Grønne tanker i en konservativ tid: Den grønne konservatismes historie, relevans og perspektiver
Der kan være mange grunde til, at man som borgerlig-konservativ er træt af den moderne klimakamp. Det kan eksempelvis være, at man er træt af unge kvindelige frontfigurer som svenske Greta Thunberg eller danske Selma Montgomery, der tydeligt bygger en karriere op på at svine alt og alle til for at være nogle egoistiske og onde kapitalister.
Det kan være, at man er træt af klimaaktivistiske organisationer som Extinction Rebellion, Letzte Generation, Just Stop Oil eller Fridays for Future, der laver demonstrationer, hvor deres endnu meget unge medlemmer limer sig fast til hovedveje, landingsbaner eller museers klassiske malerier for at gøre opmærksom på ting, som de fleste allerede ved.
Det kan være, at man er træt af hidsige veganere, som går amok over at se en karton letmælk i deres telt på folkemødet på Bornholm. Lige meget hvad grunden er til, at man er træt af den moderne klimakamp, og lige meget om man for længe siden har svoret aldrig at blive grøn, skal man huske, at intet argument kan ændre på det faktum, at vi som individer, borgere, samfund og mennesker i disse år står over for nogle store omvæltninger.
Og selvom de måske ikke er af apokalyptisk størrelse, og selvom man måske synes, at krigen i Ukraine eller udlændingedebatten er mere præsente og vigtigere, truer disse med at forstyrre eller måske ligefrem ødelægge mange af de ting, som vi kender og er vokset op med.
Ignorerer man dette faktum og disse trusler, så ignorerer og svigter man også en af de mest centrale dyder i det borgerligt-konservative værdisystem – nemlig pligten til at forsvare og bevare alt det, som vi som individer, familier og folk har kært og forbinder med natur, identitet, nation og hjem.
Man behøver med andre ord ikke at tro på alt, som de grønne dommedagsprofeter eller “Doomers,” som den amerikanske klimaforsker Michael Mann har kaldt dem, skriger op om, men man bliver som en ansvarlig borgerlig-konservativ nødt til at tage det alvorligt, at flere af ens medborgeres huse er i fare for at blive oversvømmet af stigende vandstande, at vores fælles grundvand er truet af forurening, at vi får problemer med fødevareproduktionen, vandforsyningen og brandfare, når sommermånederne bliver for tørre, at vi ser en stigning i såkaldte klimaflygtninge, som søger mod Europas grænser, fordi deres eget land er ved at blive omdannet til en ubeboelig ørken, og at vi i disse år står med nogle kæmpe og nødvendige omlægninger af vores energisektor, som kan få indflydelse på, hvordan vores land fungerer og kommer til at se ud i fremtiden.
Af samme grund er det også essentielt, at de moderne borgerlige partier, som hævder at være konservativt indstillede, får deres egen originale og stærke grønne filosofi og politik, så de ved, hvordan de skal navigere i de ofte ret komplicerede grønne sager og store spørgsmål.
Efter mange års skepsis og modstand er mange af de danske borgerlige partier i disse år begyndt at se nødvendigheden af og potentialet i at komme med på tidens grønne bølge, men indtil videre har ingen af dem rigtig formået at spille ud med egne ideer eller gøre det klart over for vælgerne, hvad grøn borgerlig eller konservativ politik helt præcist går ud på.
Stort set alle er de i stedet endt med at positionere sig som kongens lidt usikre efterfølgere og hoppe med på mange af de forslag, som de røde og rødgrønne partier spiller ud med. Nogle gange har partier som Det Konservative Folkeparti eller Dansk Folkeparti, i forsøget på at markere sig, tilmed forsøgt at overbyde venstreorienteredes forslag eller kritisere dem for at være for uambitiøse.
Som flere kommentatorer har påpeget, er der næsten gået kamp i at være mest grøn (eller rettere sagt rødgrøn), men en original og autentisk borgerlig og konservativt betonet grøn position mangler fortsat.
Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199 kr, så modtager du Årsskriftet Critique med posten.
