Sø
Foto: Thomas Hårbøl

Der er ingen klimakrise – om klimaproblemet

3. april 2023
5 minutters læsetid
Klimaet og ”den grønne omstilling” er blevet nye, belastende udgiftsposter i statsbudgettet. Er det velbegrundet? – spørger månedens kronikør.

Riget fattes penge. Store Bededag er blevet afskaffet for at rejse midler til udbygningen af Forsvaret som følge af Ruslands udskejelser i Ukraine. Men det er slet ikke nok, der er mange andre presserende områder, der også mangler store beløb. Foruden velfærden og de evigt pengeløse hospitaler nævnes nu ofte klimaet som et område, der kræver omfattende udgifter.

Klimarådets betænkeligheder

Danmark skal gøre sit til at redde klimaet på Jorden, og der er opstillet ambitiøse mål for, hvordan det skal ske. Som alle ved – eller i hvert fald har fået at vide – er det vores forbrug af kul, olie og gas, der er ved at ødelægge klimaet og vil føre til Verdens undergang. Når man bruger disse brændstoffer, leder det til udslip af de såkaldte drivhusgasser, primært kuldioxid, eller CO2. Danske politikere har nu vedtaget, at vi skal nedsætte vores forbrug, og derved allerede i 2030 have reduceret udslippet med 70% i forhold til, hvad det var i 1990.

Klimarådet er sat i verden for at overvåge, hvor godt det går med opfyldelsen af dette mål. Rådet udsendte i slutningen af februar en statusrapport, hvor man gav udtryk for store betænkeligheder ved de opnåede resultater. Vi er ikke engang tæt på at nå delmålet for 2025.

Planen indebærer opstilling af talrige vindmøller og solceller. De betragtes som grundelementet i klimaplanen, uagtet at de er ustabile og kræver en masse kostbar backup.

Industri og landbrug

Planen indebærer også, at industrien skal skrue kraftigt ned for forbruget, og det skal ske ved at pålægge den en høj afgift på udledningerne af CO2. Det kan tænkes at føre til lukning eller udflagning af industrivirksomheder.

Tilsvarende er der fokus på landbruget. Her er problemet ikke så meget udledningerne af CO2, fra maskiner og opvarmning, men derimod gasarten metan, som husdyr, især kvæg, lukker ud i store mængder i forbindelse med deres fordøjelse. Metan er en drivhusgas, der virker kraftigere end CO2, og derfor er kvæghold så farligt for klimaet. Klimarådet ser ingen anden løsning end en drastisk reduktion af antallet af køer i Danmark. Det vil naturligvis ramme landbruget hårdt, men også hele den medfølgende industri, f.eks. til mejeriprodukter og kød.

Ifølge Klimarådet er det imidlertid ikke nok at fordyre elproduktionen og delvist kvæle industri og landbrug. Hvis vi for alvor skal have klimaregnskabet til at nærme sig nul, er vi simpelthen nødt til at gribe til opsamling af CO2, enten fra skorstene eller fra luften. Den opsamlede mængde skal derefter deponeres dybt i undergrunden, hvor den ikke kan slippe ud igen. Det er store og energikrævende anlæg, der skal stå for opsamlingen, og Klimarådet nævner en pris pr. ton CO2 på mellem 2.600 og 4.400 kr. Og der skal opsamles omkring 4-10 millioner tons pr. år!

CO2-opsamling skaber ingen værdi for samfundet, det er en ren udgift, og i sidste ende er det kun staten, dvs. skatteyderne, der kan betale for den. Hertil kan vi så lægge meromkostningerne i forbindelse med elproduktionen og indskrænkningerne i industri og landbrug. Vi må se i øjnene, at Danmark står over for en gigantisk økonomisk regning, der vil koste både velfærd og velstand.

Klimasagen

Men hvad er egentligt problemet med klimaet? Hvorfor er det blevet til en trussel mod klodens fremtid? Det er i virkeligheden en ganske forunderlig historie.

Det er et faktum, at mængden af CO2 i atmosfæren har været stigende de sidste godt 100 år, vi er gået fra et indhold på 280 milliontedele – eller ”ppm” – til nu 420 ppm. Det er jo et ganske lille indhold sammenlignet med ilt og kvælstof, der tilsammen udgør knap 99% i atmosfæren. Men CO2-indholdet er steget, og der er ingen tvivl om, at hovedårsagen er vores massive afbrænding af kul, olie og gas.

