Den velhavnende, gamle, reaktionære mand er en velkendt figur i opera og teater. Latterlig, dum og uden forståelse for ungdommens behov, bør han hurtigst muligt lægge sig til at dø, så han kan gøre plads til den nye genereration.

Wagner giver ham mytologiske gevandter som dragen Fafner, der bevogter en stor skat. Fafner bruger den ikke til noget. Han bare »ligger og besidder« i umindelige tider, indtil den unge helt, Siegfried, dræber uhyret og bemægtiger sig værdierne, hvis profane værdi han end ikke ænser. Som opvokset i naturen uden egentlig kontakt med menneskenes verden er han endnu ikke korrumperet af den slags.

Herhjemme er figuren formentlig bedst kendt fra Holberg som »Jeronimus«. I DR’s dramaserier har han fået navne som Kaj Holger, Mads Skjern og bryggeren I.C. Jacobsen.

Don Pasquale i operaen af samme navn fra 1843 af Gaetano Donizetti (1797-1848) er en tilsvarende figur: En aldrende ungkarl, der ikke vil lade sin nevø, Ernesto, gifte sig med sin elskede Norina. Don Pasquale har i stedet udset sig et mere passende parti til den unge mand. Da Ernesto gentagne gange nægter, beslutter Don Pasquale sig for selv at gifte sig og gøre nevøen arveløs. De unge beslutter sig for at narre Don Pasquale, så han kommer på bedre tanker. Godt hjulet af den intrigante Doktor Malatesta arrangerer de et ægteskab mellem Don Pasquale og en tilsyneladende from og god kvinde fra et kloster. Sofronia, det hedder pigen, er i virkeligheden Norina i forklædning. Straks blækket på ægteskabskontrakten er tørt, viser hun sig at være en regulær furie, der råber og skriger, skælder og smælder og bruger løs af Don Pasquales penge. Don Pasquale kommer som følge deraf på bedre tanker, vil skilles og lader de unge få hinanden.

Moralen bliver direkte sunget af Norina foran tæppet til sidst: Man er et fjols, hvis man i en sen alder gifter sig ungt.

Hvis det lyder bekendt fra et andet sted, er det fordi, at der er tale om samme stof som Richard Strauss og Stefan Zweig baserede deres Die scgweigsame Frau på godt 100 år senere. Don Pasquale har dog vundet en mere fast plads på repertoiret end Strauss-Zweigs veloplagte komedie.

Hvor man hos Strauss-Zweig næsten får ondt af den gamle mand, så er der hos Donizetti tale om mere regulær komedie i opera buffa-stil – en genre der var på vej ud af repertoiret i 1843, hvor værket havde premiere. Wagners Den Flyvende Hollænder havde meget sigende præmiere samme år. Verdis Nabucco havde haft premiere året før. Tiden var blevet en anden og romantikken trængte sig på.

Men heldigvis nåede vi at få Den Pasquale med inden romantikken for alvor dominerede alt. Heldigvis, for det er fremragende opera, der netop opsættes på Det Kongelige Teater i et samarbejde med Glyndebourne-festivalen i England, og som også skal på Danmarkstourne rundt i landet.

At der var tale om en tourneforestilling kunne ses på scenen, der kun brugte henved halvdelen af det store scenerum i Operaen på Holmen. Det gør ikke i sig selv noget. Der er kun få personer i stykket, så et lille, intimt scenerum gør sig godt. Stykket ville måske på den baggrund have vundet ved at have været opsat i det mindre rum på Gamle Scene på Kongens Nytorv.

Scenografien gjorde god brug af en drejescene, der hurtigt kunne skifte som personerne bevægede sig ind i et nyt rum i Don Pasquales hus. Det gav en effektiv dynamik, der var helt rigtig i den hurtige handling. Opsætningen var ikke var helt let at tidsfæste, formentlig omkring år 1900, men kostumer, der pegede på ældre tider. Men det er mindre vigtigt; det vigtige var at scenografi og kostumer ikke spillede mod, men med stykkets handling.

