Danmarks forskelsbehandling af Ukrainere på bekostning af flygtninge fra Mellemøsten er racistisk. Det kan vi læse i aviserne i disse dage. Modsvaret er som regel noget halvhjertet snak om nærområders omfang, selvom enhver kan se, at Danmark ikke ligefrem er første stop på vej ud af Ukraine.
Men faktisk er kritikken korrekt. Vi er racister, når vi byder de stakkels ukrainere velkommen og åbner både vores private hjem og arbejdsmarkedet for dem.
I hvert fald hvis vi anerkender den moderne definition af racisme.
Oprindeligt refererede ordet ”racisme” i dansk kontekst direkte til nazisternes racelære, men i 1965 begyndte man at udvide ordets betydning til det der kaldes ”kulturracisme”. Nu blev racisme udvidet til at omfatte enhver form for diskrimination, der baserede sig på nationalitet, udseende, kultur og religion.
Og derfor har Twitterarméens krænkelsespoliti fuldstændig ret, når de taler om en strukturel racisme, som gennemsyrer hele vores samfund. For hvis diskrimination baseret på kulturelle forskelle er racisme, så er enhver form for integrationstiltag racistisk, for det handler jo netop om kulturel forskelsbehandling. Det samme er enhver regel der adskiller danske statsborgere fra en hvilken som helst anden verdensborger, ligesom den forrang folkekirken er sikret i vores grundlov, er åbenlyst racistisk.
Med et retorisk snuptag har man konstrueret en virkelighed, hvor samtlige af folketingets partier i større eller mindre grad bidrager til at opretholde en samfundsorden, som i bund og grund er i nærmeste slægtning til nazismen.
Et nyt aristokrati
Gruppeidentiteten er en helt central del af den virkelighedsopfattelse, som langsomt inficerer vores sprog. Vi har vænnet os til at bruge ord som boomer, privilegier, hvidhed og andre begreber, som definerer folk i prædestinerede grupper. Vi er ikke længere bare danskere, og vores stemmer tæller ikke lige meget, for alle vores idealer om farveblindhed og lige muligheder gennem meritokrati har været én stor hvid løgn.
Vi er nu rangeret efter hvor mange krydser vi kan sætte i arbitrære kategorier som ”hudfarve”, ”køn” og ”seksualitet”. Jo flere man kan sætte flueben ved, jo højere ryger man op i det intersektionelle aristokrati.
Her defineres al menneskelig interaktion som magtrelationer, og det er kun tilladt at sparke nedad i hierarkiet. En transseksuel handikappet sort kvinde rangerer derfor højere, end en mere privilegeret brun lesbisk feminist, som dermed både er undertrykt og undertrykker.
Det kommer f.eks. til udtryk, hvis hun formaster sig til at have en seksuel præference for mennesker, der er født som biologiske kvinder, og derfor ikke vil have sex med en biologisk født mand, der identificerer sig som kvinde – så er hun en ”TERF” – en TransEkskluderende RadikalFeminist.
Eller bare en ”transfob”, hvis man vil være lidt mindre præcis.
Det er f.eks. sådan en som J.K. Rowling åbenbart er, fordi hun på Twitter antydede, at en person der menstruerer, formentlig er en kvinde. Ordet fobi kommer af det græske phopos, som betyder ”frygt” eller ”flugt fra”, og det defineres i dag som ”en sygelig frygt eller afsky for noget”.
Med andre ord har man en sygelig afsky, hvis man ikke er seksuelt interesseret i en person, som identificerer sig som det køn man normalt tænder på – og sygdomme skal vel kureres eller isoleres, så de ikke smitter?
At denne tankegang er opstået i dele af LGBT+ miljøet kun 5 år efter, at transkønnethed ikke længere bliver anset som en psykisk sygdom viser desværre, at intolerance synes at være et uomgængeligt menneskelig livsvilkår uanset hvilket køn og seksualitet vi abonnerer på.
En ny virkelighed
Virkeligheden skrives om i disse år, og vi følger helt naturligt med, som vi altid har gjort for at undgå at komme til at lyde som de gamle fjolser, der krampagtigt holder fast i ord og vendinger, som var helt almindelige, da de var unge, men som nu få folk til at ryste overbærende på hovedet bag deres ryg.
Og derfor accepterer vi langsom gennem sproget vores nye rolle i samfundet. Rollen som ”allierede” til, men aldrig ligeværdige med, det nye aristokrati. De der allernådigst kan få lov til at gå bagerst til Nørrebro priden, hvis de undlader at larme for meget.
For vi orker det jo ikke. Vi gider ikke at ødelægge den gode stemning ved at tage kampen om sproget mod dem, der har langt stærkere holdninger end os selv. Og snart ryster vi loyalt på hovedet ad dem, der stædigt holder fast i at bruge ord som sigøjner, eskimo, dværg eller indianer. Det er jo kun racister og oldinge, som stadig bruger det. Vi andre har for længe siden accepteret, at ord vi alle brugte for få år siden, åbenbart er krænkende, selvom vi faktisk nok ikke helt forstår hvorfor.
Derfor flyttes vi langsomt men sikkert ind i den nye virkelighed, hvor kun oldinge og racister stadig benægter den åbenlyse sandhed, at Danmark er et land gennemsyret af postkolonial strukturel racisme, som vi alle bidrager til på grund af vores privilegieblindhed.
Og at vi derfor alle er racister.
Nicolaj Bang er BA Jur og medlem af Regionsrådet i Midtjylland for Det Konservative Folkeparti. Han underviser til dagligt i erhvervsjura og strategi. Han er desuden tidligere landsformand for Konservative Studerende og vil på aarsskriftet-critique.dk særligt beskæftige sig med konservatisme i hverdagslivet og i den praktiske politik.