Det er så også et faktum, at temperaturen på Jorden er steget i løbet af samme periode. Hvor meget er svært at afgøre, det er ikke nemt at måle en ”global” temperatur, der jo er sammensat af Saharas varme og Antarktis’ kulde og alt muligt derimellem. Det menes dog generelt, at temperaturen er steget med lige godt én grad celsius.

Hele klimasagen bygger så grundlæggende på troen, at det er det stigende CO2-indhold i atmosfæren, der har forårsaget opvarmningen. CO2 er som nævnt en af drivhusgasserne, og disse gassers effekt er ganske kraftig; de sikrer, at Jordens overflade er ca. 33 grader varmere, end den ellers ville være. Her ville være bitterligt koldt uden den effekt. Men det er ikke CO2, der spiller hovedrollen, vanddamp er til stede i atmosfæren i store mængder, og den har en virkning, der er 9-10 gange større end CO2’s. Metanen, som udledes fra landbruget spiller ikke nogen stor rolle, fordi indholdet i atmosfæren er meget lille i forhold til CO2.

Modelbyggeri

Der er almindelig enighed i videnskaben om, at drivhuseffekten af CO2 er forholdsvis beskeden; den kan ikke på egen hånd fremkalde nogen større opvarmning, måske en grad, hvis indholdet i atmosfæren blev fordoblet. Klimaforskerne hævder så, at den stigende mængde CO2 medfører en forøget mængde vanddamp, og så kan temperaturstigningen blive meget større.

Denne forstærkende effekt er helt afgørende, hvis man vil opretholde myten om en ”farlig” global opvarmning – i nutiden og i fremtiden. Men den hviler på et forbløffende svagt videnskabeligt grundlag.

Klimaforskningens foretrukne værktøj er enorme computermodeller, der bruges til at simulere det globale klima, i fortiden, nutiden og fremtiden. Det er computerne, der fortæller os, at hvis vi fortsætter med udledningerne af drivhusgasserne, så vil temperaturerne stige faretruende, isen på polerne vil smelte, verdenshavet vil stige, og der kommer tørke eller oversvømmelser allevegne.

Men kan vi stole på modellerne? Der findes omkring hundrede, fordelt på en lang række universiteter, og de er rygende uenige om, hvor galt det går. Deres resultater er mere en følge af de valg og gætterier, som deres ophavsfolk har foretaget, frem for hårde videnskabelige fakta.

Imens kan vi andre ved at se ud af vinduet konstatere, at der ikke rigtigt er sket noget med klimaet endnu. Det er man godt klar over, og derfor er der opstået en række politisk motiverede teorier om klimaet. Dels at der kun skal en lille ekstra opvarmning til, før det går helt galt. Dels at allerede nu er f.eks. orkaner, oversvømmelser eller tilfælde af tørke blevet meget værre eller hyppigere pga. ”klimaforandringerne”. Det har en meget væsentlig propagandamæssig effekt på folk, men desværre viser de kolde statistikker, at det ikke er blevet værre med ekstreme vejrhændelser.

Behovsopgørelse

Alt tyder på, at vi slet ikke har nogen klimakrise. Vi kan roligt fortsætte med brugen af kul, olie og gas, og vi kan lade vores køer overleve og opretholde den værdifulde produktion i landbruget. Resten af Verden, uden for Europa og delvist USA har allerede meldt ud, at de ikke vil gøre noget for at nedbringe deres udledninger af drivhusgasser. Vi står alene, og selv hele Europa betyder meget lidt i den globale sammenhæng. På egen hånd kan vi ikke ”redde” klimaet, og ingen interesserer sig for at følge vores ”gode eksempel”.

Der er ikke nogen klimakrise. og derfor er der ikke brug for nogen stjernedyr ”grøn omstilling” med ustabil energiforsyning fra vindmøller og solceller.

Der er heller ikke brug for noget Klimaråd.

Søren Hansen

Søren Hansen er civilingeniør K, redaktør af hjemmesiden klimarealisme.dk og forfatter til bogen "Klimaplan 2030 - Realisme eller Utopi?"

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Critique 2023 er netop udkommet

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside