Gymnasiet og ungdomsuddannelserne står for skud i nyt regeringstiltag. Men hvilke tanker har man gjort sig i Mattias Tesfayes ministerium? Og hvad betyder det for pædagogikken og dannelsen af landets ungdom? Ph.d. Thomas Aastrup Rømer kaster et kritisk blik på forslaget.

Regeringen er kommet med et nyt udspil om ungdomsuddannelser. I det følgende vil jeg undersøge forslagets uddannelsespolitiske holdbarhed.

For det første bygger udspillet på en slags en slags løgn. Titlen på udspillet er “Forberedt på fremtiden V – flere i gymnasiet”. Men det passer ikke. Der kommer ikke “flere i gymnasiet”. Der kommer derimod færre.

Først reducerer man gymnasiets optag, og derefter laver man en helt ny ungdomsuddannelse, EPX, som ikke er et gymnasium, men som man bare kalder et gymnasium. Grunden til, at det ikke er et gymnasium, er, at EPX ikke lever op til eller beskrives i regi af gymnasiets dannelsestradition, dvs. som en del af samfundets ”frie tid”.

EPX er snarere en forberedende erhvervsuddannelse. Dertil kommer ministerens opgør med gymnasiets klassiske fag, som forstærker tendensen. Konsekvensen er, at regeringen får “flere” i sit alternative ikke-gymnasium, mens der bliver færre i selve gymnasiet. Kort sagt: Præmissen for udspillet er spin. Der bliver ikke ”flere i gymnasiet”.

Tesfaye siger også, at man skam ikke får mere karakterræs i folkeskolen, selvom man hæver karakterkravet til gymnasiet fra 5 til 6. Men den eneste grund til, at han kan sige det, er jo, at han lige har udvidet begrebet ”gymnasium” til at dække 2-årige erhvervsrettede ungdomsuddannelser, hvor adgangskravet kun er 02, og hvor man bl.a. kan lære at lave ”SoMe-kanaler til pop up-butikker”, som der står i ministeriets materiale.

Så man kan kalde alting for alt muligt. Gymnasiet er en opvaskemaskine, som er en sofa, som er en købmand. Og alle de nye ungdomsuddannelser kan så samles i store Lars Løkke-agtige velfærds-organisationer, dvs. i centraliserede koncerner, der skal levere output til samfundets økonomi.

For det andet er der kun en eneste regulær reference i udspillet, og det er til Reformkommissionen, hvis arbejde er 100% domineret af den økonomitænkning, som har revolutioneret landets uddannelsesinstitutioner siden 2005. Der foreligger mig bekendt heller ikke noget udvalgsarbejde fra fagpersoner. Og der er heller ingen reference til gymnasiets tekster og traditioner. Det er ren konkurrencestatslogik, dvs. en reduktion af både stat og folk til økonomisk optimering.

For det tredje må man betænke, at den aktuelle reform er en del af en ideologisk omkalfatring af samfundets dannelsestraditioner, som også berører universitetet, professionsuddannelserne og folkeskolen.

Afskaffelsen af 10. klasse

Regeringen vil afskaffe 10. klasse. Der er ingen reel begrundelse eller ekspertarbejde. Det er bare ud af det blå. Jeg har dog samlet et par begrundelses-brokker op rundt omkring:

Regeringen siger, at man skal bruge pengene til den nye EPX. En latterlig begrundelse i en situation, hvor milliarderne flyder. Vi får også at vide, at eleverne skal ”afklare” deres fremtid på EPX i stedet. Men det kan ikke passe, for allerede på 1. års EPX skal man vælge et specifikt erhvervsspor, som jo netop forudsætter “afklaring”. Og der foregår vel at mærke alt muligt andet i en god 10. klasse, som derfor overhovedet ikke kan reduceres til “afklaring”!

Den reelle begrundelse, der – så vidt jeg kan se – ikke er nævnt i reformmaterialet, stammer snarere fra Reformkommissionens tankegang, som jo er det aktuelle udspils eneste reference. Og realbegrundelsen er: Arbejdsudbud og konkurrenceevne. Man skærer simpelthen uden videre op til to år af de unges uddannelsesmuligheder, fordi de skal jages ud på konkurrencestatens arbejdsmarked.

