Unge i Danmark har aldrig været mere frie end nu. Vi har fået alle muligheder bragt på et sølvfad, og så skulle lykken være lige om hjørnet. Det har vi i hvert fald fået at vide.

Men hvad nu hvis det ikke passer?

For det gør det jo ikke. Vi ser f.eks. en øget mistrivsel og en oplevelse af meningsløshed blandt unge.

Friheden er ikke, når alt står åbent. Det er ikke, når vi kan gå enhver vej eller blive til, hvem vi vil. Det er ikke frihed at stå alene med uendelige muligheder.

Tværtimod.

Der er ufrihed i al den tilsyneladende frihed. Jo flere valg vi har, jo mere forvirrede bliver vi. Hvad hjælper det med frit valg på alle hylder, hvis alle pakkerne er tomme?

Okay, måske er vi privilegerede, men privilegiet viser sig at være en byrde, når der ikke er noget udenfor os selv, der kan give os retning

Svimmel af muligheder

Hvad er frihed så? Filosoffen Søren Kierkegaard skriver et sted: »Angst er frihedens virkelighed som mulighed for muligheden«.

Det ligger der noget dybt menneskeligt i, for vi længes efter friheden, men når vi virkelig står over for den, bliver vi svimmel af muligheder.

I friheden konfronteres vi med os selv, med vores ansvar og med den kendsgerning, at vi ikke kan gemme os bag andre.

jeg føler mig mest fri, når jeg ikke skal opfinde alting selv. Når jeg træder ind i noget, der kom før mig som traditioner, værdier og tro og prøver at finde min plads i det.

Friheden afslører, at ingen kan leve mit liv for mig. Pludselig føles den frihed, der først virkede som en gave, som et ansvar, vi ikke er rustet til.

Derfor har vi misforstået friheden, hvis vi kun ser den som uafhængighed.

For mig handler frihed mere og mere om at høre til. At have rødder, ansvar og en retning, der bærer mig.

Det er paradoksalt, men jeg føler mig mest fri, når jeg ikke skal opfinde alting selv. Når jeg træder ind i noget, der kom før mig som traditioner, værdier og tro og prøver at finde min plads i det.

Kierkegaard mente, at den sande frihed ikke består i at vælge hvad som helst, men i at vælge sig selv og i sidste ende at vælge sandheden.

Men at vælge sandheden er også at indrømme, at man ikke selv er målestokken for alt – og det er noget, vi mennesker ofte har svært ved at indse.

Den kristne frihed

Kristendommens frihedsbegreb peger i samme retning. Her er frihed en gave. Det handler ikke om løsrivelse, men om at knytte sig til det, der er sandt og godt.

Den kristne frihed er en frihed, der ikke afskaffer ansvaret, men giver friheden mening, fordi det står i relation til noget større end én selv.

Her bliver friheden virkelig. Ikke i følelsen af at kunne alt, men i det øjeblik hvor man vælger at tage livet på sig, med dets forpligtelser og dets kald.

I friheden konfronteres vi med os selv, med vores ansvar og med den kendsgerning, at vi ikke kan gemme os bag andre.

Da fremstår friheden ikke som en byrde, men som et svar. For i sidste ende må friheden jo være noget godt. Ikke en flugt fra livet, men en bevægelse ind i det.

Det kræver mod at møde friheden som mere end et katalog af valg. Det er en udfordring at se friheden som et kald til at stå i sandheden, tage ansvar og finde ro i det, vi ikke selv har skabt.

Det er netop når friheden ikke længere handler om at slippe for andres krav eller om at ophøje vores egen vilje til sandhed, men om at tage del i det, der allerede bærer mening, at friheden kommer til sin ret.