Svenskekrigene er blevet levnet relativt lidt plads i Danmarks kollektive bevidsthed, selvom de betød en national katastrofe med afståelse af Skåne, Halland og Blekinge. Ny bog retter op på den manglende opmærksomhed og anmeldes her af Adam Wagner.
Af Adam Wagner
Tabet af Skåne, Halland og Blekinge ved Roskilde-freden i 1658 er vel nok den største katastrofe i Danmarks historie. Derfor kan det også undre, at både den faglige og den almene interesse for de begivenheder, der dels førte til og dels befæstede dette tab, har været så ringe herhjemme fx sammenlignet med interessen for de sønderjyske krige og besættelsen 1940-45. Man skal tilbage til 1958 for at finde et dansk oversigtsværk over de to Karl Gustav-krige (Finn Askgaards og Gunnar Olsens »En kamp for livet«), men nu er der atter kommet et værk, der giver en samlet fremstilling af disse krige, nemlig ph.d. Lars Christensens Svenskekrigene 1657-60. Danmark på kanten af udslettelse. Et digert værk på 624 sider, illustreret og med rimeligt oplysende kort (der dog ikke viser alle de i teksten nævnte steder og områder). Udgivelsen er velkommen!
Optakt
Når værket hedder Svenskekrigene 1657-60er det for at understrege, at det kun er de to Karl Gustav-krige, der behandles, og ikke de andre svenskekrige som fx Torstensson-fejden eller Skånske Krig. Dog beskrives forholdene før krigsudbruddet i 1657 og dermed altså også Brømsebro-freden, som afsluttede Torstensson-fejden, og dens følger, som bl.a. var, at Danmark til Sverige måtte afstå Østersø-øerne Gotland og Øsel for stedse samt Halland for tredive år, og Norge måtte afstå Jemtland og Herjedalen; således optakten til den danske krigserklæring mod Sverige i 1657.
Krigen
Den svenske hær med kongen, Karl Gustav, i spidsen stod i Polen, som Sverige var i krig med, og tidspunktet kunne synes velvalgt. Ikke mindst da man regnede med, at Sverige alligevel før eller siden ville vende sine våben mod Danmark. Men der var betænkeligheder i Danmark, og det var mest kongen, Frederik III, der pressede på. Lars Christensen afholder sig fra at fælde dom, men man må dog undre sig over, at krigsforberedelserne hverken var helt eller halvt færdige, da krigen erklæredes, ligesom det springer i øjnene, hvor trægt man fra snart sagt alle sider i det danske samfund bidrog til forsvarets opbyggelse. Det ligner en krigserklæring, som ingen rigtigt ønskede og derfor heller ikke tog særligt alvorligt – før det var for sent.
Imens rykkede Karl Gustav op gennem Holsten og Jylland, hvilket havde været til at forudse, og derfra videre over isen til først Fyn og siden Langeland, Lolland, Falster og Sjælland, hvilket nok var knap så forudsigeligt, selvom den spanske gesandt Rebolledo faktisk havde advaret imod netop dette under. ”Tåget över Bält”, kalder de svenske, og Lars Christensen med dem, denne ubestridelige bedrift i krigshistorien (men hvorfor ikke bruge det danske ”Toget over Bælterne”, som fx Johan Ottosen i bd. 2 af Vor Historiefra 1902). Fra dansk side ønskede man nu fredsforhandlinger, men de danske udsendinge, som troede, de skulle mødes med svenskekongen i Rudkøbing, mødte ham og hans finske ryttere på Syd-Sjælland! Følgen blev den såkaldte panikfred i Roskilde i februar 1658, hvilket betød Danmarks tab af Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm og Norges tab af lenene Trondhjem og Båhus.
Danmark var nu ikke alene besat, men også lemlæstet, og endvidere fortrød Karl Gustav, at han ikke ganske havde gjort det af med ”lillebror” og angreb overraskende Sjælland igen i august 1658. Herefter fulgte krigsbegivenheder som Københavns belejring, Svend »Gønge« Poulsens bedrifter på Syd-Sjælland, den nederlandske flådes sejr over den svenske i Øresund, Stormen på København og Slaget ved Nyborg. På trods af udenlandsk hjælp til Danmark var krigen mere eller mindre fastlåst i begyndelsen af 1660, bl.a. fordi stormagterne ikke ønskede og derfor heller ikke ville hjælpe med til, at de danske tropper forfulgte fremgangen med et angreb mod de svenske i Skåne.
Stormagternes forsøg på at diktere en fred udenom både danske og svenske forhandlere viste desuden, at de ikke ville godtage en magtforskydning i Norden, hverken til den ene eller den anden side: Grundlaget for en ny fred skulle være Roskilde-freden, hvilket naturligvis var en skuffelse for Danmark. Kun Trondhjems len, som norske styrker havde befriet, og Bornholm, som borgerne på øen selv havde befriet, kom tilbage til hhv. Norge og Danmark; ja, Bornholm måtte den danske konge endog betale for med flere adelsgodser i Skåne.
Overskuelig og levende gennemgang
Hele dette forløb beskriver Lars Christensen godt, overskueligt og levende. Fremstillingen er ganske enkelt kronologisk opbygget og medtager et væld af enkeltheder og forklaringer. Læseren føres gennem begivenhederne og bibringes et overblik, og naturligvis er der meget mere til historien end det fremgår af ovenstående summariske krigsreferat.
Der bliver fx god plads til den spændende beretning om kampen om Langeland i Anden Karl Gustav-krig, kuppet på Bornholm, den hjerteskærende ende på den mislykkede sammensværgelse i Malmø, ligesom forfatteren kommer ind på Svend »Gønges« bedrifter samt anden såkaldt snaphanevirksomhed – skønt netop dette er et af de emner, som nærværende anmelder finder for sparsomt behandlet. For nok nævnes det, at der var snaphaneaktivitet i det østlige Skåne og i Blekinge i efteråret 1658, men der kunne med fordel have været medtaget flere enkeltheder om dette, da læseren næppe får en fornemmelse af den folkelige krigsdeltagelses art eller omfang; desuden er der slet og ret gode historier gemt i dette stof.
Endelig kunne inddragelse af flere kilder om de danske snaphaner og friskytter have kvalificeret diskussionen om, hvorvidt vanlige mennesker, borgere og bønder, på den tid også kunne handle ud fra fædrelandskærlige, nationale eller patriotiske motiver, eller om de alene handlede mere eller mindre ud fra egennytte og standsinteresser og måske blot motiveredes af social nød. Forfatteren nævner, at diskussionen findes, men tager ikke rigtigt stilling, selvom han synes at hælde til, at de nationale motiver nok kunne have spillet en vis rolle. Men der findes altså i litteraturen flere eksempler derpå, som med fordel kunne have været inddraget.
Men Lars Christensen er i øvrigt flink til at »krydre« fremstillingen med velanbragte citater fra samtidige dagbøger, breve og erindringer, hvorved beskrivelsen ikke bare dokumenteres med kilder, men levendegøres, for når fortidens mennesker således selv kommer til orde og beskriver, hvad der for dem er samtid, fornemmer man som læser fortidens mennesker og deres tid på en helt anden måde end ved historikerens referat.
Krigens gru
Lars Christensens giver i sin fremstilling god plads til at vise krigens omkostninger for den danske befolkning – ja, lad os bare sige krigens gru, for hvad folket udstod er vel næsten ufatteligt for Danmarks moderne velfærdsborgere. Først måtte svenske troppers overgreb (hvor de polske og tyske lejetropper synes at have været værst) længe udstås, og siden fulgte utallige overgreb, hvor tropperne fra Polen og Brandenburg huserede; de var ellers kommet for at hjælpe Danmark. Da fremstillingen som nævnt er kronologisk opbygget, og da krigens trængsler og rædsler var tilbagevendende, kommer beskrivelsen heraf dels til at fylde meget og dels til at få gentagelsens karakter, for der er ikke megen variation i soldaternes overgreb og plyndringer. Dette vil nogle måske finde overflødigt eller ligefrem trættende, mens nærværende anmelder egentlig synes, at det gør det klart for læseren, hvor voldsomme og tilbagevendende borgernes og bøndernes trængsler vitterlig var. Men måske de enkelte afsnit nok kunne have været kortere, så der havde været mere plads til at beskrive andre dele af krigen, som fx de såkaldte snaphaner.
Krigene beskrives i princippet som hele monarkiets, altså Danmarks, Norges og tilhørende landes, krige og ikke bare Danmarks, som der ellers nok har være en tendens til i flere danske fremstillinger. De danske forhold er dog dominerende, hvad der til dels er berettiget ved, at krigen mest foregik her, men skyldes dog nok også, at det mest er dansk litteratur, der er anvendt. Men viljen til at skabe et helhedsbillede af det danske monarki er klart til stede, hvilket også ses af, at forholdene for både Island og Færøerne nævnes, skønt der ingen krigshandlinger fandt sted der. I øvrigt nævnes også krigens gang i Afrika, hvor det lykkedes en dansk enhed at overtage det svenske fort Carolusborg.
Lars Christensen inddrager løbende det politiske spil både i Danmark og internationalt. Alt i alt får læseren en udmærket forståelse af de to Karl Gustav-krige, deres baggrund og følger.
Sproget
Bogen er skrevet i et berettende og ligefremt sprog og henvender sig således ikke alene til fagfolk, men også til almindeligt historisk interesserede læsere. Faghistorikere vil finde udgivelsen nyttig, fx når der søges overblik, sagsforløbet skal genopfriskes, eller når man vil vide mere om sider deraf, som man måske ikke var opmærksom på før. I øvrigt ligger der et stort materiale til grund for fremstillingen, der samler trådene fra meget af den tidligere forskning, og man vil således let kunne finde henvisning til litteratur med mere detaljeret behandling af de enkelte emner.
For den, der vil benytte værket til konsultation, er det dog en ærgrelse, at registeret er så mangelfuldt, som tilfældet er. Nogle nævnte personer og steder optræder ganske enkelt ikke deri, hvilket selvsagt forringer dets værdi betydeligt. Så må man finde ud af, i hvilket kapitel en sag, person eller et sted kan være behandlet, og så skimme teksten igennem; det går vel an, men et godt register havde, især for et værk som dette, været ønskeligt.
Sproglige fejl er der få af, men alligevel burde forlaget have gjort mere ud af korrekturen. Uheldig er en fejl i citatet af den danske rigshofmester, Joachim Gersdorff, da denne skulle underskrive den ulyksalige Roskilde-fred. Han hviskede efter sigende ”utinam nescirem literas”(”gid jeg ikke kunne skrive”), men det er blevet til: ”Untinam…” (s. 238). I vore dage, hvor så få kan latin, risikerer man, at en fejl som denne vil vandre videre til andre fremstillinger. Den svenske gesandt Magnus Durell kaldes (vistnok konsekvent) for Dureel (fx s. 60, 66, 300 og 397); også dette burde man have fanget.
Stednavne
Mere principielt burde forlaget have forlangt en ensartethed i navnestoffet. For naturligvis har forfatteren stået over for valget, om der skulle anvendes danske eller svenske former for stednavne i de afståede danske og norske landsdele, men uanset hvad, burde valget have været truffet og fulgt konsekvent. Men her er en stor forvirring, idet nogle navne uden for det nuværende Danmark nævnes ved deres danske navne, mens andre nævnes med det udanske navn, der nu er officielt i den stat, som stedet nu tilhører. Og nogle gange nævnes det samme sted både danske og udanske navne i teksten.
Tyge Brahes gamle ø hedder således både Hven (s. 254f.) og Ven (s. 228f.; hhv. dansk og svensk), ligesom de to norske sogne, der var et stridens æble, kaldes både Idre og Særna (s. 539; norsk), Idre og Serna (s. 119; ældre dansk form) og Idre og Särna (s. 65; svensk); ja, de kaldes sågar Irne og Jerne et sted (s. 77), men det skyldes en fejlafskrivning fra Ludvig Holbergs Dannemarks Riges Historiebd. 3, hvor der (med gamle danske bogstaver) står ”Irne og Zerne”; selvom formen hos Holberg havde været tydet rigtigt, burde navneformen naturligvis moderniseres eller normaliseres til – ja, til hvad? Idre og Særna eller Idre og Särna? En af delene i hvert fald. Nærværende anmelder ville foretrække den norske form, Idre og Særna, ikke den svenske. Malmø skrives dog konsekvent på dansk, mens Jemtland og Herjedalen til gengæld konsekvent skrives på svensk (Jämtland og Härjedalen). Der er altså intet princip, der følges.
Men hvorfor dog overhovedet benytte de svenske stednavne? Der findes faktisk en lang dansk tradition for at benytte danske navneformer for Skånelandenes vedkommende (og en tilsvarende norsk tradition for norske former i gamle norske landsdele); i visse tilfælde oven i købet en ubrudt tradition fra 1658. Særligt i en historisk fremstilling som denne, der behandler en tid, hvor stednavnene (og talesproget for den sags skyld) i de afståede landsdele endnu ikke var blevet forsvenskede, virker det underligt at støde på tydeligt svenske navne som Landskrona og Limhamn i stedet for Landskrone og Limhavn (og Ven i stedet for Hven osv.).
Angående Hven beretter forfatteren i øvrigt, hvorledes denne ø var omstridt allerede ved afslutningen på Første Karl Gustav-krig, for da det oprindeligt var en sjællandsk ø, mente man fra dansk side, at øen burde forblive en del af Danmark, mens man fra svensk side kunne henvise til, at øens beboere i nyere tid retligt var blevet knyttet til landstinget i Skåne, hvorfor Karl Gustav regnede øen for skånsk og ville have den til Sverige. Fra dansk side forsøgte man sig med lidt manipulation og ved tilbagedatering af et dokument at give indtryk af, at øen kort inden fredsafslutningen atter retligt var blevet knyttet til Sjælland.
Striden ”løstes” i første omgang ved at svenske tropper ganske enkelt besatte øen. Men ved fredsslutningen i 1660 kom øen udtrykkeligt til Sverige. Det skete dog ikke med de to norske sogne, Idre og Særna, skønt striden om deres tilhørsforhold havde været en af de officielle grunde til den danske krigserklæring i 1657; først ved den norsk-svenske grænsetraktat i 1751 blev sognene officielt tilført Sverige. Dette nævnes ikke af Lars Christensen, men det er da rart at få afslutningen på den historie. I øvrigt kunne det måske have været interessant for læserne at få at vide, at det andetsteds faktisk lykkedes de danske myndigheder at undgå landafståelse i 1658 ved en lille administrativ justering, nemlig da Bindalen i Norge, som egentlig var en del af Trøndelagen og dermed Trondhjems len, i al ubemærkethed blev lagt til Helgeland i stedet og dermed undgik at blive svensk. Nu kom Trondhjems len godt nok tilbage til Norge i 1660, så resultatet havde jo været det samme, bortset fra at Bindalen den dag i dag er en del af Helgeland, skønt folkemålet er trøndersk.
Men nok om småfejl, svenske stednavne og små krøller på historien. Med Svenskekrigene 1657-60har vi endelig den samlede fremstilling af de to skæbnesvangre Karl Gustav-krige, som har været savnet. Oven i købet er teksten velskrevet, og læseren får ikke bare en grundig krigshistorisk gennemgang, men også en forståelse af de politiske beslutninger, de internationale forhold, befolkningens vilkår og politiske tendenser i tiden.
Det er egentlig ganske godt gjort.
Lars Christensen: Svenskekrigene 1657-60. Danmark på kanten af udslettelse. Kristeligt Dagblads Forlag, 2018.
Adam Wagner er mag.art. og forfatter til ”Danskhed i Middelalderen”.