Holdninger, viden og faglighed i læreruddannelsen

20. november 2017
10 minutters læsetid

De lærerstuderendes faglighed er for ringe og de er ikke i stand til at skelne mellem fakta og holdninger. Adjunkt Andreas Mebus og ph.d.-stipendiat Brian Degn Mårtensson forklarer, hvad læreruddannelsens problem er, og hvordan det løses.

Af Andreas Mebus og Brian Degn Mårtensson

Den 27. oktober kunne man i Politiken læse, at ”Lærerstuderende mangler viden og faglighed”, hvilket baseres på den netop offentliggjorte årsberetning fra Censorformandskabet ved Læreruddannelsen på de danske professionshøjskoler. Videre i årsberetningen står: ”Den mest udbredte forklaring på situationen er imidlertid den en censor i fysik/kemi meget kort opsummerer således: Generelt er der for lavt et fag-fagligt niveau, men det hænger sammen med få ressourcer og et lavt undervisningstimetal”.

Vi har begge haft mange, rigtig mange, studerende oppe til eksamen, og vi er helt enige med formanden for censorformandskabet Hans Krab Koed i, at ”Det er dejlige unge mennesker, vi har med at gøre, men vi kan konstatere, at der er blevet mindre og mindre fokus på viden om fagene”. Men hvilken viden er det i det hele taget, der tales om, når årsberetningen konkluderer ”et utilfredsstillende fagfagligt niveau, [der] er alarmerende højt” på landets mange læreruddannelser?

 

Når der i professionshøjskole-jargon sigtes til, at det såkaldte fagfaglige niveau er for lavt, er der tale om, at de lærerstuderende mangler den specifikke faglige viden indenfor deres undervisningsfag, lad det være matematik, engelsk, kristendomskundskab eller et helt fjerde fag. Men det rejser spørgsmålet om, hvad det er for en viden man skal erhverve sig som lærerstuderende.

Selvom der flere steder i den nævnte artikel af Politikens uddannelsesredaktør Poul Aarøe Pedersen refereres til problematikker af ministeriel og institutionel karakter, er dette kun en del af problemet. Hvad vi helt konkret mener med dette, er, at en del af problemet også skyldes den status, den viden har, som de lærerstuderende skal lære. For at illustrere dette, vil vi bruge eksempler på den respons og de råd, vi har givet utallige studerende efter endt eksamen.

Viden eller holdning

Et stort og gennemgående problem ved de mundtlige eksaminer har generelt set været de studerendes manglende opmærksomhed på at skelne mellem dét, man med god ret kan kalde videns- og holdnings-svar.

Hvad der menes med videns- og holdnings-svar kan forklares via den nulevende filosof John Searles skelnen mellem subjektivitet og objektivitet i en henholdsvis epistemisk og ontologisk betydning. Det epistemiske omhandler viden, mens det ontologiske omhandler eksistens, står der at læse i Searles bog Making the Social World – The Structure of Human Civilization fra 2010. Searle forklarer her, at det ontologiske subjektive har at gøre med individuelle oplevelser som f.eks. smerte, da en smerte kun eksisterer som oplevet smerte for de mennesker og dyr, der føler den. Smerten findes/eksisterer (ontologisk), men kun for den, der føler den; dyr eller menneske (subjektivt).

Det ontologisk objektive vedrører ting som vulkaner, bjerge og regn, hvis eksistens ikke afhænger af, om mennesker eller dyr oplever dem. Vulkaner, bjerge og regn findes (ontologisk) uafhængigt af dyr og mennesker (objektivt). Det epistemisk objektive angår udsagn, der er sande, uanset hvad man så ellers måtte mene om en given sag. Som et eksempel på et epistemisk objektivt sandt udsagn bruger Searle følgende: »Vincent van Gogh døde i Frankrig«. Hvad der giver dette udsagns status af at være sandt eller falsk, kan altså afgøres uafhængigt af de forskellige meninger, man ellers måtte have om van Gogh. At Vincent van Gogh døde i Frankrig (epistemisk) er altså noget, man uafhængigt af andre holdninger og meninger kan have en sand og velbegrundet viden om (objektivt).

Som eksaminator på læreruddannelsen kan man i dagens Danmark støde på mange problematiske udsagn fra studerende. ”Jeg føler, at Kants etik er lidt firkantet”

Det epistemisk subjektive handler ikke overraskende om holdninger og meninger. Igen bruger Searle van Gogh som eksempel, og hvis man mener, at »van Gogh var en bedre maler end Manet«, så er dette udtryk for en personlig holdning. At van Gogh var en bedre maler end Manet (epistemisk), er altså et spørgsmål om temperament, holdning og mening (subjektivt). Videns-svar udgøres altså her af epistemisk objektive udsagn, mens holdnings-svar udgøres af epistemisk subjektive udsagn.

Der findes mange andre udlægninger af ovennævnte forhold mellem objektivitet og subjektivitet, men Searles skelnen er ganske repræsentativ for de forudsætninger, som et formaliseret uddannelsessystem af Vesteuropæisk herkomst betjener sig af.

Eksamination i viden og holdninger

I årsberetningen er en censor i historie citeret for at sige: ”De studerendes kompetencer i historiefagets vidensgrundlag er meget mangelfulde og er overskygget af vægtningen af den lærerfaglige teori” og det konkluderes i årsberetningen, at ”Hans observationer går i varierende grad igen i kommentarer fra stort set alle andre undervisningsfag”.

Hvad der i særlig grad er interessant som eksaminator og censor, er det vidensgrundlag, som i ovenstående bliver efterlyst. Altså det grundlag, der udgøres af dét, vi med Searle kan kalde epistemisk objektive udsagn og kendsgerninger, der er ontologiske objektive. Det er i øvrigt også det, der er omdrejningspunktet i diverse kompetencemål, samt videns- og færdighedsmål for de forskellige fag – ingen steder i de forskellige studieordninger står der, at den studerende skal prøves i, om de nu også kan forholde sig reflekteret og nuanceret til eller begrundet planlægge, gennemføre, evaluere undervisning i epistemisk subjektive holdninger og meninger, eller ontologiske subjektive oplevelser. Og nu tilbage til eksamen og den respons og de råd, vi har givet de studerende.

Som eksaminator på læreruddannelsen kan man i dagens Danmark støde på mange problematiske udsagn fra studerende. ”Jeg føler, at Kants etik er lidt firkantet”, lød eksempelvis en studerendes vurdering af den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kants pligtetik. ”Jeg tænker, at sekularisering må have noget at gøre med, at vi ikke går så meget i kirke mere, som man gjorde i gamle dage”, lød en anden studerendes redegørelse for sekularisering. ”Jeg vil sørge for at inkludere alle elever i min klasse, for alle skal jo have en god oplevelse med det at gå i skole, tænker jeg”, lød en tredje studerendes alment didaktiske og pædagogiske tiltag i relation til dennes undervisning. Disse eksempler er blot et lille udpluk af de mange epistemisk subjektive svar, censor og vi har fået gennem tidens løb.

Men hvad er problemet?

Problemet er, at mange studerende simpelthen forveksler epistemisk objektive videns-svar med epistemisk subjektive holdnings-svar. For nogle studerende gav velmenende råd om at skelne mellem disse to epistemiske niveauer ikke så meget mening, mens tiøren faldt hurtigere for andre. For de studerende, der ikke umiddelbart køber denne sondring, er spørgsmålene gået på, hvorfor deres egne refleksioner (i professionshøjskole-jargon betyder refleksion noget a la overvejelse) over et emne ikke kandiderer til at have status af at være videns-svar. Dette er der flere grunde til, men lad os fremhæve tre centrale forklaringer, som er gået igen i vores respons til de studerende.

For det første tæller sådanne refleksioner ikke som videns-svar, fordi et ’jeg tænker’, ’jeg føler’ osv. er en indikator på, at der gives et holdningsvar, der allerhøjst har status af at være abduktive slutninger, dvs. mere eller mindre kvalificeret gætteri. For det andet tæller sådanne refleksioner ikke som videns-svar, fordi der mangler en argumentation eller eksempler, der demonstrerer forståelse – forståelsen af en teori er proportionel med de eksempler man kan give på den. For det tredje tæller sådanne refleksioner ikke som videns-svar, fordi det holdningsperspektiv, der anlægges på emnet til eksamen, er underordnet i forhold til den viden, der (efter)søges og som kan kvalificere ens lærerfaglighed.

”Døde” fakta, relativisme og en opfordring

Men betyder det, at de studerende blot skal høres i ”døde” fakta? Nej, på ingen måde. Som sagt handler det snarere om den særlige status, som en viden kan have. Og i forlængelse heraf selvfølgelig også den viden, som vi undervisere på professionshøjskoler underviser i, og som de lærerstuderende skal lære om for at varetage undervisningen i fx fransk, musik eller matematik. Påstanden er, at den viden, som de studerende lærer om, nok som sådan har status af at være epistemisk objektiv, men at behandlingen og diskussionen af den foregår i en lingo, der er tungt præget af epistemisk subjektive udsagn. Det gør, at videns-svar og holdnings-svar forveksles og blandes i en uheldig cocktail. Påstanden er videre, at dette ikke så meget skyldes de studerende, men mere en underliggende relativisme, som er en etableret del af både human- og socialvidenskaberne, og som vi undervisere benytter i vores forskningsbaserede undervisning.

De dejlige unge mennesker og underviserne har dog en forpligtigelse til at holde skæg for sig og snot for sig. Eller: Til at skelne skarpt mellem viden og holdninger, når der diskuteres (fag)fagligt stof i undervisningen; noget har status af at være holdninger, der er epistemisk subjektive, mens andet har status af at være viden, der er epistemisk objektiv – men om dette er en sandhed med modifikationer, kan vi vel lade komme an på en prøve.

En relativisme, hvis særkende består i dét, som filosoffen Paul A. Boghossian har kaldt ”the doctrine of Equal Validity”. Denne doktrin hævder, at “der er mange radikalt forskellige, men alligevel ‘lige valide’ måder at vide noget om verden på, hvor videnskab blot er en af dem” som han skriver i sin Fear of Knowledge: Against Relativism and Constructivism fra 2006. Og det er en relativisme, der netop sætter spørgsmålstegn ved videns-udsagns status af at være epistemisk-objektivt sande. For hvis det perspektiv, der anlægges på emnet ud fra et holdnings-svar er lige så validt, som det perspektiv, der anlægges på emnet ud fra et som videns-svar, hvad er så forskellen? Og set i det lys er sandhed vel relativ til anvendelighed, hvorfor viden kun er viden, hvis den virker – så hvorfor skal man lære noget, man ikke skal bruge til noget? Og yderligere: hele den her snak om viden og sandhed er vel også bare et udtryk for hegemoni på vidensområdet og en magtstrategi, der udtrykker visse samfundsmæssige interesser – så er de forskellige alarmistiske konklusioner i årsberetningen ikke bare udtryk for censorernes bekymringer over deres aftagende ret til at definere, hvad der tæller som viden og faglighed?

Som sagt er der mange faktorer, der gør sig gældende, når årsberetningen fra censorformandskabet ved læreruddannelsen bliver omtalt i Politiken under overskriften ”Lærerstuderende mangler viden og faglighed”. I nærværende skriv har vi så peget på en mulig faktor, som har en afgørende betydning for, hvordan man kan opnå en egentlig lærerfaglighed – og her er det ikke lige-gyldigt om denne faglighed består af viden eller holdninger.

Selvom diverse psykologer og coaches advarer mod at ”vende tingene indad”, så vil vi nu alligevel gerne runde af med en opfordring til både undervisere og studerende. Undervisere på professionshøjskolerne har – som Hans Krab Koed udtrykker det – at gøre med nogle dejlige unge mennesker. De dejlige unge mennesker og underviserne har dog en forpligtigelse til at holde skæg for sig og snot for sig. Eller: Til at skelne skarpt mellem viden og holdninger, når der diskuteres (fag)fagligt stof i undervisningen; noget har status af at være holdninger, der er epistemisk subjektive, mens andet har status af at være viden, der er epistemisk objektiv – men om dette er en sandhed med modifikationer, kan vi vel lade komme an på en prøve.

En vej frem

Afsluttende skal det understreges, at der ikke gives nogen færdig sandhed om selve det at holde skole. Der findes derfor heller ingen absolut forskningsbaseret eller evident viden om, hvordan det skal gøres. Derfor er holdninger og subjektivitet helt afgørende for både læreruddannelsen og skolen. Imidlertid bør en lærereksamen ikke være en test i den eksamineredes egne holdninger, men en ditto i de faglige begrundelser, der potentielt kan lægges til grund herfor. Det ændrer ikke ved, at en færdiguddannet lærer fortsat har til opgave både at oplyse og oplive, og at læreruddannelsen naturligvis også må sigte på begge dele. Hvor oplysning ofte er et spørgsmål om søgen efter sandhed, er oplivelsen noget mere lunefuld – og ikke noget, man kan eksaminere meningsfuldt i. Hvis hele læreruddannelsen ender som videnstømt selvrefleksionskursus, hvor man føler dit og dat om ellers vigtige emner, ender den i en systemisk intethed – uden hverken liv eller lys.

Man bør først og fremmest stramme op med hensyn til behandlingen og diskussionen af (fag)faglige emner på læreruddannelsen: Enhver, studerende såvel som underviser, må råbe vagt i gevær, når de hører ellers vigtige emner blive iklædt en sprogdragt kun bestående af epistemisk subjektive holdnings-tilkendegivelser – man kan sagtens være normativ og analytisk på én og samme tid, men det kræver viden at hvæsse sine holdninger analytisk, så de kvalificerer både ens (fag)faglighed, men også debatten om, hvordan vi bør holde skole. Dernæst bør man stramme op hvad angår liv og lys – hvordan skal man puste liv ind i eleverne, og tænde et ledelys for dem, hvis anything goes i forhold til faglighed og viden? Enhver, både studerende og underviser, må råbe vagt i gevær, når de hører, at det blot gælder om at ”kunne argumentere for sin holdning” til eksamen – blot at kunne argumentere subjektivt for en given holdning er ren formalisme uden indholdsmæssig forståelse, dvs. det rene sofisteri og enhver relativismes moder.

Andreas Mebus er adjunkt hos Professionshøjskolen Absalon, Brian Degn Mårtensson er ph.d.-stipendiat på Aarhus Universitet og fast skribent på aarsskriftet-critique.dk

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside