Om løsningen af vilde problemer – eller: hvad erhvervslivet øjensynlig har brug for

25. oktober 2021
9 minutters læsetid
Hvorfor er det så svært at få lavet noget om i Danmark? Sådan spørger Sigge Winther Nielsen, der gerne vil løse vilde problemer, men ender med konventionelle løsninger: Flere bureaukrater.

Sigge Winther Nielsen er end ikke fyldt fyrre, men har prøvet en del. Det er nemmest at gengive den sigende flaptekst fra hans nyudgivne bog Entreprenørstaten, genstanden for nærværende anmeldelse, for at få en præsentation:

[SWN] er uddannet cand.scient.pol. og ph.d. i statskundskab. Han har boet flere år i USA som gæsteforsker på Berkeley, University of California og som Fulbright Scholar på Columbia University, New York. Sigge [sic] har skrevet en række bøger og videnskabelige artikler om moderne politik. Han er tidligere vært på DR2 Deadline, embedsmand i Finansministeriet og politisk analytiker på Politiken. I dag er han vicedirektør i Djøf og medlem af bestyrelsen i den grønne investeringsfond Planetary Impact Ventures. Teksten er komplet med forholdsordskludder – de evindelige på’er – og grøn som henkastet tillægsord.

Winther Nielsen har enten sat sig ned eller måske cyklet rundt, denne forhåndsformodning begrundes senere, og tænkt over, hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft og dertil hvordan vi fikser det. Deraf bogens undertitel.

Bogen er opbygget lige dele skematisk og vidtløftigt. I et komprimeret kapitel på omtrent halvtreds sider i indledningen når vi hurtigt fra fortidens statsdannelse i Kina, over Weber, Kanslergadeforliget og jordskredsvalget til aktuelle analyser af et påstået svækket statsapparat, der ikke kan tøjle det, Winter Nielsen benævner vilde problemer. I dette kapitel svinger Winther Nielsen sig op på den meget høje, hurtigtløbende hest, men i de efterfølgende skiftes der til jernhesten, der i øvrigt nævnes tingskærligt alt for mange gange, og den bringer ham omkring til nogle vekselvis fade og artige interview med forskellige personer, der har indtaget fremtrædende positioner i dansk statsadministration. Bogen afrundes med nogle vildtvoksende, til tider næsten telegrafsprogsformulerede forslag til forbedring af løsningen af de såkaldt vilde problemer, Winther Nielsen peger på. Til sidst indeholder bogen nogle noget påklistrede appendikser.

Dovent sprog

Det er desværre nødvendigt at begynde med Winther Nielsens sprog og dermed grundlaget for hans formidling. Lad os få det overstået, før vi kommer til anliggendet, for et sådant har bogen da. Bogens titel får det uundgåeligt til at gibbe i nærværende anmelder, og det skyldes naturligvis det mislykkede ordvalg. Det er sikkert en udbredt begrebsforvirring i Winther Nielsens omgangskreds, men en entreprenør foretager bygge- og anlægsarbejder, altså ”noget med” huller i jorden, store gule maskiner og arbejdere i smækbukser. Det er dog lige ved og næsten, at begrebsforskydningen er sket, men det Winther Nielsen mener, når han skriver entreprenør, er vel en forretningsmand eller iværksætter og disses påståede, karakteristiske mentalitet. Winther Nielsen kan dog sove roligt om natten. Dansk Sprognævn skal nok være så affabelt som det plejer og ekspedere begrebsforskydningen om et par år. Kønt klinger titlen dog ikke.

Det er dog ikke helt gjort med det, for det er et afgørende problem ved bogen, at Winther Nielsen skriver sig så dårligt. Det er ubegribeligt, at et forlag med så rigelig bemanding – man noterer sig, at Winther Nielsen blandt taksigelserne nævner hele holdet – lader sådan noget sjusk gå i trykken. Et er selve den jargon, Winther Nielsen utvivlsomt er rundet af, hvor det fyger med slap danglish – performance, fuld med (af er korrekt), startup-virksomheder, linkede, goverment [sic], stakeholders, fast track og endelig merit, der åbenlyst bruges i den engelske betydning af ordet. Noget andet er hans ubehjælpsomme forsøg på at tilføre sin fortælling og sit sprog kolorit. Som et ekko af tidens ofte billedbårne, såkaldt sociale medier beretter Winther Nielsen flittigt om mad, kager og øl – den velvoksne kokostop med chokoladekant samt to store fadøl med en perfekt skummængde er to løsrevne eksempler – men langt værre bliver det, når han forsøger at jonglere med sproget. Rendte svensken over Øresund i 1658? Udsprang landbokommissionen i 1786 af et hot politisk emne? Moser man ubemærket videre, når man taler ivrigt om dansk politik? Hvad vil det sige at mølle ind? Hvordan deltager man lifligt? Hvordan kan en fordør være fængende? Hvad er en lækker reformkvalitet?

Og nu vi er ved det, der er pedanteri for nogen. Det er vammelt, når Winther Nielsen henkastet hæfter etiketten eminent på Lars Løkke Rasmussens kommunikative evner, hvorefter vi i en bisætning får sammenfattet nærmest alle de mere eller mindre fremtrædende poster, Løkke Rasmussen har haft, inklusive posten som amtsborgmester for henved et kvart århundrede siden. Det er ligeledes vammelt, når Winther Nielsen føler trang til at benævne Mette Frederiksens kommunikative evner som værende i særklasse i et historisk perspektiv. Det er svært at frigøre sig fra den mistanke, at Winther Nielsen vil indynde sig hos bestemte kredse og personer i dansk politik med sådan malplaceret skamros.

Det bliver afrundingsvis ikke stort bedre, når Winther Nielsen vil opfinde begreber, for et som tyk viden bygger bro til den bredere kritik, dels fordi det er så kikset, dels fordi det dog – vistnok – bygger på et ikke mindre kikset engelsk forlæg. Det afgørende problem er dog, at Winther Nielsen ikke gør sig den ulejlighed at forklare et sådant begreb nærmere. Han slynger det blot ud i sin fremstilling. Det er temmelig forbløffende, at Sigge Winther Nielsen er højt på strå i det danske samfund, men formulerer sig så ubehjælpsomt på skrift.

Såkaldt almindelige mennesker

Ikke desto mindre har Entreprenørstaten nogle sigtepunkter. Det mest velfungerende, formuleret som en metafor, optegner folkestyret som et hus, hvor samfundsdebatten udgør fordøren og de politiske ”slutprodukter” – lovgivning, reformpakker og lignende – udgør bagdøren. Denne metafor illustrerer fint en række aktuelle, almene problemstillinger. Disse knytter sig primært til de berygtede, fejlslagne reformer, hvortil strukturreformen af 2007, her må ændringen af skatteetaten ikke glemmes, samt den samtidige politireform, regnes. Hele bagtæppet for bogen er en nagende forundring over hvordan politiske reformkomplekser af den type synes at have slået overvejende fejl. Det er så svært at lave noget om i Danmark.

Dette emne er også interessant, velegnet til en passiar, men Winther Nielsens bog er hul og bliver ikke til noget referenceværk, blandt andet fordi han ikke evner at bringe sig selv i spil, hverken som interviewer, læser eller referent af andres arbejde og endelig slet ikke som analytiker. En sådan, indrømmet, skarpt optrukken påstand kræver belæg, og et sådant leveres eksempelvis via Winther Nielsens forbemærkninger til de interview med embedsmænd, politikere og journalister, bogen indeholder. Her står der at læse:

”Jeg overvejede også at interviewe lobbyister, politimænd, lærere eller såkaldt almindelige mennesker. Men jeg mener, at problemet primært begynder og slutter hos embedsmænd, politikere og journalister, som har et stort ansvar for, at demokratiets hus fungerer. Så i denne bog må man nøjes med disse skikkelser.”

Jeg mener. Sigge Winther Nielsen har omtrent fire hundrede sider til sin rådighed og diverterer med tre, som nævnt påklistrede appendikser. På trods af dette ønsker eller evner Winther Nielsen ikke at levere nogle præmisser for den væsentlige konklusion, han når til ved de forudsætninger, der fastsættes før de opfølgende interview. Winther Nielsen overvejer og delagtiggør ikke os andre i, hvorfor han vælger som han gør. Det er en alvorlig mangel ved bogen, at den hverken i form eller indhold rummer nogen argumentmæssig stringens. Winther Nielsen glider med strømmen, lytter lidt, skriver lidt, slynger nogle navne eller artikler ud, er lidt smart, er lidt konventionel. Og så videre. Entreprenørstaten er skrevet uden substans. Man skal forestille sig bogen lig en samtalepartner, der nok kan tænke, men som hele tiden sidder med sin smarttelefon og er omtrent eller overvejende optaget af noget andet, oftest det, der blot lige farer forbi. Det skal der gives nogle flere, mere generelle eksempler på.

Dryssede henvisninger

I sin iver efter at virke overbevisende drysser Winther Nielsen forskellige henvisninger ud over bogen. De er sjældent vellykkede – og vidner om en manglende evne til at referere fyldestgørende. Historikeren Svend Aage Hansen skriver – det er ligegyldigt i denne sammenhæng, hvad Hansen skriver – men hvornår levede Svend Aage Hansen, var han faghistoriker eller populærhistoriker og i hvilken bog og dermed hvilken sammenhæng skrev han? Og jo, der er en kortfattet slutnote og en optegnelse i litteraturlisten, men Winther Nielsen forklarer sig ikke i selve teksten. Hvad vil han med henvisningen? Demonstrere at han har læst bøger?

