Eeeeeeeesultaaaaaaaaaate! Stormen har lagt sig, fjenden er besejret, det er søndag den 1. marts 2026 og tenoren Andreas Kampmann skyder eftertrykkeligt foråret i gang med det berømte jubeludbrud, der markerer starten på Verdis Otello (1887), komponistens næstsidste, men måske bedste værk, der netop opsættes på Helsingør Kammeropera.
Jublen får dog en eftertrykkelig ende. Som bekendt går det ligesom i Shakespeares forelæg fra slemt til værre for så at blive værre endnu. Den onde Jago er misundelig på Otello og pirrer hans jalousi, så han tror, at hustruen Desdemona er ham utro. Men jorden er allerede godt gødet med Otellos sorte sind. Jago er måske en nødvendig, men bestemt ikke tilstrækkelig betingelse for Otellos mishandling af sin hustru. Til det formål var Kampmanns lettere mørkfarvede tenor særdeles velvalgt.
Otello er i sine følelsers vold. Han både elsker sin hustru og mishandler hende med lige stor styrke og overbevisning. Kampmann kunne heldigvis mønstre begge yderligheder fra det ømme i den store kærlighedsduet mellem dem i første akt til det iltre og koleriske i raseriudbruddet i tredje akt og det fatale møde i soveværelset i fjerde akt.
Om Jagos motiver ved vi ikke meget, men rigeligt: Han har ikke rigtigt nogen. Han hader Otello, og vil ham ondt. En urkraft mere end en person, der næres af personlig ærgerrighed, hvilket han bekender i sit credo i anden akt. Morten Frank Larsens baryton var her det helt rigtige valg. Hans duet mellem ham og Otello må fremhæves som stykkets højdepunkt.
Ligeledes velvalgt var Camilla Illeborg i partiet som Desdemona. Ualmindeligt rørende og inkarnationen af den rene uskyld. Illeborg kunne her tage noget med fra sin veloplagte gestaltning af Michaëla i Carmen i efteråret. De to kvinder, Desdemona og Michaëla, er nemlig begge den rene uskyld i en verden af fordærv, begær og andre dunkle lidenskaber og dødssynder.
Også de mindre partier må fremhæves, særligt Cecilia Lund Tomter fik ganske meget ud af det lidt mindre parti som Emilia, så man spidsede øre en ekstra gang også efter de fatale begivenheder i fjerede akt, hvor man egentlig tror, at historien er slut. Ligeledes var Gustav Wenzel Most en forrygende Cassio med en heftig ungdomskraft, mens Joel Kyhle markerede sig kraftfuldt som den venezianske udsending.
Opsætningen havde Stig Fogh Andersen stået for med scenografi af Catia Hauberg; og Helsingør Kammeropera fik også denne gang meget ud af de små forhold i Teaterhuset på Stengade, hvor scenografien hovedsageligt bestod af nogle søjler. Særligt skal fremhæves anden akt i haven og fjerede akt i Desdemonas værelse som særligt stemningsfulde pga. et vellykket lysdesign af Viktor Holm Lauridsen.
Et greb jeg ikke fandt så vellykket var, at alle stykkets personer var tildelt en commedia dell’arte-karakter, som de skulle spille. Således var Jago Brighella, Emilia Colombina osv. Eller måske rettere omvendt: Opsætningens ide var vist, at vi var vidende til en commedia dell’arte-trup, der opførte Otello. Dette gjorde ikke så meget i selve stykket. Tværtimod fik det kostumerne til at se lidt mere ud som den tid, hvori stykket foregår (1400-tallet). Derimod var der noget fjolleri før akterne, som forstyrrede kapelmester Leif Greibes introduktioner. Dét kunne man godt have sparet.
Det er en interessant betragtning, at Shakespeares personer er influeret af commedia dell’arte, hvilket man kan læse om i det trykte program, men det er ikke en kunstnerisk forbedring, at man forsøger at overbetone dette element i Verdis Otello. Her ville Strauss-Hofmannsthals Ariadne auf Naxos (1912/1916) være mere velvagt til den slags løjer, da det i dét stykke er en central del af handlingen, at en trup commedia dell’arte-artister placeres midt i en seriøs opera.
Derimod fejlede Leif Greibes musikalske arrangement heller ikke denne gang noget. Jeg savnede lidt de store korpassager i første akt, men det er så vist også det hele. Jeg vil særligt fremhæve den vidunderlige overgangsmusik efter Desdemonas Ave Maria i fjerede akt som særlig vellykket.
Giuseppe Verdi, Otello. Libretto af Arrugi Boito efter Shakers Othello. Helsingør Kammeropera den 1. marts 2026.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://kammeropera.dk/otello/
Leif Greibe, Verdi og Shakespeare (programindlæg)
Stig Fogh Andersen og Catia Hauberg, Om iscenesættelsen (programindlæg)
Af de mange gode indspilninger af Verdis mesterværk kan eksempelvis fremhæves 1978-indspilningen under James Levines taktstok med Plácido Domingo som Otello, Renata Scotto som Desdemona og Sherrill Milnes som Jago:
Det kan næppe heller overraske, at der findes mange gode iscenesættelser fra de store operahuse og instruktører. En drøm af en opsætning er Elijah Moshinskys 1995-produktion til Metropolitan Opera med Plácido Domingo som Otello, Renée Fleming som Desdemona og James Morris som Jago. Det hele Dirigeret sikkert af James Levine. Kan ses online via Metropolitan Operas MetOnDemand-tjeneste:
https://ondemand.metopera.org/performance/detail/95faef1e-bbd0-5ea4-8b6a-ca8ee784de54
Også Herbert von Karajan fik i 1973 en vellykket produktion stablet på benene, som han – naturligvis – dirigerede i spidsen for Berlinerfilharmonikerne og med Jon Vickers som Otello (måske alle tiders største fortolker af dette parti?) og Mirella Freni som Desdemona:
