Man kan ikke ligefrem kalde tjekkiske Leoš Janáček (1854-1928) en hyppig gæst på det danske koncertprogram. Kammermusik opføres vist nu og da, men orkestermusikken må gerne sættes mere op. Særligt de store, sene værker som Taras Bulba (1918), Sinfonietta (1926) og Glagolitisk Messe (1926) kunne sagtens klare hyppigere opførelse – navnlig sidstnævnte vil jeg gerne høre ”live”. Lidt bedre er det på operafronten, hvor f.eks. Den Fiffige Lille Ræv (1924) blev sat op for år tilbage.

Den aktuelle premiereforestilling, Katja Kabanova (1921), har aldrig tidligere været sat op på Den Kongelige Opera, men Den Jyske Opera satte den op i 2013.

Men nu kan den altså også opleves opført af nationalscenen, hvor Janáček lidt for kækt i programmet markedsføres som ”den tjekkiske Puccini”. Dette er lige så lidt velvalgt, som når Erich Wolfgang Korngold fra tid til anden høres omtalt som den ”den germanske Puccini”. Skønt de levede nogenlunde samtidig, er den særprægede modernisme, der præger Janáčeks senere værker, noget fra Puccinis mere traditionelle senromantik. Den ene peger frem, den anden tilbage. På godt og ondt. Janáček var nærmere den tjekkiske Bartók.

Mere end i musikken findes ligheden med Puccini i valg af temaerne for værkerne, der handler om almindelige menneskers strabadser fjernt fra mytologiske væsner og guder.

Således også Katja Kabanova, eller Katerina, som hun egentlig hedder, der døjer både med ulykkelig kærlighed og det repressive middelklassesamfunds konservative, pa- og matriarkalske normer i Rusland anno 1860, hvor stykket foregår. Kærligheden til den sværmeriske og drømmende Boris er gengældt, men umulig da Katja allerede befinder sig i et kærlighedsløst ægteskab med den vattede Tichon, der ligesom Katja tyranniseres af husets brutale matriark Marfa (kaldet Kabanicha), der bebrejder hende ikke at bruge tid nok på sin mand og ham for ikke at bruge tid nok på sin mor. Meget bedre er det ikke hos Boris, der må finde sig i ydmygelserne fra sin onkel Dikoj, som han pga. nogle indviklede familieforhold er nødt til at bo hos. Da Tichon rejser væk for en tid, kan de to elskende dog flygte sammen ud i sommernatten. Det er dog kun en stakket frist; og under et frygteligt uvejr går den stakkels Katja til bekendelse og tilstår sin utroskab overfor de lokale småborgere, der kun har foragt til over for hende. I fortvivlelse begår hun selvmord ved at kaste sig i Volgafloden.

Bestemt en historie, der er en Puccini-opera værdig, men hvor Puccinis musik langsomt bliver vanskelig at udholde i for store doser, jo mere man lytter til den, er det lige omvendt med Janáčeks musik, der bliver mere fascinerende, jo mere man lytter til den. I operaen udvikler den sig fra det næsten folkelige og naturalistiske i begyndelsen af operaen, til det surrealistiske henimod slutningen. Det naturalistiske og folkelige viser den tilsyneladende idyl i de mere rustikke egne af Rusland, mens det surrealistiske viser hovedpersonens plagede sind.

For den plagede Katja flygter til stadighed ind i sin egen verden, hvor hun har fantasier om at flyve mod paradiset i himlen for derefter at blive styret i afgrunden. Som Elsa i Lohengrin forfølges hun af et dystert skæbnemotiv, der ikke efterlader meget håb; hun hører stemmer om natten, der til sidst i operaen omgiver hende totalt, så alt hvad hun hører omkring sig kun sårer og piner hende. Stemmerne bliver så fremtrædende, at de kommer ud af hendes hoved og svagt kan høres af os andre i skikkelse af Det Kongelige Operakors bistre, ordløse summen. I sin afsluttende arie fantaserer hun, hvordan fuglene vil synge over hendes grav, mens blomster i mange farver vil smykke den. Så fredfyldt og skønt det ser ud, bliver hun nødt til at dø.

Ak! Kærligheden flyver hos Katja så afgjort ikke lige så frit som hos Fiordiligi og Dorabella i Mozart/da Pontes Cosí fan tutte (1790), hvor utroskab er en enfoldig leg, og plottet så raffineret, at det ikke er til at sige, hvem der egentlig snyder hvem. Heller ikke Wagners overmennesker (Senta, Sieglinde, Brünnhilde etc.) var hæmmede af de konventioner og normer, de konstant elskede på kryds og tværs af; ja Wagner gjorde nærmest en dyd ud af at lade dem ubekymret bryde stort set alle tænkelige tabuer. Det samme i Sjostakovitjs Lady Macbeth fra Mtsensk (1934), hvor en anden Katerina dødkeder sig i det småborgerlige russiske landbosamfund og derfor indleder et hedt forhold til gårdskarlen Sergej, myrder sin mand og svigerfar og stikker af med sin elskede. Også denne Katerina ender dog også sine dage i en flod. Det er nok denne opera, Katja Kabanova umiddelbart ligner mest.

Men der er skylden og skammen til afgørende forskel. Katja Kabanova har det i modsætning til de nævnte det ubetinget dårligt med ikke at kunne elske sin mand og være ramt af den forbandelse, det kan være at elske en anden. Dette gør hende på mange måde mere interessant end de ovennævnte heltinder. Mens kærligheden hos de andre er en voldsom, emanciperende kraft, skaber den for Katja et bur eller mentalt fængsel. Af Wagners heltinder ligner Katja mest Elsa, der så gerne vil elske fordomsfrit, men ikke er i stand til det. I den aktuelle opsætning af Katja Kabanova synges partiet flot og godt af Gisela Stille, der smukt og rørende levendegjorde den skamplagede Katja

Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning af Katja Kabanova er en samproduktion med Glydebourne Festival i Sydengland og har Damiano Michieltto som instruktør. Han har tidligere opsat Puccinis Il trittico og Rossinis Rejsen til Reims på Det Kongelige Teater, hhv. 2013 og 2017. Begge forestillinger, han fik noget nær det optimale ud af.

Abstraktionsniveauet er dog øget en tand i opsætningen af Katja Kabanova i forhold til det tidligere: Det hele starter på noget nær en helt hvid baggrund, og virker – ærlig talt – en anelse skrabet og direkte sterilt. Det ændrer sig dog lidt efter lidt, når der stille og roligt lægges farvenuancer til og ikke mindst effektfulde skygger, der snart er tydelige snart er utydelige. Der er tydelige mindelser om tysk ekspressionistisk film, hvor Fritz Lang og ligesindede eksperimenterede med tilsvarende virkemidler i 1920’erne. Nogle gange bliver modlyset så skarpt, at personerne glider fra at være mennesker til at blive rene silhuetter, hvilket gav en fantastisk flot effekt, f.eks. sidst 2. akt, hvor scenerummet vægge også er faretruende tætte på at mase Katja. I det hele taget er Alessandro Carlettis lysdesign meget vellykket.

Som i sin opsætningen af Rejsen til Reims udvikler Michielttos opsætning og effekter sig hele tiden ved, at der lægges mere og mere til. Dette lykkedes ikke altid lige godt. Den store scene i sommernatten virker eksempelvis noget kold og steril, hvilket ikke modsvarede personernes følelser. Anderledes da vi i sidste akt ser en stor mængde fuglebure svævende i luften over scenen. Her får det hele et ægtefølt surrealistisk præg, der afspejler Katjas fangede sjæl effektfuldt, så vi ved at opsætningen ikke afspejler hendes ydre omgivelser, men indre jeg. Kulminationen kommer, da alle burene falder ned med et brag og knuser den stakkels Katja.

Inden da har vi for længst vidst at alt håb er ude, da matriarken Kabanicha godt og grundigt har plukket alle fjerne af vingerne på den skytsengel, Katja fantaserer om. Den har været til stede på scenen siden forspillet, hvor vi fik de første bange anelser i skikkelse af en faldende fjer.

Janáček var interesseret i folkemusik og byggede sin musik op omkring det talte sprogs sætningsdannelse og rytme. Hvordan det præcist kommer til udtryk i musikken, rækker mit tjekkiske ikke til at kunne beskrive, men jeg kan konstatere, at ingen af de to indspilninger af Katja Kabanova, der var mig tilgængelig sunget på hhv. tysk og engelsk, lød særlig godt (navnlig ikke den engelske), og det skyldtes hverken sangere eller musikere. Den tjekkiske fremførelse på Det Kongelige Teater lød derimod aldeles fremragende under Michael Boders ledelse, så der kan være noget om at musikken er skrevet til den slaviske sprogtone. Musikken er langt fra Puccinis sødmefulde klang, men er ikke bange for også at være kold og kantet sine steder, uden at den helt mister varmen og får det sværindustrielle præg, der kendetegner meget af Sjostakovitjs musik.

Som hhv. matriark og patriark var Johanne Bock og Petri Lindroos i topform som hhv. Kabanicha Kabanova og Savjol Dikoj. Begge var de i sort og stemmerne var hærligt dybe, så der ikke var nogen tvivl om, hvilken plads de var tildelt i det indre univers, hvori opsætningen foregår. Navnlig førstnævnte gav Johanne Bock et frygtindgydende gestalt, der giver mindelser om de arkaiske mødre-uhyrer, vi ser hos Strauss. Jeg håber Bock lige så god, når hun efter planen skal gestalte Klytemnestra i Strauss’ Elektra i marts 2023.

Lige så sorte og formørkede som de to, lige så lyse og livfulde var de unge Varvara og Kudrasj, hvem det i modsætning til Katja er forundt at elske ubekymret. Disse blev sunget godt og rørende af hhv. Olga Syniakova og Jacob Skov Andersen. I opsætningen lå Syniakovas Varvara dog stemmemæssigt så snublende nær ved partiet som Katja, at de aldrig helt kom til at virke helt troværdige som hinandens emotionelle modsætninger (Katja er skrevet som dramatisk sopran, Varvara som lyrisk mezzo-sopran).

Partiet som den vattede Tichon blev godt sunget og spillet af Paul Curievici, der var engageret til premiereforestillingen pga. sygdom. Bestemt ikke nogen dårlig erstatning, for Curievici havde en fantastisk flot stemme, der gav denne person en hel del karakter og tyngde. Måske næsten for meget. For Tichon er jo netop lidt af et skvat, der mest er god til at tømme lommelærken, men aldrig rigtig kan sætte sig igennem. Scenen i operaens slutning, hvor han omsider konfronterer Kabanicha med Katjas død, er et studie i afmægtighed og frustration; og dette var både ægte og dybtfølt formidlet af Curievici. Hans modsætning og rival, den sværmeriske og ubekymrede Boris blev ligeledes godt sunget af Gert Henning-Jensen

Jeg er meget tilfreds med Det Kongelige Teaters opsætning af Katja Kabanova.

 Leoš Janáček, Katja Kabanova, libretto af komponisten baseret på Vincenc Červinkas oversættelse af Alexander Ostrovskijs skuespil Uvejret (Groza). Det Kongelige Teater, Gamle Scene den 18. september 2022.

 Referencer

• Forestillingens hjemmeside med information om spilledage mv.: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/opera/katja-kabanova
• Elisabeth Linton, Med sproget som musik (programartikel).
• Genvej til Katja Kabanova (programartikel).
• Nila Parly, Instruktøren giver Katjas drømme vinger (programartikel).
• Paul Wingfield, Katja Kabanovas lyriske sprog (programartikel).
• Gerhard Schepelern, Operabogen 1, 2. udgave, 8. udgave, 1979.
• Denis Marks, Katya Kabanova (artikelindlæg i Chandos-udgivelsen omtalt nedenfor).
• Opslag om Leoš Janáček i Gads musikleksikon, 2. udgave, 1987.

Katja Kabanova findes i indspilninger, hvor der synges både engelsk og tysk.

• Den tyske er med Staatskapelle Dresden under ledelse af Ernst Richter og er fra 1949, men genudgivet i 2006 som led i serien ”Edition Staatskapelle Dresden”: https://www.staatskapelle-dresden.de/en/media-center/edition-staatskapelle-dresden/

Lydkvaliteten er på trods af digital restaurering noget tilbage at ønske, men orkester og sangere fejler bestemt ikke noget. Mere irriterende er den fortæller, der er lagt ind over, og som skal forklarer handlingen. Det havde været bedre at vedlægge en libretto.

• På engelsk findes Katja Kabanova udgivet på Chandos i deres Opera in English-serie: https://www.chandos.net/products/catalogue/CHAN%203145

Heller ikke her fejler hverken musikere (Orchestra of Welsh National Opera), dirigent (Carlo Rizzi) eller sangere (Cheryl Baker m.fl.) noget, men det engelske – særligt i operaens start – ulidelig at høre på. Det hjælper nok ikke på det, at jeg i forvejen ikke har øre for engelsk opera. Med nogle få undtagelser (Benjamin Britten) synes jeg ganske enkelt ikke det lyder godt. Den tyske indspilning lyder – alderen til trods – bedre.

• Jeg vil dog anbefale, at man i stedet forsøger at finde en indspilning, hvor der synges på tjekkisk. Det lyder markant bedre, f.eks. Sir Charles Mackerras’ 1997-indspilning på Supraphon. Den har jeg dog ikke selv hørt. Den kan købes hos iMusic.dk: https://imusic.dk/music/0099925329129/benackova-mackerras-1999-janacek-kata-kabanova-cd