I denne weekend holder Venstre landsråd. Det gør de, fordi de skal vælge en ny høvding. I Venstre sker som oftest ved, at kandidaterne appellerer til partiets rødder. Det er noget med den gode jyske muld – et ejendommeligt udtryk, der understreger, hvor svær øvelsen er. Generelt er der rimelig dårlige jordbundsforhold i Jylland.

For nogle uger siden appellerede Jakob Ellemann-Jensen i et sidste forsøg på at lægge en visionær linje også til netop rødderne. Venstre skulle genfinde ”Venstre Classic”. Det lød jo godt, men hvad er det egentlig? Det er i denne forbindelse, vi som en slags serviceydelse for det kære gamle parti her på kanalen nedenfor bringer en række portrætter af gamle venstrefolk –som en slags sammenligningsgrundlag og inspirationskilde for Troels Lund Poulsen.

Partiet har eksisteret siden 1870, selvom selve bevægelsen er mærkbart ældre og går tilbage til de gudelige vækkelser i 1820’erne og 1830’erne og den politiske bondebevægelse, der i stænderforsamlingerne endte med at gruppere sig i Bondevennernes Selskab. Portrætterne strækker sig tidsmæssigt fra Christen Berg, der blev folkevalgt i 1865 og til Knud Kristensen, der udtrådte af dansk politik i 1949.

Til formålet måtte naturligvis fagligheden være i orden. Med sidefag i samfundsfag har jeg en vis flair for god politologisk analyse. Derfor fik jeg til formålet også lavet et fintmasket pointsystem.

Mange politiske eksperter vil uden tvivl som modtræk mod mit ophøjede formål hævde, at historien primært har historisk interesse. Vi kan simpelthen ikke bruge en sammenligning med fortidens politikere til en hujende fis. Det er samfundet blevet alt for kompliceret og udviklet til.

Jeg skal ikke her forsøge at pakke mit standpunkt ind i de vante vendinger som ”Det kan der være noget om, men…” eller ”Med al respekt så mener jeg…”. Dette vil nemlig kunne lede læseren til det fejlagtige indtryk, at jeg mener, at der er noget om det, eller at jeg faktisk måtte have respekt for et sådant standpunkt, og det mener hhv. har jeg sådan set ikke. Navnlig i vore lidt for spændende tider burde det være klart nok, at vi nok burde begynde at gribe længere tilbage i historien, end vi hidtil har været vant til, hvis vi skal blive kloge på den tid, vi lever i.

Jeg har som opsummering på portrætterne i slutningen af denne artikel derfor søgt at indkapsle noget af det, der går igen i de opstillede portrætter, og om det er irrelevant i vores samtid. Konklusionen vil uden tvivl overraske.

Berg

Høvdingeportræt 1: Christen Berg (1829-1891), dominerende leder af Venstre 1877-86.

Christen Berg var skolelærer på Bogø og blev som glad grundtvigianer valgt til Rigsrådets Folketing (det er en laaang historie) i 1865. Han grundlagde i 1870’erne en betragtelig del af de blade, der kom til at udgøre rygraden i venstrepressen de følgende 100 år. Berg var venstrehøvding i de mest intense år under forfatningskampen og var blandt andet idemand til den såkaldte visnepolitik, der ved finbarbering af finansloven fratog Estrup-regeringen midler at regere for. Berg turnerede landet tyndt om sommeren med Viggo Hørup for at mobilisere masserne til kamp for parlamentarismen og imod Estrup. Han kom i 1885 seks måneder i fængsel på almindelig fangekost for at have sat sig op imod øvrigheden i Holstebro af alle steder. Det ødelagde ham, og han genvandt aldrig samme position.

“Vi ville arbejde hen til et mål, som er vigtigere end Københavns Befæstning, det nemlig at skabe et Dannevirke i enhver mands bryst.”

