Katrine Winkel Holm: “Tidens Tegn” er et vigtigt opgør med tidsånden

I sin nye bog lykkes det Rasmus Ulstrup Larsen at tage et tilbundsgående opgør med tidens Pinocchio-etik: ”Der er ingen bånd, der binder mig”. Hermed baner forfatteren ifølge Repliques anmelder vejen for en forståelse af begrænsninger som nødvendige navigationspunkter i tilværelsen. Bestil bogen her.

Af Katrine Winkel Holm

Med mellemrum kan man i dameblade læse et interview med en barnløs karrierekvinde, der udtrykker sin indignation over, at hun igen og igen bliver spurgt af sine omgivelser, om hun ikke snart skal have børn. ”Den slags spørgsmål får en mand ikke”, påpeger den barnløse triumferende. Beklagelsen efterfølges gerne af en løftet pegefinger over de belastende kønsstereotype forventninger, man har til henholdsvis kvinder og mænd.

Stereotyper er en gave

Men man kan jo prøve at forestille sig, hvordan det ville være, hvis der slet ikke var nogen som helst forventninger om, at unge kvinder fik børn. Hvis enhver 28-årig, der blev gravid, mødte en mur af afvisning og overraskelse over, at hun ikke ventede 20 år mere.

Hvis hun altså skulle anvende masser af tid på at overbevise sin arbejdsgiver og alle andre om, at det faktisk er fint og ret normalt at sætte tid, arbejde og penge til side for at tage sig af et lille væsen lige på dette tidspunkt af livet! Jeg gætter på, at dén tilgang for 98 pct. af alle kvinder ville være et rent helvede. De ”kønsstereotype” forventninger til en ung kvinde er med andre ord en hjælp, som jævner vejen for hende i en dramatisk fase af hendes liv.

Et eksempel på, at de i forvejen fastlagte strukturer, vi møder i vores liv, ofte bidrager til at skabe orden. At de ofte er ikke en forbandelse, men derimod en gave.

Pinocchio-etik

Eksemplet er ikke, men kunne godt have været med i Tidens tegn af Rasmus Ulstrup Larsen. En bog, hvis undertitel er mere sigende end selve titlen: Hvordan frigørelse, individualisme og selvrealisering gør os til dårligere mennesker.

Det er samfundsfagslæreren, der tager et opgør med de analyser af det ”senmoderne samfund” som samfundsfagsundervisningen flyder om og som oftest præsenteres som indiskutable. Det er de ikke, det viser bogen, der er et forfriskende livtag med den underliggende etik, der gennemstrømmer vores tid og som sætter sit præg på vores sprog og meget ofte på vores livsvalg. Ulstrup Larsen døber den ”modernitetens etik”. Jeg vil snarere ud fra hans egen analyse døbe den Pinocchio-etikken: Der er ingen og der skal ikke være nogen bånd, der binder mig! Det er tanken om det enkelte menneske som frit i luften svævende, i evig kamp mod enhver forpligtelse, der kan føles snærende.

I den lille, letlæste bog afdækker forfatteren, hvordan denne livsopfattelse er forløjet og hvordan den skaber ensomhed og selvoptagethed. Det en aktuel bog, der træder et skridt tilbage fra de dagsaktuelle hundeslagsmål og gennemtænker Pinocchio-tankegangens rødder og konsekvenser. Det er tiltrængt.

En ustoppelig tendens

For skal man gøre op med tankegangen, er det også nødvendigt at vide, hvoraf den kommer, og hvad den fører til. Spørgsmålet er jo, hvordan det kan det være, at der konstant kommer nye krav om nedbrydning af alle strukturer og begrænsninger, længe efter at vi har opnået den frigørelse, der var 68-oprørets mål? For der er en mærkelig ustoppelighed over tendensen. Det er ikke nok at indføre kønsneutrale ægteskaber – alle vi, der ikke vil foretage kønsneutrale vielser skal også først fyres fra folkekirken. Det er ikke nok at undlade at anvende det i øvrigt fuldstændigt uskyldige ord ”neger” – al tidligere litteratur skal også renses for ethvert spor af ordet. Det er ikke nok selv at undlade at bruge ordene han og hun. Alle andre skal også tvinges til at rette ind.

Svaret, Ulstrup Larsen peger på, er det indlysende faktum, at der skete en forskydning, da socialismen kollapsede i 1989. Den marxistiske analysemodel blev ikke længere anvendt på økonomien, men søgte til gengæld for alvor over i kulturen. Det førte bl.a. til den feministiske opblomstring, som betyder at feminismen i dag er en langt større magtfaktor end i 1970’erne, som ellers er berygtede som rødstrømpernes årti.

Kampen mod skellene går igen begge steder. Mens marxisterne ville udviske økonomiske skel, ønsker feminismen at udviske skellene mellem kønnene. Den feministiske vision er først virkeliggjort, når alle kønsforskelle er væk.

Det bliver de gudskelov aldrig, men det betyder til gengæld, at feminismen altid kan hævde, at ”ligestillingen” endnu ikke er gennemført og at der med andre ord stadig er akut brug for feminismen.

Liberalismens svaghed

Netop debatten om feminisme og familie analyser Ulstrup Larsen skarpsindigt, og han udstiller liberalismens svaghed i denne meningskamp. Liberalisterne kan ikke andet end at henvise til det frie valg og den formelle ligestilling, men de har ingen dybere begrundelser og kan ikke komme med nogen forjættende vision om, hvordan tingene kunne blive bedre. Ligesom de heller ikke er i stand til at give en dybereliggende forklaring på, hvorfor vi er, som vi er. Dermed har de på forhånd tabt til venstrefløjen og identitetspolitikken, som i det mindste har et svar på det egentlige spørgsmål: Skal mennesket frigøres eller forblive i hvert fald delvist bundet at strukturerne?

Ulstrup Larsen leverer det konservative svar, som er det sidste. Han opfordrer os til at ”smile i vores lænker”. Det er godt nok en trist formulering, men meningen er jo god nok: Strukturerne, alle de begrænsende bånd, har en moralsk og eksistentiel betydning, der gør det muligt for os at indgå i fællesskaber og gør os i stand til at foretage moralske handlinger. Når en lille pige leger med dukker, øver hun sig på at være mor engang. Må hun ikke det i kønsneutralitetens navn, bliver hun blot mere uforberedt på det, der – forhåbentligt – venter hende som voksen. Hun berøves noget.

Derfor er det godt med kønsspecifikke krav og forventninger til børnene. Helt uden dom vil de som voksne ”stå i deres ærværdige selvstændighed uden kønsstereotypiske tilbøjeligheder og præferencer, og de kan sole sig i deres viden, om at de er frie. Men til hvilken pris? Fortjener de ikke at være blevet gjort i stand til at indgå i både tosomhed og kærlighedsrelationer, hvor de har lært af deres egne forældre, hvordan de kan tage deres rolle på sig og udføre den til glæde for andre og dem selv?”

Dybdegående analyser

Bogen rummer en række refleksioner af denne art og det er dens styrke, at den ikke er direkte politisk, men leverer en række tankevækkende analyser af den tankegang, der i dag ligger til grund for snart sagt al politik. Havde Ulstrup Larsen været en ældre herre med gråt hår, ville bogen være nemmere at affeje. Men han er netop ung, født 1990, og oplever selv konsekvensen af Pinocchio-etikken, ligesom hans som samfundslærer (indtil for nylig) tog pulsen på ungdommen.

Det er opmuntrende at se så skarpsindig en konservativ analyse af et område, som ofte negligeres til fordel for indvandrings- og EU-debatten, som er de sikreste kort for konservative at trække. Går man ind f.eks. i en debat om solo-mødre, har man ikke tidsånden med sig, når man indtager Ulstrup Larsens synspunkt om, at det har uheldige virkninger at give dem statsstøtte. Men til gengæld er det advarselsflag, han rejser, tankevækkende og indlysende rigtigt.

Nødvendige navigationspunkter

De mange identitetspolitiske spørgsmål om alt fra statsstøtte til solo-mødre til spørgsmålet om, hvorvidt trafiklys skal være kønsneutrale eller ej, er ikke mikroskopiske eller perifere. De er eksempler på den nye utopisme, der, hvis den får lov at gennemføre sit program, fører til en trist og trøstesløs form for totalitarisme: Der hvor sproget og samfundet er renset for alle de strukturer, der er én givne og som fører til fællesskab og nærhed. Resultatet bliver ensomme individer, der er blevet frarøvet den navigation, som forældre og omgivelser burde have udstyret dem med.

I stedet for at tale om ”lænker”, kunne man kalde strukturerne, fordommene, forventningerne for navigationspunkter. Noget, der hjælper os til finde vores vej i en verden, som gudskelov ikke er ubeboet, men er et hjemligt sted og var det allerede længe før, vi trådte ind i den. Derfor er det ikke farlige, ubekendte stier, vi træder. For vi er en del af en større fortælling og de første mange kapitler i den fortælling, var skrevet, længe inden vi trådte ind i den. Alt det, der begrænser os, gør det i virkeligheden lettere at være os, for det betyder, at vi har noget at rette os efter.

Pinocchio-etikken (hvis det da overhovedet kan kaldes en etik) fornægter og fortrænger: At vi med forfatterens ord er fælleskabsvæsner, kulturvæsner, der altid er bundet til en eller anden person og derfor også allerede har muligheden for skabe sorg og elendighed for en anden.

Narrativets etik

Ulstrup Larsen ender med kort at skitsere en sådan fællesskabs-etik som nødvendig modvægt til tidsånden. Han kalder det ”narrativets etik” – samfundsfagslærerens jargon fornægter sig ikke – og det skitseres kun over få sider. Det er selvsagt ikke tilstrækkeligt og rejser nye spørgsmål. For der skal jo også være grænser for bånd og strukturer. Individet skal på et tidspunkt træde ud af det store fællesskab og stå til ansvar for sig selv i spørgsmål, som ingen anden end den enkelte kan svare på.

Det er et nyt kapitel og en anden sag, end den Tidens Tegn har sat sig for at beskæftige sig med. Denne anmelder finder det meget glædeligt, at der bliver taget et reflekteret og begavet opgør med den destruktive side af tidsånden. Det er ikke spor tilfældigt, at det kommer fra konservativ side, og man kun håbe, at Tidens Tegn vil finde mange læsere i forfatterens egen aldersgruppe, blandt gymnasieelever og ikke mindst deres lærere.

Vi har brug for en modvægt til Pinocchio-etikken.

Rasmus Ulstrup Larsen: Tidens Tegn – Hvordan frigørelse, individualisme og selvrealisering gør os til dårligere mennesker. Munch & Lorenzen, 2020. Køb bogen her. 

Katrine Winkel Holm er cand.theol. og sognepræst.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!