Vi bringer her en redaktionel udtalelse fra Årsskriftet Critiques redaktion.
Verden står over for en forandring. Vi har længe befundet os mellem tider med al den usikkerhed, der kom af det.
Årsskriftet Critique udgiver ikke ledere, trykker ikke egne manifester og bestræber os i øvrigt på at fastholde så tilbagetrukket en position i forhold til tidsskriftet, hvor vores udgangspunkt altid har været at fastholde en pluralisme, der gør Årsskriftet Critique til et forum for idéer på tværs af forskellige konservative og borgerlige positioner.
For netop at kunne fastholde denne pluralisme finder vi det imidlertid magtpåliggende kollektivt at forholde os til de begivenheder, som lige nu ryster vores vestlige, demokratiske verdensorden. Dette skyldes ikke kun sagen selv, men også det forhold, at der går en klar, tydelig og – frygter vi – stadig dybere skillelinjer internt i konservatismens rækker.
På den ene side står dem, som tager vores drastisk forandrede sikkerhedspolitiske situation alvorligt, og som netop er konservative i den forstand, at de vil bevare og forsvare fundamentet for det samfund, som lige nu bliver angrebet.
På den anden side står en revisionistisk og stadig mere autoritær position, der åbent eller i det skjulte bifalder den erosion af vores vestlige, demokratiske samfund, som vi står over for.
For os er der ingen tvivl om, at Donald Trumps anden præsidentperiode truer med at blive et skred i autoritær og revisionistisk retning.
Den fundamentale foragt for det liberale demokratis institutioner understregede MAGA-bevægelsen allerede ved stormløbet på Kongressen 6. januar 2021. Samtidig har Donald Trump intensiveret trykket på det liberale demokratis institutioner i sin anden præsidentperiode.
Hvad der kommer deraf, bør ingen foregøgle nogen vished om. Men at stå ubekymret og uagtpågivende over for den situation er ansvarsløst.
Det er det modsatte af konservatismen, der i sin kerne bærer bekymring, ansvar og en dyb kærlighed til de konstitutionelle former, der er historiens arv til os.
Udenrigspolitisk er billedet endnu mere bekymrende.
Selv hvis man accepterer det problematiske argument, at USA kunne drage fordel af en mere tilbagetrukket rolle i Europa, er det et utilgiveligt svigt, at den amerikanske regering i både tale og handling udtrykker støtte til og forståelse af autoritære regimer frem for vestlige allierede.
Alle lande ønsker fred til alle tider, men på egne vilkår. At tale abstrakt om ønsker om fred uden at tale om vilkårene for fred er håbløst naivt, og går ganske simpelt vestens fjenders ærinde.
Under Donald Trumps lederskab er NATOs fremtid, og dermed fundamentet for Danmarks sikkerhed og overlevelse, blevet så usikkert som følge af den nye amerikanske udenrigspolitik, at alt allerede er forandret.
Man kan ikke måske have en sikkerhedsgaranti. For en konservativ er det nationale eksistensspørgsmål det afgørende spørgsmål.
At bifalde en sådan udenrigspolitik eller stille sig velvilligt afventende over for den opfatter vi som et nationalt svigt.
I et lille land med den tunge erfaring at ligge i en aggressiv stormagts interessesfære må man forstå, hvad der principielt er på spil: I Ukraine afgøres lige nu fremtiden for den vestlige orden. Og udsigterne er ikke gode.
For et lille land, der ligger tæt op ad et ekspansionistisk og aggressivt Rusland, er alt nu i spil – og derfor er alt på spil.
Historiens afslutning er slut. Og nu må vi afgøre, om dette betyder, at den også skal slutte for Danmark, for Europa – og for Vesten, hvortil vi stadig retter et spinkelt håb.
Dette har konsekvenser for snart sagt ethvert politikområde og særligt for det åndsliv, som Årsskriftet Critique er sat i verden for at interessere sig for.
Oprustningen er ikke blot en forsvarspolitisk opgave, men også en politisk og en kulturel.
I sidste ende handler det om ånd.
Og det er netop i den ånd, vi vil drive arbejdet med Årsskriftet Critique videre også i denne tid.
