Liv Klingert udfordrer idéen om at være »på den rigtige side af historien« og sporer dens moralske logik fra Hegel og Marx til nutidens progressivisme. Resultatet er et opgør med venstreintellektuelles blinde pletter: Kommunismens skygge, vestligt selvhad og en moral, der er blevet til tunnelsyn.
At være på den rigtige side af historien er en berusende tanke for mange mennesker. Barack Obama var så besnæret af et slogan fra Martin Luther King – »the long arc of history bends towards justice« – at han hang det op på sit kontor. Men tanken stammer ikke fra borgerretsbevægelsen. King overtog den fra Marx, som igen havde arvet den fra Hegel.
For både Hegel og Marx havde historien en indre retning. Hos Hegel var det verdensånden, hos Marx de materielle forhold og klassekampen. Modstand mod historiens bevægelse var derfor ikke blot politisk forkert, men i strid med virkelighedens egen logik.
Marx fjerner det åndelige sprog, men bevarer strukturen. Historien har stadig en nødvendighed og et mål, blot formuleret økonomisk. Proletariatet bliver den historiske aktør, og at være »på den rigtige side af historien« betyder at stå sammen med den klasse, hvis sejr anses for uundgåelig.
Når modstand bliver umoralsk
Hvis selve historien bevæger sig i én bestemt retning, bliver modstand ikke bare en fejl, men noget umoralsk. Det er her marxismens moralske fundament opstår.
Denne forestilling fik katastrofale konsekvenser i det 20. århundrede pga. kommunismens fremmarch, og dens eftervirkninger præger stadig den måde, venstrefløjen tænker på i dag.
Selvom kommunismen som økonomisk system har fejlet overalt, lever dens grundstruktur videre i nutidens progressivisme
Efterkrigstidens konsensus placerede alt ondt i nazismen og gjorde aldrig for alvor op med kommunismen, blandt andet fordi de vestlige magter havde været allierede med Sovjetunionen. Som følge heraf undslap kommunismen den moralske og intellektuelle dom, den fortjente.
Under Mao døde omkring 70-80 millioner mennesker. Under Stalin omkring 15-20 millioner. Og Pol Pots Røde Khmerer udryddede op mod en tredjedel af Cambodjas befolkning. Ingen ideologi i historien har kostet flere menneskeliv.
Intellektuelle, benægtelse og belønning
Alligevel nægtede mange vestlige intellektuelle at tage realiteterne alvorligt. Et eksempel er New York Times-journalisten Walter Duranty, som benægtede hungersnøden i Sovjetunionen. Samtidig døde 4-7 millioner ukrainere i Holodomor, mens Duranty blev belønnet med Pulitzerprisen i 1932.
Spørgsmålet er derfor ikke kun politisk, men psykologisk: Hvordan kan intelligente mennesker ignorere så massive forbrydelser?
Intelligens bruges ikke kun til at opdage sandheden, men også til at tilpasse sig sociale fællesskaber. I jager-samler samfund var udstødning af gruppen et spørgsmål om liv eller død. For intellektuelle, men også mennesker generelt, er det ofte vigtigere at høre til end at have ret.
Denne tendens forstærkes ved, at den intellektuelle ikke mærker konsekvenserne af sine teorier, men endda får højere status ved dem. Men hvis en bager sælger dårligt brød, er konsekvenserne øjeblikkelige, fordi kunderne holder op med at købe det; når intellektuelle sælger dårlige idéer, er skaden abstrakt for dem og bæres af andre. De betaler sjældent selv prisen.
Kommunismens gentagne sammenbrud
Kommunismen er blevet prøvet i mange lande, og resultatet har været katastrofalt hver gang. Der er en grund til, at folk flygtede fra Øst- til Vestberlin og ikke omvendt. Alligevel fastholder kommunister, at kommunismen »aldrig rigtigt er blevet prøvet«.
Selvom kommunismen som økonomisk system har fejlet overalt, lever dens grundstruktur videre i nutidens progressivisme – blot i ny forklædning, hvor klasse er blevet udskiftet med identitet.
Den neo-marxistiske tænkning er grundlæggende utopisk. Den sammenligner ikke Vesten med virkelige civilisationer, men med et ideal, som intet samfund nogensinde kan leve op til. Hvor fortidens revolutionære ville omstyrte samfundet, vil nutidens intellektuelle dekonstruere det i håbet om, at ruinerne automatisk vil danne paradis.
Hvis venstreintellektuelle virkelig var optaget af undertrykkelse, burde de sammenligne Vesten med nutidens autoritære regimer.
I Kina kontrollerer staten borgerne gennem massiv overvågning og internering af minoriteter. I Rusland har regimet knust næsten al offentlig opposition gennem censur, arrestationer og repression.
Alligevel romantiseres disse systemer jævnligt fra vestlige kommentatorer, eksempelvis youtuberen Hasan Piker, som trygt bliver boende i netop den vestlige frihed, de foragter.
Slaveri, afskaffelse og vestlig moral
Noget lignende gælder venstrefløjens historiske selvhad. Vesten vurderes altid isoleret og aldrig i sammenligning med andre civilisationer.
Vesten kritiseres for slaveriet, men var også den eneste civilisation, der afskaffede det på moralsk grundlag. Omkring 1865 var slaveriet ophævet i alle vestlige stormagter, mens det i store dele af Mellemøsten først skete langt ind i det 20. århundrede, ofte under vestligt pres.
Ingen anden civilisation har gjort op med slaveriet så konsekvent. Det var ikke »fremskridt« i moderne forstand, men en dybt kristen moralsk revolution.
Der er andre historiske realiteter, som neo-marxismen overser: Over en million europæere blev taget som slaver af nordafrikanske barbaresk-pirater mellem 1500 og 1800. Flere mennesker fra Østeuropa blev til slaver i det osmanniske rige. Europa har flere gange været tæt på at blive erobret af Islam. Men dette passer ikke ind i fortællingen om, at Europa altid er undertrykker, og andre altid er ofre.
Menneskets natur som den dybe uenighed
I bunden af alle disse uenigheder ligger et dybere spørgsmål: Hvad er menneskets natur?
Rousseau mente, at mennesket er grundlæggende godt, og at civilisationen korrumperer det. Den konservative tradition ser mennesket som et faldent væsen, der netop behøver civilisation for at blive bedre.
Venstreintellektuelle tror, de er rebellerne, mens de i virkeligheden er imperiet.
Hvis mennesket opfattes som grundlæggende godt, bliver det altid samfundet, der bærer skylden, og aldrig individet. Det er en moralsk ansvarsfralæggelse forklædt som medfølelse.
Denne forskel gennemsyrer hele venstrefløjens verdenssyn. På universiteter, medier og i kulturinstitutioner møder man næsten kun venstreorienterede fortolkninger, hvilket skaber illusionen om, at de er neutrale.
Der findes en dyb kløft mellem venstre og højre. Borgerlige tænker i koncentriske cirkler: familie, lokalsamfund, nation, resten af vesten, verden.Venstrefløjen vil opløse dem alle i én universel forpligtelse.
Men ingen lever som om deres eget barn har samme moralske værdi som en fremmed på gaden.
Haidt og moralens fem fundamenter
Denne manglende loyalitet over for det nære er et blindt punkt i venstrefløjens moral. Ifølge den amerikanske forfatter og psykolog Jonathan Haidt består menneskets moral nemlig af fem fundamenter:
Omsorg, retfærdighed, loyalitet, autoritet og hellighed.
Venstrefløjen bygger næsten udelukkende sin moral på de to første, nemlig at mindske lidelse og sikre lighed og retfærdighed, mens højrefløjen typisk anvender alle fem og derfor også lægger vægt på fællesskabets sammenhængskraft, respekt for traditioner og institutioner samt en intuitiv forståelse af det hellige og det værdige.
Haidts pointe er, at venstrefløjens moral ignorerer flere dybe menneskelige moralintuitioner, mens højrefløjens moral er mere kompleks, fordi den forsøger at balancere både medfølelse, retfærdighed, loyalitet, orden og kulturel kontinuitet.
Derfor opfatter venstrefløjen højrefløjen som hjerteløs, mens højrefløjen ser venstrefløjen som naiv.
Men når man kombinerer et moralsk tunnelsyn med massiv politisk magt, opstår de farligste samfundseksperimenter.
Fra 1960’erne til i dag: demografi og tabu
Siden 1960’erne er Vesten rykket konstant til venstre. I dag forventes man at benægte biologisk køn og acceptere massiv demografisk omformning for fortidens synder. I Bruxelles er blot 22 procent af befolkningen etnisk belgisk.
Hvilke andre befolkningsgrupper i verden ville acceptere at lade som om de er så post-etniske, at demografi ikke betyder noget? De franske koloniherrer forlod i sidste ende Nordafrika, men det samme kan ikke siges med den nuværende demografiske forandring i Vesteuropa.
Selvkritik, selvhad og imperiets illusion
Selvkritik i moderat form er sund, men selvhad er destruktivt som den dominerende ideologi. Det fortsætter, fordi venstreintellektuelle tror, de er rebellerne, mens de i virkeligheden er imperiet.
De tror, de er historiens samvittighed. Men de er blevet dens dommer, dens censor og dens bøddel.
