Det havde næsten været for oplagt, hvis det havde have været Richard Strauss’ Vier letzte lieder (1948), der var blevet opført til komponistens bisættelse den 8. september 1949. De næsten overjordisk smukke sange skrevet efter verdenskrigens ødelæggelser kredser nemlig om forgængelighed og død. Men sådan gik det ikke. Det blev den afsluttende terzet fra operaen Rosenkavaleren (1911), som Strauss kort før sin død valgte til at skulle opføres ved denne lejlighed. Strauss kunne tælle to af de tyvende århundredes bedste stykker for kvindestemme blandt sine kompositioner; og af dem blev det terzetten, der blev udvalgt til at skulle følge ham til det sidste. De fire sidste sange måtte vendte til året efter Strauss’ død for at blive uropført.

Rosenkavalerens stof har samme bund af nostalgi og resignation over den tabte tid som De fire sidste sange, men værket henter ekstra styrke i sin optimisme på fremtidens vegne, hvor den gamle tid afløses af en ny, som en ny generation kan kalde for sin. Centralt i værket er tidens gang og øjeblikkets flygtighed.

Instruktøren bag Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning af Rosenkavaleren, operachef Elisabeth Linton, har valgt at flytte handlingen fra midten af 1700-tallet til 1911, året for værkets uropførelse. Baggrunden herfor er ifølge et indlæg i det trykte program, at den kvindefrigørelse, der fandt sted på den tid, er afspejlet i værket. For at vise, at den gamle tid var mandens domæne, lader Linton os under ouverturen se P. S. Krøyers kendte maleri Fra Københavns Børs, men hvor feltmarskalinden træder frem blandt den højhattede forsamlingen. Kvinderne skal nu i forgrunden, må man forstå.

Det er imidlertid vanskeligt at se, at kvindefrigørelse er ikke noget udtalt tema i stykket mere end i eksempelvis Mozart og da Pontes Figaros Bryllup. Rosenkavaleren er et af den slags stykker, hvor de unge skal narre de gamle mere generelt. Det er da heller ikke et element, som Linton – hvis man ser bort fra forspillet – lader træde frem i sin opsætning, der i det store hele holder sig passende til forelægget.

Opsætningen bærer ikke meget præg af tiden omkring år 1900. Dertil er den for steril og for lidt fyldt med den opulens og pragt, der – i hvert fald i min bevidsthed – var kendetegnede for smagen hos det det bedre borgerskab og de højere samfundsklasser på den tid.

Carl Th. Dreyer lader til sammenligning sin 1924-filmatisering af Herman Bangs Mikaël, der også foregår omkring år 1900, flyde over med tom pragt for netop at give en fornemmelse af den tid, der er central for værket. Der findes da også opsætninger af Rosenkavaleren, der hensætter handlingen til tiden omkring år 1900 med større held målt på genkendeligheden af denne tid, således Robert Carsens opsætning på Metroplitan Opera i New York, der vistnok havde premiere i 2010 og så vidt vides stadig er på programmet.

Mindre vellykket er Det Kongelige Teaters opsætning desværre også de enkelte scener imellem, der mere eller mindre foregår i de samme omgivelser. At der er tale om så forskellige lokaliteter som et gemak i et hus hos den fine gammel fyrsteslægt Werdenberg i første akt, et hus hos de nyrige von Faninal i anden akt og en simpel Beisl i tredje akt får vi ingen fornemmelse af. Kun i tredje akt sker der lidt, da handlingen her af uvisse årsager er henlagt til kælderen under von Faninals hus.

Alt dét sagt, så gør Lintons opsætning dog ikke megen skade, da den har det rette anstrøg af »gamle dage« og den nostalgi, som Rosenkavaleren foregår i: Fornemmelsen af en svunden tid. I 1911 var det 1750’erne, i dag er det tiden omkring år 1900. Det gør derfor heller ikke så meget, at de valse, der er centrale i værket, først kom på mode henved 100 år efter den tid, hvor værket foregår: For de giver den rigtige følelse af en svunden tid. Om føje år vil vi formentlig se opsætninger af Rosenkavaleren hensat til 1960’erne, hvor de unge er ungdomsoprører. Dén tid er dog stadig for tæt på til for alvor at kunne kaldes gamle dage. Kasper Holten tog forskud på det i sin opsætning af Wagners Siegfried (fra omkring 2006), der netop foregår på dén tid.

Meget mere held havde Linton med personinstruktionen, der var kompetent gennemført. Navnlig det store menageri af spøjse personer, der myldrer frem i feltmarskalindens gemakker i første akt giver ikke sig selv, men i opsætningen kunne man ganske let skele de forskelliges ærinder fra hinanden. Særligt scenen med den italienske sanger, der afbryder baronens notarialforretninger var medrivende og stærkt underholdende. Sangeren blev i øvrigt glimrende sunget af Granit Musliu.

Der var også udvist stor påpasselighed med instruktionen i øvrigt i de scener, der lidt mere giver sig selv, eksempelvis den indledende scene mellem Octavian og marskalinden og hele optrinnet i anden akt.

Som marskalinden var Gisela Stille meget velvalgt med en fin balance mellem melankoli og sødme på den ene side og en tydelig modenhed på den anden. Jeg har heller ikke meget dårligt at sige om Elisabeth Janssons gestaltning af hendes elsker, Octavian, der var mere intens og mørkfarvet, end jeg synes at man vanligt hører dette parti. Dette var velvalgt, da det navnlig i deres intime scene i starten af værket ikke sjældent kan være svært at skelne de to kvindes replikker fra hinanden. Når jeg dertil lægger et godt sammenspil mellem de to, var det en af de bedste opførelser af den første scene i værket, jeg kun huske at have hørt. Jansson inkasserede vist også det største bifald ved det afsluttende tæppefald.

Baron von Ochs var måske den mest interessante person på scenen i skikkelse af Patrick Zielke. Normalt spilles denne karakter som en brovtende gammel mand, en Falstaff-type. Hos Zielke var han nærmere end ung Karl Smart. Zielke havde en prægtig stemme og med stort komisk overskud fik han ganske meget ud af dette parti.

Musikalsk var oplevelsen vellykket, men ikke uden forbehold. Det Kongelige Kappel under ledelse af Marie Jacquot havde valgt et friskt tempo, hvilket klæder musikken i Rosenkavaleren godt, da den ellers kan blive for tung og måske en anelse for parfumeret. Men nogle steder skete det på bekostning af det musikalske overblik i alle detaljerne i Struass’ mangefarvede partitur, særligt i første og anden akt. Dette kom man dog efter i tredje akt. De lange melodilinjer var der dog i hele værket pænt styr på; og de centrale steder, der udover terzetten navnlig er marskalindens arie i slutningen af første akt og duetten mellem Octavian og Sophie i starten af anden akt, var særdeles vellykkede. Det samme gjaldt stykkets uimodståelige valse.

Richard Strauss, Rosenkavaleren. Libretto af Hugo von Hofmannsthal. Det Kongelige Teater, Operaen, den 26. april 2026

Referencer

• Forestillingens hjemmeside:
  https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/opera/rosenkavaleren
• Jakob Levinsen, Som du dog var – som du dog er (programindlæg).
• Richard Strauss og Hugo von Hofmannsthals brevveksling i uddrag sammenstillet og oversat af Jørgen Hansen (programindlæg)
• Cæcilie Iburg Printzlau, Hvilke friheder synes du, at du kan tage, bare fordi jeg har nederdel på? (programindlæg)
• Alan Jefferson, The Life of Richard Strauss, 1973
• Det Kongelige Teaters tidligere opsætning fra 2008 er stadig god og kan høres online i sin helhed på Det Kongelige Teaters hjemmeside her:
  https://kglteater.dk/xtra/forestillinger/forestilling-rosenkavaleren
• Har man ikke tid til at høre det hele, kan man evt. til en start blot spole frem til 185:37 og høre den afsluttende terzet fremført af Ann Petersen (feltmarskalinden), Elisabeth Jansson (Octavian) og Anke Briegel (Sophie). Det hele dirigeret af Michael Boder.
• Vil man have fin de siècle for alle pengene i en opsætning af Rosenkavaleren kan Robert Carsens opsætning fra Metropolitan Opera varmt anbefales. Den kan ses på operaens streamingtjeneste MetOnDemand her i en optagelse fra 2017, der også er udgivet på DVD og blu-ray:
  https://ondemand.metopera.org/performance/detail/de3dbd66-5091-5604-a039-581e6683491e
• Den musikalsk mest vellykkede indspilning af værket er formentlig 2009-indspilningen fra festspillene i Baden-Badendirigeret af Christian Thielemann og med Renée Fleming (marskalinden), Diana Damrzu (Octavian) og Sophie Koch (Sophie). Den fås dog vist dog ikke mere, men er stadig i Deccas katalog:
  https://www.deccaclassics.com/de/katalog/produkte/r-strauss-der-rosenkavalier-9288