Danmarks fortid som kolonimagt er et næsten ufortalt kapitel i historien. I en periode på næsten 200 år – fra 1666 til 1847 – havde Danmark slaver i kolonierne, hvis vigtigste råstof var sukker. Sine Jensen Smed beskriver her den politiske debat omkring slaveriets afskaffelse, hvor argumenter fra både oplysningstænkere og kristne var afgørende.
Loven, der gjaldt i Vestindien, var Christian d. V’s Danske Lov fra 1683, men slaverne var kun indirekte omfattet af denne lov, i og med at de retsligt blev betragtet som plantageejerens private ejendom. Dermed var de kun omfattet af de love, der beskyttede den private ejendomsret. […] Slaverne var socialt og samfundsmæssigt “døde”. De blev ikke anerkendt en egen, selvstændig eksistens; f.eks. stod de opført i protokoller sammen med plantagens øvrige dyr.
Det var foreningen af dannelse, oplysning og kristendom, der lå bag den forestilling, der var i Danmark om en speciel dansk humanisme ift. slaverne og slavespørgsmålet, og som skulle blive det egentligt afgørende skub mod slaveriets afskaffelse.
