I begyndelsen var opgøret

Tidehvervs historie
29. juni 2026
14 minutters læsetid
Det indflydelsesrige, men dog marginaliserede, teologiske arbejdsfællesskab Tidehverv fylder 100 i år. Men hvor står opgøret i dag? Vi bringer i anledning af jubilæet redaktør emeritus Mikael Stæhr Brorsons artikel om Tidehverv fra Årsskriftet Critique 2019.

Det er en noget utaknemmelig opgave at skulle skrive historien om en størrelse, som er notorisk svær at afgrænse, endsige definere.  Det er ikke desto mindre den opgave, som Henrik Bach med bogen Konfrontationskurs – Tidehverv og den guddommelige komedie har påtaget sig, og det er bl.a. med udgangspunkt i denne fine bog, at jeg i det følgende skal give en kort introduktion til Tidehverv og dets historie.[1]

Det vil formentlig være læseren bekendt, at ‘tidehverv’ i det danske sprog betegner et tidsskifte, gerne fra én epoke til en anden. At udrette et sådant tidsskifte har aldrig været Tidehvervs formål, for som én af Tidehvervs stiftere, Gustav Brøndsted, tørt konstaterer i det første blad: »Vi vender saa vist ingen Tider«.[2]

Tidehverv forkynder ikke en ny epoke, og deres fokus kommer måske tydeligere frem i det tyske tidsskrift, ud af hvilket den dialektiske teologi sprang, og som Tidehverv unægtelig er inspireret af: Zwischen den Zeiten.

Det drejer sig ikke om én epoke over for en anden, men om mennesket som stedt mellem to tider: Guds og menneskets. Guds tid er selvfølgelig her et andet ord for evigheden, menneskets tid for timeligheden, og fanger man de kierkegaardske ansatser i dén dobbelthed, forstår man også, at det afgørende bliver øjeblikket, hvor evigheden bryder ind i tiden, dvs. hvor Guds ord lyder. Dér finder tidehvervet sted:

Hvad virkelig Tidehverv er, og hvor de er, det spejles nok til syvende og sidst bedst i Øjeblikket, i det enkelte Menneskes enkelte Øjeblik: Hvor Ansvaret er aktuelt, hvor Valget staar, hvor der lydes eller svigtes over for det mindste, dér opleves i den ægteste Form, hvad der er Mennesker givet at opleve af virkeligt Tidehverv.[2]

Det skulle efter det følgende stå klart, hvorfor Tidehverv er så besværlig at afgrænse. Tidehverv drejer sig om »hiin Enkelte«, som Kierkegaard udtrykte det, om det enkelte menneske stående over for Gud i afgørelsen. Heraf den populære minimaldefinition af Tidehverv som »et blad og et sommermøde« – her vil man ikke kendes ved forblommede programskrifter eller løftespækkede forståelsespapirer.

Skal man definere Tidehverv forekommer den mest rammende definition derfor at være, at Tidehverv overhovedet ikke kan defineres. Intet svar er som bekendt også et svar.

Med respekt for, at Tidehverv lader Vorherre om at vende tiderne, skal jeg ikke i nærværende artikel på traditionel, historisk vis spørge, om det er lykkedes for Tidehverv at udrette noget, eller hvilken betydning Tidehverv har haft for det ene eller andet.

Jeg spørger ikke, »was geschehen ist« – eller, såfremt jeg gør det, sker det kun som et hjælpespørgsmål – men jeg spørger til den teologi, som Tidehverv har udtrykt, for i sidste ende at spørge, hvad Tidehverv har at sige os – mig – i dag.

Hvordan stiller Tidehvervs forkyndelse mig imellem tiderne, i tidehvervet? At Henrik Bach med sin bog i vid udstrækning gør det samme, om end inden for de rammer, som en populærvidenskabelig formidling af Tidehvervs historie sætter, tjener bogen til ære.

I begyndelsen var opgøret

Således de indledende armbøjninger, og nu ad rem! Tidehverv opstod med den første udgivelse af bladet i oktober 1926 under redaktion af N.I. Heje, Gustav Brøndsted, Tage Schack og K. Olesen Larsen, og er – ganske sigende for Tidehverv i det hele taget – resultatet af et opgør.[3] Alle havde de en fortid i Det Kristelige Studenterforbund, en studenterforening tæt knyttet til KFUM/K, præget af en pietistisk kristendomsforståelse med vægt på omvendelse, personlig vækst, religiøse oplevelser og ikke mindst en streng seksualmoral.