Hvad sker der med gymnasiet? Ja, det fratages dets klassiske rødder i antikken og 1800-tallets nyhumanisme

Så regeringen ødelægger et velfungerende skoletilbud, som er opbygget over årtier. Og ødelæggelsen har udelukkende rod i nogle åndsforladte nationaløkonomers planøkonomiske ideologi. Vi er med andre ord i 2013-skolereformens tekniske verden; det vil sige i en velfærdsstat, der har omdannet al kultur og pædagogik til økonomisk optimering. Kort sagt: Velfærdsstatens omdannelse til en konkurrencestat.

Afskaffelsen af HF

Regeringen vil også nedlægge HF, dvs. voksne menneskers mulighed for at møde europæisk kultur og videnskab og tage en eksamen i disse emner. I stedet skal HF fusioneres ind i det nye erhvervsrettede EPX, mens nogle enkeltfagsrester flyder ud i resten af det nye golde landskab, især på de omdefinerede ”gymnasier”. Der er ingen begrundelse, ingen analyse og ingen refleksion. Væk med det hele.

Men hvad er HF? Er det bare et teknisk emne? På ingen måde. HF kom til verden i 1967 under undervisningsminister KB Andersen, som havde selv været lærer på Hal Kochs højskole i Krogerup og forstander for Arbejderhøjskolen i Roskilde. Han havde også været chef i Danmarks Radios nye og ekspanderende kulturorganisation. Han var barn af den efterkrigstidshumanisme, der prægede ikke mindst Socialdemokratiet i de år.

HF var et sted, hvor voksne og jævnt uddannede mennesker kunne få kundskaber og personlig udvikling på et højt niveau. Det var en slags syntese mellem arbejderoplysning og gymnasiets nyhumanisme, som havde rødder i folkelige og græske baggrundstraditioner. Alle arbejdere og borgere skulle have glæde af kultur og videnskab samt muligheder for ”videre studier”, som det hed i nogle senere love. HF var et pædagogisk filosofisk projekt i den klassiske velfærdsstats uddannelsespolitiske ånd, hvor kulturel frihed gik hånd i hånd med planlægningskunst i de nedre lag.

I starten stod der i loven, at HF også kunne forberede til at blive folkeskolelærer, dvs. til at indgå i undervisningens kunst. Ja, HF-loven var faktisk en del af et reformkompleks, som også omfattede en ændring af læreruddannelsen i 1966, der hvilede på et stort udvalgsarbejde.

Læreruddannelsen blev reformeret både i 1954 og 1966 efter de humanistiske og pædagogiske principper, der prægede tiden. Læreruddannelsesloven fra 1966, som var en slags strukturel og didaktisk korrektion af  den pædagogisk højstemte 1954-lov, holdt sig faktisk kørende – til sidst med hiv og sving – helt frem til 2013, hvor de nye tider tog endeligt over.

Allerede i 1967 lagde man op til, at det nye HF også skulle forberede mere bredt, altså ikke kun til læreruddannelsen. Siden faldt den specifikke henvisning til læreruddannelsen helt bort, men ånden bestod. Så HF var en smuk ide. De øvrige partier var da også begejstrede for KB Andersens forslag.

Men nu skal det hele væk. Det skal integreres i HF’s modsætning. Dvs. i uddannelsestilbud for purunge 16-17 årige med linjer som ”håndværk og teknik” mv.. Væk er det voksne menneske, væk er dannelsen, og væk er både arbejderoplysning og gymnasiefagenes nyhumanistiske oplysningsfilosofi.

Før skulle arbejderen og bonden tages ud af ”håndværk og teknik”. Han skulle i to år have almen indsigt, medborgerskab og studiemuligheder, så han evt. kunne vende tilbage igen, men i fuld frihed og med nye kritiske muligheder. Men nu skal han tvinges ned i det modsatte, nemlig i erhvervsrelevans og produktivitet, så han allerede som 17 årig står klar som en slags økonomisk soldat.

Folkeskolens karakterkrav

For det tredje har udspillet konsekvenser for grundskolen. Folkeskolen og dens forbindelse til Reformkommissionen blev jo afhandlet i foråret i samme ånd som det nye udspil, men det aktuelle udspil producerer nogle flere effekter:

Regeringen vil som nævnt hæve karakterkravet til gymnasiet fra 5 til 6. Karakterkravet på 5 kom ind i 2016 med en del undtagelsesparagraffer. Før 2016 var kravet kun på 4, og tidligere endnu var der ingen egentlige karakterkrav, men forskellige mere kvalitative bedømmelsesmuligheder, som fungerede udmærket.

Anders Fogh Rasmussen ville af med “smagsdommerne”, som han kaldte det. I stedet udpegende han planøkonomerne uden smag.

Den teknokratiske og nidkære uddannelsesparathedsvurdering, som siden 2010 har reddet en hel generation som en ond ånd, er nu væk, men der er stadig et solidt kommunalt karrierevejledningstryk på de små sjæle. Børn og unge burde ellers blot nyde skolen, kammeraterne, lærerne og fagene uden mobiltelefoner. På den måde kan tingene og fremtidsønskerne komme lidt af sig selv.

Det ene med det andet, som man siger: Med kombinationen af en nedlæggelse af 10. klasse, af øgede karakterkrav og en effektiv vejledningssystematik, sættes et betydeligt psykologisk pres på børn, lærere og forældre, formentlig allerede fra 6. klasse, altså fra barnets 12. år.

De aktuelle forslag er et udtryk for et forstærket brud i det skel mellem skole og gymnasium, som ligger i disse institutioners grundlæggende filosofi, et skel mellem folkelighed og europæisk udsyn. Det er som om, at konkurrencestatens uddannelsesbegreb fosser ned i folkeskolen og samtidig truer gymnasiets essens. Både “det folkelige” og “almendannelsen” får problemer.

Her kan man erindre sig Den Store Skolekommission, hvis rapporter fra 1923 skabte den moderne folkeskole. Der sad ingen økonomer, men massevis af højskolefolk, reformpædagoger og andre fagligt interesserede. Kommissionen lagde netop vægt på skolens egenart i forhold til ”eksamensskolen”, jvf. følgende smukke sætning:

Folkeskolens opgave skal være at bibringe den danske ungdom en god opdragelse med den kundskabsfylde og åndelige udvikling, som må anses fornøden til, at den kan udfylde sin plads i livet, og målet for denne undervisning må sættes efter folkeskolens eget tarv uden hensyn til, hvad der vil behøves for at skabe en forbindelse mellem folkeskolen og eksamensskolen, således at det ikke skal være eksamensskolens krav, der skal være normgivende for, hvad folkeskolen skal nå.

De aktuelle problemer skyldes, at man i 2006 fik indført, at folkeskole og gymnasium skulle ”forberede til videre uddannelse”. Dermed etableredes det endelige brud med ånden fra 1923. Det var en kæmpe fejl, især fordi begrebet ”uddannelse” jo omkring 2006 gik i opløsning og kom til at handle om økonomisk optimering via mål for læringsudbytte og ledsaget af taxametre, som blev knyttet til beståede prøver, som i sig selv var erhvervsrettede.

Folkeskolen blev dermed fra 2006 omdannet til en forfaldsversion af ”uddannelse”. En proces, der som antydet kulminerede med uddannelsesparathedsvurderingerne og folkeskolereformen omkring 2013. Det er denne systematik, som nu forstærkes via et teknokratisk uddannelsesbegreb. Bag skoleudviklingen 2006-13 stod en række af de samme økonomer, som i dag er med i Reformkommissionen, som åbenbart udgør samfundets filosoffer.

Den nye ungdomsuddannelse EPX

For det fjerde skal der oprettes en ny toårig ungdomsuddannelse, den såkaldte EPX. Som jeg ser det, er der tale om en slags forberedende erhvervsuddannelse. Allerede på første år vælger den 15-årige erhvervslinje, ”handel og kontor”, ”håndværk og teknik” eller ”velfærd og sikkerhed”. Og stort set hele skemaet – selv de få almene fag – knyttes til erhvervs- og arbejdsmarkedsorienterede emner.

Men det er kun, som ”jeg ser det”, for der er intet fagligt arbejde bag forslaget. Det hele bygger bare på en masse løsrevne faktabrokker, lidt eksempler på nogle ugeskemaer, nogle anonyme elev-udtalelser og noget planøkonomisk hærgen.

Ministeren siger, at de unge i hans nye system bedre kan tænke over deres kommende erhvervsvalg, men retningen i sit valg tager den 15 årige jo allerede ved specialiseringen på EPX’ens første år? Så man forstærker på en måde det problem, man vil løse. Og denne forstærkning siver direkte ned i folkeskolen og faktisk også op i de videre uddannelser, hvor ”arbejdet” pludselig bliver det dominerende tegn.

EPX handler reelt set om en korrektion af erhvervsuddannelserne og disses grundlag, og denne ”korrektion” forsøger man så at brede ud over hele uddannelsessystemet, så selv universitetets kandidatuddannelser skal forkortes og erhvervsrettes. På en måde bliver alt til EPX?

Ministeren lader til at være mest optaget af, at eleverne på erhvervsuddannelserne har et kedeligt socialt liv. Men så gør da noget ved det i stedet for at bruge manglende fester som en slags argument for at ødelægge både gymnasiebegrebet, HF, folkeskolen og 10. klasse.

Det vil være langt bedre med et flot 10.klasses- og HF-system med mere åbne praksisser, som har rødder i den pædagogiske tradition – nemlig i folkeskole, nyhumanisme og arbejderoplysning. Her kan de unge stille og roligt pleje, finde og udvikle deres interesser ind i de forskellige livsfaser.

Hvad sker der med gymnasiet? Ja, det fratages dets klassiske rødder i antikken og 1800-tallets nyhumanisme, som regeringsudspillet da heller ikke nævner. Dernæst reduceres denne rige skoleform til en stærkt reduceret linje i en større uddannelseskoncern, hvor der er fyldt med bureaukrati og strategier.

Endelig rekrutteres ud fra bestemte karakterer ved folkeskolens prøver og ikke ud fra de unges potentielle interesse for europæisk videnskab og kunst. Gymnasiet ender derfor som en meget porøs og sårbar organisering frem for en egentlig institution. Denne tendens har allerede ligget i gymnasiereformerne fra 2004 og 2016, men forstærkes i den aktuelle reform.

Reformkommissionen: Den ny og gamle planøkonomi

Lad mig til sidst se nærmere på Reformkommissionen og dens kulturhistoriske rødder.

Reformkommissionen består af syv personer, som siden efteråret 2020 haft enerådende begrebslig magt. Medlemmerne er alle sammen økonomer eller har teknisk baggrund. Kun en enkelt person er uddannet lærer, men han var en særdeles indflydelsesrig tilhænger af skolereformens mest instrumentelle sider. Der er ingen referencer til institutionernes historie, filosofi, videnskab eller praksis. Ingen mennesker før Reformkommissionen lader til at have tænkt over pædagogik og uddannelse. Det svarer til at sætte syv dagplejemødre til at fixe nationaløkonomien.

Denne planøkonomiske realitet startede for alvor med de store rådsdannelser i 00’erne, især Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet. Udviklingen blev dengang støttet af en underdanig pædagogisk forskning fra især Aarhus Universitet, som selv blev reformeret i samme ånd. Flere af de aktuelle medlemmer af Reformkommissionen var faktisk også med i den tids rådsdannelser.

Anders Fogh Rasmussen ville af med “smagsdommerne”, som han kaldte det. I stedet udpegende han planøkonomerne uden smag. Fogh havde ellers skrevet en hyldest til liberalismen, men i stedet skabte han en ny slags kommunisme.

Sidst denne planøkonomiske totaltænkning for alvor var på dagsordenen var under besættelsen, hvor en række af de socialdemokratiske planøkonomer var dybt fascineret af Hitlers planøkonomiske systemer. Det kan man læse om i Arne Hardis’ bog ”Pibende hængsler” fra 2022.

Den senere statsminister Jens Otto Kragh, som selv var økonom, sprang fra denne uheldige tilbøjelighed i 1942 i sidste øjeblik. Formentlig blev han reddet af en stærk kulturel strømning – bl.a. i Socialdemokratiet – der havde rødder i 1930’erne og længere tilbage, og som blev toneangivende efter krigen.

Kulturlivet – og faktisk også universiteterne – var i de efterfølgende årtier organiseret i undervisningsministeriet, og dermed kunne pædagogik, kultur og videnskab holde økonomerne i skak, så de kunne være nyttige. Men i 1961 fik kulturen sit eget ministerium. Og i 2003 tabte undervisningsministeriet også endegyldigt universiteterne. Dermed lå alting splintret. Herfra kunne de nye planøkonomer tage over, men nu helt uden velfærdsstatens kultur- og kundskabssammenhæng.

I 2003 omdannede man universiteterne til konkurrencestatsorganisationer, og siden fulgte alle de andre institutioner. I dag er Socialdemokratiet og mange andre partier 100% determineret af denne logik. Det er en tragedie. Og det er denne tragedie, der er essensen af Reformkommissionens eksistens og dermed også af regeringens aktuelle udspil.