Monumentalt udtænkt og konciperet både musikalsk og som stykke til tiden: Strauss-Hofmannsthals geheimnisvolle-von-Symbol-durchdrängte-Märchenwelt-der-auf-der-anderenseite-des-Regenbogens-direkt-an-die-Zauberflöte-anknüpftenden-Frau-ohne-Schatten (Karl Böhm), der blev færdigkomponeret i 1917 og uropført i 1919 oven på verdenskrigens kaos. Verdenskrigen nævnes aldrig i operaen, der – som vanligt i den Strauss-Hofmannsthalske musikdramatik – holder sig på behørig afstand af egen samtid, der ofte kun berøres i allegorier iklædt mytologiske gevandter.
Kvinden Uden Skygge er sidste del i den Strauss-trilogi, som Deutsche Oper Berlin satte i søen i 2023 med en veloplagt Arabella; og som i 2024 fortsatte lettere uinspirerende med Intermezzo. Den gennemgående tematik er parforhold og ægteskab: Arabella skildrer parforholdets begyndelse, Intermezzo problemerne i det mere etablerede ægteskab.
Med Kvinden Uden Skygge er vi kommet til emnet børn, hvilket er meget passende. Værkets centrale tema er to barnløse kvinder. Den ene kan ikke få børn, mens den anden ikke rigtigt har lyst. Den bagvedliggende stof er verdenskrigens værditab og en verden, der er visnende og i forfald. En tematik der ikke var et unormalt baggrundstæppe i mellemkrigstidens kunst, men som fandt højest forskelligartede udtryk.
Mens Strauss således i store træk fastholdt sit senromantiske tonesprog, fandt andre af den nye tids komponister helt andre udtryk for tidens meningsløshed. Rued Langgaard kredsede således om det samme stofområde i sin eneste opera Antikrist (1921-23/1926-30) samt i det sært-fascinerende værk Sfærenes Musik (1916-18), hvor undergang og opløsning også står som centrale elementer.
Som opera er Kvinden Uden Skygge noget af det bedste, man kan opleve; og værket kan ikke anbefales nok til den kræsne operalytter. Personer, musik og historie går op i en højere enhed, i hvad der er kulminationen på det Strauss-Hofmannsthalske samarbejde; og værket er noget af det bedste musikdramatik, der er komponeret. Musikken svinger mellem Elektras vildskab og Rosenkavalerens sødme, men hele tiden i en afmålt, formfuldendt helhed.
Værket sættes fra tid til anden op i København i en fin opsætning af Kasper Holten; og den oplevelse bør man ikke snyde sig selv for.
Det var som vanlig Sir Donald Runnicles, der stod i spidsen for orkestret på Deutsche Oper Berlin; og han havde sat sig for at vise Strauss’ partitur fra sin absolut pæneste side. Mest markant var, at de vilde kontraster og mislyde var nedtonede. Det lød pænt, men jeg kan bedre lide Strauss’ værk, når det viser tænder og kant. Det er jo ikke Rosenkavaleren. På det punkt virkede Karl Böhms 1977-indspilning af værket mere moderne. Mere velvalgte var disse kreative valg på de mere kammermusikalske passager i stykket, navnlig i anden akt.
Tobias Kratzer, der også havde stået for de to andre opsætninger i trilogien, nåede med sin opsætning af Kvinden Uden Skygge i den sidste del et kreativt lavpunkt. Ligesom i Intermezzo var hele Strauss-Hofmannsthals eventyrunivers mere eller mindre bevidstløst placeret i en moderne familie tilføjet problemer med fertiliteten.
Lidt kort fortalt er kejserparret en rig familie, der bruger Baraks ikke-navngivne hustru som rugemor, fordi de ikke selv kan få børn. Igennem værket besøger vi både en fertilitetsklinik og kommer til parterapi, inden det hele kulminerer i tredjeakten, hvor den store prøve i Keikobads underverden er blevet til et babyshower, hvor kejserinden til sidst fortryder arrangementet og ødelægger festen. Hun vil i virkeligheden slet ikke have den anden kvindes barn.
Til festen ser vi vist også mørkets fyrste, Keikobad, der er en gammel mand med skæg. Hos Strauss findes han ellers kun i partiturets akkorder. Kejserindens fravalg af moderskabet er ifølge programmet et brud med Keikobads patriarkalske normer. Hos Strauss-Hofmannsthal er han – ligesom Mozart og Schikaneder Saraastro i Tryllefløjten – faktisk god, når man ser ordentligt efter.
Kratzer går også galt i byen ved at tolke kejserinden på den beskrevne måde. Hun fravælger i operaen ikke moderskabet. Det skal blot ikke ske på bekostningen af samme hos en anden kvinde. Resultatet af hendes valg er hos Strauss-Hofmannsthal da også netop, at hun ved sit valg har vist sig værdig til at være menneske og belønnes med den skygge, hun gennem hele operaen har ønsket sig.
Barak-parrets ender hos Kratzer vist med at blive skilt, efter at deres store duet i tredje akt har været reduceret til en tur hus parterapeuten. Styrken fra dén scene kommer ellers af, at de netop i duetten er placeret hver for sig, og netop ikke kan se hinanden. I scenen finder de i øvrigt hinanden, de går ikke fra hinanden, så Kratzers tolkninger bliver her ufrivilligt komisk.
Der er ikke meget godt at sige om Kratzers opsætning. Det er det sædvanlige regiteater-med-hovedet-under-armen, der fjerner mere fra stykket, end det tilføjer. I programmet tales direkte om ”Entzauberung”. Strauss-Hofmannsthals stykke henter imidlertid styrken fra det eventyrlige og magiske. Kold realisme tilføjer ikke noget. Slet ikke når man omtolker de bevæggrunde, som skal underbygge karakterernes følelser og gøre dem troværdige.
En af de gode ting, der var i opsætningen, var den effektive brug af en drejescene, hvor de utallige sceneskift i værket hurtigt kunne sættes i stilling. Det skabte en dynamik og fremdrift i handlingen, man ikke får på samme måde, hvis tæppet skal trækkes for, hver gang en ny scene skal gøres klar. Anden akts surrealistiske hverdagsscener var også ganske veludførte, men jeg må her nok sige, at jeg er i tvivl om, hvorvidt dette indtryk skabes af Strauss’ musik mere end af Kratzers opsætning.
Der var heldigvis en del mere at hente hos sangerne. I det lille parti som Keikobads budbringer, havde man fundet en potent syngende Patrick Guetti. Ærgerligt man ikke hører særlig meget til buddet.
Mere hører man heldigvis til den ukuelige kejser af jægernatur (han har jo nedlagt sin hustru som en hvid gazelle), der blev flot sunget af Clay Hilley med en fornem tenorrøst. Kejserinden, der blev let og lyrisk fortolket, af Daniela Köhler, var mere afdæmpet, hvilket passede fint til dette mere skrøbelige væsen, som jo er lavet af glas, indtil hun får sin skygge til sidst. Stykket blev opført i den uforkortede version, hvilket bl.a. betød, at vi fik hendes fulde monolog til sidst i tredje akt. Den blev leveret flot, men det tog noget af dramatikken, at den blev fremført i et køkken til et babyshower og ikke i Keikobads underjordiske tempel.
Barak og hans kone var også noget afdæmpede i deres udtryk, men med et fint og rørende sammenspil i de mange hverdagsscener. Uanset deres store duet Mir anvertraut blev sunget til en seance hos parterapeuten, var den rørende veludført af hhv. Jordan Shanahan og Catherine Foster.
Bedst var Marina Prudenskaya i det vægtige parti som kejserindens uhyggelige amme, der med en mørkfarvet dramatisk nerve gjorde dette parti til en sand fornøjelse. Hun fik også det største bifald til sidst.
Det er ovenud tilfredsstillende, at Deutsche Oper Berlin sætter så meget Strauss på plakaten, og at det musikalsk er så veludført. Det er positivt, at man forsøger at tænker værkerne sammen i egentlige trilogier. Den aktuelle trilogi faldt dog ikke i min smag. De tre stykker virker ikke tænkt sammen som en helhed af instruktøren, der blot kommer med nogle letkøbte betragtninger om parforhold og ægteskab, der måske havde været bedre fremsat i en kronik i dagspressen – hvis altså nogen gider trykke den, synspunkterne om ægteskabet som kvindeundertryggende er mildest talt hørt før. Der stilles ikke nogle nye spørgsmål sådan for alvor med Kratzers opsætninger, der i stedet tømmer værkerne for det stof, hvorfra de ellers henter deres styrke og de personskildringer, der kunne gøre dem relevante for et nutidigt publikum.
Richard Strauss, Die Frau Ohne Schatten. Libretto af Hogo von Hofmannsthal. Deutsche Oper Berlin, den 26. januar 2025.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://deutscheoperberlin.de/de_DE/production/1355837
Richard Erkens, Des Märchens zweiter Teil oder Arbeit an der Beziehung – Wie Die Frau ohne Schatten wurde, was sie ist (programartikel)
Sir Donald Runnicles, Die Verschmelzung des Materiellen mit dem Geistigen (programartikel)
Die Entzauberung einer Märchenwelt – Tobias Kratzer im Gespräch mit Jörg Königsdorf (programartikel)
Karl Böhm, Das Vermächtnins meines Meisters. Foredrag ved Karl Böhm den 11. juni 1964 i anledning af 100-årsdagen for Richard Strauss’ fødsel. Udgivet som del af Deutsche Grammophons store Karl Böhm-boks fra 2018:
https://www.deutschegrammophon.com/en/catalogue/products/boehm-complete-opera-vocal-recordings-9375
William Mann, Richard Strauss – Das Opernwerk (tysk oversættelse fra engelsk original af Willi Reich), 1964.
