rolle under fortsat amerikansk overherredømme, idet sikkerhedsgarantier – ikke mindst den amerikanske atomparaply – fortsat er af fundamental betydning for Europas sikkerhed.
Men også her findes en dobbelthed, idet Christensen og Støvring betoner nødvendigheden af europæisk oprustning, således at Europa selvstændigt kan holde Rusland i skak, men altså samtidig må gøre alt for at holde sig på god fod med den til enhver tid siddende amerikanske administration, uanset hvor besværligt eller nedværdigende det må være for Europa. Men hvis Europa bliver militært mere selvberoende, vil det så finde sig i rollen som underordnet til den amerikanske sikkerhedspolitik?
En realistisk position?
Det helt store spørgsmål i denne sammenhæng er, om dette overhovedet er en realistisk position? For hvad nu hvis USA slet ikke ønsker at vende tilbage til tidligere tiders relation, eller – måske mere relevant – hvad hvis den politiske stabilitet ikke umiddelbart kan genskabes i det amerikanske samfund således at USA ikke vil kunne fungere som en troværdig allieret flere år frem i tiden?
Med en række afgørelser i Højesteret er præsidentembedets magt blevet markant styrket, hvorfor spørgsmålet om afhængigheden af den enkelte præsident og dennes prioriteter står meget centralt, hvormed usikkerheden om kontinuiteten i amerikansk udenrigspolitik for Europa er blevet tilsvarende forøget.
Det russiske problem
Enhver fremstilling af realismen som teori og tilgang til international politik må kombinere teoretiske betragtninger med konkrete historiske eksempler, der kan understøtte den realistiske virkelighedsopfattelse. Historien er den kilde eller det laboratorium, hvorfra relationen mellem stater og spørgsmålet om krig og fred kan anskues. Således også hos Christensen og Støvring, hvor der findes en række historiske eksempler, der understøtter de mange dilemmaer, som international politik består af.
En verden delt mellem to supermagter er netop – og måske lidt paradoksalt – forfatternes bedste håb for klodens overlevelse og skabelsen af en kommende verdensorden
Et emne fylder dog mere end andet i Tragisk Realisme – spørgsmålet om Rusland og dets stilling i europæisk sikkerhedspolitik siden Sovjetunionens sammenbrud. Her behandles mange aspekter af det komplicerede forhold mellem den vestlige verden og Rusland med særligt fokus på Ukraine og konsekvenserne af den russiske invasion i 2022 og den efterfølgende langvarige krig.
Baggrundshistorien om NATO’s udvidelse mod øst og spørgsmålet om, hvad russerne fik forhandlet sig frem til efter murens fald, samt det store spørgsmål om, hvem der bærer det største ansvar for den nuværende situation mellem Vesten og Moskva, bliver diskuteret og redegjort for i detaljer.
Og det er her, at problemet opstår. Diskussionen om det postsovjetiske Rusland og dets placering i international politik er spændende og interessant, men samtidig også uafklaret. Det er et emne, der fortjener sin egen bog, og som derfor fremstår uforløst i bogen; det fylder for meget og for lidt på én gang. Derudover bliver diskussionen meget empirisk og kildenær, altså: Hvem sagde hvad til hvem, hvornår og hvorfor? Dette passer ikke rigtig ind i en bog, hvis formål er en fremstilling af en teoretisk position til forståelsen af udenrigspolitik og grand strategy.
Man kan udmærket bruge Rusland som eksempel til at understøtte den realistiske position i forhold til f.eks. sikkerhedsdilemmaet, hvilket forfatterne gør på en flot måde, men uden at det er nødvendigt at gå ned i kildenære detaljer, der alligevel ikke kan afklares foreløbig – særligt omkring den sidste del af historien om Ukrainekrigen og dens følger. Ved at holde diskussionen på et teoretisk og principielt plan kunne man samtidig undgå at skabe støj, der fjerner fokus fra bogens øvrige kvaliteter.
En multipolær verden?
Tragisk Realisme bærer undertitlen Krig og fred i den multipolære verden, og i bogens begyndelse erklæres det, at »verden er blevet multipolær». (s. 14) Dette er Christensen og Støvrings udgangspunkt og den overordnede ramme til forståelsen af det internationale system, men det fungerer samtidig som afsæt til den grundige kritik af den unipolære orden, der dominerede verden fra 1989 og et godt stykke ind i det nye årtusinde. Før det var den kolde krig, hvor bipolariteten herskede.
En verden delt mellem to supermagter er netop – og måske lidt paradoksalt – forfatternes bedste håb for klodens overlevelse og skabelsen af en kommende verdensorden. En verdensorden, der styres og domineres af USA og Kina på hver sin side, sekunderet af henholdsvis Europa og Rusland i rollen som juniorpartnere.
En verden, der altså minder om den kolde krigs forholdsvis stabile storpolitiske orden, hvor våben- og teknologikapløb er sat i system og faste rammer, og hvor der løbende er kontakt på højeste niveau mellem Washington og Beijing for at forhindre, at enkelte begivenheder kommer ud af kontrol og påbegynder en ny verdenskrig.
Bipolaritet som den stabile orden
Den såkaldte strukturelle realisme eller neorealisme, anført af Kenneth Waltz (1924-2013), fremsatte netop dette synspunkt: at bipolaritet var den mest stabile stormagtsorden, fordi der i en verden med flere forskellige magtcentre nemt kan opstå ustabilitet, der skaber grundlag for mange kriser og dermed forøger risikoen for en storkrig. En unipolær orden, hvor kun én magt dominerer systemet, kan også lede til ustabilitet, fordi der ikke findes en modvægt til magten, som det tydeligt har vist sig i de senere år.
Spørgsmålet er så, om denne forestilling om en ny bipolar orden er realistisk og opnåelig i den nuværende verdenspolitiske situation? De historiske omstændigheder, der muliggjorde den første bipolare orden, altså den kolde krig, eksisterer selvsagt ikke i dag. Anden verdenskrig var bagtæppet, der førte til en verden anført af USA og Sovjetunionen.
Verdens øvrige magtcentre var blevet ødelagt fysisk og økonomisk af verdenskrigens rædsler, og de dele af verden, der i en anden tid måske kunne have udfordret bipolariteten, var endnu ikke helt fri fra den europæiske kolonisering og kunne som følge heraf først begynde at gøre sig politisk gældende i løbet af de følgende årtier.
Inkonsekvent behandling
Hele denne vældige baggrundshistorie eksisterer ikke i dag, og dertil kommer, at Christensen og Støvring i bogens slutning er noget inkonsekvente i forhold til begyndelsen af værket. Slutningen på Tragisk Realisme omhandler primært USA, Kina, Europa og Rusland med Mellemøsten som et problemområde, der skal håndteres. Men hvor bliver det såkaldte globale syd af, som der er bred enighed om vil komme til at spille en stadig større rolle, når vi bevæger os længere ind i det 21. århundrede?
Hvad med Indien, der i begyndelsen af bogen behandles som en kommende stormagt, men som i slutningen slet ikke er til stede i beskrivelsen af en ny bipolar verden? Der behøver ikke nødvendigvis være en modsætning mellem meget stærke magter som USA og Kina og en multipolær verden, idet selv de stærkeste magter ikke formår at dominere det internationale system totalt, lige meget hvor militært overlegne de måtte være.
De her fremdragne kritikpunkter og diskussionen af bogen i øvrigt skal ikke skjule, at der er tale om en meget velskrevet og stimulerende bog, hvor der er meget, man kan være uenig med forfatterne i, men som samtidig netop ansporer til en nødvendig debat om international politik, den kommende verdensorden og Europas og Danmarks placering heri.
Frederik Christensen og Kasper Støvring: Tragisk Realisme – Krig og fred i den multipolære verden. Kristeligt Dagblads Forlag, 2026.
