Aarhus Kommune leverer projektmageri af værste skuffe

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Debatten om demokratiets tilstand bølger i lille Dannevang, og der er da også al mulig grund til at mene, at folkestyrets beslutningsmaskineri måske kunne trænge til et mindre serviceeftersyn. Det bliver der både skrevet gode bøger og tankevækkende debatindlæg om. Midt i denne storm kan man af og til tage sig selv i at tænke, at der nok ikke sker de store ændringer alligevel.

Men så er det jo heldigt, at vi har Århus Kommune! Her har man nemlig nedsat en tænketank – undskyld, en ”handletank” – der skal undersøge det lokale demokrati og komme med anbefalinger til, hvordan dette kan styrkes. Ja, hjemmesiden for denne tank (hvad end den tænker eller handler) hedder endda ”fremtidensdemokrati”! Det må med andre ord være et projekt, vi kan forvente os meget af.

12 anbefalinger om endnu flere kommunale projekter, udvalg og overvejelser

Og nu er denne samling – og det er skrevet uden noget snert af ironi – stensikkert både dygtige og vidende mennesker kommet frem til en række anbefalinger. Gode råd, som kommunen kan kigge nærmere på, når den nu er så ivrig efter at styrke det lokale demokrati.

Det er en omgang blandede bolcher, der foreslås. I den mere vilde ende peger man på radikale omvæltninger som f.eks. at kommunen skal skrive, så borgerne forstår, hvad der skrives til dem, at man lader være med at lukke biblioteker, idrætsfaciliteter forsamlingshuse og andre mødesteder, eller at man lader være med at holde borgermøder, når folk er på arbejde. Det er der givetvis aldrig nogen, der har foreslået eller tænkt på før.

Derudover peger handletanken på et meget stort og især i mange kommuner overset behov for at lave nye strategier og holde flere møder. F.eks. vil man gerne have, at ”Aarhus Kommune og foreningslivet undersøger, hvordan de sammen kan arbejde med strategier, der kan give flere lyst til at engagere sig som frivillige”, eller at ”Aarhus Kommune og det folkeoplysende område drøfter og kommer med forslag til, hvordan det frivillige engagement bliver anerkendt og respekteret.” Og man peger også på et behov for at holde ”et debatmøde om, hvad de lokale medier betyder for demokratiet i Århus.” Alt sammen noget, der uomtvisteligt og ganske hurtigt kommer til at rykke ved civilsamfundet og den demokratiske deltagelse i Århus og omegn.

Kommunalt projekt for at sikre “den gode tone”

Og så er der de sociale medier. Debatten derinde er jo forfærdelig (og indrømmet – det er den faktisk af og til), og derfor må kommunen naturligvis træde til. Handletanken foreslår derfor, at ”Aarhus Kommune sammen med lokale medier, uddannelsesinstitutioner og evt. andre relevante aktører i byen laver en Aarhus-model for god tone i debatten på de sociale medier.” Og så anbefaler man naturligvis også, at der arbejdes for, at så mange som muligt tilslutter sig den model; det ville jo være skørt, hvis brugte kommunale midler på at lave en model for tonen på de sociale medier, uden også at bruge kommunale midler til at fortælle alle folk om den.

Fluffy, dyre og nyttesløse kommunale projekter

Jo, der er selvfølgelig interessante tanker imellem, og det er da glimrende, at man i kommunen gerne vil skabe bedre rammer for foreningsliv og demokrati. Men om man nedsætter et borgerting (hvilket sikkert kan være en fin ide) eller ”fortsat laver målrettede indsatser for at få de grupper, som traditionelt har en lav valgdeltagelse, til at bruge deres stemme ved valgene”, gør næppe nogen forskel, når kommunen presser den lokale skovbørnehave, slår skoler sammen eller ikke overholder reglerne for støtte til børn med handicap.

Hverdagen i kommunen er konkret, og derfor er det også de konkrete beslutninger, borgerne skal have indflydelse på, hvis demokratiet skal styrkes. Det kan ingen metaforslag om at styrke de lokale partiforeninger, eller om at kommunen også skal inddrage ”uorganiserede fællesskaber, såsom netværk, hverdagsaktivister og lignende” gøre ret meget forskel på. Det synes handletanken at have overset. Det ville med andre ord have været rart, hvis man faktisk var nået frem til konkrete forslag til, hvordan dette kunne ske.

Til gengæld har det givetvis været utrolig dyrt. Resultatet af en halvandet år lang proces er en 104 sider lang publikation på glitret papir, en fancy hjemmeside og en debataften (der sikkert skal blive både interessant og relevant) og nok også en hel masse kommunikation. Og det kommer sikkert også til at kaste både kommunale strategier, møder og afrapportering af sig. Alt sammen noget, der kun koster usynlige penge.

Hvis det er det, der menes med Århus-model, så behøver de andre kommuner ikke efterligne den – selvom de også gerne vil styrke det lokale demokrati.

__________________________________________________________________________________

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura