Bor De i et hus eller en større ejendom, kære læser? Ja, så skal De muligvis have håndværkere rendende. For EU er godt i gang med at beslutte, at den europæiske bygningsmasse skal renoveres, så bygningerne bliver mere energieffektive.
Alt sammen i klimaets navn, naturligvis. Og det gælder sandsynligvis også den bygning, som De bebor.
I Bryssel arbejder man nemlig på at opdatere det såkaldte bygningsdirektiv. Og hvis De endnu ikke er stødt på det direktiv, så er det på tide, De gør det.
For ud over at direktivet, når det engang vedtages, kan ende som et ualmindelig indgribende ét af slagsen, så vil et kort blik på dette direktiv og dets tilblivelse også være endog ganske illustrativt for, hvor EU er henne i dag.
Det handler med andre ord både om Deres bolig og om EU som sådan.
Det nye EU er føderalistisk
Der kan efterhånden ikke være mange tilbage, som går rundt og tror, at EU som et mellemstatsligt handelssamarbejde er noget, der stadig findes. Corona, klima, krise og krig har de seneste par år fungeret som effektive katalysatorer for en politisk udvikling på EU-niveau, hvis lige vi ikke har set i årtier.
Den både direkte og indirekte føderalisering af den Europæiske Union er taget ganske gevaldigt til i styrke.
Og nu tror De måske, kære læser, at det skal handle om fælles forsvarspolitik, EU-lån på tvivlsom basis eller andre af alle de store ting, vi af og til hører om i de hjemlige medier.
Men nej, for vi må aldrig glemme, at EU først og fremmest er en regelmaskine. Og også her går udviklingen sin gang, og få steder er den udvikling – og kampen om den – mere tydelig end i kampen om bygningsdirektivet.
Klima og energikrise
Bygningsdirektivet er det stykke EU-lovgivning, der sætter de fælleseuropæiske rammer for forbedringen af bygningsmassen. Det er f.eks. herfra, at kravet om energimærker stammer.
Det oprindelige direktiv er fra 2010, det blev opdateret i 2018, og nu er man godt i gang med endnu en opdatering. Og det er her, det bliver interessant og – ikke mindst – illustrativt
Det kan det synes ret så skørt at igangsætte opdateringen af et direktiv, der blev gennemgået i 2018 allerede nu. Ja, Europa-Kommissionens første udspil til et revideret bygningsdirektiv kom allerede i december 2021, så man har altså ikke spildt tiden.
Men travlheden skyldes klimaet. Altså ikke det i Bryssel, men det globale af slagsen. Det vil man i EU nemlig gerne redde, og det kræver en endog ganske voldsom reduktion af udslippet af drivhusgasser.
Og hvis man vil foretage en sådan reduktion på en hurtig og effektiv måde, så skal der kigges på bygninger. Det er trods alt her, vi bruger temmelig meget af vores energi.
Den grønne flodbølge
Og at det netop er klimaet, der er afsættet, siger rigtig meget om EU’s politiske udvikling lige nu. Ud over skærmydslerne i øst, er der nærmest intet, der politisk fylder mere i Bryssel end den grønne omstilling.
Der følger det ene politiske udspil efter det andet, og man har for indeværende gang i en flodbølge af grøn regulering: EU-taksonomien for investeringer, energieffektiviseringsdirektiv, reform af CO2-kvotehandelssystemet og meget, meget andet.
Og altså også et nyt bygningsdirektiv. Det er en flodbølge, som vi kun endnu aner konturerne af i horisonten, og hvis konsekvenser af uransagelige årsager ikke synes at vække voldsom stor interesse herhjemme.
Kampen mellem to slags EU
Bygningsdirektivet det tætteste, vi kan komme på et skoleeksempel på kampen mellem et politisk EU og et detailregulerende EU. Og hold nu fast, kære læser, for nu skal vi en tur ned i materien: Da Europa-Kommissionen i sin tid fremlagde sit bud på et nyt bygningsdirektiv, indeholdt forslaget det såkaldte MEPS’er – minimum energy performance standards.
Det betyder minimumsstandarder for energiforbrug på bygningsniveau. I samme ombæring opfandt man en ny energiskala, hvor man inddelte et lands bygninger i et antal niveauer fra A og ned alt efter deres energiforbrug.
Og MEPS’en betød så, at de bygninger, der lå i de to nederste grupper, inden for en ikke alt for lang kort årrække skulle renoveres og forbedres, så de kom op på niveau med dem i midten – offentlige bygninger først, derefter erhvervsbygninger, derefter andre.
Man ville også stille minimumskrav til antal cykelparkeringspladser og krav om, at der skulle trækkes kabler til elbilladestandere (såkaldt prækabling), hvis en ejendom eller bygning gennemgik en større renovering.
Alt dette var Europa-Parlamentet med på, og i deres forslag til, hvordan direktivet skulle se ud, strammede de endda skruen en smule. Altså detailregulering helt ned på bygningsniveau – jo, bevares med undtagelser som f.eks. fredede bygninger og kirker, men stadig detailregulering. Og ifølge parlamentet skulle man være i mål med dette allerede i 2033.
Over for dem står ministerrådet. Og her mødte man en betydelig modstand, da ministrene ikke var helt så glade for den detailregulering, som Kommissionen og Rådet foreslog. Ministrene foreslog derfor deres egen udgave.
Her foreslog man, at medlemslandene skulle sikre, at ingen erhvervsbygninger i 2030 skal være lige så dårlige som de 15 pct. dårligste erhvervsbygninger i dag. Og at ingen erhvervsbygninger i 2034 skal være lige så dårlige som de 25 pct. dårligste erhvervsbygninger i dag.
For boligejendomme foreslog, at medlemslandene skulle sikre en forbedring, så man i 2033 havde en boligejendomsmasse, der i gennemsnit var på energimærke D – altså nogenlunde i midten af skalaen.
Ministrene konstaterede med andre ord, T Kommissionens og Parlamentets detailregulering ikke giver mening. Bygningsmassen i Grækenland er jo trods alt anderledes end i Sverige – især når det kommer til almindelige boliger. Og det er energiforsyningen i øvrigt også.
I dag handler EU om detail-regulering
Og netop denne forskel mellem Rådet på den ene side og Parlamentet og Kommissionen på den anden siger rigtig meget om EU i dag.
For det første fordi det viser, at ministrene i stadig stigende grad står over for et EU-system, der samlet presser i retning af mere ensartet detailregulering.
For det andet – og det er det vigtigste – fordi tilgangen i systemet netop er detailregulering.
Et direktiv er ikke længere et direktiv – altså en politisk målsætning, som medlemslandene skal virkeliggøre. Det er (endnu) en kilde til detaljerede regler om op og ned og hid og did.
Og det er i kombinationen af de to elementer – at klimaet er den allestedsnærværende, politiske prioritet, som er ved at afstedkomme store mængder regulering sammen med ønsket og viljen til på europæisk niveau at detailregulere selv ganske små ting – at vi ser, hvordan bygningsdirektivet er illustrativt for den politiske udvikling i Unionen netop nu.
Så gør Dem selv en tjeneste, kære læser:
Hold øje med bygningsdirektivet – ikke mindst, hvis De er ejendomsejer. “Det kunne godt gå hen at blive dyrt for Dem.