Et andet sted skriver Winther Nielsen: “Professor ved Cambridge Christopher Hood samlede idéerne om NPM [New Public Management, forkortelsen forklares et par linjer tidligere] i en berømt artikel.” Én banal ting er Winther Nielsens oversmarte udeladelse af University, noget andet er: hvornår levede Christopher Hood? Hvad var han professor i? Hvad er artiklens overskrift? Jovist, igen er der en kortfattet slutnote og en optegnelse i litteraturlisten, men disse bidrager heller ikke her til en forståelse af sammenhængen, slet ikke når det gælder et så omstridt begreb, visse anvender i flæng om noget, de ikke bryder sig om. Hvorfor er artiklen berømt? Er den berømt eller berygtet? Hvad får Winther Nielsen ud af at læse den? Hvorfor er den relevant i en dansk sammenhæng? Der svares ikke.

Blot for fuldstændighedens skyld: der er foretaget udvælgelse af ovenstående eksempler. Der er desværre flere.

Føreren i øresneglen

Inden afrundingen af nærværende anmeldelse skal der meddeles en forundring og nogle tilknyttede anmærkninger om visse omgangstone-aspekter i bogen. Winther Nielsen er som nævnt en omkringfarende mand, og han var vært for DR TV’s orienteringsflagskib Deadline for en håndfuld år siden. Det er interessant, at Winther Nielsen oplyser, at han som vært konsekvent havde programmets redaktør i øresneglen. Det kan forekomme naturligt – eller overbevise visse om, at der holdes skarpt øje med dem, der sætter rammerne for, hvad vi samtaler om og diskuterer. Winther Nielsen tænker næppe videre over disse konnotationer, når han kalder manden i øresneglen for føreren.

Det ses i øvrigt af sammenhængen, at der føres et bramfrit sprog i Danmarks Radio. Fandeme og sgu afløser hinanden i øresneglen – og som om det ikke var nok, leverer en navngiven Deadline-redaktør, Lasse Lauridsen, senere hen følgende sprogblomst til citat: [d]er er en frakoblet kynisme, som politikere og medier har sammen, hvor de er pisseligeglade [sic!] med rigtig politikudvikling. Værsgo at skylle.

Forankret derude i verden citerer Winther Nielsen et sted statsminister Mette Frederiksen for at have sagt, igen med logrende tilslutning fra ham, uden at forstå de fulde implikationer af sådanne fortalelser. Det er sigende. Et sted i bogen hører vi om nogle entreprenørstatsprojekter, og i Holland – Nederlandene, om man vil – skal et projekt have skabt 15.000 arbejdspladser gennem en bæredygtig anvendelse af de store landarealer til internationale virksomheder. I Skotland skal nogle kloge hoveder have været optagede af vanskeligheder med, at sociale problemer kostede tungt i statskassen, og derfor udbyggede de The National Performance Framework. Man skal tænke i netværk frem for hierarkier for at styrke problemløsning af vilde problemer skriver Winther Nielsen besværgende. I den henseende føles læsning af Entreprenørstaten forfærdende meget som at lytte til tredive igangsættende konferenceindlæg fra Brian Mikkelsen i træk.

Løsningen er flere bureaukrater

Det bliver nærmest værre, når bogen til sidst glider over til Winther Nielsens løsningsforslag, for de er ikke behagelig læsning. Nærværende anmelder skal indskrænke sig til at slå ned på et. Winther Nielsen foreslår, at man skal indføre såkaldte viceministre med kæmpe løn [sic]. Igen med et underligt deklamatorisk udgangspunkt: [d]e danske ministre er fortravlede. Winther Nielsen foreslår følgende: [v]iceministrene rekrutteres gerne uden for Christiansborg – og kan få op til 2,5 millioner kroner i løn om året for at sikre ansættelsen af personer, der får gennemslagskraft og prestige i staten. Man må forstå, at sam- og fremtidens entreprenører – med Winther Nielsens forståelse af dette begreb altså landets erhvervsliv – indtrængende har brug for flere højtlønnede offentligt ansatte, komplet med gøgeungeeffekt og det hele, nu det øjensynlig ser ud til, at kerneopgaven for disse potentater er at ansætte endnu flere bureaukrater, papirnussere og kontorister. Det ses af avisoverskrifterne, at den siddende regering – ledet af den af Winther Nielsen så feterede Mette Frederiksen – er på nippet til at omsætte forslaget til praksis, for eksempelvis udenrigsminister Jeppe Kofod har taget hul på festen og netop ansat særlig rådgiver nummer to. Skatteyderne flås af tidens politiske adel på uforskammet vis.

Entreprenørstaten er en underlig bog, der måske vidner om det trykte ords afgørende tab af mening og betydning. I det ark papir, der ledsagede nærværende anmelders eksemplar af bogen, står der, at [e]ntreprenørstaten [begrebet, ikke bogen] åbner sig altså mod omverdenen og giver sig tid til at lege, udvikle, teste og skalere i et langt sejt træk for at bringe troen på politik tilbage. Det er komplet meningsløst – en skovlfuld social ingeniørkunst-klichéer fra en samtid, hvis omgangsformer og væren er præget af kulturel og mental inkontinens. Kram – eller leg – og bekend din tro på frelse gennem den offentlige sektor.

Sigge Winther Nielsen: Entreprenørstaten. Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det. Gads Forlag, 2021.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Critique 2023 er netop udkommet

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside