Photo by Noah Buscher

Velfærdens rødder og borgerlige muligheder

16. oktober 2024
3 minutters læsetid
Rådmand, cand.scient.pol. Nikolaj Bøgh skriver om velfærdsstatens borgerlige rødderen artikel, der minder os om, at borgerlige også havde ambitioner om et stærkere velfærdssamfund, men var uenige med venstrefløjen om midlerne dertil. Tegn abonnement på Årsskriftet Critique her.

Gennem en årrække er danskerne blevet vænnet til at tænke på den danske velfærdsstat som en overvejende socialdemokratisk opfindelse, hvilket vel har givet socialdemokraterne en naturligt central rolle i fortolkningen af velfærdens natur og kvalitet, og i diskussionerne om dens fremtidige udvikling.

Og det er ikke som sådan forkert. Selvom en stor del af de grundlæggende velfærdsstatselementer er blevet til gennem forlig mellem socialdemokrater og borgerlige, så er der ingen tvivl om, at langt hovedparten af navnlig velfærdsstatens forsørgelsesydelser er blevet til på socialdemokratisk initiativ og ofte kun modstræbende er blevet gennemført også med borgerlige stemmer.  

Det gælder lige fra den banebrydende indførelse af folkepensionen i 1956, den første af de store universelle forsørgelsesydelser, som navnlig Konservative fra begyndelsen var særdeles arge modstandere af.

De lod sig imidlertid presse til at acceptere den af dels deres traditionelle samarbejdspartner Venstre, som kunne se en vælgermæssig fordel i, at deres landbovælgere uden egen pensionsopsparing nu fik klaret problemet af det offentlige, og dels ved at få indrømmelser i form af opsparingsincitamenter, der skulle mildne den negative effekt på den private opsparing, som man forventede, at indførelsen af folkepensionen ville medføre. Indførelsen af universelle forsørgelsesydelser fik Bistandsloven af 1974, som blev vedtaget af Socialdemokratiet og Venstre, som sin kulmination.

Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti undlod at stemme ved lovens endelige behandling, så heller ikke disse tre borgerlige partier var altså decideret imod, men udtrykte en bekymring for lovens økonomiske konsekvenser, som de fandt utilstrækkeligt belyst. Af de borgerlige partier stemte kun Fremskridtspartiet imod.  

Med de universelle forsørgelsesydelser var der knæsat det princip, at alle borgere havde ret til skattefinansieret hjælp fra det offentlige, afstemt efter deres behov og uden at skelne mellem selvforskyldte og uforskyldte behov.

Det var en videreudbygning af de principper, som havde dannet grundlag for den store socialreform af 1933, som var en del af Kanslergadeforliget under regeringen Stauning-Munch, som Venstre ligeledes havde været en del af, men ikke Det Konservative Folkeparti.

Socialreformen var en styrkelse af rettighedselementet og en videreudbygning i forhold til socialreformerne fra regeringen Estrups tid 1891-92, som havde styrket det sociale sikkerhedsnet for ældre, syge og fattige, men som i højere grad havde skelnet mellem værdigt og uværdigt trængende og haft hjælp til selvhjælp som et bærende princip. På sygeforsikringsområdet havde dens grundprincip været opbygning af private sygekasser. 

Udover forsørgelsesydelserne er velfærdsstaten karakteriseret ved gratis – eller stærkt subsidieret – adgang til offentlig service inden for en række områder fra folkeskole over sundhedsvæsen til ældrepleje.

Også på disse områder er vi vant til at tildele socialdemokrater og deres allierede en ganske betydelig del af æren eller skylden for, hvordan systemet fungerer. Sandt er det da også, at vore dages stærkt offentligt dominerede velfærdsservice også i stort omfang er en konsekvens af den stærke dominans i dansk politik, som Socialdemokratiet havde gennem det meste af det 20. århundrede, hvor vore dages velfærdsstat blev til. 

Der var velfærd, før der var socialdemokrater 

Men samtidig forholder det sig indiskutabelt sådan, at den danske velfærdsstat har dybere rødder, som i høj grad er borgerlige, private og kristne, og at det, vi i bred forstand kan kalde for velfærd – navnlig forstået som velfærdssamfundet i modsætning til begrebet velfærdsstat – tidligere gennemgående var båret af et stort, frivilligt, filantropisk engagement, ikke af en socialdemokratisk designet indretning af statsapparatet.

Den socialdemokratiske velfærdsstatshistorie er sejrherrernes historie, det er historien om, hvordan der nærmest ikke eksisterede velfærd i Danmark, før socialdemokraterne begyndte at dominere dansk politik med Stauning-Munch-regeringen, som navnlig gennem Kanslergadeforliget i 1933 satte retningen for velfærdsstaten.

Men det er på flere planer en falsk fortælling. Det, vi i dag kender som velfærdsstaten, havde meget lidt med Kanslergadeforliget at gøre, og der eksisterede i høj grad privat finansieret og organiseret velfærd før 1933, som også havde høj kvalitet, men som var båret af en helt anden tænkning end den socialdemokratiske. 

Langt op i 1900-tallet eksisterede der en dyb og politisk bredt forankret mistro mod staten som både forsørger og udbyder af velfærdsservice. Fremtrædende samfundsfilosoffer som franskmanden Alexis de Toqueville (1805-1859) og engelske John Stuart Mill (1806-1873) havde argumenteret for, at staten ikke burde gå ind i hjælp til socialt udsatte og værdigt trængende, men burde overlade disse opgaver til civilsamfundet.

Skræmmeeksemplet var England, hvor man allerede i 1795 havde fået en fattiglov, der gav borgere uden egen indkomst ret til fattighjælp, og Toqueville så konsekvenserne som en udbredt uansvarlighed i samfundet, hvor flere og flere mennesker, der godt ville være i stand til at klare sig selv, konstant forsøgte at komme på offentlig forsørgelse.

Også den store danske præst og salmedigter N.F.S. Grundtvig (1783-1872), som havde rejst i England, advarede mod konsekvenserne af at indføre et lignende system i Danmark, og han var derfor en arg modstander af at indføre en forsørgelsesret i den nye grundlov af 1849, og dette var en væsentlig årsag til, at han ikke kunne stemme for den endelige grundlov. 

Vil du læse resten. Tegn abonnement på Årsskriftet Critique. Det koster kun 199 kr. Vi sender direkte til din postkasse.

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 krTegn abonnement i dag for 199 kr