Anmeldelse: “Entreprenørstaten” bør være pensum for landets magthavere

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Sommerferien er for de flestes vedkommende overstået, og det betyder, at mange af Critiques kløgtige læsere har brugt den forgangne måned på at læse. Og når man nu står der og glaner foran bibliotekets udvalg eller lytter til boghandlerens sirenesag for at finde den næste bog, kan man jo lade sig lede af de anmeldelser, man læser.

Men ikke alle anmeldelser er lige nemme at skrive. Nogle gange fordi bogen er så utrolig interessant, og man som anmelder har så meget at sige til det, man har læst. Det er netop situationen, denne anmelder står i efter at have læst Sigge Winther Nielsens bog ”Entreprenørstaten”.

Og lad det være sagt med det samme: Selvom bogen er lang – måske også lige en tand for lang – er der tale om en vigtig og væsentlig bog, der både er nem at komme igennem og svær at fordøje. Sigge Winther skriver, så siderne flyver af sted, og man bliver både klogere og mere foruroliget for hvert kapitel, man kommer igennem.

En uhyggelig analyse – der nok desværre rammer plet

Bogen indeholder en længere analyse af alt, der er galt med den demokratiske maskine i Danmark. Og det er tilsyneladende ikke så lidt.

Det grundlæggende problem er ifølge Sigge Winther, at det politiske system i Danmark efterhånden lever i en isoleret boble – en bermudatrekant, der strækker sig hele vejen fra medierne via centraladministrationen til Christiansborg.

Udenfor i mere smulte vande står vi andre og kigger ind i mørket og håber på, at der snart kommer et sejlbart skib derudfra. Det gør der bare ikke.

For skibene bygges ikke efter, at de skal kunne navigere sund og bælt, men derimod efter den næste avisoverskrift. Groft sagt. Og derfor bevæger det politisk-administrative system sig gradvist længere og længere væk fra den virkelighed, alle vi andre oplever.

Synes analysen velkendt? Synes du at have hørt en sådan kritik af Christiansborg-boblen før? Så er det nok fordi, Sigge Winther så afgjort ikke og langt fra er den første til at foretage den. Blandt bestemte typer af politikere er denne analyse og den medfølgende kritik hverdagskost og – ironisk nok – levebrød. Analysen synes næsten … populistisk – hvilket ellers nok næppe er det første mærkat, de fleste sætter på en politisk chef i DJØF.

Men Sigges analyse stikker nu alligevel dybere. Den er både teoretisk og empirisk velbegrundet og underbygget af en række ualmindeligt interessante interview med overraskende åbenmundede deltagere, der er præget af en ikke ubetydelig grad af sund selvkritik. Altså bortset fra i medierne, hvor man hellere vil skyde bolden tilbage til politikerne.

En løsning, der ikke er en løsning

Hvad foreslår Sigge så, at vi gør ved dette helt åbenlyse og demokratiske problem? Jo, ”entreprenørstaten” er svaret.

Politikerne skal agere som bindeled mellem demokratiets fordør og bagdør, de skal interessere sig både for at blive genvalgt og for, hvordan reformerne rent faktisk kommer til at virke efter hensigten. Ikke mindst fordi vi i dag står foran en række såkaldte ”vilde” problemer, der er langt mere komplekse end fortidens.

Derfor skal vi i højere grad have et politisk system, der udvælger en række store problemer og bevæbnet med åbenhed og tålmod koncentrerer sig om dem. Modsat i dag, hvor politikerne drukner i ”sager” med minimal betydning i det store hele, og hvor de store problemer forbliver uløste.

Og det DJØF’ske ordvalg til trods er der bestemt noget musik i Sigge Winthers tanker, og forfatteren har endda gjort sig den umage at opliste en (lang) række med konkrete forslag til, hvordan lovgivningsprocessen kan gøres bedre og grundigere.

Udfordringer ved en entreprenørstat

Men der er også udfordringer med den foreslåede løsning.

For det første antager Sigge Winther optimistisk, at der er politiske muligheder for at håndtere de vilde problemer: klima, uddannelse, social ulighed og så videre. Men måske er sandheden snarere den modsatte: At der er behov for at erkende og anerkende politikkens impotens og begrænsninger og måske i højere grad lade resten af samfundet tage vare på de problemer. Måske er jeg både overdrevent pessimistisk og samtidig uretfærdig over for forfatteren her – men muligheden af, at mere politik ikke nødvendigvis er vejen frem, synes end ikke overvejet i bogen. Og det er ærgerligt.

For det andet peger Sigge Winther på, at staten i dag har mindre magt og evne til at løse samfundets problemer. Men er det reelt noget nyt – og har staten på noget tidspunkt i danmarkshistorien egentlig haft bedre indflydelse og udøvet mere regulering end i dag? Denne anmelder tvivler alvorligt, så måske er det ikke statens magt og vælde – eller mangel på samme – der er udfordringen; måske er det som nævnt selve præmissen om, at verden kan reguleres til det bedre?

Og for det tredje kan man spørge sig selv, hvordan det ville gå, hvis politiske partier besluttede sig for at fokusere deres energi på et mindre antal månelandingsprojekter? Og det svar kender vi, for det er præcis dér, Liberal Alliance stod for en årrække tilbage, og det er – delvist – dér, Mette Frederiksen og hendes kumpaner står i dag. Og spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at fokusere politikken på den måde? Enten skal man have en i særklasse stærk regering – som f.eks. Mettes regering under corona – eller også skal man have en tværgående, politisk enighed om, hvad de største udfordringer er. Og ingen af delene er normalen i politik. Kan vi overhovedet finde de månelandingsprojekter, entreprenørstaten skal kaste sig over?

Genindfør Landstinget i stedet!

Men måske handler det faktisk også om noget helt andet. Måske handler det ”bare” om noget som usexet som lovgivningsprocessen. En udfordring, der igen og igen fremhæves i bogen, er således problemet med hastighed: Hverken politikere eller centraladministration har tid eller overskud til at komme ordentligt i dybden med de samfundsproblemer, de beskæftiger sig med. Medierne raser derudad, politikerne halser efter, og centraladministrationens fortravlede ansatte forsøger at følge trop med gule sagsmapper flyvende om ørerne.

Derfor er den oplagte løsning da også at gøre tingene langsommere og grundigere, når det kommer til lovgivningen – og det behøver vi ikke en entreprenørstat til. Sigge Winther foreslår, at der indføres et lidt udefineret ”borgerting” som en slags andetkammer. Den løsning virker mest som en lidt fjollet og moderne erstatning, og idéen fremføres måske kun, så Sigge ikke fremstår reaktionær og bedaget. Det har denne anmelder heldigvis intet imod, så jeg vil pege på det oplagte: Genindfør Landstinget i én eller anden form. Det vil måske kaste lidt grus i lovgivningsmaskineriet, og måske er det netop det, der er behov for.

Pensum for nye politikere og ansatte

Man kunne også bede Folketinget om at stille flere krav til regeringsapparaturet, når det kommer til det lovgivende arbejde. Det sker nemlig ikke i særlig vid udstrækning i dag.

Mange af Sigge Winthers både gode og gennemarbejdede forslag kræver, at Folketinget mander sig op som institution. Men det sker ikke, for det har ikke vælgernes interesse.

Men man kunne måske også nøjes med at lade det få politikernes interesse. Det er trods alt deres arbejdsvilkår, det drejer sig om. Sigge Winthers bog burde derfor – sammen med Peter Kurrild-Klitgaards bog om demokrati i Totalstaten og Eva Kjer Hansens bog om det forsømte Folketing – være fast pensum for nye folketingsmedlemmer og kontorchefer overalt i centraladministrationen.

Bogen ville fortjene en sådan skæbne – og det er skrevet med alle gode hensigter og tanker, for bogen fortjener virkelig at blive læst grundigt af de folk, der skal afgøre vores lands politiske fremtid.

__________________________________________________________________________________

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.