Det var denne teologi, som tidehvervsfolkene gjorde op med, ført an af N.I. Heje, som allerede i 1916 var indtrådt i studenterforbundets bestyrelse og i 1924 på Det Kristelige Studenterforbunds sommermøde afholdt foredraget »Vort kald og vor forpligtelse. Til overvejelse«. Her lægger Heje op til en diskussion af det begyndende fald i foreningens medlemstal og giver en amerikaniseret og sentimentaliseret forkyndelse skylden – uden at lægge fingre imellem.

Det var ilde set, for som KFUM-generalsekretær Halfdan Høgsbro udtrykte det, trængte verden ikke til at se de troende skændes, og foredraget vakte derfor furore: En af forbundets store lederskikkelser, Olfert Ricard, udmeldte sig straks, Heje blev tvunget ud af bestyrelsen og – som følge heraf – blev formanden af blandt andre Tage Schack, som på daværende tidspunkt var sekretær, tvunget til at gå af.

Hermed blev studenterforbundet splittet i »hejeanere« på den ene side og den gamle linje, ført an af Johannes Nordentoft, på den anden. Fra 1924 og to år frem sad hejeanerne på magten med forskellige formænd, herunder Heje selv samt Schack (og på et tidspunkt Brøndsted som næstformand), indtil Johannes Nordentoft i maj 1926 overtog formandsposten.

Kredsen omkring Heje mistede nu deres mulighed for at komme til orde i studenterforbundets blad, Sursum Corda, og konsekvensen heraf blev, at de unge teologer så sig nødsagede til at udgive deres eget tidsskrift. Således opstod Tidehverv i oktober samme år.

Den dialektiske teologi

Fronten var imidlertid ikke kun vendt imod pietismen. Afgørende var nemlig også Første Verdenskrig og det opgør med liberalteologien, som fulgte deraf: Den dialektiske teologi (som nævnt med tidsskriftet Zwischen den Zeiten).

Den dialektiske teologi har sine rødder i den schweiziske teolog Karl Barths romerbrevskommentar fra 1922, Der Römerbrief. Ovenpå krigens rædsler i skyttegravene kunne Barth ikke længere acceptere liberalteologiens syntese mellem kultur og kristendom eller tanken om noget godt i mennesket.

I stedet, hævdede Barth, er Gud at forstå som das ganz Andere, der suverænt fordømmer det helt og aldeles syndige menneske og derpå frelser det ved sit ord, som lyder senkrecht von oben (‘lodret fra oven’).

Dermed findes i virkeligheden kun ét for teologien relevant skel, nemlig skellet mellem Gud og menneske, eller, som Barths afgørende inspirationskilde Søren Kierkegaard udtrykte det: Den uendelige, kvalitative forskel mellem Gud og menneske.[4] Det pietistiske skel mellem Guds folk og de vantro forekommer derimod ganske overflødigt.

Som tidsskrifternes beslægtede titler afslører, var tidehvervsfolkene stærkt inspirerede af den dialektiske teologi, og blev også i samtiden betegnet som ‘barthianere’. Imidlertid er det mere rammende at betegne tidehvervsfolkene ‘bultmannianere’, for den tyske eksistensteolog Rudolf Bultmann var i virkeligheden en mere central inspirationskilde for dem; han talte gentagne gange på sommermøderne og udviklede et personligt venskab med tidehvervsfolk som Børge Diderichsen, Tage Wilhjelm og K. Olesen Larsen, ligesom Tidehvervs Forlag i 1930 udgav Bultmanns Jesus-bog fra 1926 i dansk oversættelse.[5]

Afgørelsen i øjeblikket

Det vil allerede nu stå klart, at historien om Tidehverv er historien om opgør. Igennem den første generations mest skelsættende opgør vil jeg i det følgende tegne et billede af de teologer – og teologier – som fra begyndelsen formede Tidehverv. Af særlig vigtighed er Gustav Brøndsted og K. Olesen Larsen, som i Tidehvervs begyndelse hver især gjorde op med hhv. Indre Missions pietisme og en idealistisk kristendom, som begge ikke tilstrækkeligt tog højde for mennesket som stående i øjeblikkets afgørelse.[6]

Mest formende for Tidehverv, og ikke mindst arbejdsfællesskabets opfattelse af sig selv, var Gustav Brøndsteds opgør med Haderslev-bispen Valdemar Ammundsen.[7] Anledningen var, at Ammundsen havde støttet autorisationen af den københavnske skoleborgmester Ernst Kapers katekismus, som havde et stærkt fokus på kristendommen som moralsk opbygger.

Under titlen »Kirkens Skat I-IX« tog Brøndsted fra 1931-33 Ammundsen og Kapers katekismus under kærlig behandling, og fik også et par svar fra Ammundsen, som dog til sidst gav op. Titlen sigter til den katolske tale om thesaurus ecclesiae (altså »kirkens skat«), som er den overskydende mængde af gode gerninger, som kirken har liggende fra helgener og, ikke mindst, Jesus.

Ammundsen kritiserede Tidehverv for at forkynde evangelium »på eget Æventyr«, dvs. gøre udvalg i Bibelen og Luther, som understøtter deres eget formål. Selvfølgelig gør de det, svarede Brøndsted, for man kan ikke andet.

Kristendom er netop at læse på eget eventyr, at stå i sin tid og på sit sted og dér afgøre sig; »den hele Luther« eller »Bibelen i dens Helhed« findes ikke.[8] Her melder spørgsmålet sig imidlertid, hvordan man så skal læse Bibelen, og det besvarer Brøndsted med et gammelt Luther-begreb:

Kristendom er »was Christum treibet«, dvs. det, som driver på Kristus. Brøndsted tænker her f.eks. på Luthers forkastelse af Jakobsbrevet som et »stråbrev«, fordi brevet ikke forkyndte Kristus. Ifølge Brøndsted må hele Bibelen altså læses efter, om den forkynder Kristus – kun dér lyder sandheden. Læser man ikke således, risikerer man at blive fanget i det, Brøndsted kalder »Løgnen i det Nye Testamente«. Hermed betegner Brøndsted menighedsteologi.

For ham er apostlene og urmenigheden syndige mennesker som alle andre, og de har derfor ikke ladet sig nøje med i Bibelen at forkynde Kristus. De bruger samtidig tid på at opbygge dem selv og menigheden – at opbygge kirkens skat.

Hvor det sker »er Sagen selv den gamle: Fanget i alt vort eget«, som Brøndsted udtrykker det. Med andre ord indtræder her det, som Brøndsted betegner »Subjektskiftet«, hvor vi bevæger os fra lov til moral: »før var det Krav, nu er det Tilstand; og saa skifter Subjektet: før var det Gud, nu er det mig.«

Hermed skulle en væsentlig del af Tidehvervs etos være klarlagt. Vægten er lagt på den enkeltes afgørelse i mødet med Ordet – forkynder det Kristus eller ej? Og samtidens moralisme afvises, for i kristendommens lovforkyndelse er Gud subjektet (ligesom Gud er det i evangelieforkyndelsen, hvor han suverænt tilsiger mennesket nåden), men når talen falder på moral, er mennesket selv subjektet.

Dermed er menneskets synd også et centralt tema, nemlig i form af vores egen forvrængning af Guds Ord, så det bliver til menighedsteologi, til moral. Til løgn.

Det andet store opgør i Tidehvervs tidlige år var K. Olesen Larsen ophavsmand til. Dette var ikke vendt mod Indre Mission, men derimod professor i etik Eduard Geismar og dennes idealistiske forståelse af Kierkegaard (Olesen Larsen havde allerede i 1923 skrevet guldmedaljeopgave om Kierkegaard, dengang i forlængelse af Geismars Kierkegaard-forståelse).

Problemet hos Geismar var, som Olesen Larsen fremlagde det i »Noget om Afgørelsen i Øjeblikket I-IV« i 1932, at han med sin idealistiske Kierkegaard-læsning aldrig gør det, som for Kierkegaard er hovedformålet: At give afgørelsen i øjeblikket – stedet, hvor evigheden melder sig i tiden – afgørende betydning.

Hos Geismar er en rest af menneskets gudbilledlighed stadig at finde, og dermed er en rest af evigheden også at finde i timeligheden, hvormed Geismar gør det samme, som Hegel gjorde: Han tænker modsætningerne væk, han syntetiserer, og således kommer evighed og timelighed ikke til at stå som absolutte modsætninger.

Følgelig kan mennesket heller ikke stilles i en absolut afgørelse, men kun en relativ. Geismar læser med andre ord Kierkegaard pseudohegeliansk, hvormed afgørelsens afgørende betydning – og kristendommens ditto – forsvinder. Uden en absolut afgørelse står mennesket nemlig ikke som absolut synder over for Gud og er således heller ikke absolut afhængig af Guds nåde.

Lig Brøndsted er fokus altså her på afgørelsen, men nu i mere ekspliciteret form, fordi opgøret vedrører Kierkegaard, øjeblikkets tænker. Den enkelte stilles i afgørelsen, ikke en afsvækket og relativ afgørelse, men en absolut afgørelse: Løgn eller sandhed? Timelighed eller evighed? Vores eget eller Guds? Ligesom hos Brøndsted er også synden her fattet i dens totale radikalitet: Der er intet godt i mennesket, timeligheden og evigheden er absolutte modsætninger.

Altid skarp

Med opgør følger polemik og dermed også den skarpe pen, som med satirisk præcision kan spidde modstanderen. Heri var Tidehvervs forfattere mestre, og ikke mindst Tage Schack blev kendt for denne disciplin.

Schack var ansvarlig for den faste Eversharp-klumme i Tidehverv, hvor den undertiden bidske og brutale tone, som man fandt i Tidehvervs spalter, fik et mere satirisk og underfundigt præg. Et eksempel er følgende Eversharp, bragt under titlen »Punch og alvor«:

En forarget Anonym i »Kristelig Dagblad« (anonym Forargelse er en kristelig Specialitet) har opmuntret af »Tidehverv«s Eksempel begaaet en sandfærdig Indiskretion og røbet, at der ved Studenterforbundets Rusgilde blev drukket Punch og afsunget en Vise med et uærbødigt Vers om en Domprovst og et andet med en Hentydning til den tilstedeværende Prof. Jørgensens stærke Optagethed af Børns Aftenbøn.

Der skal desuden have været nogle gravalvorlige Mænd til Stede, som har dokumenteret deres Mangel paa virkelig Alvor ved: at drikke den omtalte Punch og synge den omtalte Vise. Herpaa skal vi ikke komme ind, men blot med Misundelse notere en Iagttagelse:

Hvad skal man ogsaa med Punch i kirkelige Kredse, naar man uden den kan komme i en saa forsoren Stemning, at man kan skrive som Engberg i K. F. U. M.’s Maanedsblad: »Ringe Dage – det er lige noget for mig!« Om man vil kalde saadanne Udtalelser for kirkelig Punch eller kirkelig Alvor, bliver nærmest en Smagssag.[9]

Eversharp kan også læses i Tidehverv i dag, om end Schack holdt op med at skrive deri under Besættelsen i 1945, efter at HIPO-folk slog ham ihjel, da han nægtede at smykke en begravelsestale, som han skulle holde over en stikker.

Polemik og opgør gjorde også Heje sig i, lige indtil hans afgang som bladets redaktør ved sin død i 1974. Her var polemikken dog ikke just underfundig, men havde snarere karakter af frontalangreb. Heje er heller ikke kendt for ét særligt opgør, men det må snarere siges at være udtryk for, at hele hans virke bedst karakteriseres som ét langt, personligt opgør med den pietisme, som han kendte fra studenterforbundet.

Med andre ord kan det ikke undre, at Tidehverv blev tilskrevet mottoet »Gud er alt, jeg er intet og du er et fæ!«.

Gud er, at der er ansvar

Fra begyndelsen var Tidehverv altså opgør: Opgør med en from, moraliserende og idealistisk kristendomsforståelse på den ene side og liberalteologien på den anden. Begge resulterede i en afsvækkelse af afgørelsen og dermed en afskaffelse af kristendommen.

I afgørelsen er mennesket nemlig ansvarligt, og netop ansvaret blev et nøgleord i Tidehvervs efterfølgende opgør, sådan som de fandt sted i 50’erne og 60’erne. »Gud er, at der er ansvar«, kunne K. Olesen Larsen hævde, for selve ansvaret er gudsforholdet.[10]

Enhver trussel imod mennesket som et ansvarligt væsen bliver således en trussel imod at have med Gud at gøre, og derfor bekæmpede Tidehverv den slags umenneskeliggørelse med næb og klør.

Særligt positivismen og determinismen udgjorde i denne sammenhæng et problem. Førstnævnte er den videnskabsteoretiske position, som hævder, at erkendelse udelukkende kan baseres på det, som vi (positivt) kan erfare. Følgelig kan mennesket ikke betegnes som ånd, dvs. det kan ikke afgøre sig, men er helt og aldeles bestemt af sine omgivelser – det er et dyr. Man ender med andre ord i determinismen.

Dette gør K. Olesen Larsen op med i »Videnskaben og mennesket«, om end på særlig måde. Han afviser nemlig ikke positivismen pure, men anerkender den fuldt ud som en metode for videnskabeligt arbejde. Som han skriver:

Nu har jeg ikke synderlig forstand paa naturvidenskab, men jeg er gennem samtaler med kyndige folk, navnlig min ven og kollega Gustav Brøndsted [hvis bror, H.V. Brøndsted, var videnskabsmand], allerede for mange aar siden kommet til det resultat, at tanker sandsynligvis er et biprodukt ved stofskiftet […].[10]

K. Olesen Larsen giver således det hele til naturvidenskaben: Det står den frit for at beskrive mennesket som en objektiv sandhed, dvs. arbejde deskriptivt og besvare spørgsmålet om, hvad mennesket er.

Olesen Larsens spørgsmål er nemlig et helt andet, for han knytter an ved Kierkegaards udsagn om, at subjektiviteten er sandheden, og spørger i stedet, hvad mennesket bør – ganske uden videnskabelige overvejelser, for det kan netop kun være sandt for troen. Videnskaben lader han således andre om, idet han udelukkende beskæftiger sig med det eksisterende menneske.

Tidehvervs udestående med positivismen – hvor den da vil være andet end beskrivelse af mennesket og verden, dvs. hvor den ikke kender sin plads – er også et udestående, som Tidehverv havde med den voksende velfærdsstat i samme periode. Velfærdsstaten opfatter mennesket som styret af miljø og social arv og baserer sig dermed på førnævnte determinisme – men hermed fratager den mennesket ansvaret for sig selv og sin tilværelse.

Det er en systematisering, som får tilværelsens alvor på afstand, og som gør, at den glider lettere ned. Som Vilhelm Krarup[11] spørger i Tidehverv (dog først senere, i 1993): »Hvem har givet mennesket ret til at gå ud fra, at det har været Skaberens fastsatte mål for et menneskeliv, at det skal være let og bekvemt, således som velfærdsstaten går ud fra?«.[12]

Antinomismestriden

Denne tale om ansvar og afgørelse kan teologisk betegnes som en diskussion af lovens rolle og brug og vedrører særligt lovens anden brug (usus theologicus), hvor loven afslører menneskets synd og utilstrækkelighed og således tugter til Kristus.

Med den nye generation af tidehvervsfolk – der talte så forskellige folk som Søren Krarup, Jesper Langballe, Johannes Horstmann, Margrethe Auken, Johannes Lauridsen, Niels Carl Lilleør, Leif Grane, Ole Rydal, John Hørbo m.fl. – fulgte imidlertid en strid om forståelsen af lovens første brug (usus politicus), som vedrører de verdslige love, som skal sikre ro og orden. Er disse indstiftede og villede af Gud, eller er de tværtimod noget, som mennesket helt suverænt sætter?

Afgørende i denne henseende blev et foredrag af N.O. Jensen med den ganske sigende titel »Lovens første brug«.[13] Her fastslog N.O. Jensen over for de unge tidehvervsfolk af anden generation, at kristendommen også har med lovens første brug at gøre.

Ligesom evangeliet, hvorend det lyder, altid kan gøres gældende, således kan loven også gøres gældende over for ethvert samfund. N.O. Jensen hævder ikke hermed, at der gives en særlig kristelig lov. Hvad han derimod indskærper er, at kristendommen sætter det politiske på dets rette plads.

Altså: Ikke bare relativerer kristendommen det politiske, fordi den slår fast, at mennesket er en synder og således ikke den almægtige Gud, som frit kan indrette samfundet efter forgodtbefindende. Herom kunne første og anden generation nok blive enige.

Men kristendommen betyder endvidere, hævdede N.O. Jensen, at enhver samfundslov er indstiftet af Gud og som sådan afkræver en særlig respekt af det syndige menneske, når det skal indrette samfundet. Man kan således ikke med kristendommen relativere det politiske og derfra gøre med det, hvad man vil. Lovens første brug afkræver mennesket respekt for den givne samfundsorden.

Dette standpunkt blev også Søren Krarups, som sammen med bl.a. Jesper Langballe og Johannes Horstmann udkæmpede et opgør med, hvad de opfattede som antinomisme, dvs. en manglende anerkendelse af loven(s første brug).

I første omgang var fjenden de venstreorienterede samfundsforbedrere som Margrethe Auken og daværende redaktør for Information Ejvind Larsen. I anden omgang var det folk som Ole Rydal, Niels Carl Lilleør og Johannes Lauridsen, der stod for skud – disse var ingenlunde idealister, men de accepterede ikke den respekt for den givne orden, som lovens første brug ifølge N.O. Jensen og Krarup-fløjen måtte indgyde.

Har Tidehverv gjort op med sig selv?

På det seneste er der blevet rejst en kritik af Tidehverv, blandt andet fra sognepræst Marie Høghs side, for i dag at være blevet dels for politisk orienteret og dels for pietistisk og dermed at have svigtet sine rødder. Som ovenstående behandling af antinomismestriden gerne skulle have gjort klart, er anklagen om et i for høj grad politisk fokus ganske grundløs – Søren Krarups fokus på politisk og kulturelt opgør er helt i forlængelse af N.O. Jensen og første generation.

I det hele taget skal dette opgør netop ikke opfattes som politisk eller kulturelt, men derimod teologisk. Tidehverv kender ikke andet opgør. Når Søren Krarup og Jesper Langballe i 2001 indtrådte i Folketinget for Dansk Folkeparti, var det altså kun på overfladen et politisk opgør – for de forstod kampen imod kulturradikalismen som en hævdelse af lovens første brug over for politikere, som havde glemt deres plads som syndere for Gud.

Hvad med anklagen om pietisme? Er Tidehverv i dag blevet, hvad de førhen bekæmpede: moralister?[14] Dette hævder ikke blot Marie Høgh og hendes mand, Ole Bach Piekut – det samme var tesen i Torben Brammings bog om Tidehvervs historie.[15] Har Tidehverv forrådt sine rødder?

Der kan ikke herske tvivl om, at der er selvkritiske røster at spore i Tidehverv, og særligt vigtig er i den sammenhæng Katrine Winkel Holms kritiske behandling af K. Olesen Larsen fra 2006.[16] Her dels kritiseres Olesen Larsen for ikke at tilbyde noget opbyggeligt, som kan agere fast grund for mennesket, dels indskærpes det, at Olesen Larsen skal forstås ud fra det opgør med pietismen, som var hans.

I dag, hvor det danske samfund ikke er gennemsyret af selvretfærdig pietisme, men tværtimod præges af en eklatant mangel på moral, er et opgør med moralisme blot at tage gårsdagens opgør, som Winkel Holm sammen med Jesper Bacher har udtrykt det i Kristeligt Dagblad: »Opgøret ophører aldrig, men det skifter adressat, fordi tiderne skifter.«[17]

Således er opgøret altså den røde tråd i Tidehverv, og dette er der aldeles ikke taget et opgør med. Men opgøret kan naturligvis aldrig være et blindt opgør – man kan med tidehvervspræsten A. Benned Pedersens ord som bekendt ikke standse ved hver en rød postkasse, man møder på sin vej, for at gøre op med den.