Til gengæld var scenografien noget spartansk og simpel. Det passede fint til Don Pasquale, hvis meningen er at karakterisere ham som en gammel gnier. Men nej, i tredje akt har den ødsle Sofronia/Norina ikke gjort meget mere ud af indretningen. Noget af det sjoveste ved opsætninger af Don Pasquale er ellers at se, hvad Norina mon kan finde på at udsætte den stakkels Don Pasquale for. I en herlig opsætning fra Wiens Statsopera lader Irina Brook Norina hele huset få en overhaling med ynglingsfarven lyserød, så alt fra møbler til nipsgenstande er i denne farve. Instruktøren, Mariame Clément, kunne godt have gjort mere i den aktuelle opsætning. Kun Norinas værelse havde lidt karakter med en mere varm belysning end resten af huset samt et stort badekar med sæbeskum.

Derimod var personinstruktionen heldigvis lykkedes noget bedre. Alle personerne var nøje tilpasset hver sin rolle. Hertil glimrende sammenspil, timing og et særdeles habilt sangerhold.

Nevøen Ernesto var således glimrende karakteriseret som en doven teenager, der ikke bestiller andet end end at ligge i sin seng og spille akustisk guitar hele dagen. Man forstår godt at Don Pasquale bliver træt af ham. Ernesto blev fremragende sunget af Santiago Ballerini, der på trods af sin veloplagte komik faktisk var bedst i den mere sørgelige arie først i anden akt, hvor han begræder, at han tilsyneladende ikke kan få sin Norina. Hun blev fremragende sunget af Louise McClelland Jacobsen, der brillerede i sin store arie i 1. akt, hvor hun lovpriser sine evner udi kvindelist.

Patriarken Don Pasquale blev ligeledes særdeles kapabelt sunget af Marcus Schwartz med den helt rigtige potente, mørke stemme til at være et solidt modstykke til sin guitarspillende døgenigt af en nevø. Nogle gange blev han dog en anelse vanskelig at høre for orkestret. Fremhæves må også, at han var den af karakterne, der fik mest ud af recitativerne, hvor der ikke er meget sang.

Partiet som Doktor Malatesta var godt givet til Theodor Platt, der var noget nær den perfekte intrigant, og som sammen med Schwarz gjorde store duet i tredje akt til stykkets højdepunkt. Dén blev også sunget dacapo umiddelbart efter helt i stilens ånd, men noget man ser ganske sjældent herhjemme.

Under ét må jeg dog bemærke, at sangerne, måske med Schwarz som undtagelse, lidt tabte pusten efter første akt. En opera som Don Pasquale er afhængig af tempo og hurtigt fremadskridende handling. Det er derfor væsentligt for oplevelsen, at sangerne kan finde et »gear« mere, hvilket det kneb lidt med. Forklaringen er måske, at instruktøren i det trykte program fremhæver, at hun ville fokusere på værkets alvorlige sider og det tragiske i Don Pasquale-karakteren. Denne stræben efter at undgå at blive en karikatur har dog snarer den modsatte effekt: Et værk som Don Pasquale vinder absolut mest, hvis man »giver los« for alle de tilsyneladende underlødigheder i genren. Det tragiske i den gamle mand, der til det sidste prøver at få en familie er mere Strauss-Zweigs univers.

Den samme tilbageholdenhed må jeg bemærke om orkestret, der blev ledet af Robert Houssart. Her var det også lidt som om, at der blev spillet med »håndbremsen« trukket. Det slog aldrig rigtigt gnister, hvilket det helst skal, hvis en opera som Don Pasquale skal få luft under vingerne sådan for alvor. Flere steder kunne orkestret godt have holdt sig mere i baggrunden og givet plads til sangerne.

Men det er, når alt kommer til alt, småting. Det Kongelige Teater lykkedes ganske godt med deres Don Pasquale, der er velvalgt som tourneforestilling, hvor man bestemt bør forsøge at sikre sig billet.

Gaetano Donizetti, Don Pasquale. Libretto af komponisten og Giovanni Ruffini. Det Kongelige Teater, Operaen, den 27. februar 2026.

Referencer

• Forestillingens hjemmeside: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/opera/don-pasquale
• Elisabeth Linton, Velkommen til Don Pasquale (programindlæg)
• Mariame Clément, Don Pasquale – instruktørens noter (programindlæg)
• Andrew Mellow, Donizetti – kort og godt (programindlæg)
• Thomas Milholt, Don Pasquale – den sidste opera buffa (programindlæg)
• En fin indspilning af Don Pasquale fra operaen i Lyon med bl.a. Barbara Hendricks som Norina og Luca Canonici som Ernesto. Udgivet på Erato/Warner: https://www.warnerclassics.com/release/donizetti-don-pasquale-0