Dette indlæg er i nogen grad ordret baseret på noget indhold fra et tidligere indlæg, da jeg synes, at Rossinis Il viaggio a Reims fra 1825 bør have lidt selvstændig omtale. Da jeg ikke kan se, jeg har nogle noter fra den omtalte opsætning på Det Kongelige Teater tilbage i 2017, er der mest tale om omtale af værket som sådan og kun i mindre grad om opsætning, sang og musik. Ret beset er opsætningen en samproduktion med Den Nationale Opera i Amsterdam.
Rejsen til Reims er en skrupskør – men herlig! – opera om nogle bedsteborgere fra forskellige europæiske lande, der er samlet på et badehotel, l’hôtel des bains à l’enseigne du Lys d’Or i Plombiérs for at rejse til Reims i Champagne for at overvære Karl X’s kongekroning samme år i byens Cathédrale Notre-Dame. Rossini ville gerne indsmigre sig hos den nye konge med en opera om netop kongens egen kroning. Som konservativ har Rossini næppe heller haft problemer med en opera, der hyldede det restaurerede monarki.
Rossinis indsmigringsforsøg syntes at være gået over al forventning. Inden Karl X’s regeringstid fik sin afslutning med julirevolutionen i 1830, nåede Rossini også som betaling for sin opera om Wilhelm Tell at sikre sig en livsvarig pension fra den franske stat, der skulle udbetales til ham, uanset om han komponerede noget eller ej. I 1830 var Rossini endnu ikke fyldt 40 år. Rossini komponerede næsten ikke noget fra 1830 til sin død i 1868.
Operaens brogerede persongalleri ender med aldrig at komme afsted til Reims på grund af en masse underlige begivenheder (mangel på heste etc.). Tiden på hotellet går med forskellige intriger og spøjse forviklinger på kryds og tværs. Det omfattende persongalleriet og beskrivelsen af dem siger næsten mere end et forsøg at gengive den kringlede og i øvrigt heller ikke særlig vigtige handling. De er følgende (mere eller mindre afskrift som de findes i tilknytning til operaens tekst):
– Corinna, celeber, romersk improvisationskunstnerinde
– Marchesa Melibea, polsk adelsdame, enke efter en italiensk general, der blev dræbt på deres bryllupsdag under et fjendtligt overraskelsesangreb
– Contessa di Folleville, ung enke, meget yndefuld, temperamentsfuld og modegal
– Madama Cortese, livlig og venlig dame fra Tyrol gift med omrejsende, fransk købmand og ejer af badehotellet
– Cavalier Belfiore, ung, fransk officer, stilfuld og elegant, gør kur til alle damerne, i særdeleshed til Contessa di Folleville
– Conte di Libenskof, russisk general, en ubehersket type, forelsket i Marquise Melibea og ekstremt jaloux
– Lord Sidney, engelsk oberst, hemmeligt forelsket i Corinna
– Don Profondo, litterat, ven af Corinna, medlem af forskellige akademier og fanatisk antikvitetssamler
– Barone di Trombonok, tysk major og passioneret musikelsker
– Don Alvaro, spansk storadmiral, forelsket i Marquise Melibea
– Don Prudenzio, badehotellets læge
– Don Luigino, fætter til Contessa di Folleville
– Maddalena, fra Caux i Nordmandiet, badehotellets oldfrue
– Delia, ung, græsk forældreløs pige, Corinnas protege og selskabsdame
– Modestina, forvirret ung pige, genert og langsom, Contessa di Follevilles kammerpige
– Antonio, badehotellets hushovmester
– Zefirino, bud
– Gelsomino, kammertjener
Rossini får sat disse herlige karakterer i musik på smukkeste vis, og de forskellige nationaliteter drilles kærligt med deres forskellige særheder og kendetegn. Alle personerne har naturligvis hver en storladen bravurarie.
Alle ender med at blive på hotellet, hvor de i den stort anlagte afslutning hver især synger sange fra deres respektive hjemstavne for at hylde et Europa forenet under selvstændige monarkier. Lord Sidney synger eksempelvis ”God Save the King” og Baron Trombonok synger på den melodi af Haydn, der senere blev brugt til den egentlige tyske nationalsang.
Ja, Napoleon var et overstået kapitel i 1825! Hvor eksempelvis Beethoven 20 år tidligere i forbindelse med sin Leonore (1805) proklamerede ”Revolution – Aufbruch des Bewußtsins gegen Tyrannei – in diesem Geiste begibt sich das Freiheitsdrama von Leonore”, så står vi i Rejsen til Reims bogstavelig talt stille: Man kommer ikke ud af stedet, men bliver hvor man er.
Det Kongelige Teaters opsætning af Rejsen til Reims fra 2017 af Damiano Michieletto og Meisje Barbara Hummel starter i et moderne, ucharmerende kunstgalleri i stedet for i hotellet, men langsomt dukker der flere og flere ”autentiske” genstande op. Stille og roligt begynder operaens karakterer at genskabe François Gérards maleri af netop Karl X’s kroning i kæmpeformat, og de begynder at klæde sig selv ud præcist som figurerne på maleriet. Før man ved af det, er hele det moderne kunstgalleri forsvundet, og scenerummet er genskabt som maleriet af kroningen i Reims!
Opsætningen er nok det mest ekstreme eksempel på, hvor langt man faktisk kan lave om på forlægget og stadig få musik, tekst og historie til at gå op i en højere enhed og skabe effektfuld og meget, meget underholdende opera. I øvrigt må opsætningen være et sjældent eksempel på en opsætning, der vel er radikal og nytænkende i sine virkemidler, men ikke blot er konservativ eller reaktionær, men decideret regressiv i sit udtryk.
Opsætninger af Rejsen til Reims er vist ret sjældne. Kort efter opførelsen i forbindelse med kroningsfejringen i 1825 gik operaen mere eller mindre i glemmebogen, omend Rossini genbrugte store dele af musikken i sin opera Le comte Ory fra 1828. Den aparte handling og karakter af lejlighedsværk har ikke hjulpet på kendskabet; og det har det omfattende persongalleri nok heller ikke. Partierne er ganske krævende, da operaen fra komponistens hånd mest synes at være skrevet for at kunne give muligheder for, at dygtige sangere kan excellere i skønsang og koloraturer, hvilket kommer ubesværet i en lind strøm, mens crescendoerne får intrigerne til at spidse til.
Lykkedes det at skaffe det rigtige sangerhold, er en Rejsen til Reims en skøn oplevelse, man bestemt ikke bør snyde sig selv for.
Referencer
Der findes vist ikke længere en hjemmeside om den omtalte opsætning af Reisen til Reims af Damiano Michieletto og Meisje Barbara Hummel fra 2017, men kun en begrænset omtale og en video her:
https://video.kglteater.dk/rejsen-til-reims
Den omtalte opsætning fås mig bekendt desværre heller ikke på DVD, men der findes en glimrende indspilning af værket fra 1984 dirigeret af Claudio Abbado. Kan købes her:
I hvert fald inkluderet med den oprindelige udgivelse fra 1985 følger de her glimrende tekstindlæg om værket, som ovenstående indlæg i vidt omfang er baseret på – jeg skal ikke sige, om de også er inkluderet med den 2008-genudgivelse, jeg har linket til ovenfor.
Janet Johnson, A Lost Masterpiece Recovered
Philip Gossett, “Il viaggio a Reims”: The Music
Klaus Geitel, Zehn Stars am Rossini-Himmel
Claudio Abbado, „Il viaggio a Reims“
Stephen Jay-Tayler, A very French Affair (artikel trykt sammen med Pappanos indspilning af Wilhelm Tell – nævnt i referencerne her her)
John Eliot Gardiner, The Case for Beethoven’s ”Leonore” – A Work in Progress. Indlæg trykt sammen med udgivelsen af Leonore & Fidelio som del af Deutsche Grammophons komplette Beethoven-udgave fra 1997. Desværre ser den ikke ud til længere at være en del af Deutsche Grammophons katalog. Jeg har ikke kunne finde ud af, om citatet faktisk af Beethoven var tænkt indsat i selve operaen, sådan som det er i John Eliot Gardiners indspilning af værket. I den senere version af operaen, der fik navnet Fidelio, er det ikke med.
