Ny bog om Thomas Mann handler trods sin titel ikke om hav og natur. Til gengæld stiller den nogle af de spørgsmål, vi sjældent har fået svar på. Jonas M. Hoeck skriver om Manden og havet af Volker Weidermann

Med tidens store fokus på klimakrisen er der igen kommet fokus på, hvordan naturen og havet tager sig ud i litteraturen, og hvordan forskellige forfatterskaber kan skabe større årvågenhed omkring naturen og fortælle os noget om alle de miljøproblemer, som vi mennesker har skabt.

Med titlen Manden og Havet – Thomas Mann og hans livs kærlighed kunne man derfor også foranledes til at tro, at Lone Østerlinds nyudgivne oversættelse af den tyske forfatter Volker Weidermanns bog satte økokritiske tanker eller ideer om biodiversitet sammen med Thomas Manns liv og forfatterskab.

Men sådan forholder det sig slet ikke. Den eneste natur, som beskrives i denne bog, er Thomas Manns indre natur, og det er ikke havet som hjem for dyr og planter, men havet som romantisk spejl for de indre bølgeskvulp, som Mann selv bar rundt på, der fokuseres på.

Der er således endnu engang tale om en biografisk bog, som stort set udelukkende handler om den store tyske forfatter og hans liv og værk, og dermed også samtidig endnu engang en bog, som ikke er for den almindelige læser, men for dem, som allerede har et stort kendskab til den tyske nobelprismodtagers forfatterskab og liv og stadig higer efter at lære mere.

Det er med andre ord endnu engang litterært nørderi, og tilmed den spændende af slagsen.

Havet var hans hjem

Den oprindelige tyske titel til bogen lyder Mann vom Meer (Manden fra havet). Ordet “Mann” henviser naturligvis først og fremmest til Thomas Mann, som voksede op ved Østersøen i Lübeck og derfor var en mand fra havet. Men Mann vom Meer er også et udtryk, som i Tyskland bruges til at betone en mand, som er et fremmedlegeme eller en fremmed i de omgivelser og det samfund, som han befinder sig i.

Udtrykket bruger Thomas Mann eksempelvis selv i sin store roman Der Zauberberg (Troldomsbjerget) (1924) om den unge helt Hans Castorp, som kommer fra det flade og våde Hamborg, og derfor fremstår som en fremmed i det isdækkede højtopløftede bjerglandskab omkring Davos i Schweiz.

Manns tiltrækning mod havet var den samme tiltrækning, som han følte mod alt det forbudte, seksuelle, lystfulde og destruktive

Både det hjemlige tilhørsforhold og fremmedheden er centrale temaer i den fortælling om Thomas Mann, som Weidermann ønsker at videregive til sine læsere.

For at starte med det hjemmelige, så er bogen kronologisk opbygget, så vi følger Mann-familien fra Manns forældres ægteskab til Thomas Manns fødsel og til slut hans død.

Gennem denne fortælling om hans liv kan man læse om, hvordan Mann allerede fra barnsben af var forelsket i havet og strandene omkring fødebyen, og bogen er generelt fyldt med beskrivelser af de forskellige strande, som Thomas Mann og hans familie besøgte.

Dertil indeholder bogen også mange beskrivelser af, hvordan Mann har brugt forskellige oplevelser ved havet i sine mange romaner og noveller. Her er det eksempelvis interessant at høre om, hvordan figurer som protagonisten Gustav von Aschenbach fra novellen Der Tod in Venedig eller Felix Krull fra bogen af samme navn blev skabt på baggrund af de forhold til havet og de oplevelser ved havet, som Mann og hans familie selv har haft.

Sjælens ødelæggende længsler

I forhold til det fremmedgørende, så indgår der i Weidermanns historie om Manns liv også mange interessante beskrivelser af, hvordan Mann allerede som ung var inficeret af en sjælelig sygdom, som gjorde ham anderledes, kreativ og melankolsk, og hvordan havet for Mann symboliserede en side af ham selv, som han både elskede og frygtede.

Der er naturligvis her tale om, at Manns tiltrækning mod havet var den samme tiltrækning, som han følte mod alt det forbudte, seksuelle, lystfulde og destruktive. En tiltrækning, som både hjalp ham til at skrive, men også en tiltrækning, som truede med at ødelægge hans karriere og familieliv og måske også ligefrem slå ham ihjel.

Mange har derfor gennem tiden undret sig over, hvorfor Thomas Mann ikke bare gav slip og sprang ud som homoseksuel og frihedselskende kunstner

Weidermann gør et fint arbejde med at beskrive, hvordan havet aldrig bare var et hav for Mann, og hvordan det i virkeligheden ikke var havet i sig selv, men den opslugende følelse, som det gav at beskue havet, som Mann var forelsket i. Havet var for Mann et landskab (og måske endda landskabsmaleri), hvis kunstneriske og dionysiske kraft, han kunne spejle sig i.

Manns breve

I bogen findes der også mange sigende citater fra Manns dagbøger og breve, hvor Mann selv har beskrevet det at stå og fortabe sig i det bundløse og opløsende blå, og hvor han har beskrevet, hvordan den friske havluft og den drømmende sommerstemning ved havet fik ham til at glemme hverdagens normer og pligter og bruge tiden på at jage unge mænd med øjnene.

Et sted i bogen beskriver Weidermann ligefrem, hvordan Mann ikke interesserede sig for havet, når han selv var ude at sejle på det. Her mistede havet nemlig ifølge Mann sin dragende magi og blev i stedet forvandlet til kedelige omgivelser. Mann ville ikke være på vandet. Han ville beskue det for at beskue sig selv og drømme sig væk.

Den borgerlige rustning

Manns borgerlige og velansete far døde tidligt, og hans forpligtelser som søn forsvandt derfor hurtigt. Samtidig fandt der en enorm liberalisering sted i Europa i løbet af Manns liv, og flere af hans bekendte og egne børn valgte at leve en vild og eksperimenterende tilværelse.

Mange har derfor gennem tiden undret sig over, hvorfor Thomas Mann ikke bare gav slip og sprang ud som homoseksuel og frihedselskende kunstner, men blev ved med at opretholde en borgerlig livsførelse (og efter nogle meninger, facade).

Dette spørgsmål får man et meget fint svar på i Weidermanns bog. Han skriver det godt nok ikke direkte, men mellem linjerne står det klart, at det dog ikke bare var så ligetil for Mann at springe ud, og at han på den anden side formentlig slet ikke selv ønskede det.

Som Weidermann meget elegant indikerer, så bliver man for det første nødt til at forstå, at de lyster, som Mann gav udtryk for, ikke bare var rettet mod mænd, men mod meget unge drenge. Som der står et sted i bogen, så interesserede ældre mænd ham overhovedet ikke.

Den dæmoniske længsel

Mann ville således ikke bare skulle springe ud som homoseksuel, men formentlig som noget nær pædofil. Hvilket han nok næppe ville have haft meget succes med på en tid, hvor den slags var yderst strafbart og lig med social død.

Samtidig er der også meget, som tyder på, at det heller ikke lå til Manns væsen eller livsfilosofi bare at lade det hele fare. Som det beskrives flere steder i bogen, så var det at give slip på formerne for Mann direkte lig med at give op og gå i døden. At søge lykken i drifterne anså Mann som moralsk forkasteligt og som en forkert måde at forvalte sit liv på.

han [anså]… det moderne menneskes søgen mod drifterne som et udtryk for svaghed, træthed, opgivelse og en længsel mod ophør og død.

Som Weidermann beskriver, skyldes denne overbevisning formentlig både, at Mann havde set mange af sine egne familiemedlemmer og bekendte ødelægge eller tage deres eget liv i en ung alder. Men det skyldes formodentlig også, at Mann var en kritisk beskuer af den kulturelle og politiske nedadgående udvikling, som fandt sted i hans eget land og generelt i Europa.

Måske en smule vovet sammenskriver Weidermann ligefrem Manns opfattelse af sine seksuelle længsler med hans syn på de dæmoniske længsler mod krig og død, som Mann så udfolde sig hos de unge tyskere op til de to verdenskrige.

Selvom Mann ofte følte sig som en outsider, valgte han altså, hvis man skal følge Weidermanns pointe, den asketiske og borgerlige vej med kone, familie, fordi at han grundlæggende anså det moderne menneskes søgen mod drifterne som et udtryk for svaghed, træthed, opgivelse og en længsel mod ophør og død.

Som Weidermann skriver om Manns erkendelsesrejse:

“Den dekadente med sympati for døden bliver til en forfatter, der skriver om ansvar. Hele tiden og helt frem til hans død sker det nok i virkeligheden imod hans inderste vilje. Imod hans natur. Men beslutningen står fast.”

Mann besøger gentagne gange det farlige hav og strandene med de flotte halvnøgne mænd, men han hopper aldrig i eller kaster sig ud i vovede seksuelle eventyr. Han nyder blot det hele fra god afstand og går så hjem til sin elskede Katia, børnene og bøgerne.

Manns eksotiske moder og syge far

Hvis man har fulgt med i, hvad der er blevet udgivet på dansk af og om Mann, så kender man formentlig allerede mange af bogens pointer og beskrivelser. Noget af det, som dog er ret nyt i forhold til det, der findes på dansk, er, at Weidermann bruger de første 20-30 sider på at berette om Thomas Manns moder, Julia da Silva-Bruhn (senere Mann), og hendes livshistorie.

Denne del er utrolig spændende, og det er meget interessant og lærerigt at læse om den eksotiske kvinde, der som barn blev sejlet over Atlanten fra Brasilien til Tyskland og det kolde Lübeck.

Fortællingen om moderens historie sætter også mange ting i perspektiv for læserne, og det bliver pludselig mere klart, hvorfor Thomas Mann, der af natur lignede sin moder så meget, som ung havde problemer med at finde sig til rette i den kølige og rationelle tyske nation, hvor seksualitet og lidenskab var noget, man holdt for sig selv og gemte fra omverdenen.

Samtidig bliver det interessant nok også mere klart, hvor meget Thomas Mann også lignede sin lidende fader, som selv sloges med at opretholde familiens borgerlige arv, og det bliver tydeligt, at flere af hovedkaraktererne i Manns værker ikke bare er en spejling af ham selv, men også er dybt inspireret af faderen, som tog på en sidste tur til det befriende Travemünde, da han efter sin 50-års fødselsdag vidste, at han var dødeligt syg.

Oceanisk politik

Sidst, men ikke mindst, findes der til slut et efterskrift af Weidermann, hvor han beskriver den effekt, som Thomas Mann og Mann-familiens interesse for havet har haft på eftertiden.

Her spiller særligt Thomas Manns yngste datter, Elisabeth Mann Borgese, en central rolle, og Weidermann beskriver her blandt andet, hvordan Elisabeth Mann Borgese var forsker inden for maritime forhold, aktiv i den tidlige miljøkamp for havene, talte om ”Den blå revolution” og var den eneste kvinde, som var med til at stifte Romklubben i 1968.

Til sidst sluttes bogen med en personlig beretning om, hvordan Weidermann er taget ud at sejle på Østersøen med et forskningsskib, som er blevet opkaldt efter den grønne Mann-datter.

Sjovt nok beretter Weidermann, at der ikke er nogen af forskerne på skibet, der synes at vide, hvem Elisabeth Mann Borgese var, eller var i familie med. Og på den måde ender bogen sjovt nok med igen at slå fast, at det aldrig har været miljø- eller klimasagen, som Mann blev husket for.

Havet hos Mann forbliver noget, som skal findes i hans fortællinger og i tilhørsforholdet til de drømme og længsler, som hans fortællinger giver udtryk for.

Alt i alt

Weidermann skriver godt, læsningen tager hurtigt fart, og med kun 216 sider er bogen overraskende rig på information om Mann og hans værk.

Alt i alt kan man ikke sige andet end, at dette naturligvis er en bog, som alle, der er interesserede i Thomas Mann, må have.

Volker Weidermann. Manden og Havet – Thomas Mann og hans livs kærlighed. Oversat af Lone Østerlind. Turbine 2023