Richard Strauss om Richard Strauss. Det var ikke første gang. Allerede i tonedigtet Sinfonia domstica fra 1903 havde Strauss sat sit eget privatliv i toner – ikke mindst hustruen Paulines lunefulde sind, som han holdt utrolig meget af. Hvor rollen som den alfaderlige Strauss i Sinfonia domestica er henlagt alene til musikalske temaer, er Strauss i operaen Intermezzo (færdiggjort 1923) en egentlig karakter, nemlig kapelmesteren Robert Storch.

Intermezzo blev opført i den netop afsluttede 2023-24-sæson på Deutsche Oper Berlin som andet led i en Strauss-trilogi, hvor hans Arabella i 2022-23-sæsonen blev opført som trilogiens første del. Tredje og sidste del er Kvinden uden Skygge, der opføres i 2024-25-sæsonnen, hvor det også er muligt at se alle tre operaer i trilogien, der kredser om ægteskab og parforhold. Det er er på sin plads at nævne, at værkerne ikke så vidt vides af Strauss er tænkt som en egentlig trilogi. Dette er et valg taget af Deutsche Oper.

Hvor det i Arabella handlede om forholdets etablering, er vi i Intermezzo i det etablerede parforhold, der har kastet et barn af sig.

Handlingen i Intermezzo er selvbiografisk, men mere end det. Ikke blot var scenografien ved premieren i Dresden i 1924 udarbejdet i overensstemmelse med interiøret i Strauss’ villa i Garmisch-Partenkirchen. Handlingen er næsten 1:1 taget fra en virkelig episode, der fandt sted i Berlin i netop 1903, hvor Strauss da virkede som hofkapelmester i Statsoperaen (det nuværende Staatsoper Unter den Linden). Beretningen herom var stof i datidens blade:

I de dage var der i den daværende Kroll-opera i Berlin (der i dag ikke så meget er kendt for opera, som berygtet for at huse den tyske rigsdag i perioden 1933-1942) en italiensk operatrup, hvis forestillinger blev ledet af kapelmester Josef Stransky. Stjernen i truppen var tenoren Emilio de Marchi, hvis manager var amerikaneren Edgar Strakosch. På et tidspunkt efter en forestilling havde de tre – de Marchi, Strakosch og Stransky – frekventeret baren på det daværende Hotel Bristol på Unter den Linden (der ifølge Wikipedia lå på karréen afgrænset af Wilhelmstraße, Glinkastraße og Behrenstraße, altså nogenlunde hvor den russiske ambassade ligger nu). Her var de blevet konfronteret af en dame – ifølge overleveringen ”eine richtige Berliner Schnute” – der godt havde regnet ud, at de var fra operaen, og derfor ugeneret havde bedt de tre herrer om billetter til næste forestilling. De Marchi havde i den sammenhæng sagt, at ”det ville hr. Stransky sørge for”. Stransky havde imidlertid ikke tænkt sig at sende den unge dame – hvis navn i øvrigt var Mitze Mücke – noget som helst. Da hun ikke modtog noget, besluttede hun sig for at sende en rykker. Formentlig pga. de Marchis dårlige udtale, havde hun ikke helt fået fandt i navnet, men fandt frem til en ”kapelmester Strauss”, Joachimsthalerstraße nr. 17, som hun troede var den rette; og hvortil hun skrev følgende:

”Lieber Schatz! Bring mir doch die Billette! Deine getreue Mitze. Meine Adresse: Mitze Mücke, Lüneburgerstraße Nr. 5.“

Stransky var altså blevet til Strauss. Brevet blev modtaget af Pauline; og det var ikke ligefrem noget, der virkede afvæbnende på hendes – ifølge overleveringen – koleriske sind. Og så havde vi balladen: Hun forlangte omgående skilsmisse. Strauss, der var på rejse, måtte komme hjem og rede trådene ud. Skilsmisse kom det aldrig til – Strauss og Pauline forblev gift til hans død i 1949.

Det citerede brev indgår næsten ordret i Strauss’ Intermezzo. Mitze Mücke er her blevet til Mieze Maier, Pauline er blevet til Christine og kapelmester Richard Strauss til kapelmester Robert Storch. Af andre selvbiografiske elementer end de nævnte indeholder stykket også en scene, hvor der spilles kortspillet skat, der var en meget yndet fritidsbeskæftigelse for Strauss. Det personlige indhold gør det ikke helt overraskende, at Strauss selv endte med at måtte stå for librettoen til Intermezzo.

Der lægges dog også lidt til i forhold til den beskrevne episode, nemlig at Christine har en flirt med den unge Baron Lummer, mens Robert er rejst til Wien for at dirigere. Farligt for den ægteskabelige lykke bliver dette dog aldrig, da baronen fra første færd er skildret nærmest demonstrativt uerotisk og kejtet, grænsende til det kedelige. Den diametrale modsætning til den varmblodige Christine.

Dette er der dog lavet lidt om på i Deutsche Oper Berlins aktuelle opsætning, der ligesom resten af trilogien iscenesættes af instruktøren Tobias Kratzer. Han lader nemlig Christine have et egentlig erotisk eventyr med den unge baron i et af stykkets talrige mellemspil. Dette modsiger dog noget baronens karakter, sådan som den er tænkt fra Strauss’ side. Det gør ikke karakteren mere overbevisende, at Kratzer i sin opsætning har modelleret baronen efter sig selv – navnlig den karakteristiske kasket går igen. Men i øvrigt en skæg ide, at instruktøren indarbejder sig selv, nu komponisten selv har skrevet sig selv og sin hustru ind i operaen.

Kratzers opsætning kan ellers desværre ikke følge med den fine standard, der blev lagt for trilogien med den originale Arabella-opsætning sidste år, hvor vi var en tur igennem en regulær tidsmaskine. Handlingen i Intermezzo har Kratzer mere eller mindre bevidstløst henlagt til vores egen tid, regiteater uden det står klart, hvad der ønskes opnået hermed. Hertil tilsat Kratzers velkendte indlagte videoindslag. Der er dog blevet plads til et par morsomme optrin, f.eks. afrejsescenen i operaens start, hvor der bliver ved med at blive båret kufferter ud, som en stakkels taxachauffør skal finde plads til i en mere og mere overfyldt taxa. Den stormfulde scene i Prateren i Wien i tredje scene i anden akt, hvor Robert Storch gennemlever sit livs emotionelle stormvejr er henlagt til en flyvetur med Strauss Airlines under voldsom turbulens. Flyselskabet har meget passende en struds som logo på sæderne. Dialogen passer stadig forbløffende godt; og i det hele taget gør opsætningen mig opmærksom på, hvor moderne Strauss’ værk faktisk er, når det uden gene kan flyttes til i dag. Problemet med Kratzers opsætning er heller ikke så meget den moderne opsætning, som de kedelige omgivelser, der er henlagt til et sterilt moderne hjem af den type, som Jacques Tati karikerede i Mon oncle (Min Onkel) fra 1958, dog er der hos Kratzer tale om karikatur.

Vi slipper heller ikke for det ofte anvendte ”teater-i-teater-virkemiddel”, hvor Strauss’ budskab om det borgerlige ægteskabs lyksaligheder afsløres som teater. Det er nemlig kun skuespil og replikker, når Pauline til sidst kan proklamere: ”Du bist mein schöner, reiner, prachtvoller Mann! Ich liebe dich allein und immer und ewig” og ”das nennt man doch wahrhaftig eine glückliche Ehe?“ Det forekommer bare ikke særlig overbevisende, når Kratzers egen opsætning næsten scene for scene viser, at Strauss’ værk stort set 1:1 kan sættes i scene i en nutidig kontekst, uden at nogen tænker over det.

Som regiteater kunne jeg faktisk godt have tænkt mig, at man var gået lidt hårdere til værkets præmiser, nu man altså har valgt den vej. For lad os opsummere: Strauss skriver en opera, hvor han lader sig egen hustru brødebetynget erkende sine gene fejl, mens hun samtidig hylder Strauss for alle hans fortræffeligheder. Strauss gør naturligvis alt det rigtige; og til sidst tilgiver han hende det hele som en anden Titus. En ægte regiteaterinstruktør var gået noget hårdere til den sag, end Kratzer gør.

Med hensyn til ideen om en trilogi, er det heller ikke klart, at der skulle være nogen indbyrdes sammenhæng mellem Arabella (1. del) og Intermezzo (2. del) fra instruktørens side. Det havde ellers været oplagt, når man vælger at sætte tre værker med ensartet tematik op med samme instruktør og markedsfører dem som del af en trilogi. Kratzers tilgang virker indtil videre som om, at han er gået til værkerne isoleret. Og det er vel ikke meningen med en trilogi? Vi får se. Måske den indbyrdes sammenhæng viser sig i næste sæson ved trilogiens tredje og sidste del.

Intermezzo er musikalsk interessant, da Strauss i nogen grad forlader den veludførte senromantik, han er kendt for. Intermezzo fortsætter for så vidt stilen fra Ariadne på Naxos med et relativt lille orkester (efter Strauss-skala). Men det stopper ikke her, sådan som Strauss selv medgiver i et forord til partituret, der – om end dateret 1924 – først blev publiceret efter hans død: I Intermezzo er musikledsagelsen næsten udelukkende en funktion af det talte ord. Det er derfor også en Strauss-opera, der er ganske let at følge med i umiddelbart og uden forberedelse. Der synges tydeligt og ordene strækkes ikke ud i halsbrækkende koloraturer; og der synges sjældent noget, som den relevante person ikke ville sige i virkeligheden. Arier om, hvad der tænkes og føles er fraværende. Altså et for operaen særegent og skattet greb er fraværende: Personernes indre følelsesliv skildres derimod i nogle virkningsfulde orkestermellemspil, der fylder godt op i værket. Den mere nøgterne stil i Intermezzo bringer Strauss tættere på noget, der minder om den samtidige neoklassicisme, der efterhånden havde udviklet sig til ny saglighed, som f.eks. den senere Stravinskij og Paul Hindemith. I den sammenhæng kan også fremhæves de tanker, som Carl Nielsen lod komme til udtryk i sin lille bog Levende Musik (1925), hvor han slog til lyd for, at ”[…] Musikkens forhold til Ordet aldrig kan blive andet end et dekorativt-belysende […]”.

Antiromantiker blev Strauss dog aldrig. Heldigvis. Man kan jo lege med tanken om, hvordan Vier letzte Lieder eller terzetten fra Rosenkavaleren ville have lydt, hvis det i stedet havde været Paul Hindemith eller Carl Nielsen, der havde sat musik til, som alene var ”dekorativt-belysende”. Eller Thomas Laub. Ligeledes kan man tænke over, om Jens Vejmand, Den danske sang, eller Jeg ved en lærkerede havde fået deres folkelige gennemslagskraft, hvis Richard Strauss havde sat musik til. Heldigvis behøver man ikke vælge mellem det ene eller det andet. De to traditioner kan fint trives ved siden af hinanden.

Men Intermezzo er et af de værker, hvor man hos Strauss ser elementer af det. Og hans kreative valg skal respekteres; og det blev det heldigvis loyalt af den rutinerede Sir. Donald Runnicles i spidsen for Deutsche Opers orkester, som holdt klangen i de rette nøgternt, ”dekorativt-belysende”, farver, der netop ikke gjorde mere end at understøtte personerne i stykket. Strauss er dog bedst, når han lyder som den Strauss, man kender med det store velklingende orkester, hvilket i Intermezzo i det væsentlig er henlagt til mellemspillene; og her formåede Runnicles heldigvis at lægge den nøgterne stil fra sig og give plads til Strauss formfuldendte orkestermagi.

Partiet som hustruen Christine er centralt, da historien i det væsentlige fortælles fra hendes perspektiv, og da hun er på scenen stort set konstant. Det blev sunget fint af Maria Bengtson, der overbevisende gestaltede de forskelligartede følelser, som Christine går igennem. Hendes stemme var dog måske ikke den mest velvalgte til et parti, hvor der ligeså meget tales som synges. Kun i de store semi-arier fik hun lov til at vise dens fulde formmåen. Her var Thomas Blondelle bedre valgt til partiet som Baron Lummer, der med en god og potent stemme aldrig blev kedelig at høre på, selv når der mere tales end synges. Stemmemæssigt var dette måske for meget af det gode, da Baron Lummer netop ikke er specielt potent, men lidt afmægtig. Hans navn antyder heller ikke, at vi har at gøre med en potent helt.

Men uanset hvor nyskabende Intermezzo måtte være i sit selvbiografiske element og sin nøgterne stil, så er det måske netop et værk, man kan fascineres af musikhistorisk, mere end noget man bliver grebet af. Intermezzo er mere hjernen end hjertet. Som Strauss-opera finder jeg Intermezzo mere interessant end god. Interessant fordi Strauss snuser til en ikke-romantisk ”ny-saglighed”, der ellers lå ham fjernt. Problemet er, at musikken bliver faretruende kedelig at lytte til i længden uden den rigt dekorede ”jugendstil”, som er Strauss kendetegn, og at musikken i stykket i det væsentlige kun fanger min interesse pga. de mange mellemspil, hvor Strauss lyder ”som han plejer”. Med det forbehold er jeg godt tilfreds med Deutsche Oper Berlins opsætning af Intermezzo.

Richard Strauss, Intermezzo. Libretto af komponisten. Deutsche Oper Berlin den 28. April 2024.

Referencer

Forestillingens hjemmeside med fotografier fra forestillingen, program m.v.:

https://deutscheoperberlin.de/de_DE/production/intermezzo.1337239

Deutsche Oper Berlins program for sæson 2024-25, hvor alle tre operaer i Strauss-trilogien opføres:

https://deutscheoperberlin.de/de_DE/home-saison-24-25

Richard Erkens, Ein Ehe-Selfie, gepostet 1924: Intermezzo von Richard Strauss oder Oper als Beziehungsspiegel (programartikel).

Tobias Kratzer im Gespräch mit Jörg Königsdorf, Ein Spiel mit dem eigenen Image (programartikel).

Sir Donald Runnicles/Dominic Limburg, Gedanken zur Musik von Intermezzo (programartikel).

Gérard Vincent, Geheimnisse zwischen Ehegatten (programartikel).

Robert Pfaller, Das Private ist musikalisch (programartikel).

Richard Strauss, Der Mann tut mir leid, der am Skat keinen Gefallen findet (programartikel).

Richard Strauss, Nicht veröffentlichtes Vorwort zu “Intermezzo” (1924), optrykt i Richard Strauss, Betrachtungen und Erinnerungen. Herausgegeben von Willi Schuh, 1949/2014.

William Mann, Richard Strauss – Das Opernwerk. Aus dem Englischen übertragen von Willi Reich (1964).

Leif V. S. Balthzersen, Richard Strauss’ Orkesterværker – En brugsanvisning (2018).

Carl Nielsen, Ord musik og programmusik, optrykt i Levende Musik (1925).

Der findes vist ikke mange indspilninger af Intermezzo, men en god en af nyere dato blev lavet i 2011 af Ulf Schirmer i spidsen Münchner Rundfunkorchester. Udgivet på CPO i 2014. Kan købes hos imusic.dk:

https://imusic.dk/music/0761203790128/strauss-schneider-eiche-welschenbach-2014-intermezzo-72-cd