Weekendens landsmøde i Det Konservative Folkeparti bliver en fest for rygklapperne. Manglen på situationsfornemmelse og initiativ er iøjefaldende. Tiden er inde til at Søren Pape Poulsen afgår mener det forhenværende medlem af Folketinget for partiet, Frank Dahlgaard, i denne, aktuelle kommentar.
Det bliver bare så pinligt, når Det Konservative Folkeparti i weekenden holder sit landsmøde i Herning. Den komplet uduelige partileder, Søren Pape Poulsen, vil blive hyldet med stående klapsalver af de tilstedeværende. De føler sig tvunget til støtte deres leder, selv om han har fejlet totalt. Søren Pape er måske den eneste i salen, som ikke har indset, at han er færdig og komplet til grin. Han omgiver sig med rygklappere, som opportunt støtter ham – lige indtil de ikke gør det mere. Weekendens TV-nyheder fra Herning kongreshal bliver som at overvære en partikongres i Sovjetunionen i 1980’erne. Her blev der også pligtskyldigt leveret lange klapsalver. Vi bliver vidner til et pinligt skuespil.
Folketingets 8. største parti
Hvem tør på landsmødet fra talerstolen sige, at partiformanden ikke mere er den rette formand? Hvem tør sige, at Søren Pape Poulsen mangler dømmekraft, selvindsigt, situationsfornemmelse og initiativ? For det er jo dét, han savner.
De fleste af os vil huske, hvordan Søren Pape på valgnatten 1. november i fjor optrådte glad og fornøjet, til trods for at han havde sat hele sit partis store fremgang over styr i løbet af få måneder. Hans parti endte med at gå tilbage. Alligevel optrådte han på TV som en sejrherre. Han demonstrerede derved for hele nationen sin totale mangel på situationsfornemmelse. Han tillod sig ligefrem at håne en journalist, der stillede ham det helt naturlige spørgsmål, om han overvejede at træde tilbage som formand.
Årsagen til den konservative nedtur var og er helt åbenlyst, at Søren Papes troværdighed og dømmekraft blev skudt i grus af Ekstra Bladets journalister i sommeren 2022. De havde afsløret, at den konservative partiformand ikke anede, hvem han var gift med. En løgner og bedrager fra de varme lande. Det er naturligvis en personlig tragedie, men det er også en tragedie for Det Konservative Folkeparti. Partiet gik tilbage til kun ti mandater ved folketingsvalget i november, og den seneste politiske meningsmåling viser yderligere tilbagegang. Partiet er nu det 8. største parti i folketinget, overgået af bl.a. Liberal Alliance, Inger Støjbergs Danmarksdemokrater og Lars Løkkes Moderaterne og selvsagt også af Venstre. Sidstnævnte parti er de konservatives gamle rival, som er ude i store vanskeligheder. Det burde give de konservative en letkøbt fremgang, men partiets tilslutning skrumper. Det er totalt pinligt.
Svigt af naturlige mærkesager
Men er Søren Pape Poulsen da ikke en sympatisk og venlig mand? Jo, det er han bestemt, men hans troværdighed, dømmekraft og situationsfornemmelse er mildest talt ikke, hvad der forventes af en partileder. Det har vælgerne for længst indset, og det er der altså nogen, som må fortælle Søren Pape, så han træder tilbage. Det kan faktisk ikke gå hurtigt nok.
Initiativerne fra Søren Pape har også været til at overse. Vi har krig i Europa, og Danmark deltager ganske aktivt på Ukraines side – og hurra for det – men har man hørt Søren Pape kræve fuld værnepligt for både mænd og kvinder i mindst 12 måneder? Nej. Har man hørt Søren Pape kræve forsvarsbudgettet op på 3-4 pct. af BNP, sådan som det er i USA, Polen og i de baltiske lande? Nej. Vi skal bare op på de 2 pct., som er NATO’s minimumskrav. Det kalder jeg et svigt fra et parti, der burde være landets fremmeste forsvarsvenlige parti.
En anden naturlig mærkesag for Det Konservative Folkeparti er kampen mod forbrydere og en styrkelse af politiet. Her hører man bare grammofonpladen om at politiet skal styrkes, men er der taget konkrete initiativer? Lovforslag? Beslutningsforslag? Forespørgselsdebatter i Folketinget? Jeg husker ikke noget sådant.
Har man hørt om initiativer til at gøre noget ved fængselsvæsnet? Har man hørt den konservative formand tale om hensynet til forbrydernes ofre og deres familier? Eller er det bare sådan, at den konservative formand kræver længere fængselsstraffe i de fængsler, der mere og mere ligner hoteller med alle mulige kostbare bekvemmeligheder. Hvad med at tænke ud af boksen? Hvad med at spille ud med kortere fængselsophold, men til gengæld under mærkbart mere ubehagelige forhold. Det vil gøre fængselsvæsnet billigere. Brug de sparede penge til et lønløft til fængselsbetjentene, så de ikke flygter fra jobbet allesammen.
Et ligegyldigt parti
Når man er formand for et parti, forventes det, at man kommer med udspil, planer og initiativer. Det er ikke nok bare at reagere på andres initiativer og udspil. Eller på spørgsmål fra journalister. Når man er partiformand, forventes det, at man kan holde en tale, som folk gider at lytte til. Når man er partiformand, skal man kunne ”sælge billetter” – altså tiltrække vælgere. Det kan Søren Pape Poulsen ikke.
Er det synd for ham? Ja.
Bør han træde tilbage? Ja!
Vælgerne vender Det Konservative Folkeparti ryggen, og det gælder også flere tidligere fremtrædende konservative politikere. De går til andre politiske partier. En hvilken som helst af de øvrige konservative MF’ere vil være at foretrække frem for Søren Pape. Det Konservative Folkeparti er blevet et ligegyldigt parti. Man er ikke med i regeringen, og man er ikke i medierne med spændende nye udspil. Det er mere end trist. Det er sørgeligt. Det er et alvorligt svigt.
Situationen er uholdbar for partiet. Der må ske noget meget snart.
