Venstrepolitikere fra både Folketing, kommune og region rejser principielle spørgsmål og tilføjer ny ilt til de politiske debatter om friheden i Danmark og den offentlige sektor. Men lykkes forehavendet? Og hvad med Venstres egen rolle? Morten Jarlbæk Pedersen gennemgår og anmelder Må jeg være fri. Fem venstrefolk gør op med systemstaten.

Hvorfor findes Årsskriftet Critique? Det findes, fordi nogle kløgtige mennesker kunne se, at den borgerlige idedebat i Danmark var sløj, hensygnende og iltforladt. Der blev skrevet for lidt om det principielle, der skulle drive borgerligheden i Danmark frem. Det lange lys var blevet temmelig kort.

Fem unge V-folk – Morten Dahlin, Marie Bjerre, Mads Duedahl, Christoffer Lilleholt og Linea Søgaard-Lidell – er åbenbart kommet til nogenlunde samme konklusion. Og de har besluttet sig for at gøre noget ved det, og resultatet er bogen Må jeg være fri. Fem venstrefolk gør op med systemstaten.

Det venstreorienterede fællesskab er enten ensretning og statslig styring eller abstrakt modkultur og evig opposition. Det borgerlige fællesskab er omvendt menneskenært og konkret.

Og de er sluppet ganske godt fra det. Der er tale om et lille værk, der er fyldt med principielle overvejelser, prægnant analyse og endda konkrete forslag. Så lad os droppe en længere indledning og i stedet dykke ned i substansen – for der er masser at tage fat på, og dette bliver ikke den korteste anmeldelse, der nogensinde er skrevet.

Fællesskabet som begreb skal erobres tilbage

Bogens overordnede pointe er, at fællesskabet som begreb er blevet monopoliseret af venstrefløjen, der aldrig helt har forstået, hvad det ægte og dybfølte fællesskab reelt er. Det venstreorienterede fællesskab er enten ensretning og statslig styring eller abstrakt modkultur og evig opposition. Det borgerlige fællesskab er omvendt menneskenært og konkret.

Alene at den pointe fremføres så grundigt og med så stor vægt, som tilfældet er, gør bogen værd at kaste sig over.

I forlængelse heraf består bogen af syv nedslag eller tematiske kapitler, hvori forfatterne behandler syv forskellige aspekter af den moderne, danske stat. Her forsøger de at vise, hvordan systemstaten har udhulet og koloniseret det nære og ægte fællesskab mellem mennesker.

Og selvom det måske kan tage form af et lidt slavisk resumé, vil jeg alligevel ofre lidt plads på at opsummere hvert enkelt tema. For det er faktisk værd at dvæle lidt ved nogle af de pointer, som forfatterne bringer til torvs, da de på den ene side siger noget rigtig smukt om dybden i de tanker, forfatterne har gjort sig – og på den anden side noget betydelig mindre smukt om dybden i de tanker, der har drevet det borgerlige Danmarks (herunder ikke mindst Venstres) politiske adfærd i flere år.

De borgerlige fællesskaber skal styrkes – men hvad har man gjort i virkeligheden?

Som det første kommer vi forbi det mærkelige paradoks, at den danske socialstat ikke rigtig formår at hjælpe de svage. Og her understreger forfatterne vigtigheden af stærke familier. Det er ingenlunde en ny eller opfindsom kritik af socialstaten, at den tømmer familien for pligt og indhold og derved nedbryder de familiære bånd og i sidste ende modarbejder sit eget sociale sigte.

Det borgerlige Danmark – og Venstre – har selv næret den ild, der har brændt de lokale fællesskaber ned og tømt lokalsamfundene for (offentlige) funktioner.

Den erkendelse er vigtig ikke mindst i Venstre-kredse: Den danske socialstat er i sin inderste, ideologiske kerne et individualistisk projekt – men det er også et projekt, som det borgerlige Danmark og Venstre har taget på sig. Så er det reelt noget, man tør gøre op med?

For det andet bliver vi præsenteret for den analyse, at den moderne mistrivsel skyldes ”svage fællesskaber”. Naboskaber, der er ”institutionaliseret” og overtaget af kommunale projekter. Digitalisering, der har atomiseret ungdomslivet. Og den analyse er der ingen tænkende mennesker, der kan sætte en finger på. Men igen: Det borgerlige Danmark – og Venstre – har selv næret den ild, der har brændt de lokale fællesskaber ned og tømt lokalsamfundene for (offentlige) funktioner.

Et tiltrængt opgør med kommunen som velfærdsproducent

Dernæst runder forfatterne løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor, og her peger de på, at danskerne faktisk generelt ikke arbejder så meget, som vi selv tror. Og at det selvsagt er et problem, når nu vi har en så enorm og forslugen offentlig sektor.

Men for mange danskere hænger hverdagen stadig ikke sammen, selvom vi arbejder mindre end mange andre folkeslag. Årsagen er den simple, at begge forældre arbejder, og at danske børn følgelig er institutionaliseret på et niveau, nærmest ingen har set før i verdenshistorien. Der er ikke ro i de danske børnefamilier – og miséren er, at vi som samfund forventer en konstant (og høj) arbejdstid gennem et helt livs skiftende behov og muligheder, og at vi har indrettet vores offentlige sektor herefter.

Forfatterne anerkender – om end implicit – dette og peger selv på, at den offentlige sektor er indrettet for stift. Derfor bør velfærd i Danmark i langt højere grad være opsparingsbaseret, mener de. Ja, de går endda så vidt som at tale for et opgør med offentlige velfærdsmonopoler og indførelse af vouchermodeller på velfærdsydelser.

Det, mine damer og herrer, kunne bestemt være vejen frem, og det er lige så overraskende, som det er tiltrængt at høre den slags relativt vidtgående overvejelser fra borgerlige politikere. Mere af det, tak.

Atomkraft og landbrug

For det fjerde er det forfatterne magtpåliggende at vise, hvordan den omfattende stat og regulering står i vejen for en effektiv klimapolitik. Og selvom mange til højre side næppe vil erkende det, så er klimapolitikken en meget varm kartoffel – og endda en af den slags, mange har overladt til Greta Thunberg og personer med en fetichisme for planøkonomi.

Det er uholdbart, og det er godt, at forfatterne kan se det, og det er også godt, at de peger på det åbenlyse problem med, hvordan vi forholder os til atomkraft her i landet.

Men igen slår virkeligheden tilbage: Forfatterne går nærmest umærkeligt uden om landbrugets rolle på denne politiske scene, og man har i den nuværende regering – der jo trods alt består af både Venstre og ”Venstre” – i al væsentlighed annammet Socialdemokratiets klimapolitik med alt hvad sig dertil hører af ingenting og rituel modstand mod atomkraft, mens havvandet gisper efter vejret, og det åbne land forvandles og forvanskes til industrianlæg.

Ejendomsret og boligskat

I det femte tema har de unge venstrefolk fokus på ejendomsretten. Og her har vi at gøre med et emne, der er lige til højrebenet for enhver borgerlig. Ejendomsretten er selve fundamentet under det frie samfund, og det er – viser forfatterne os – en ting, som vi i Danmark har et ualmindelig afslappet forhold til. Den kritik er vigtig. Den er underbygget. Den er principiel. Og den er stærk.

Men den er også hul, og det er der mindst to årsager til. For det første fordi forfatterne ikke nødvendigvis kommer helt ind til sagens kerne, nemlig diskussionen og definitionen af, hvad man i Grundlovens forstand forstår ved ejendomsret og ”almenvellet” (der kan trumfe ejendomsretten) og ikke mindst domstolenes håndtering heraf.

For det andet – og det er faktisk det værste – fordi forfatterne går i en gigantisk bue uden om hele minkaffæren. ”Den skal vi lære af”, er det eneste, man kan svinge sig op til. Og ja – det tør siges! Men hvad skal vi lære? Som det står lige nu, er det eneste, vi kan lære, at Venstre gav op.

For det sjette tager forfatterne os en tur ud på boligmarkedet. Argumentet her er, at den store trend i dansk boligpolitik har været at flytte folk over i (almene) lejeboliger frem for ejerboliger, og at denne trend bør vendes, da selvejerskab fremmer både frihed og ansvarlighed. Og den analyse er et pletskud – men forfatternes medfølgende gennemgang af det almene system, boligmarkedet i Norge og boligstøttesystemet er desværre en smule mangelfuld.

For det første fordi forfatterne synes at tro, at almene boliger har et socialt formål, når det turde være åbenlyst, at formålet reelt er socialdemokratisk og ideologisk – altså at få folk til at bo i en bestemt type fællesskab og styret af den store, socialdemokratiske bevægelse og ikke blot at skaffe boliger til dem, der ikke kan klare sig selv.

For det andet fordi forfatterne roser den norske boligpolitik for at have fokus på ejerboliger, men glemmer, at man i f.eks. Oslo har en katastrofal mangel på (private) lejeboliger, der kan gøre boligmarkedet mere smidigt. Og for det tredje fordi boligstøttesystemet givetvis har sine fejl – men at alle økonomer, der har beskæftiget sig med slige sager, vil pege på, at direkte boligstøtte er langt, langt bedre og mere effektiv og mindre forvridende end f.eks. huslejeregulering.

Den største udfordring ved dette kapitel er dog alligevel tankerne om boligbeskatning. De unge venstrefolk peger i den rette retning, men tankerne er rudimentære og overfladiske – og det selvom man på dette felt i den grad kan tale om systemstat og uforståelige regler, som ingen kan overskue eller gennemskue konsekvenserne af.

Det seneste boligskattelovkompleks fyldte i omegnen af 1.000 sider, og bare få måneder efter dets vedtagelse – med et bredt flertal i øvrigt – blev medierne fyldt med skandalesager af præcis den type, man blev advaret mod. Fordi ingen reelt kan gennemskue systemet, og alle synes at have givet op. Endnu et træk ved systemstaten, som måske godt kunne tåle et par yderligere ord.

Selvfølgelig vokser den offentlige sektor!

Det sidste tema handler om systemstatens volumensyge – altså det forhold, at den offentlige sektor bare vokser og vokser og vokser i Danmark. Forfatterne rammer hovedet på sømmet i deres analyse af forholdene, og de unge venstrefolk forsøger sig med et friskt forslag om, at man kan komme uden om dette problem ved at lægge et fast loft på antallet af offentligt ansatte.

Alle forsøg med afbureaukratisering gennem årene har jo været forgæves, så hvis man lægger loft på antallet af folk, man politisk har til rådighed, så vil det medføre en bedre prioritering og efterfølgende en afbureaukratisering, er logikken.

Forslaget er interessant – men det er også prøvet før: I SKAT, hvor man i midten af 00’erne skar voldsomt, og vi slås i dag stadig med efterdønningerne, for det betød jo ikke, at man politisk lærte at prioritere endsige rydde op i skattereglerne.

Forfatterne overser desværre det allermest grundlæggende forhold i diskussionen om den offentlige sektor størrelse og vækst: Det er fuldkommen naturligt, at den offentlige sektor har volumensyge – og det skyldes, at den i sin natur er politisk styret, og der opstår jo altid en ny sag med politisk relevans.

Hemmeligheden til at løse det problem er ikke overraskende at gøre op med netop den politiske styring: Så længe det offentlige er leverandør af alt fra børnepasning til rengøring, vil den offentlige sektor blive ved med at vokse, for der er altid noget nyt at forholde sig til politisk.

Venstre, der både er kommet hjem og kommet videre

Ja, det var en lang – og detaljeret – smøre med gennemgang af bogens enkelte kapitler. Det kunne sikkert være gjort hurtigere og mere overfladisk, men den detaljerede gennemgang tjener et bestemt forhold: At vise, at bogen har sin berettigelse. At dens analyser grundlæggende er de rette, og at der er gode tanker og takter, hvad angår løsningerne. Bogen er velskrevet, velment, velargumenteret og – ikke mindst – længe ventet.

Ja, man kan nærmest sige, at Venstre med denne bog både er kommet hjem og kommet videre.

Husk fundamentet!

I hvert fald på papiret. For det er også et men – ja, der er faktisk to.

Det første men handler om, at bogen i sit væsen er en kritik af den nuværende socialstats indretning. Det er sundt og godt, at Venstres yngre folk har fået øjnene op for, at mennesker har behov for fællesskaber – ikke mindst de nære og de konkrete – og at systemstaten bygger på en ideologi, der modarbejder dette.

Men de glemmer at stille sig selv de fundamentale spørgsmål om, hvad det er for nogle fællesskaber, og hvor de kommer fra. Bogen beskæftiger sig således slet ikke med emner som kultur, migration, danskernes selvbestemmelse som folk og lignende store sager, der jo på sæt og vis definerer rammerne om alt det andet.

Det gode naboskab kommer ikke igen, når kommunen trækker sig tilbage, hvis du ikke længere kan tale samme sprog som din nabo, eller hvis din nabo anser dig for en klimafjendsk, misogyn kødæder, der ikke kan parlamenteres med. Og systemstaten kan slet ikke trække sig tilbage, hvis store dele af dens gøren og laden er defineret af udefrakommende og internationale kommissærer og dommere.

Hvordan de unge venstrefolk forholder sig til det, er mere uklart.

Ord, der bestemt ikke skaber, hvad de nævner

Det andet men er langt mere profant: Jeg håber, at det i gennemgangen af bogens kapitler ovenfor bliver tydeligt, at der er ret så langt fra bogens forestillinger, tanker og idéer og til den faktiske virkelighed. Og nej, selvfølgelig kan man ikke forvente, at Venstre skal føre nøjagtig den politik, de fem forfattere foreslår. Og ja, politik er altid kompromisets kunst.

Men afstanden kan også blive for stor, og realiteten er, at det borgerlige Danmark – Venstre inklusive – i årevis systematisk har fodret systemstaten. Og værre endnu: Det nuværende ”arbejdsfællesskab”, der regerer landet bl.a. med deltagelse af flere af forfatterne, er måske systemstatens regering i sin reneste form.

Selve bogens præmis er en frustration over, at grænserne for politik er forsvundet, og over at systemstaten hverken har respekt for borgernes liv og ejendom eller for, hvad der måtte være helligt eller principielt for vores samfund og levevis. Men den frustration er åbenbart ikke mere dybfølt, end at man f.eks. afskaffer århundredegamle helligdage fordi arbejdsudbud, kriminaliserer kunst og i øvrigt ser stort på det største angreb på ejendomsretten siden lensafløsningen i 1919.

Man sidder som (borgerlig) læser med en oplevelse af, at forfatterne med den ene hånd serverer en lækker, fyldig Gateaux Marcel-kage– mens de med den anden hånd og ude i virkelighedens verden garnerer denne kage overhældt med en altoverskyggende bitter skarntydesaft. Og det påvirker ens oplevelse af bogen, hvilket jo grundlæggende er ærgerligt, da forfatterne ellers klart både viser en vej frem for Venstre og ting at enes om og kæmpe for i det borgerlige Danmark.

Marie Bjerre, Morten Dahlin m.fl.: Må jeg være fri. Fem venstrefolk gør op med systemstaten. Gyldendal, 2023.