Kilde: wikicommons

Mouffe og liberalismens fortrædeligheder

En slags adventskalender
22. december 2024
4 minutters læsetid

Den sidste tænker på venstrefløjen, jeg ønsker at fremhæve i denne adventserie, er den belgiske filosof Chantal Mouffe.

Da hun begynder at skrive i 1980’erne, er marxismen i intern krise. Begejstringen for Althusser og hans strukturalistiske marxisme er aftaget, da man ikke længere ser fornuften i at reducere al politik til økonomisk klassekamp.

Dette påpeger Mouffe, og hun præsenterer i sine teorier et forsvar for politik som en selvstændig social størrelse, der ikke blot handler om økonomi eller etik.

Kvindebevægelsen, som på dette tidspunkt havde vind i sejlene, var før Mouffe adskilt fra marxismen, men med Mouffes teori kan socialismen omfatte alle sociale bevægelsers kamp for rettigheder – en idé, der i høj grad har haft stor betydning.

Mange har kaldt Mouffes teori for postmarxisme, og måske nærmer vi os noget af det, som Jordan Peterson vil kalde postmoderne neomarxisme. Jeg ser dog ingen grund til at gøre ordet længere end nødvendigt.

Kritikken af liberalismen

Det, jeg ønsker at fremhæve med dette indlæg, er Mouffes kritik af liberalisme og hendes forståelse af demokrati, der rummer en kritik af en teknokratisk liberalisme, som jeg mener er relevant for os borgerlige.

Mouffe ser liberalismen som en tro på individet, rationalismen og universalismen. For Mouffe betyder det, at liberalismen er blind for den sociale verdens pluralisme, hvor der findes undertrykkere og undertrykte.

Her bruger hun den liberale filosof John Rawls som eksempel på denne blindhed, da en borger for ham er en person med fornuft, hvor andre forskelle ikke spiller ind i hans samfundssyn. Politik reduceres således til et spørgsmål om fairness og logik, frem for en reel diskussion.

Inspirationen fra Carl Schmitt

Noget af det, jeg finder særligt fascinerende, er, at Mouffe i sin teori er stærkt inspireret af den tyske filosof og jurist Carl Schmitt og hans forståelse af politik og staten. Schmitts teori placeres ofte inden for den radikale konservatisme, og han var bl.a. en højtstående skikkelse i Nazityskland.

På trods af Schmitts politiske virke bruges hans teori stadig i dag, og hans forståelse ses ofte i forlængelse af renæssancetænkeren Machiavelli. Det, Mouffe bruger teorien til, er at fremhæve liberalismens svagheder.

Ud fra Schmitt argumenterer hun for, at statens anerkendelse er en forudsætning for forståelsen af individet – og ikke omvendt. Fra dette synspunkt er politik en autonom størrelse og ikke blot det samme som etik eller økonomi, men snarere en magtkamp mellem venner og fjender.

Hvor tænkere som Rawls ønsker at udrydde uenigheder gennem logik og argumenter, mener Mouffe, at disse uenigheder skal tydeliggøres, så vi derigennem kan udvide demokratiet.

Diskursanalysen

Det er værd at nævne, at Mouffe sammen med Ernesto Laclau var med til at forme diskursanalysen, som jeg tydeligt husker fra min gymnasietid. Her kan man, ud fra såkaldte nodalpunkter og ækvivalenslogikker, undersøge, hvordan vi som samfund forholder os til politik.

Kort fortalt bygger Mouffes egen forståelse af demokrati og politik på en Carl Schmitt-inspireret tilgang, hvor modsætninger og magt er omdrejningspunktet og skal tydeliggøres via diskursanalyse.

Utopien er derfor ikke en mulighed, men derimod en evig pluralisme og diskussion om demokrati og magtforhold.

Hvad kan vi lære?

Der er meget i det, jeg her har nævnt, som man kan kritisere Mouffe for. Først og fremmest synes jeg, at hun begår en stråmand i sin kritik af liberalismen, hvor hun anfægter en meget idealiseret og upragmatisk tilgang til liberalismen, og dermed selv underkender en pluralitet, der findes inden for liberalistisk teori.

Interessant nok har mere klassiske marxister såsom Slavoj Žižek kritiseret Mouffe for selv at være en form for liberalist, da hun, trods sin kritiske tilgang, stadig forsvarer demokratiet med udgangspunkt i individet og dermed sætter grænser for sin egen radikalitet.

Det, jeg dog mener, vi som borgerlige kan lære af Mouffes teori, er hendes kritik af netop denne idealiserede udgave af liberalismen, hvor politik bliver styret af fastlåste moralske principper, der føres ud i livet af økonomer og andre eksperter.

Ligesom Mouffe lod sig inspirere af Schmitts konservative syn på politik, mener jeg, at vi også kan lære noget om, hvordan vi som samfund skal forholde os til uenigheder fra Mouffe.

Her tror jeg, at vi skal blive bedre til ikke at forvente konsensus i alle politiske spørgsmål og anerkende, at visse uenigheder er funderet i værdimæssige forskelle og derfor ikke kan løses teknisk.

Kritikken af teknokratiet

Uden at gå alt for meget ind i realpolitikken, mener jeg, at man kan forholde sig kritisk til, hvordan den nuværende SVM-regering på visse områder begrænser den politiske diskussion til at handle om arbejdsudbuddet og vækst – emner, der i min optik handler mere om tekniske spørgsmål om økonomi end om værdier og menneskesyn.

Her mener jeg, at Mouffes teori kan være med til at forklare, hvad der mangler, uden at man nødvendigvis skal tilslutte sig hele hendes postmarxistiske analyse. Vi har brug for at diskutere disse modsætninger og fremhæve kampen om de forskellige værdier for netop at udvide vores demokratiske diskussion.

Dermed sikrer vi, at politik bliver en måde at leve og kommunikere på og ikke blot et teknokratistyre, hvor de lærde skaber lovene.

Hvad er det store billede?

Dette var hermed sidste indspark i min miniserie om, hvorfor der skal være plads til de venstreorienterede teorier i en borgerlig orden. Jeg har med disse forskellige eksempler forsøgt at vise, at man som borgerlig kan opnå et andet og mere nuanceret syn på politik og samfund ved at tage de intellektuelle fra venstrefløjen alvorligt.

Selvom min tolkning af Althusser, Horkheimer & Adorno, og her til sidst Mouffe, ikke nødvendigvis vil blive modtaget positivt i en venstreorienteret forsamling, mener jeg, at deres kritiske analyser kan føre til nye perspektiver på det politiske landskab, hvor vi som borgerlige kan anvende de analytiske redskaber, disse tænkere tilbyder – uden nødvendigvis at drage de samme konklusioner.

Dette fører mig tilbage til start: Får vi som borgerlige noget ud af at frygte de venstreorienterede teorier? Jeg tror det næppe. Til gengæld tror jeg, vi får en hel masse ud af at dykke ned i alt fra marxistisk tænkning til postmoderne teori. Jeg synes derfor, vi skal vende tilbage til Jordan Peterson. I hans berømte bog 12 Rules for Life udlægger han regel nr. 9 således:

“Formod, at personen, du lytter til, kan vide noget, du ikke ved.”

Jeg synes, dette er en smuk og fornuftig tilgang at have i livet, og hvis Peterson selv i højere grad levede efter dette, kunne det måske være, at han ville droppe sit begreb om postmoderne neomarxisme og rent faktisk læse, hvad disse tænkere har formuleret.

Udover at man ville kunne forfine sine argumenter imod disse teorier, kunne man rent faktisk lære noget nyt og nuancere sin forståelse af samfundet.

Max Manøe Bjerregaard

Max Manøe Bjerregaard er stud.mag. i filosofi, formand for Konservative Studenter og organisatorisk formand for Unge Moderater

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 krTegn abonnement i dag for 199 kr