Ideologisk lidenskab: 10

Politisk tæft: 8

Populær slagkraft: 9

Grundtvigianer-indeks: 8

Besindighed: 3

Samlet venstremandsscore: 38/50

Neergaard

Høvdingeportræt 2: Niels Neergaard (1854-1936), ledende skikkelse i Frede Bojsens moderate Venstre, konseilspræsident 1908-09, statsminister 1920-24.

Niels Thomasius Neergaard var historiker, men til trods for det angiveligt ingen sprudlende personlighed. Han var i sin samtid kendt for sin nøgternhed og sin gode hukommelse.

Han gjorde 1879-82 en studierejse rundt i Europa, hvor han blandt andet hørte både William Gladstone og Otto von Bismarck tale i deres respektive parlamenter. Det gjorde det for Neergaard til lidt af en, på nudansk, downer at komme tilbage til Danmark i et af de politisk set mest anspændte årtier i danmarkshistorien, nemlig 1880’erne.

Neergaard grundlagde som 30-årig månedsskriftet Tilskueren, der fra begyndelsen blev et pejlemærke i den liberale danske åndsdebat. Til første nummer bidrog Georg Brandes, ligesom for eksempel redaktør Edvard Brandes, teologiprofessor Fredrik Nielsen og forfatter Herman Bang blev ivrige skribenter. I 1892 blev Neergaard desuden redaktør for Aarhus Amtstidende. I samme periode forestod han ved siden af almindeligt lønarbejde også aftenskoleundervisning for hovedstadens arbejderbefolkning. Han var desuden levende engageret i andelsbevægelsens udvikling.

Han blev medlem af Folketinget i 1887 og var det derefter næsten uafbrudt i 45 år. Som så mange andre lidet sprudlende mennesker var han interesseret i økonomi. Han medvirkede til de første egentlig danske socialreformer i 1890’erne, der indførte alderdomsforsørgelse og arbejdsulykkeforsikring, og han blev af flere omgange landets finansminister.

I 1908 blev han, efter Alberti-skandalen, konseilspræsident som kompromiskandidat i et forsøg på at tilvejebringe et forsvarsforlig. Neergaard forsøgte at komme den i bondekredse udbredte ide om et billigt, men forsvarligt forsvar i møde. Det lykkedes ikke – formodentlig fordi Neergaard prioriterede det forsvarlige over det billige.

Neergaard udgav i henholdsvis 1892 og 1916, mens der var lidt lavvande i hans politiske engagement, de to bind, der udgjorde det historiske mammutværk ”Under Junigrundloven”, som stadig er uomgængeligt, hvis man som historiker skulle ønske at ville vide, endsige mene, noget om perioden i dansk politik, der førte til nederlaget i 1864. Hans afslutningskapitel på 300 sider om tilblivelsen af 1866-grundloven blev på visse områder udfordret af den svenske politolog Nils Nilsson-Stjernquist i 1955, men er aldrig egentlig blevet overgået som afklaring af forløbet.

Han bidrog desuden sammen med dansk historieforsknings ypperste som Johannes Steenstrup og Kristian Erslev til seksbindsværket Danmarks Riges Historie og derudover også til Salmonsens Konversationsleksikon og Dansk Biografisk Leksikon.

Som følge af valget efter Påskekrisen i 1920 blev Neergaard statsminister og var det dermed også i forbindelse med Genforeningen, hvor det var Neergaard, der udtrykte de desværre angiveligt lidt for dødelige ord om de danske sydslesvigere: ”De skal ikke blive glemt!”

Han blev i 1920 udnævnt til Storkors af Danneborgsordenen, men fandt åbenbart ikke tid til at indsende et våbenskjold til Ordenskapitlet, hvilket må betragtes som lidt for dårligt.

 “Kan det blive billigere, er det godt, men forsvarligt skal det være.”

Ideologisk lidenskab: 8

Politisk tæft: 7

Populær slagkraft: 4

Grundtvigianer-indeks: 8

Besindighed: 10

Samlet venstremandsscore: 37/50

Holstein-Ledreborg

Høvdingeportræt 3: Ludvig Holstein-Ledreborg (1839-1912), den ene af de fem høvdinge under forfatningskampen, konseilspræsident 1909.

Lensgreve Johan Ludvig Carl Christian Tido Holstein til Ledreborg var en af meget få adelige, der meldte sig under fanerne for det liberale Venstre under Forfatningskampen. Han var stamherre til et af landets absolut største godser. Ellers var adelen, ikke mindst landadelen i høj grad tilknyttet det konservative Højre.

Holstein-Ledreborg var en kontrær natur, der som ung debattør og katolik, kort inden hans politiske engagement tog sin begyndelse, havde skrevet en debatbog, hvori han konkluderede, at lutherdommen ikke havde noget som helst med kristendom at gøre. Så var han ligesom i gang.

Han var erklæret konservativ monarkist og modstander af parlamentarismen, hvilket yderligere bidrog til at gøre ham til the odd one out i Venstre fra hans indmeldelse midt i 1870’erne. Ikke desto mindre bevarede han en stærk og central position i partiet. Han var i 1880’erne finansordfører for Venstre, hvilket var særlig centralt i en tid, hvor en stadigt mere intens forfatningskamp blev udkæmpet på finansloven. Hans formål var at gøre statsstyret til et konstruktivt og aktivt samarbejde mellem konge og folk.

Holstein-Ledreborg var, som det måske fremgår, ikke altid lige let at samarbejde med, og han kom hyppigt på kant med de øvrige venstregrupper. Hvor Venstre i sådanne perioder ikke var for fint til at opstille interne modkandidater, skete det ikke i Holstein-Ledreborgs tilfælde. I de perioder, hvor han var i politisk modvind, fik han 75 % af stemmerne i Lejres folketingskreds, mod op imod 90 %, når han stod anderledes centralt i den politiske debat.

I det intense foreningsmiljø i Gammel Roskilde Amt vandt Venstre stadig større terræn med Holstein-Ledreborg som ledende skikkelse. Udover at sidde som formand i sit lokale sogneråd, vandt Holstein-Ledreborg desuden formandsposten i det tidligere amts landboforening og skytteforening under mottoet ”Venstrevalg overalt”. Ikke mindst på generalforsamlingen i 1885 i Gammel Roskilde Amts Skytteforening kom det til ophedede scener på Stændertorvet i Roskilde. Aftenen endte med håndgemæng, og et par højrefolk var lige ved at tiltvinge sig adgang til Holstein-Ledreborgs togkupe formodentlig med mindre hæderlige hensigter, da greven havde begivet sig mod Lejre.

Herthadalen under Ledreborg agerede hvert år festplads for store og velbesøgte grundlovsmøder.

Holstein var oratorisk begavet i en sådan grad, at den politisk-historiske autoritet, protokolsekretær i Folketinget Svend Thorsen i 1947 vurderede, at Holstein-Ledreborg var den største taler, der nogensinde havde siddet i Rigsdagen. Det er i så fald næppe en vovet antagelse, at han ikke er overgået siden.

Han trak sig i 1890, da han synes, at der ikke var nok fremgang i forhandlingerne mellem Højre og Venstre. Efter Systemskiftet i 1901 blev han flere gange foreslået som kompromiskandidat for radikale og moderate venstrefolk til konseilspræsidentposten. Han sagde nej med henvisning til, at han i virkeligheden bare gerne ville sidde på sit herresæde og pleje sin gigt.

Holstein-Ledreborg endte med efter kong Frederik 8.’s gentagne og indstændige anmodninger at sige ja til at blive regeringsleder i 1909. Han gennemførte herefter på få måneder det forsvarsforlig, der var tidens store stridsæble. Han blev kort efter den første danske regeringsleder, der faldt på et mistillidsvotum. Som betaling for sin indsats blev den klausul ophævet, at Ledreborg Slotskapel ikke kunne indvies til katolsk messe. Det blev det året efter i 1910.

“Der skal tages hensyn til bonden i Danmark, og det skal Højre lære!”

Ideologisk lidenskab: 3

Politisk tæft: 10

Populær slagkraft: 10

Grundtvigianer-indeks: 3

Besindighed: 2

Samlet venstremandsscore: 28/50

Kristensen

Høvdingeportræt 4: Knud Kristensen (1880-1962), Venstres formand 1941-49, statsminister 1945-47

Knud Kristensen var Venstre classic: Han var en vestjysk bonde med en landbrugsuddannelse og et ophold på Askov Højskole i bagagen. Han var folketingsmedlem næsten konstant fra 1920 til 1949, men hele livet igennem også aktiv landmand. Han blev i 1940 indenrigsminister i samlingsregeringen, men forlod regeringen, da han ikke ville sidde i regering med Erik Scavenius.

Knud Kristensen havde, som Venstre generelt, hverken stor forståelse for eller forbindelse med modstandsbevægelsen, hvilket han efter Befrielsen erkendte var en fejl. Befolkningens hang til bondefornuft gav Venstre et godt valg i oktober 1945, og Knud Kristensen blev statsminister.

I årene umiddelbart efter Befrielsen var et af de store spørgsmål en mulig grænserevision mod syd. Det var der en grund til. I Sydslesvig, der før krigen ellers havde været stærkt nazificeret, kom danskheden i genopblomstring, og lokalvalgene i 1946 gav en stor tilslutning til de dansksindede partier. I Flensborg havde SPD endda brudt med moderpartiet og støttede nu Flensborgs indlemmelse i Danmark. Tendensen blev bekræftet ved landdagsvalget i 1947.

Det var selvfølgelig ikke Knud Kristensens skyld, men denne danskhedens genrejsning inspirerede ham. Skønt regeringens officielle politik var at stå fast på 1920-grænsen, udviklede privat-Knud en egen holdning i Sydslesvig-spørgsmålet og ønskede at holde døren åben for et sydslesvigsk ønske om forening med Danmark. Det kostede i 1947 regeringen sit liv – bl.a. fordi den konservative John Christmas Møller gik imod sit eget parti i Sydslesvig-spørgsmålet. I 1949 trak Knud Kristensen sig fra dansk politik i skuffelse over, at Danmark ikke havde taget et klarere standpunkt i Sydslesvig-sagen. På det tidspunkt var den eneste del af Sydslesvig, Danmark havde fået igen, Isted-løven, pudsigt nok tilvejebragt netop af Christmas Møller.

”Sydslesvig genvundet, det er kampens mål”

Ideologisk lidenskab: 9

Politisk tæft: 4

Populær slagkraft: 8

Grundtvigianer-indeks: 10

Besindighed: 3

Samlet venstremandsscore: 34/50

Bojsen

Høvdingeportræt 5: Frede Bojsen (1841-1926), en af de fem høvdinge under Forfatningskampen, 1894-1901 leder af udbrydergruppen Det Moderate Venstre.

Frede Bojsen var veteran fra krigen i 1864, hvor han havde bevogtet Fyn mod invasion. I 1866 etablerede han af egen lomme Rødkilde Højskole, hvor han blev forstander og boede resten af sit liv.

Helt fra konfrontationspolitikkens første dage i 1870’erne stillede Bojsen sig på forhandlingpolitikkens side for med de moderate dele af Højre at opnå egentlige politiske resultater. I 1880 opnåede han uden om regeringen Estrup og Chresten Bergs fløj et tilsyneladende umuligt hærlovsforlig med højremanden C.A.F. Thomsen, som også fik Landstingets støtte. Regeringen følte sig nødsaget til harmdirrende at sanktionere forslaget, da den ellers ville stå som modstander af en forhandlingsløsning. Regeringens opfattelse af situationen kan bedst illustreres ved, at Estrup efterfølgende forsøgte at skaffe sig af med Thomsen ved at sende ham til det oprørsramte Dansk Vestindien – uden held.

Bojsens idealistisk bårne forhandlingspolitik muliggjorde desuden reformerne i begyndelsen af 1890’erne, der bl.a. indførte alderdomsunderstøttelse og statsstøtte til højskolerne. Han var direkte årsag til Det Store Forlig i 1894, der bragte landet ud af de provisoriske finansloves dødvande.

Bojsen var af flere omgange efter 1901 på tale som minister, men takkede nej. Det samme gjorde han, da Klaus Berntsen tilbød ham at blive kongevalgt landstingsmand. Efter en af Estruptidens forlig fik Bojsen udtrykt, at han ikke ønskede på den baggrund at blive gjort til dannebrogsridder. Kongen kunne berolige Bojsen med, at det heller aldrig havde været hans hensigt.

Hele sit liv var Bojsen en dedikeret forsvarsven. Han var officer af reserven. Hans forsvarspolitiske holdning sprang ikke af den nyttetænkning, som dominerede i Højre og hos De Radikale, men i forståelsen af forsvaret som en nationalt styrkende institution i sig selv, et kulturforsvar. Derfor var han også fascineret af tanken af en folkevæbning. Det var gennem viljen til at forsvare sig, at en nation overlevede – uanset det militære udfald.

Få år inden han døde udgav han i næsten ungdommeligt begejstret tone en lille bog om 1864-krigens solstrålehistorie Slaget ved Helgoland.

Bojsen døde i 1926.

”Uridderligt!”

Ideologisk lidenskab: 9

Politisk tæft: 9

Populær slagkraft: 7

Grundtvigianer-indeks: 10

Besindighed: 10

Samlet venstremandsscore: 45/50

Venstre Classic 1870-1950

Skal vi af disse portrætter samle nogle fælles træk fra Venstres gamle garde, så kunne det meget passende være det følgende: Demokratisering af samfundsinstitutionerne, fokus på den folkelige dannelse og vægtningen af forsvaret og den nationale forsvarsvilje.

Vi lever på et tidspunkt i historien, hvor centralisering og teknokrati på vitale områder har bragt demokratiet i defensiven – og hvor demokratiet generelt er under pres. Vi lever på et tidspunkt i historien, hvor den politiske mainstreams præmis for uddannelsessystemet er, at undervisningsinstitutioner skal sikre forsyning af kompetent arbejdskraft til erhvervslivet.

Vi lever også på et tidspunkt i historien, hvor krig igen er en del af den europæiske virkelighed, hvor NATO stiller krav om et vist forsvarsbudget, og hvor den ukrainske værnevilje var direkte årsag til, at det internationale samfund bakkede så helhjertet op om krigsindsatsen.

På et sådant tidspunkt er det ikke givet, at værdierne fra det historiske Venstre i de sidste årtier af det 19. århundrede og de første af det 20. er irrelevante. Det er alene et politisk synspunkt.

Heroverfor må man så tilmed konstatere, at Venstre har bidraget direkte til den centralisering og teknokratisering, som det danske samfund har været konfronteret med de seneste årtier. Tænk bare på Strukturreformen, hvor beslutningerne blev rykket betragteligt længere væk fra borgerne af praktiske årsager.

Venstre har desuden bidraget direkte til grønthøsterordninger og instrumentalisering af kultur- og uddannelsesinstitutioner. At Venstre desuden i de seneste årtier, hvor partiet hyppigt har besiddet regeringsmagten, har svækket den danske forsvarsindsats betragteligt, gør hattricket fuldstændigt.

Det var således under en Venstre-regering, at ubådsvåbnet blev nedlagt, hvilket både problematiserede de danske forpligtelser til suverænitetshåndhævelse og ydermere synes kontroversielt, efter at russerne er begyndt at blive nærgående under havoverfladen.

På et tidspunkt, hvor man ikke kan lade være med at stille spørgsmålet, hvad det egentlig er, Venstre står for, hvor meningsmålingerne er uvirkelige, og hvor selv Birthe Rønn Hornbech har meldt sig ud af partiet, kunne det jo være, at man skulle kigge et andet sted hen, end hvor man hidtil har kigget.

Jeg vil hævde, at mine bud i hvert fald ikke er værre end meget af det andet, man har været inspireret af.