Derfor bliver talen om opgøret tomt, hvis ikke man fastholder det som en tale om den enkelte, som i øjeblikkets møde med Guds Ord er stillet som ansvarlig i den absolutte afgørelse og her må påtage sig den umulige opgave at give denne udtryk i sin tilværelse, hvormed mennesket bliver helt afhængig af Guds nåde.[18] Afkortes blot ét led af denne formel, er opgøret ligeledes afkortet og gjort op med.

Men hvor stiller Tidehvervs forkyndelse så mennesket? Hvad har – som jeg indledningsvist formulerede det – Tidehverv at sige os i dag, eller hvad har Tidehverv at sige Dem, kære læser?

Ja, det må De virkelig selv afgøre.

Noter
  1. Henrik Bach, Konfrontationskurs – Tidehverv og den guddommelige komedie (København: Gyldendal, 2018).[↩]
  2. Gustav Brøndsted, »Tidehverv«, i Tidehverv (1926), 1. årg., s. 1.[↩][↩]
  3. En lille idiosynkrasi: På bagsiden af Bachs Konfrontationskurs hedder det, at det var »præster som N.I. Heje, Tage Schack og K. Olesen Larsen,« som stiftede bevægelsen. Det er ganske betegnende for den begrænsede plads i erindringen, som er blevet Brøndsted til del, selvom han spillede en vigtig rolle i tilblivelsen af Tidehvervs teologi og var en yderst original teolog.[↩]
  4. Jf. Karl Barth, Der Römerbrief, 2. udg., 7. opl. (Zollikon, Zürich: Evangelischer Verlag 1940 [1922]), s. xiii. Sml. f.eks. SKS 12, 143.[↩]
  5. Også forholdet til Bultmanns eksistensteologi og særligt hans afmytologiseringsprojekt var omstridt og blev diskuteret i Tidehvervs spalter i løbet af 1950’erne og 1960’erne, med blandt andre Brøndsted, Johannes Horstmann og H.I. Hansen som kritiske røster. Af pladshensyn må en nærmere redegørelse herfor forbigås.[↩]
  6. Både Torben Bramming (i Tidehvervs historie (Frederiksberg: Anis, 1993), s. 31), P.G. Lindhardt (i Den danske kirkes historie, bd. 8 (København: Gyldendal, 1966)) og Henrik Bach selv gør en del ud af disse opgørs karakter af (teologisk) faderopgør.[↩]
  7. Jf. N.O. Jensen, Luthers Gudstro (København: Gads Forlag, 1959), s. 5.[↩]
  8. Som H.I. Hansen prægnant udtrykte det andetsteds: »Bartholdy [Indre Missions formand] vil have den hele Luther? Det vil Fanden også. Men IM skal få den Luther som IM ved sin forfalskning har kaldt på.«[↩]
  9. T.S. [Tage Schack], »Punch og Alvor«, i Tidehverv (1929), 3. årg, s. 152.[↩]
  10. K. Olesen Larsen, »Videnskaben og mennesket«, i Tidehverv (1953), 27. årg., s. 81-104.[↩][↩]
  11. Far til Søren Krarup. Var med i Tidehverv fra begyndelsen og indtrådte i udgiverkredsen i 1959. Blev efter Hejes død i 1974 redaktør.[↩]
  12. Citeret i Bach 2018, s. 225.[↩]
  13. N.O. Jensen, »Lovens første brug«, i Tidehverv (1967), 41. årg., s. 60-68.[↩]
  14. Jf. f.eks. Ole Bach Piekut, »Tidehverv: Moralens nye vogtere«, Kristeligt Dagblad, 26. april 2017.[↩]
  15. Se særligt Bramming 1993, 122.[↩]
  16. »K. Olesen Larsen to generationer senere«, i Tidehverv (2006), 80. årg., s. 25-33.[↩]
  17. Katrine Winkel Holm og Jesper Bacher, »Tidehverv er radikal kristendom«, Kristeligt Dagblad, 28. maj 2018.[↩]
  18. Læseren bedes undskylde den formelagtige karakter.[↩]
Mikael Stæhr Brorson

Mikael Stæhr Brorson

Mikael Stæhr Brorson er ph.d. i teologi og post.doc. ved Aarhus Universitet. Mikael Brorson er fhv. redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr