Har kvindekampen en bagside? Det spørgsmål stiller teolog Katrine Winkel Holm sig i sin bog Rend mig i kødgryderne, hvor hun bl.a. skriver tabet af den klassiske kvinderolle. Da Winkel Holm selv efter endt universitetsuddannelse valgte at blive hjemmegående husmor, mødte hun modstand og undren – et valg, der for mange kvinder føles naturligt og legitimt, mødes af det moderne samfund med stigmatisering. Trine Imer Kappel anmelder her Katrine Winkel Holms bog, og beskriver bl.a. de forskellige kvindesyn, der har behersket det sidste halve århundredes kamp om kvinden.

Generelt er der ifølge Katrine Winkel Holm to hovedgrene indenfor ligestillingsbegrebet, hvor det påpeges, at den ene opfattelse udelukker den anden. Den ene er den ensliggørende, der hævder, at man ikke har opnået ligestilling før kønnene begynder at opføre sig ens. Sker dette ikke frivilligt, så må det ske gennem tvang og kønskvotering. Den anden opfattelse er ganske simpelt lighed for loven, hvor mænd og kvinder skal have samme muligheder.

Velfærdsbørnene, som hun kalder dem, er et ”produkt” af atomiseringen af familien. Dette giver udslag i to rekorder for Danmark på europæisk plan, da det er sværest at leve for én indkomst, samtidig med at velfærdsbørnene er de børn i Europa som tilbringer mest tid i en form for institution, fordi mor og far er ude og gøre karriere.