Bel canto – skøn sang. Opera hvor vægten er lagt på den skønne sang og de virtuose arier. Som genrebetegnelse bruges bel canto-opera i dag vist næsten udelukkende om operaer af komponisterne Gaetano Donizetti (1797-1848) og Vincenzo Bellini (1801-1835), til nød Rossini: Tidens smag fra omkring 1800 til 1850.
Det er lidt misvisende, for skønsang har altid været helt centralt i operagenren. I hvert fald allerede i starten af 1800-tallet begyndte ”man” dog så småt at eksperimentere med musik, der ikke død og pine skulle lyde pænt og nydeligt og passe ind i faste former. Beethovens sene strygekvartetter er et eksempel på musik der ikke forsøgte at stryge samtidens publikum med hårene; men vi skal frem til Wagner før opera for alvor begyndte at give modspil og musikken skulle afspejlede personernes følelsesliv, det være sig pænt eller ej.
Ovenstående kan måske lede tanken hen på, at bel canto er overfladisk og nydelsesdyrkende. Det er ikke entydigt tilfældet – og det må opera i øvrigt også gerne være. Bel canto er ikke mindre overfladisk, end hvad man senere ser hos Verdi og Puccini, der vist ikke betegnes som bel canto. Dertil kommer, at bel canto er svært at synge, da de virtuost udformede arier og koloraturer kræver sangere, der ikke hænger på træerne. I Donizettis La fille du régiment (1840, ”Regimentets datter”) skal der eksempelvis et sted synges ni høje C’er i træk. Herhjemme har vi inden for genren på det seneste mest set Donizettis Elskovsdrikken (L’elisir d’amore), der for en håndfuld år siden turnerede rundt i landet med Den Jyske Opera i en opsætning henlagt til et stormagasin. Af de 65 operaer, Donizetti nåede at fuldende i sin levetid, er Elskovsdrikken vist en af de mest yndede.
Donizettis Maria Stuarda (1834) har omvendt ikke været set herhjemme før nu, hvor Det Kongelige Teater netop har haft premiere på den i en samproduktion med Grand Théâtre de Genève i en iscenesættelse, som Mariame Clément har stået for (instruktør ved genopsætningen i København var Jean-Michel Criqui).
Det er en af Donizettis seriøse operaer i den forstand, at det ikke er en komedie, men handler om konflikten mellem den engelske dronning Elizabeth I (1533-1606) og hendes kusine, den skotske dronning Mary Stuart (1542-1587), der udover at være rivalinder i troen (førstnævnte var protestant, sidstnævnte katolik) også rivaliserede om tronen, idet begge gjorde krav på den engelske trone, hvilket endte med, at sidstnævnte mistede hovedet. Baggrunden var Schillers skuespil Maria Stuart (1800). I operaen er desuden tilføjet, at de to også er rivalinder i kærlighed, da de begge er forelskede i jarlen af Leicester.

Operaen spejler de to kvinder således, at første akt i det store hele er Elizabeths, mens anden akt i det store hele tilhører Maria. Opsætningen har gjort en del ud af at tegne de to kvinder meget forskelligt op mod hinanden. Elizabeth er korthåret og tætknappet og i store dele af forestillingen klædt i panser og plader. Maria er anderledes feminin i lang kjole og har langt, flagrende hår. Elizabeth er sunget insisterende og mørkfarvet af mezzosopranen Elisabeth Jansson, mens Maria er sunget let og forførende lyrisk af sopranen Gisela Stille.
Stykket bygger op til en stor konfrontationsscene til sidst i første akt (i virkeligheden mødtes de to kvinder vist aldrig), hvor Maria beder Elizabeth om tilgivelse, men kun mødes med hån, hvilket får Maria til at tabe besindelsen og bruge betegnelsen bastard om den engelske dronning. Dermed underskriver hun sin egen dødsdom. Anden akt er Marias vej til skafottet.
På trods af det spændende stof og de gode karakterer, skal jeg ikke lægge skjul på, at der er tale om en lidt kedelig opera fra komponistens hånd. Dette skyldes navnlig hovedpersonen Maria, der måske er en af operahistoriens mest afmægtige heltinder (vist kun overgået af Puccinis Mimì): Udover sit udfald mod Elizabeth foretager Maria sig nærmest ikke noget aktivt overhovedet, før hun går passivt til skafottet. Her kunne librettisten med fordel have taget lidt mere fra historiebøgerne – virkelighedens Mary Stuart var vist ingen ren uskyldighed. Historien i stykket er dog interessant; og det er personerne også. Dertil kommer, at historien og personernes bevæggrunde er lette at følge, føle og forstå uden at man behøver have sat sig ind i handlingen på forhånd, endsige have læst librettoen. Det er ikke nogen let kunst. Dertil kommer, at opsætningen fint understøtter handlingen og personernes karaktertræk.
Men Donizettis musik er ikke i sig selv interessant; og det lettere andægtige tempo, dirigenten Paolo Arrivabeni havde valgt, satte heller ikke ild til intrigerne sådan for alvor. Musikken virker til at være skrevet for at give plads til skønsangen; og hvis de gode takter for alvor skal have luft under vingerne kræver det derfor sangere, der for alvor kan få dramaet til at slå gnister. Og på det punkt var Jansson og Stilles mere kølige nordiske sprogtone måske mindre velvalgt. Det er svært at sige, at jeg har noget at udsætte på deres sang, for det har jeg ikke. De formede begge særdeles fint karaktererne og deres indre følelser; og Janssons flotte stemme var en fornøjelse af at høre på helt fra start, selv når hun reciterede. Men i mine øre blev det for indadvendt. Følelserne sad aldrig rigtig uden på tøjet; og dét ville for alvor have gjort stykket interessant. Her var der dog ved premieren mere at hente i anden akt.
På det punkt var jeg mere glad for tenoren Galeano Salas, der sang partiet som jarlen af Leicester. Her var der tale om en anderledes udadvendt karakter, hvor vægten var mindre på psykologisk dybde end på stormfulde følelser. Dét klædte stykket ganske godt.
Af andre fine sangere må navnlig også fremhæves Henning von Schulman i partiet som Talbot, der med sin potente bas gjorde dette lidt mindre parti særdeles fremtrædende.
Cléments opsætning har jeg ikke meget at udsætte på. Den var befriende fri for påfund, der skulle forsøge at skubbe instruktøren frem foran værket. I stedet holdt Clément sig pænt i baggrunden og understøttede handlingen og personerne. Her må også nævnes Julia Hansens flotte kostumer og scenografi, der gav lidt af Tudor-tidens kolorit, om end vi næppe kan siges helt at være tilbage i 1500-tallets England. Vi slap dog desværre ikke for metakommentarer om ”teater-i-teater” – iscenesættelse af iscenesættelse, da der til sidst dukkede et kamerahold op på scenen, som hvis Elizabeth skulle interviewes til Tv-avisen. Alt er teater, kun noget vi leger. Endnu engang.
Et større problem i opsætningen var, at den store og centrale konfrontationsscene mellem Elizabeth og Maria ikke for alvor blev forløst. De to stod det meste af tiden side om side og sang ud mod publikum. Maria mere faldt om end faldt på knæ foran Maria.
Men på trods af at der på nogle punkter er plads til forbedring; er der stadig mange gode ting at hente i Det Kongelige Teaters Maria Stuarda, særligt gestaltningen af Elizabeth og Maria er i sig selv det hele værd – om man så vil kalde det bel canto eller ej er et spørgsmål om etikette, ikke om kvalitet.
Gaetano Donizetti, Maria Stuarda. Libretto af Giuseppe Bardari efter Schillers skuespil. Det Kongelige Teater, Operaen, den 16. januar 2025.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/opera/maria-stuarda?section=top
Elisabeth Linto, Den smukke sang – og spillet om magten (programartikel).
Jørgen Hansen, De historiske personer bag Maria Stuarda (programartikel).
Thomas Milholy, Gaetano Donizetti og Maria Stuarda – to falmede stjerner vender tilbage (programartikel).
Anders Wiklund, Donizettis problembarn (programartikel).
Mariame Clément, En opera med to ansigter: Hvem er heltinden i Maria Stuarda? (programartikel).
Peter Dürrfeld, Operaguide, 2007.
Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001.