Derfor er #MeToo en terrorbevægelse

#MeToo Foto: Cyndy Sims Parr

Det vakte furore, da Marianne Stidsen i 2019 kaldte #MeToo for en terrorbevægelse. Men ifølge Kåre Fog og Lone Nørgaard er det en rammende betegnelse for den eksistentielle trussel imod Europa, som #MeToo og bevægelsens dæmonisering af biologien udgør.

Af Kåre Fog og Lone Nørgaard

Tilbage i oktober 2019 udnævnte Marianne Stidsen #MeToo til en terrorbevægelse i bl.a. en kommentar i Berlingske. Det er et voldsomt udtryk, og betegnelsen skaffede Stidsen en omgang i mediemaskinen fulgt op af massiv forfølgelse fra hendes fjender (læs f.eks.  her). Men bl.a. når det gælder #MeToo-sagerne på TV2, er det korrekt at tale om terror imod mandlige chefer.

Magt og sex

Nu skal dette ikke handle om Marianne Stidsen, men om – med afsæt i hendes begrebsbrug – at give en mere nuanceret analyse af, hvad der på spil mellem hanner og hunner på en arbejdsplads, hvor der forvaltes magt. Sammenhængen mellem magt og sex er et sprængfarligt emne, som feminister har meget bastante meninger om.

Vi, Kåre Fog og Lone Nørgaard, fik mulighed for at diskutere dette i en artikel i POV under overskriften “Når hunner søger chefen“.  Introen lyder som følger: ”Vi er blevet kaldt på banen af et misforhold, der skriger til himlene. To kvindelige TV-værter på TV2, Cecilie Beck og Karen-Helene Hjorth, har begge haft seksuelle forhold til unge mandlige praktikanter. De er ikke blevet fyret. Hvilket for os at se betyder, at hvis lidt ældre kvindelige TV-værter/chefer har forhold, med samtykke, til unge praktikanter, sker der dem ikke noget (…)”.

Her er et par andre vigtige citater fra artiklen:

Spørgsmålet om ansvar og skyld dukker (…) op, når vi diskuterer kvinder, hvis vej op ad karrierestigen går via de mandlige chefers sofaer og silkelagner.  

(…)

Hvis en kvinde opnår en stilling ved at gå i seng med chefen, kan det sammenlignes med korruption. I korruption har vi en person, som mangler kvalifikationerne til at besætte en høj stilling, men som alligevel får stillingen ved at betale penge til en chef, der så forfremmer vedkommende.

Her er ingen i tvivl om, at ansvaret og skylden ligger hos begge parter. Det er også, hvad lovgivningen siger – begge er skyldige og kan dømmes. Men hvad så, hvis vi har en kvinde, der mangler de rette kvalifikationer, men som alligevel får en høj stilling ved at betale med sex til en chef, der så forfremmer vedkommende?

Her siger de fleste feminister, at alt ansvar og al skyld ligger hos den mandlige chef. Kvinden er uskyldig. Et besynderligt synspunkt.

Vi er selvfølgelig glade for, at redaktionen på POV valgte at bringe vores artikel. Chefredaktøren, Annegrethe Rasmussen, var imidlertid bekymret for, at det ville give et ramaskrig blandt feminister, hvis artiklen kom i ukommenteret. Derfor fandt hun det nødvendigt med en personlig redegørelse for sine egne meninger om emnet. Rasmussen er uenig med os om stort set alt – til trods for vores forskningsmæssige og empiriske belæg. Rigtigt meget er åbenbart på spil. Lidt bastant udtrykt: To uforenelige verdensanskuelser – og -analyser – støder sammen.

Rasmussen har som hovedpointe, at en mandlig chef har et ansvar for at forvalte sin magt. Det betyder, at han pr definition skal fravælge den unge kvinde, der lægger an på ham, og gå ædru og pænt hjem i stedet for at kaste sig over hende.

Vi ser anderledes på det.

Mænd og kvinder må dele ansvaret

Vi mener, at de to parter hver har 50 % af ansvaret for det skete. Vi kan ikke vide, om det var den unge kvinde, der kastede sig over ham, eller ham, der kastede sig over hende. For at vurdere det skete skal begge parters version høres. Det er f.eks. ikke sket i sagerne med Therese Philipsen på TV2.

Hvis en kvinde er ung, er hun i feministers fremstilling åbenbart pr. definition usikker, og med etiketten ’ung & usikker’ kan hun tilsyneladende straffrit slippe af sted med hvad som helst. Det er alene den ældre erfarne mands ansvar at bevare sømmeligheden. Vi troede ellers, at unge karrierekvinder i dag stærkt betoner, at de har lige så meget ret til at bestemme, som ældre mænd har.

