MeToo har sat køn og magt til debat, men debatten rækker længere tilbage. Marianne Wagner trækker linjen fra Metoo til Det moderne gennembrud og den borgerlige kvindesag og spørger, hvad der sker, når grænser og ansvar opløses.

MeToo-bevægelsen er ikke populær blandt borgerlige debattører, og der er også meget dårligt at sige om den, for den har vist sig at være et magtredskab blandt kvinder, som i deres påståede svaghed har vist sig ganske ferme til at få fejet mere eller mindre talentfulde mænd af banen.

Men ikke alle kvinders beretninger har været båret af magtbegær; MeToo-fænomenet har således kastet sit lys over det moderne gennembruds ormstukne frugter, hvor den fri seksualitet har været en fest for stærke mænd (og nogle kvinder) særligt i politik og i underholdningsbranchen.

Her har det vist sig, at når døtrene fra almindelige familier har forsøgt at få en fod inden for de nævnte steder, også selv om det bare har været som praktikant, sekretær eller bag kulisserne, har de mødt en virkelighed, hvor moral ikke findes.

*

Længe før MeToo fik et navn, kunne man læse om forholdene på Zentropa, hvor de ansatte skulle finde sig i ikke alene at overvære Peter Aalbæk Jensen bade nøgen, men også leve med et konstant pres for selv at hoppe nøgne i svømmepølen med stifterne af Zentropa. Og da udsendelsen Sexisme i musikbranchen sendte bl.a. Martin Brygmann og en mig ukendt trommeslager på tvungen orlov på ubestemt tid, kan man nok diskutere rimeligheden i det.

Ikke desto mindre afslørede udsendelsen, at det ikke er behageligt for unge, uerfarne kvinder at blive kurtiseret og få deres attributter kommenteret af mænd, der åbenlyst ikke har kendt grænsen for deres professionelle virke, fordi de tror, at det hele er en parringsleg som i deres unge dage, hvor der kan falde noget af, hvis man er heldig.

*

At kvinder er begyndt at nægte at skulle forholde sig til den slags tilnærmelser, når de er på arbejde, er i mine øjne ikke andet end rimeligt, og konservativt sindede burde egentlig hilse det velkomment, ikke mindst fordi denne udvikling blev forudset allerede på det moderne gennembruds tid – under sædelighedsfejden.

Dengang var kvindesagen i høj grad borgerlig, og i sin berømte tale for Dansk Kvindesamfund tog Elisabeth Grundtvig udgangspunkt i den lidelse, den stærke seksualdrift havde påført mænd i form af selvforagt, når de måtte have deres drifter stillet på nedværdigende vis f.eks. med faldne fruentimmere.

*

Elisabeth Grundtvig mente, at kvinders længsel efter mænd i højere grad var sjælelig frem for seksuel. Dermed afviste hun ikke, at nogle kvinder havde en lige så stærk seksualdrift som mænd, men hun mente ikke, at det var en generel tendens.

Hvis man revolutionerede kvinders sædelighedsdrift, ville man påføre kvinder lidelse, fordi det ville være de fleste modbydeligt at tilhøre først den ene, så den anden, for ikke at tale om de ulykker, det ville frembringe, når manden skred fra en kvinde, og hun blev ladt ene tilbage med eventuelle børn.

få kvinder magter at navigere i en seksualiseret verden, måske gør mændene det heller ikke, og jeg tror, at der blandt mange unge mennesker søges efter en ren og gylden tid med klare rammer for kønnene.

Selvfølgelig har det været en endnu større ulykke på Elisabeth Grundtvigs tid end i vor tid, men at hun har set rigtigt, kan man ikke være i tvivl om. MeToo har udtrykkeligt givet hende ret; få kvinder magter at navigere i en seksualiseret verden, måske gør mændene det heller ikke, og jeg tror, at der blandt mange unge mennesker søges efter en ren og gylden tid med klare rammer for kønnene.

*

Det kom jeg til at tænke på, da jeg i det forgangne år så de udmærkede udsendelser på DR om de såkaldte »mandemænd«. Afsnittet med en til kristendommen omvendt advokat og hans kone vakte voldsom debat; det faldt mange for brystet, at parret havde indrettet sig efter Bibelen, så han sad for bordenden og tog de alvorlige beslutninger i familien.

Hans kone stod modigt frem og viste, at hun ikke var undertrykt, og at den måde, de havde valgt at leve på, var efter fælles ønske. Jeg var personlig ret imponeret over hendes evne til at tale for sig, mens hun kærligt og kompetent håndterede et uroligt spædbarn.

På mange måder er familien et friskt pust ind i en verden, der er forsøgt lagt øde af den militante feminisme, men samtidig vidner den om, at unge mennesker er på Herrens mark, når de forsøger at udleve deres længsel efter mening og kærlighed. De søger simpelthen en opskrift.

Som nævnt tror jeg ikke, at den bemeldte advokats hustru er undertrykt, og jeg ville ønske, at jeg selv havde kunnet være længere hjemme hos mine børn, end det var muligt for mig, men jeg vil nu alligevel give hende og andre unge kvinder det råd, at de, hvis de ikke har en uddannelse, bør få sig en.

For det er ikke altid, at »Far viser sig at være rar«, som en gammel rødstrømpe engang sagde til mig, det kan også være, at Far finder en yngre model, og så skal en kvinde kende sit værd og kunne klare sig selv. Og det er ikke radikal feminisme at mene det, det er god, konservativ kvindesagskamp, ja, jeg vil nærmest sige evangelisk-luthersk kvindesagskamp.

*

Da Elisabeth Grundtvig således gik imod Georg Brandes og det moderne gennembruds mænds syn på kønnene, var det ved at kræve lighed for kønnene, og hendes kongstanke lader til at være denne: at ægteskabets formel, hvor mand og kvinde er bestemt for hinanden til at arbejde side om side, skal udbredes til alle forhold, så kvinder og mænd bliver hinandens hjælpere.

Skiftende partnere er – som allerede nævnt – ifølge hende dårligt for både mænd og kvinder, og de naturlige drifter skal, dersom de ikke fuldbyrdes i et ægteskab, omdannes til sund energi, som man bruger på frugtbar vis; moderkærlighed kan udvides til at omfatte andre end ens egne børn, mænd kan lære at blive faste i karakteren ved at tøjle deres drifter og koncentrere sig om noget andet end at komme i bukserne på kvinderne.

Det er ikke radikal feminisme at mene det, det er god, konservativ kvindesagskamp, ja, jeg vil nærmest sige evangelisk-luthersk kvindesagskamp.

Selv om ægteskabet var den naturlige ramme for kønnene for Elisabeth Grundtvig, havde hun altså sans for, at kvinder kunne udleve deres talenter andetsteds, og at den seksuelle energi kunne omsættes til skaberkraft. Det måtte naturligvis også gælde mændene. Hun blev selvfølgelig udleet af Georg Brandes, og da han vandt kulturkampen, har det siden været hendes skæbne.

Men det har hun ikke fortjent, for hun havde fat i noget; det er godt at være bevidst om sine drifter og evne at styre dem, og det er ikke så tosset at se mænd og kvinder som ligeværdige og hinandens hjælpere, det vidner min egen familiehistorie om.

*

I min faders socialdemokratiske hjem sad en tyran for bordenden, og min uuddannede farmor, der måtte tage det hårdeste arbejde til en alt for billig pris, havde ikke mulighed for at forlade ham.

I min moders stærkt nationale præstefamilie arbejdede mænd og kvinder side om side; min oldemor, der var grundtvigsk præstekone, oprettede i Brande en friskole for børn af forældre, der holdt på den fortællende historie- og religionsundervisning som skolens vigtigste fag. Samtidig var det et hjem, der blev husket som varmt og godt.

Opfordringen skal derfor være denne til alle søgende unge mennesker. Lær jeres slægt at kende og se, hvordan mennesker levede med hinanden dér, og gå så på opdagelse i Danmarkshistorien; den er fyldt med ædelstene som f.eks. Elisabeth Grundtvig, det vil sige velskrivende, veltalende, dannede mennesker, der ville andre det godt – helt uden ideologiske bagtanker.

Så bliver det lettere at finde og stå på egne ben.