Politikkens umulighed, uformåenhed og uduelighed

Christiansborg politik

Få har som professor Peter Kurrild-Klitgaard taget til orde mod tidens totalstat. Nu er en række af professorens skrifter udkommet i samlet form, og Replique’s anmelder har set nærmere på bogen.

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Få mennesker i det borgerlige Danmark er mere velkendte end professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard. Han har i årevis været garant for gode, borgerlige ord i alverdens avisklummer, debatindlæg og andet godt. Når man som han er fast skribent ved dagbladene gennem så mange år, bliver produktionen af syrligheder, indsigtsfulde refleksioner og himmelvendte øjne på skrift efterhånden ganske omfattende. Og i et forsøg på at samle de bedste sving med krabasken har den gode professor kondenseret en ikke ubetydelig del af sin produktion i en fin, lille bog, Demokrati i totalstaten.

God for pendlerramte

Peter Kurrild-Klitgaard har begået en velskrevet, lettilgængelig og sine steder uhyre underholdende bog. Der er trods alt tale om en samling af avisklummer og -indlæg, hvis ypperste kvalitet jo netop skal være at formidle et enkelt budskab på en prægnant, præcis og polemisk måde. Og det er en disciplin, som den gode Kurrild-Klitgaard efterhånden har betydelig erfaring udi. Bogen består af otte kapitler, der hver især består af et antal tidligere udgivne klummer eller indlæg. Kapitlerne er tematiske – ikke kronologiske – og temaerne er tro mod forfatterens årelange vendetta mod overregulering, kvælende velfærd og almindelig uvidenhed. At på den måde være skrevet i små bidder er på sæt og vis én af bogens store forcer. Den er ikke tung at danse med, og den kan nemt spises i mindre bidder – hvilket denne pendlerramte anmelder i øvrigt er ganske tilfreds med – men dette til trods, føler man sig samtidig betydelig klogere efter at have læst bogen.

Forbilledlig forskningsformidling

Dette sidste hænger sammen med, at Peter Kurrild-Klitgaard tilhører en noget sjældent art af professorer: Man er nemlig ikke i tvivl om, at klummerne i bogen er skrevet både provokatorisk og båret frem af en stærk holdning til tingenes almindelige tilstand. Men man er samtidig heller ikke tvivl om, at Peter Kurrild-Klitgaard ikke bare skriver om det, der føles rart i mavsen. Langt størstedelen af indlæggene, der er medtaget i bogen, er anskuelsesundervisning i forskningsformidling, og i flere tilfælde refererer forfatteren direkte til udvalgte teorier eller teoretikere – selv om der er tale om tekster til dagbladene.

Risikoen ved den slags er altid, at det enten bliver for letbenet til at give reel mening eller bliver for tungt og akademisk til, at almindelige mennesker kan og gider følge med. Man risikerer at falde mellem to stole. Det gør Peter Kurrild-Klitgaard bare ikke i sine avisklummer. Hele bogen er mere eller mindre én lang introduktion til den teoretiske skole, der kaldes ”public choice”, og skulle man på en læreanstalt et sted stå og mangle en dansk indføring i denne teori og dette forskningsfelt, er bogen her måske det bedste – og ikke mindst det mest underholdende! – sted at begynde.

Der er her tale om en skole, der beskæftiger sig indgående med politikkens begrænsninger – et tema, der burde optage enhver god borgerlig. Her peger man bl.a. på, at politikere og embedsmænd ikke er en særlig ren og ophøjet race af mennesker, hvorfor de må antages at opføre sig nøjagtig lige så selvisk og grundlæggende idiotisk som alle os andre. Og man peger på, at staten kan tage lige så meget fejl som markedet, men at konsekvenserne ved statsfejl ofte er langt mere ubehagelige end når markedet fejler. Og man peger på at konsekvenserne ved interventioner ofte er lige så grelle som de konsekvenser, man forsøger at afbøde ved selvsamme interventioner – man aner bare ikke hvordan på forhånd. Politikkens umulighed, uformåenhed og uduelighed er således et gennemgående tema i professorens lille bog. Alt dette kan man, i disse sygdomsbefængte tider fyldt med politikere der skal udvise handlekraft, i øvrigt godt reflektere lidt nøjere over.

De store refleksioner mangler

Selvom bogen er nem at gå til og tydeligvis bygger på mere end blot noget, Peter Kurrild-Klitgaard har hørt fra Susanne nede i Brugsen, betyder dens fragmentariske opbygning dog også, at det kan være svært at finde tråden undervejs. Forfatteren har som sagt hjulpet os på vej ved at inddele bogen i otte kapitler, men selvom vi ved bogens begyndelse og ved vejs ende præsenteres for en række opsummerende overvejelser, glimrer disse ved deres fravær undervejs. Vi får kun den rene avistekst (i meget let redigeret form) serveret. Det havde ellers klædt bogen – når den nu er skrevet af en velestimeret professor – at hvert af kapitlerne var blevet ”pakket” ind i en ganske kort introduktion og afsluttende opsummering. Ikke noget voldsomt – blot en side eller tre til at sætte lidt samlende ord på det tema, kapitlerne handler om. Ellers er risikoen, at det simpelthen flyder for meget sammen, og at bogen bare ender som det polemiske slag i bolledejen, den også er.

Den slags overvejelser undervejs i bogen ville også have fremtvunget lidt flere refleksioner om f.eks. demokratiets art – refleksioner man ikke kan forestille sig, at professoren ikke har gjort eller gør sig, men som bare ikke i kondenseret form er tilstrækkelig tilgængelige i bogen.  Tag f.eks. samspillet mellem velstand, demokrati og så den totalstat, som Peter Kurrild-Klitgaard som indgående og med rette kritiserer. Vi præsenteres til sidst i bogen – i efterskriftet – for overvejelserne om et ”velstandens paradoks”, hvor bl.a. næringsfrihed og en liberal kultur skaber forudsætningerne for en hidtil utænkelig velstand, men hvor den velstand efterfølgende muliggør gradvise tiltag og politik, der underminerer netop selvsamme næringsfrihed og liberale kultur. Det samspil ville denne anmelder gerne læse mere om – ikke mindst for at blive klogere på, hvorfor det borgerlige Danmark lod og stadig lader det ske.

Allerede Søren Kierkegaard – og andre før ham – advarede mod, at man i demokratiet var underlagt sine naboer, og at disse interesserer sig umådelig meget mere for netop din dagligdag end den fjernere kongemagt, og at reguleringen og den gradvise indgriben i stort og småt derfor blot ville forøges voldsomt med tiden, når demokratiet råder. Er ”totalstaten” således demokratiets helt naturlige endestation? Og hvis der er tale om en glidebane fra demokrati mod totalstat, hvordan ser verden så ud for enden af rutsjeturen? De spørgsmål kunne jeg faktisk godt tænke mig professor Kurrild-Klitgaards svar på.

Peter Kurrild-Klitgaard: Demokrati i totalstaten. CEPOS, 2019.

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og fast skribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!