På landsrådet 21.-22. september 2024 vedtog Det Konservative Folkeparti et nyt partiprogram. Det satte gang i diskussionen, om dette var en fravigen af Lars Barfoeds radikal light-linje, og om dette program nu er en proklamation af en faktisk konservativ linje i Det Konservative Folkeparti.
Som et menneske, der med et nidkært blik har observeret Det Konservative Folkeparti på mere eller mindre tæt hold siden valgnederlaget i 1998, vil jeg sige, at det lyder overraskende forfriskende og nytænkende.
Jeg vil ikke kloge mig på, hvad fremtiden kommer til at byde Det Konservative Folkeparti, men vedtagelsen gav mig trang til at gense programmet fra 2012 for at se, hvor slemt det var.
Dette gensyn ledte mig til den tanke, at det kunne være, at Det Konservative Folkepartis problem slet ikke er partiprogrammet, men at man strengt taget ikke gider forholde sig til det.
De Konservative fik aldrig brugt 2012-programmet
Man burde på baggrund af programmet fra 2012 antage en hel masse standpunkter, som jeg simpelthen bare ikke kan se, at man har været god til at føre i marken.
Tillad mig at hive et par eksempler frem:
På forsvarsområdet stod der i partiprogrammet fra 2012, at partiet “vil bevare et stærkt dansk forsvar, som kan garantere Danmarks og resten af rigsfællesskabets suverænitet” (s. 33). Man får aldrig igen så god en chance som ved valget i 2022 til at spille på forsvarsspørgsmålet.
I øjeblikket er De Konservative hverken det naturlige sted at gå hen, hvis man vil høre nogen mene noget markant om forsvarspolitik, kulturpolitik eller rigsfællesskabet
Der var krig, det var et ledigt standpunkt, det var kilde til folkelig uro, fordi det danske militær var i miserabel stand. Det forfulgte partiet ikke. Næppe overraskende blev temaet skat igen.
Hvad angår rigsfællesskabet stod der i partiprogrammet fra 2012, at “det er en god og sund ramme” for alle tre rigsdele, at det er et “menneskeligt fællesskab”, og at vi skal tage et fælles ansvar for det (s. 13).
De mortuis nil nisi bene, men ikke desto mindre virkede den fadæse, man i 2022 endte i, formodentlig til uoprettelig skade for forholdet mellem Grønland og Danmark og har sandsynligvis indvirket skadeligt på de udsatte menneskers vilkår, som Pape hævdede at forsvare. Det var ikke uforudsigeligt. Pape var simpelthen bare fundamentalt uvidende om det dansk-grønlandske forhold. Endnu et svigt i forhold til programmets hensigter.
Hvad angår dansk kultur, så stod der i 2012-programmet, at denne er en “vigtig del af vores identitet”, og at den skal værnes om (s. 10). De danske kulturinstitutioner gennemgik i 2010’erne en katastrofe af den anden verden med kravet om vedvarende nedskæringer.
Jeg kan simpelthen ikke huske, at De Konservative sagde et pip i den forbindelse. Tværtimod bidrog de under regeringen Løkke III direkte til det. Det lemlæstede i alvorlig grad markante dele af kulturforskningen og -formidlingen.
De Konservative og universitetet
I samme programpunkt står der, at den danske nationale identitet først og fremmest er præget af den vestlige civilisation. Som led i de markante nedskæringer på de danske universiteters humanistiske fag, der har været i konstant undtagelsestilstand siden Helge Sander, har Aarhus Universitet netop lanceret et udkast til implementering af den politisk dikterede dimensionering.
At skulle skære 18 pct. af studiepladserne væk er ikke småting, og det ender reelt med at gå ud over de mindre områdestudier, men derudover ser konsekvensen, som det ser ud nu ud til at blive nedlæggelsen af landets eneste kandidatuddannelse i klassisk filologi. Hvis det ikke er vestlig civilisation, hvad er så?
Sammen med fjernelsen af tilskuddet til det gammelsproglige gymnasium kan det, som det ser ud nu, med tiden blive helt umuligt at tilegne sig Antikken på dansk. Det er bare en blandt mange horrible sager set fra et formelt konservativt kulturpolitisk standpunkt.
På Københavns Universitet har eskimologi og dermed det eneste sted, man kan lære grønlandsk på universitetsniveau uden for Arktis, været i konstant fare. Det burde vel også berøre et parti, der ser rigsfællesskabet som forpligtende. Hvor var og er De Konservative henne? Jeg ved det ikke.
Her kan man selvfølgelig hævde, at det er svært for et lille parti at få taletid, men så misser man pointen, for de små partier får generelt god taletid i medierne, hvis de har et markant synspunkt på et eller andet område.
I øjeblikket er De Konservative hverken det naturlige sted at gå hen, hvis man vil høre nogen mene noget markant om forsvarspolitik, kulturpolitik eller rigsfællesskabet på trods af, at partiprogrammet fra 2012 proklamerede det hele som afgørende politiske områder.
Hvorfor skulle man tage det nye program alvorligt?
Jeg har længe ikke følt mig repræsenteret af Det Konservative Folkeparti på trods af, at jeg betragter mig selv som et idelogisk konservativt menneske. Jeg har hidtil slået mig til tåls med, at det var, fordi dansk konservatisme bare var reduceret til den der åndløse skatte- og erhvervspolitik, man har hørt på til hudløshed. Det nye partiprogram gav mig anledning til at kigge det gamle igennem, og forestil dig, kære læser, min overraskelse, når jeg faktisk kan spejle mig i alt det, man formelt mener, at man står 100 pct. for.
Det er simpelthen bare ikke prioriteret. Det har efter min bedste overbevisning kostet partiet sit brand og muligheden for vælgeren til at se det at være konservativt partimedlem eller konservativ vælger som en identitetsmarkør, hvilket i disse tider er afgørende for at få skabt sig en vælgerbase.
Det får mig til at stille spørgsmålet: Hvorfor skal jeg som konservativ tro på, at man vil tage det nye partiprogram alvorligt, når man ikke gjorde det med det gamle?
Skal jeg i øvrigt gætte på, hvorfor det er sådan fat, så kunne det jo handle om, at det ikke er hverken ideologi eller politik, der sættes lid til i partiet. Det såkaldt lange seje træk er måske bare blændværk, som er blevet påkaldt vedvarende siden 1998.
Programmet betyder intet – få det til at betyde noget
Samtlige grafer, jeg kan huske, jeg i partiregi har set i tidens løb, af partiets tilslutning over tid, har startet i 1984. Det er den hedengangne guldalder, ikke 1950’erne eller 1960’erne, hvor man lå stabilt på 15-20 pct., men højdespringeren i 1984 på 23,4 pct.
Det Konservative Folkeparti drømmer om en ny Schlüter – et menneske, der, selv for blot få år, kan bilde det konservative partimedlem ind, at vedkommende er medlem af det store borgerlige folkeparti, der ikke er så konservativt, at det gør noget.
Måske var det efter 26 års venten efter nederlaget i 1998 ved at være på tide, at man holdt op med at vente og dedikerede sig til at være så konservativ, som man faktisk formelt er blevet enig om, at man er.
Kort sagt: Det gøres ikke i sig selv med programmet.
Det gøres ved at læse det, tilegne sig det, sammenligne det med verdens tilstand og i den frustration, der nødvendigvis må vokse af det, inderligt handle på det til Danmarks gavn. Så har man som konservativt parti udfyldt sin opgave
