Litteraturen giver os adgang til vores fælles virkelighed og sætter os fri fra vores eget solipsistiske perspektiv på verden. Derfor er litteratur per definition krænkende for moderne wokeister – og derfor er litteratur netop, hvad vores tid har brug for.

Solipsismen er en eksotisk filosofisk retning, der hævder, at kun den enkeltes subjektive bevidsthedsindhold findes. Det er kontraintuitivt at hævde noget sådant, for der er en konkret virkelighed udenfor subjektet.

Vores sanseapparat giver os informationer om den, for eksempel når det sner og togene ikke kører til tiden. Der er nok ikke mange metafysiske solipsister i verden, men der er flere og flere individer, der påberåber sig deres egen subjektivitet, i form af et givet bevidsthedsindhold og en bestemt oplevelse af verden, som værende den eneste målestok for sandhed og løgn, for ret og uret.

Det suveræne jeg

Disse individer har en forestilling om, at de lever og bevæger sig rundt i en verden bestående af potentielt krænkende og sårende kræfter, repræsenteret af andre mennesker med obskure motiver og ditto personligheder. Sensitivitet og paranoiaagtig mistro er blevet et adelsmærke, et umiskendeligt tegn på jegets styrke og integritet.

Enhver henvendelse, udfordring eller modstand bliver af jeget opfattet som en trussel mod dets selvopfattelse og suveræne verdensbillede.

Det er altid synd for nogen. Subjektivitetens lov breder sig.

Eksemplerne fra identitetspolitikkens gebeter er velkendte, og der bliver flere og flere af dem. En ung kvinde med en kæmpestor afrofrisure har således siddet i primetime tv og fortalt om den racisme, hun oplever, når folk kommenterer den imponerende hårpragt.

“Jeg oplever, altså er jeg”

Går man ud over selve den identitetspolitiske kamp, kan det nævnes, at Svend Brinkmann har udtalt sig kritisk om den subjektive oplevelse som værende altings målestok. I alle mulige små og store sammenhænge er den personlige oplevelse blevet til et udgangspunkt for en analyse og eventuel problemløsning.

Derved fjernes fokus fra den reelt foreliggende, konkrete virkelighed – og fra andre individer, med hver deres subjektivitet, kunne man tilføje. Wokeismens selvoptagethed som en eksistentiel modus er måske ved at blive allemandseje, på umærkelig vis.

De fleste almindelige mennesker siger fra overfor de krænkelsesparate ”snowflakes” og deres mediekolporterede tosserier, men opfattelsen af subjektivitet som sandhed og identitetsmarkør breder sig ikke desto mindre. ”Jeg oplever, altså er jeg…” Enhver subjektiv oplevelse af uretfærdighed kolporteres i ukritiske medier. Det er altid synd for nogen. Subjektivitetens lov breder sig.

Voksne teenagere

Unge mennesker har altid været selvoptagede, det hører alderen til. De fleste vokser fra det, men vil mange af nutidens unge forblive selvoptagede i deres voksenliv?

At læreren forventer lektielæsning og deltagelse i undervisningen, kan være krænkende i sig selv.

Jeg har selv som HF-underviser set en ændring gennem de seneste år. Flere og flere unge kursister er blevet en slags ”snowflakes”. De faglige krav og pligten til at deltage i undervisningen truer deres selvopfattelse og autonomi. En undervisning tilrettelagt med faglige udfordringer opleves som urimelige og umulige krav fra lærerens side.

Lærerens tilbud om faglig bistand opfattes som en mur af modstand og aggression, snarere end som en udstrakt hånd og en mulighed for at rykke fagligt og personligt. Skal vi for eksempel læse en ældre tekst i dansk, hvor vi både skal forholde os til ældre ord og en fremmed historisk kontekst, bliver det afvist på forhånd.

“Jeg-relevans”

Det, som ikke umiddelbart giver mening, bliver afskrevet. Det er ikke ”jeg-relevant”: ”Hvorfor skal vi læse gamle tekster på et uforståeligt dansk? Det interesserer mig ikke…”.

At læreren forventer lektielæsning og deltagelse i undervisningen, kan være krænkende i sig selv. Mobiltelefonen eller computerskærmen bliver de midler som, mere eller mindre i det skjulte, benyttes for at kunne forblive i den subjektive virkeligheds comfort zone.

Internettets algoritmer er beregnet til at tilbyde informationer og underholdning, der understøtter og bekræfter brugerens subjektive verdensbillede. For den (jeg-)svage kursist bliver det virtuelle et dyrebart safe space.

Der har altid været dovne og passive kursister i en klasse, men hvor de tidligere prøvede at gemme sig og gå under radaren, har de ”modigste”, de mest ”genstridige”, nu ikke noget problem med ligefrem at skilte med deres manglende deltagelse. Er den subjektivitetsdyrkende kultur med til at understøtte den form for adfærd på en skole for unge mennesker?

Fiktion og virkelighed

Nysgerrighed og forsøg på at forstå verden har drevet menneskehedens udvikling gennem årtusinder. Aktiv udforskning og kunstnerisk virke har været forskellige måder, hvorpå man kunne tilnærme sig verden og dens mysterier.

Både forfattere og emner skal være moralsk renskurede for at blive accepteret af wokeismen og den nye religion

Den franske filosof Alain Finkielkraut tager i bogen L’Après littérature fra 2021 samtiden under kærlig behandling, med udgangspunkt i litteratur og andre kunstformer.

Fiktionens udforskning af eksistensen og det komplekse menneskeliv er på retræte. Han hævder, at ”det litterære” (”le littéraire”) er blevet erstattet af det ”bogstavelige” (”le littéral”).

Litteratur og kunst bliver ikke længere bedømt for stilen og udtrykket, men bliver læst bogstaveligt og magtkritisk. Ud med gamle hvide mænd, slaveejere og mandschauvinister, vi kender problemstillingen fra den danske debat.

Litterær wokeisme

Men også litterære skildringer af afvigende og kriminel adfærd bliver dømt ude, for eksempel er Nabokovs berømte roman Lolita blevet fjernet fra mange pensumlister. Forfatterens køn og baggrund har en betydning for værket, men også indhold der virker stødende bliver cancelled.

Både forfattere og emner skal være moralsk renskurede for at blive accepteret af wokeismen og den nye religion, der er kommet efter kristendommen. Finkielkraut kalder den ”humanitetsreligionen” (min oversættelse), en både sentimental og utopistisk humanisme.

Litteraturlæsning kræver, at man forlader subjektiviteten og forbinder sig med det almene.

Jeg havde selv for nogle år siden en kvindelig kursist, der trods udmærket begavelse havde meget svært ved at komme igennem Henrik Ibsens skuespil Et dukkehjem, fordi Noras mand Helmer var så sexistisk. Hun var da også woke, og jeg håber, at hun med tiden har fået et lidt mere nuanceret forhold til klassisk litteratur. Man fjerner ikke det usympatiske og onde i verden ved at fjerne det fra sproget og litteraturen.

Litteratur har brug for det almene

At læse litterært vil sige, at man læser med fordobling. Man læser en konkret historie udfoldet i tid og rum, og samtidig læser man en almenmenneskelig tematik. I fortolkningen indgår der både oplevelse og symboldannelse.

Litteratur er pr. definition krænkende fordi den udfordrer subjektivitetens lov.

Litteraturlæsning kræver, at man forlader subjektiviteten og forbinder sig med det almene. Litteraturlæsning er desuden anstrengende, den kræver ro og fordybelse. Når man læser, danner man sig mentale billeder, frem for at få dem serveret som levende billeder på en skærm.

Litteraturens befrielse

Men anstrengelsen lønner sig, for man bliver befriet fra jegets solipsistiske fængsel. Man ”ser” og oplever andre mennesker og andre synsvinkler, og man bliver bevidst om eksistentialerne, menneskenes fælles vilkår.

Hvis først litteratur og kunst mister sin dannelsesrolle, er vi som kulturelt fællesskab på den.

Man indgår i fiktionens fællesskab hvor man kan spejle sig selv i det almene og derved blive dannet. Litteratur er pr. definition krænkende fordi den udfordrer subjektivitetens lov.

Hvis først litteratur og kunst mister sin dannelsesrolle, er vi som kulturelt fællesskab på den. Hvis alt bliver læst og opfattet bogstaveligt, forsvinder fantasien, empatien og besindelsen på det menneskelige vilkår, men også historisk bevidsthed og handlekraft får trange kår.

Subjektivitetens lov bliver i filosofisk forstand det atomiserede yderpunkt, der står overfor den sentimentale og nivellerende, men også voldsomme, ”humanitetsreligion”, der ifølge Finkielkraut dyrker menneskeheden og det gode som abstrakte størrelser.

Det en ny form for utopisme, der fejer al skepsis og protest bort. Opnåelsen af det gode betragtes som historiens endemål, en konflikt- og friktionsfri idealverden. Ordspillet er utilsigtet fra min side.

Alain Finkielkrat: L’après littérature, Editions Stock, 2021. Udkommet i dansk oversættelse, Efter litteratur, Forlaget U Press, 2023.