Utidige prædikener

23. maj 2022
8 minutters læsetid

I tide og utide hedder en ny prædikensamling til kirkeårets anden tekstrække, som Merete Bøye, Nana Hauge og Katrine Winkel Holm har redigeret. Titlen har redaktørerne lånt fra Paulus’ andet brev til Timotheus, hvor apostelen strengt formaner sin betroede medarbejder: “Prædik ordet, stå frem i tide og utide” (2 Tim 4,2).

Og når vi nu har med en prædikensamling at gøre, vil man vel tillade denne recensent at lægge en smule eksegetisk ud (til gengæld lover jeg så at spare læseren for isagogiske overvejelser om brevets autenticitet – det lader vi virkelighedens eksegeter strides om): De græske ord er eu-kairōs og a-kairōs, dvs. rettidigt og utidigt.

Det er ikke et uinteressant titelvalg for en prædikensamling. Dels peger det på præsten, som må forkynde evangeliet, også når det opfattes som utidigt. Men det peger jo også på evangeliet selv: Evangeliet er utidigt – i mere end én forstand.

Evangeliets utidighed

Evangeliet er, for det første, utidigt i betydningen ‘upassende’, og dermed ‘forargeligt’. Det er virkelig upassende sådan at vade rundt imellem mennesker og påstå, at man er Guds søn – hvad ville vi ikke sige, hvis det faldt nogle ind at påstå det i dag? – og det er virkelig upassende fra et etisk perspektiv sådan at gå rundt og tilgive synder her og der og alle vegne.

For det andet er evangeliet også utidigt i den forstand, at det på en eller anden måde ikke lader sig forene med tiden; det yder tiden modstand. Men det afgørende spørgsmål bliver så: Hvordan? Er evangeliet utidigt i betydningen ‘imod tiden’, dvs. som et ord i tidens strøm der altid bevæger sig imod tiden? I så fald er evangeliet en reaktionær kraft – men også en håbløst afmægtig kraft, fordi det så altid er afhængig af en aktion, som det kan re-agere på. Så er evangeliet negativt afhængig af tiden.

Alternativet er, at evangeliet er utidigt, fordi det er ‘ikke-tidsligt’, og det er netop, hvad a-kairōs indikerer. Det foranstillede alfa plejer fagfolk at kalde et alfa privativum, som altså priverer eller berøver det efterfølgende ord dets betydning.

På den måde betegner a-kairōs det ikke-tidslige, det, som er udenfor tiden. Ikke et jordisk budskab, men et himmelsk: “Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte”, som Paulus har udtrykt det andetsteds (1 Kor 2,9) med en allusion til Esajas. I så fald er evangeliet ikke fanget i tidens horisontale strøm, men det er tværtimod et ord senkrecht von oben, “lodret fra oven”, som Karl Barth har udtrykt det.

Absolut utidigt. Og således heller ikke bare upassende og forargerligt ved at tale tiden imod og sige noget andet end det, man nu engang mener på denne tid og dette sted, ved at sige B, når alle siger A, men tværtimod ved at sige noget, der til enhver tid og på ethvert sted er forargeligt: ved at sige C. Absolut forargeligt.

Klassisk kristendom

Om denne prædikensamling opfatter evangeliet som utidigt i ordets relative eller absolutte forstand, står fra begyndelsen ikke helt klart. På den ene side, eller rettere: på bagsiden, hedder det, at ”der må værnes om evangeliets radikalitet”. Lovende.

Men bogens undertitel fastslår på den anden side (eller rettere: på forsiden), at der er tale om Lutherske prædikener til kirkeåret, og forordet uddyber, at forfatterne alle har til fælles, at de “befinder sig godt i den evangelisk-lutherske tradition og ikke har noget ønske om at løbe fra den forpligtigelse, det fører med sig”, nemlig at “der tales lige ud af posen om arvesynd, dom og gudsfrygt” imens “kødets opstandelse forkyndes som en fysisk virkelighed” og “sakramenternes enestående betydning udfoldes uden at nedtones.

Prædikenerne er i den forstand lutherske, ikke forstået som slavisk bundet til reformatoren, men som forkyndelse forpligtet på Guds ord, uanset om det betyder, at man taler med eller imod tidsånden” (11).

Det absolutte aspekt er tydeligt, forkyndelsen er luthersk i betydningen forpligtet på Guds ord, men det åbner både for, at man kan tale med og imod tidsånden. Nu fornemmer man jo nok, at der mestendels skal tales imod – men er Guds ord nogensinde med tidsånden? Taler den ikke netop enhver tids ånd imod? Ikke ved at pege tilbage på en tid, der gik forud, eller frem på en ny, der vil komme – men ved at være udenfor tiden og derfra slå ned i den? Hvis Guds ord er absolut utidigt, må det til enhver tid efterlade sig et bombekrater.

Måske bunder uenigheden i udtryksformer, måske er den substantiel. Under alle omstændigheder er det opløftende med en prædikensamling, som tør tage evangeliets utidighed på sig, også når den må tage ord i munden, som forekommer tiden at være bedagede eller forkastelige – endda utidige. Men lever prædikenerne så op til det?

Perler

Nu er det jo sin sag at skulle sammenfatte indholdet af en prædikensamling, der strækker sig over et helt kirkeår og har i alt 39 bidragydere. Det bliver alt andet lige en bred og broget samling af prædikener – heldigvis. Og endnu et heldigvis, selvom det nok er mere forstand end held: Prædikenernes kvalitet er generelt høj fra et homiletisk perspektiv.

Formen er altså god. Indholdet, derimod, er straks mere svingende – det er langt fra altid, at evangeliet får lov at lyde i dets utidighed. Når det gør, er det virkelig godt, og iblandt de i alt 67 (hvis denne anmelders tælle-evner ellers står til troende) prædikener finder man derfor en række perler.

Således må jeg, som relativt nybagt far, indrømme at være blevet prædiket til tårer (og så endda på skrift!) af Kristine K. Ravns prædiken til 13. søndag efter trinitatis. Teksten er Matt 20,20-28 og handler om de to Zebedæussønners mor (med prædikantens betegnelse “verdenshistoriens første og største curlingmor”, s. 259), der beder Jesus om at give drengene sæde i hans rige.

Med udgangspunkt i Selma Lagerlöfs Kejseren af Portugalien beskriver Ravn den blanding af lige dele intens kærlighed og svimlende angst, som bliver forældre til del, når de første gang får det lille menneske i armene. Det er jo den selvsamme blanding, som får zebedæussønnernes mor til at agere curlingmor – og mon ikke, vi havde gjort det samme, hvis vi havde fået chancen med vores egne børn?

Vores kærlighed til vores børn er på den måde dybest set selvisk – men heldigvis kender Guds kærlighed ikke de snævre grænser, som menneskers gør. Som Ravn skriver: “Og netop derfor er Kristus kommet til verden. Ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Ikke bare til den ene eller den anden discipel, men til enhver, som døbes i troen på ham – dig, mig og Zebedæusbrødrenes mor” (s. 262).

Amen! Min eneste kritik er valget af dåbssalme, hvor Ravn bruger den skrækkelige “Fyldt af glæde over livets under” (DDS 448). Hun konstaterer dog selv lakonisk: “Salmens dåbsteologi kan ikke stå alene…” (s. 263).

Karsk forkyndelse

Fremragende er også en af redaktørerne, Katrine Winkel Holms, prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger over Matt 14,22-33 om Jesu vandring på søen. Med elegant udgangspunkt i Holger Drachmanns digt om fiskeren Store Bjørn forkynder hun, at selv Jesu disciple – som, hvis man spørger en garvet fisker som Store Bjørn, er nogle værre kujoner – bliver frelst.

Så er der måske også håb for os andre. Denne magtfulde Gud, som i al sin vælde tager magten over mennesket, vækker nok gudsfrygten i os, men det er netop en frygt, som bygger op. Og så kan Winkel Holm slutte med denne evangeliske fanfare: “Og lad os derfor høre historien om Jesus, der rækker hånden ud og griber den vantro Peter som historien om os.

Det er os, der bliver grebet og trukket op, når vi var ved at gå ned i modløshed, livslede og tvivl. Det er os, der bliver løftet op, så også vi kan sige ordene: Sandelig, Jesus er Guds søn!” (s. 75).

Og så er der et par af prædikenerne, som indeholder en karsk og fyndig forkyndelse af menneskets synd, og dermed peger på Guds nåde. Henrik Bach giver en imponerende kort definition af kristendommen: “Kristendom er, at jeg ikke skal frelse mig selv” (s. 322); Jens Bærentzen optegner 4. søndag efter påske den uendelige forskel mellem de i lyd så nære ord “synden” og “sønnen”; Mads J.T. Jakobsen peger på det glædelige i, at kirken ikke bygger på vores tro (eller mangel på samme), men på det “løfte, der stadig står, når vores tro svigter, når vi fejler og synder” (s. 201); og Agnete Raahauge slår på alle helgens dag et slag for kristendommens i enhver forstand utidige og uforsonlige tale om ethvert menneskes synd, som flænger alle hellige kåber.

Afsvækkelse af synden

Men det er også på dette punkt, at I tide og utide skuffer mest. Generelt efterlades man som læser med et ganske andet indtryk af synden – selvom man altså blev lovet utidig forkyndelse af dom og arvesynd.

Oftest fremstilles synden nemlig ikke som en radikal bestemmelse af mennesket i dets totale indkrogethed i sig selv, som Luther udtrykte det. En anden redaktør, Merete Bøye, taler således om arvesynden som det, at vi alle er mennesker, “der har fejl og begår fejl” – men heldigvis kan vi alligevel “lære at tøjle synden” (s. 60), for vi er jo ikke trælle (modsat hvad Luther påstår i Om den trælbundne vilje).

Eller, som hun udtrykker det i en senere prædiken: “at være synder betyder ikke, at man er ond eller uforbederlig, det betyder bare, at man i sig rummer en tilbøjelighed til det onde” (s. 230). Ad samme linje omtaler Kirsten Juul også vores “tilbøjelighed til at synde og glemme” (s. 267).

Jeg skal spare læseren for en længere citat-mosaik og i stedet spørge: Skulle det være det mindste utidigt? Hvilket moderne menneske anerkender ikke, at han er fejlbarlig og til tider begår fejl? Her er jo tale om en almenmenneskelig erkendelse af den mest banale slags. På bogens bagside hedder det, at der i prædikenerne forkyndes arvesynd ”uden at pennen skælver”. Det tror jeg gerne, for her er vitterligt ikke meget at skælve for. Men måske det faktisk ikke havde været så dårligt, hvis pennen havde skælvet en smule på denne front.

Ur-kætteriet i luthersk kristendom

Den slags har teologiske konsekvenser – er synden ikke tænkt radikalt, bliver nåden det heller ikke, og væk er det lutherske kernepunkt par excellence om, at mennesket frelses sola gratia, ved nåden alene. I stedet peger man så på sola fide, ved troen alene – men forstået fejlagtigt som menneskets egen præstation frem for noget, Gud suverænt virker i mennesket.

Alt for mange prædikener ender med andre ord i trosgerningsretfærdighed, og eftersom netop det er ur-kætteriet indenfor luthersk kristendom, vil jeg her tillade mig en mere nidkær citat-praksis. Allerhelst ville jeg citere samtlige eksempler på det kætterske udsagn, at mennesket blot liiiige skal præstere en smule tro, og er det frelst. Men så ville denne anmeldelse sprænge alle rammer. Et par citater skal læseren dog ikke snydes for.

Ifølge Mikkel Crone Nielsen er evangeliets nåde, at det uophørligt hjemsøger enhver – som bare “tør åbne blikket for det” (97); ifølge Bente Bramming kommer menneskets nye begyndelse i stand, når det “tager imod” Kristus (101); ifølge Anders Raahauge er sandheden og Guds ord menneskets – medmindre man “viser det fra sig og lukker ørerne” (111); ifølge Claus Thomas Nielsen har vi intet at frygte – når blot vi “holder os til ham [Kristus]” og “holder fast i vores dåbs nåde” (159); ifølge Bøye er alt, hvad vi skal, at råbe “Herre, frels mig!”, så er vi frelst (230); osv. osv. ad nauseam.

Var synden tænkt radikalt, havde prædikanterne indset, at synden netop er vores vantro: at vi ikke vil tage imod, at vi ikke vil åbne øjne og ører, at vi ikke holder fast. “Da har man valgt en anden far”, konstaterer Anders Raahauge. Nemlig, og det er kristendommens dybeste sandhed om mennesket: ”djævleyngel!”.

Desværre glemmes denne sandhed alt for ofte i nærværende prædikensamling, og det er virkelig prædikener til tiden. Mennesker er geskæftige væsener. Vi vil så gerne gøre noget, vi vil så gerne have magten over vores eget og andres liv. Men evangeliets utidighed er jo netop, at det er sola gratia – gratis! Her er der absolut intet at gøre for det geskæftige menneske. Men så er det jo godt, at bogens prædikanter kan forsikre os om, at vi da godt lige kan gøre en lille smule alligevel.

Prædikantens vilkår

I tide og utide ender på den måde at leve lidt for meget op til sin egen titel: Der er både prædikener til tiden og prædikener imod tiden. For ofte tabes evangeliets absolutte utidighed af syne – men der er heldigvis også eksempler på det modsatte, og de gode prædikener er det hele værd. Desuden er det uhyre prisværdigt med en prædikensamling, som tør være utidig, fordi evangeliets utidighed tilsiger det – også selvom denne utidighed indimellem fordufter.

Måske vidner denne skævhed om, at præsten er lige så lumpen en synder som resten af menigheden, og at det derfor også er et vilkår for prædikanten, at den onde (læs: mennesket selv) altid er med i prædikenværkstedet. Også for prædikanten gælder det, med Grundtvigs ord: ”Vor sjæl er døv og stum/ for evangelium”. Men desto større er glæden ved, at evangeliet ikke lader sig slå ned af menneskers vantro: ”men høres vil Guds ord/ og føres trindt på jord” (DDS 443,3).

Merete Bøye, Nana Hauge & Katrine Winkel Holm (red.). I tide og utide. Lutherske prædikener til kirkeåret. Anden tekstrække. Eksistensen, 2021. 335 sider.

 

Mikael Brorson

Mikael Brorson er cand.theol. og ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside