Foto: News Øresund - Emil Persson © News Øresund - Emil Persson (CC BY 3.0).

Giv nu slip på Ellemann og Pape!

22. august 2023
2 minutters læsetid

Jakob Ellemann er langt om længe vendt tilbage til dansk politik, og det mærker man, at der er mange, som har ventet på.

Særligt de Konservatives formand Søren Pape har virket mere eller mindre paralyseret uden sin storbror Jakob til at holde ham i hånden. Personligt kan jeg faktisk ikke huske en eneste ting, som Pape har markeret sig på, siden sidste valg.

Man mærker derfor også, at det rammer som et ekstra stort chok, når Ellemann som det første går ud og meddeler, at han og Venstre er færdige med Blå blok og gerne vil videre. Pape virkede ligefrem forvirret og rystet, da han efterfølgende skulle tale med pressen, og han beskrev følelsesladet, at det var en sort dag for Blå blok.

Ellemann er videre

Ellemann videre. Selvfølgelig kan man næsten sige. For man går ikke tilbage til en fuser, og det borgerlige projekt var en gevaldig fuser. Pape fik jo masser af chancer og skuffede igen og igen. Og sidste valg og det elendige resultat, som Det Konservative Folkeparti præsterede, var formentlig det sidste søm i ligkisten. Ingen gider at danne parløb med en taber.

Samtidig har splittelsen af det gamle Venstre også afsløret, at det højst var 33 pct. af det gamle Venstre, som i virkeligheden kunne se sig selv i forening med højrefløjen. Hverken Lars Løkke eller Ellemann følte sig nogensinde rigtig hjemme sammen med partier som Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige.

Når sandheden skal frem, så passer både Ellemann og Løkke langt bedre sammen med den taktfaste Mette Frederiksen og hendes hold af stærke og økonomisk bevidste socialdemokrater.

Nu er det på tide at se sig selv i øjnene

Det Konservative Folkeparti og de andre fortabte borgerlige partier bør derfor erkende tingenes tilstand og give slip på Venstre i stedet for at hænge fast i det limbo, som de er i nu. De liberale bliver sjældent mindre liberale, og derfor er håbet om, at Venstre eller Moderaterne, for den sags skyld, skulle vende snuden mod højre, en tåget drøm, som intet frugtbart fører med sig.

Tiden er til, at Det Konservative Folkeparti og andre konservativt sindede partier samler sig og danner en ny alliance, som over tid kan skabe et stærkt borgerligt alternativ til den nye lilla midterfløj.

Pape skal naturligvis ikke være leder af Det Konservative Folkeparti eller af et nyt borgerligt projekt. Det siger sig selv. Manden kan ikke finde ud af at lede. Hvem der skal være leder og statsministerkandidat for den nye konservative fløj er dog ikke så relevant lige nu. Når tiden er inde, skal den rette leder nok træde frem. Lige nu handler det om at vise danskerne, at der er et blåt alternativ, som har et fælles projekt.

Konservatismen efter Pape

Et fællesprojekt med stærke konservative værdier på alle politiske områder. Det vil sige familie over individualisme, det private over det offentlige, folk over elite, natur over klima, traditioner over normopløsning, danskerne over omverdenen, kristendommen over islam, og en større balance mellem land og by.

Det tager naturligvis tid at få en sådan ny konstellation på benene og rejst den nødvendige vælgeropbakning, men det er lykkedes i mange andre europæiske lande at nå magten for sådanne konservative højrefløjsalliancer. Og det kan naturligvis også lykkes i Danmark. Det er bare at komme i gang.

Kort sagt; glem Venstre og Moderaterne for den sags skyld og kig mod højre. Så kan man altid senere trække på Venstres og Moderaternes mandater, hvis de to partier igen kommer og tigger om at få lov til at være med.

Jonas Hoeck

Jonas M. Hoeck er cand.mag. i litteraturvidenskab, tidligere linjefagsleder på Askov Højskole og nu ph.d.-studerende ved Karlstad universitet. Han skriver for diverse medier og holder foredrag på højskoler og kulturhuse. På aarsskriftet-critique.dk skriver han fra og om forskningens, litteraturens og kulturens verden.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside