Marianne Stidsen, dr.phil. i litteraturhistorie, giver en bredere diskussion af woke–ideologien i Årsskriftet Critique 2024. Hendes artikel forbinder universitetet med samfundet og kaster et kritisk blik på, hvordan ideologier som woke bevæger sig mellem akademia og den brede offentlighed, ofte med rødder i både kulturmarxismen og liberalismen
”Hvis critique er godt – må selv-critique vel være dobbelt så godt.” Ud fra denne devise skal jeg i nærværende artikel gå i rette med min egen tidligere wokeanalyse, sådan som den bl.a. udfoldes i Køn og identitet – et spadestik dybere fra 2021.
I bogen kalder jeg wokeismen for rendyrket neomarxisme. Dette er dog, som jeg ser det i dag, ikke dækkende.
Imidlertid er det heller ikke dækkende at tale om, at woke er rendyrket liberalisme, sådan som andre har gjort. Så hvad er der egentlig tale om? Woke er slet og ret, lyder tesen her, en kombination af de to. Og modellen – den finder man såmænd i nutidens Kina. Guds død og ideologiernes sejr
Woke, der på dansk kan oversættes med ’vakt’ eller ’vågen’, er et ord, der florerer snart sagt alle vegne. Er du woke eller anti-woke, spørger man hinanden? Og alle ved umiddelbart, hvad der menes, skønt ingen rigtig kan definere, hvad termen præcist dækker over.
Det smager umiddelbart af noget religiøst. Man kan komme til at tænke på ’de vakte’ (de frelste), på ’vækkelsesbevægelser’ og den slags velkendte religiøse fænomener. Men det er egentlig ikke det, det handler om, når man i dag siger, at nogen er ’woke’. Tilsyneladende ikke, i hvert fald.
Ifølge lex.dk kommer selve ordet ’woke’ fra det afroamerikanske udtryk ‘stay woke’, som er slang for ‘stay awake’, dvs. det at være vågen i betydningen: være på tæerne og politisk bevidst om racisme, undertrykkelse og diskrimination. At være ’woke’ i dag er altså snarere noget, der har med socialt oprør og social retfærdighedskamp at gøre.
Hvad enten det så er kvinders kamp mod den såkaldte patriarkalske undertrykkelse, eller det er de etniske minoriteters kamp mod den vestlige verdens og verdensnorms dominans igennem mange hundrede år. Eller det er seksuelle minoriteters kamp mod den angivelige ’heteroseksuelle overmagt’.
Alligevel er der en sammenhæng mellem woke som religiøst fænomen og woke som socialt og politisk fænomen. Sammenhængen kan spores tilbage til den kommunistiske ideologis grundlægger, Karl Marx.
I sine berømte Teser om Feuerbach, skrevet i 1845, men først udgivet i 1888, formulerer Marx i forlængelse af filosoffen Ludwig Feuerbach en religionskritik, der skulle give genlyd hele vejen op gennem det 20. århundrede.
Essensen i Feuerbachs materialistiske religionsanalyse er, jævnfør diverse opslagsværker, at religionen er et samfundsprodukt. Det er altså noget, mennesket og kun mennesket gør, siger og tænker. Marx var med så langt, men han byggede videre på denne analyse.
Ganske vist anerkender Marx Feuerbachs religionskritik. Problemet er dog, siger han, at menneskenes behov for religion kommer af samfundsbetingelserne. Det er derfor selve samfundet, man må gå ind og kritisere. Heraf også den berømte Marx-formulering om, at religion er ’opium for folket’. Marx’ Feuerbach-fortolkning sættes på spidsen i den 11. tese, som lyder: “Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.”
I 1960’erne finder vi samme tankegang udfoldet hos den nye generation af marxister, også kaldet ’68’erne’. Således skrev den nymarxistiske tyske sociolog Thomas Luckmann allerede i 1963 en berømt bog om ’den usynlige religiøsitet’, som sekulariseringen på samfundsniveau resulterer i.
Her synes metoden, som Aage Henriksen skriver i De ubændige fra 1984, dog ”at være nået til sin grænse, hvor den åbner perspektivet ind i en evigt drejende, trøstesløs hverdag, hvor alle har god samvittighed.”
Nu ser vi altså en lignende bevægelse gøre sig gældende, hvor religionen så at sige afkobles fra sin egen sfære og sættes i tjeneste hos et radikalt, dennesidigt, socialistisk betonet samfundsprojekt med rødder tilbage til Marx – og bag ham til Hegel, hvis lineært-dialektiske enhedsfilosofi tydeligt fornemmes i baggrunden. Religion uden religion, kunne man kalde det.
Vil du læse resten. Tegn abonnement på Årsskriftet Critique. Det koster kun 199 kr. Vi sender direkte til din postkasse.