I den omtalte sag på TV2 er det forbundet med meget stor vanskelighed at få sagen belyst fra begge sider. Mandens version kan ikke komme frem, fordi han er bundet af et knap 20 år gammelt forlig, der skulle have lukket sagen. Og dermed har feminister og andre frit spil til at dyrke fortællingen om, at endnu engang har en mandlig chef misbrugt sin magt over for en ung, forsvarsløs kvinde – og nu er timen endelig kommet, da kvinderne kan hævne hans overgreb.

Havde det været en retssag, havde han kunnet udstå sin straf og derefter begynde på en frisk. Men når det er en #MeToo-sag, så bliver sagen aldrig forældet. Hans ære er ødelagt i al fremtid, og han kan umuligt få arbejde igen noget sted. Der er kun kontanthjælpen tilbage. Det er en alvorlig straf, som er helt ude af proportioner.

Samtidig gør sagen det aktuelt at diskutere den stereotype rollefordeling, hvor kvinden går efter en mand med magt, mens manden går efter ungdom og skønhed. Her siger vi, at biologien spiller en betydelig rolle.

Biologien dæmoniseres

Her har vi så problemets kerne: Biologien gøres af feministerne til noget frygteligt, som skader børn og unge i deres udvikling. Hvorfor? Biologien kan ikke hverken tænkes eller ønskes væk. Det skader f.eks. en dreng lige så meget, hvis han opdrages til at lægge vægt på de indre kvaliteter, venlighed, hjælpsomhed osv., og bringes til at tro, at hvis bare han er sympatisk nok, så vil en ung kvinde elske ham. Han kommer nemt til at vente forgæves (jf. vores kronik om incels).

Maskuline og feminine kønsudtryk er vigtige for, at der opstår tiltrækning mellem kønnene. De færreste kan forelske sig i nogen, der er lige som dem selv og ligestillet med dem selv. Kvinder tiltrækkes af, at mænd er højere end dem – højere i kropshøjde, højere i social position, højere i indtjening osv. Hvis f.eks. en kvinde tjener mere end en mand, føler manden sig ofte underlegen, og en underlegen mand er ikke seksuelt attraktiv. Somme tider fungerer det, at manden tjener mindre end kvinden, men i en del tilfælde betyder det, at parforholdet opløses (se f.eks. her).

I Storbritannien stiger mænds løn i gennemsnit meget langsommere end kvinders. Efter nogens mening betyder det, at stadig færre mænd bliver attraktive for kvinderne som mulige familiefædre.

Forholdet mellem kønnene viser ligeledes en meget ildevarslende udvikling i Finland. Andelen af de 25-34-årige mænd, der er i arbejde, er faldet betydeligt, og den andel, der er fattige, er siden år 2000 steget fra 6% til 18%. Andelen af kvinder, der er fattige, er derimod næsten uændret. Samtidig har 20 % af alle børn ikke en tilstedeværende far. Kvindernes seksualliv er blevet mindre tilfredsstillende, de føler sjældnere sexlyst end før, og har problemer med at få orgasme. Færre kvinder end før får børn, og det har voldsomme virkninger på fødselstallet.

Kønsforskelle er nødvendige

Det er svært at vide, præcis hvad der er årsag til hvad i disse spørgsmål. Men det hele stemmer overens med et generelt biologisk princip om, at seksuallivet ikke fungerer, hvis hannen er underordnet hunnen.

Hvis nu feminister skubber voldsomt på for, at kvinder skal have en karriere og nå op på lederpositioner, så betyder det, at disse karrierekvinder får sværere ved at finde kærligheden. Relativt mange karrierekvinder finder ikke nogen partner og stifter ikke familie.

Omvendt for mænd: Relativt mange karrieremænd finder en partner, stifter familie og får børn. Forklaringen på den forskel er biologisk. De to køn har af biologien fået indkodet forskellige præferencer. Så hvornår er det, at nogen taber stort? Er det, når man understreger biologiens betydning, eller når man nedtoner biologiens betydning?

Betydningen af, at der opretholdes en magtforskel mellem mænd og kvinder, viser sig på mange måder. Hvis kvinden i en familie har mere magt end manden, mens manden påtager sig en stor del af husholdningen og børnepasningen, så øger det risikoen for skilsmisse. Det viser undersøgelser i adskillige lande, bl.a. Norge og Danmark.

Feminisme og faldende fødselstal

I den store sammenhæng er det sådan, at jo mere forskel, der er mellem mænd og kvinder, jo flere børn bliver der sat i verden. Jo mere ens mænd og kvinder er, jo færre børn bliver der sat i verden. Feminisme, som forskyder kønsrollerne, fører til lavere fødselstal. Det nytter ikke noget at aflaste kvinderne ved at inddrage mændene mere i pasningen af familien. Mere øremærket barsel til mænd har f.eks. ikke ført til højere fødselstal i de øvrige nordiske lande – tværtimod. Efter indførelsen af sådan barsel er fødselstallene faldet drastisk især i Island, Norge og Finland.

Biologien får mænd og kvinder til at opføre sig sådan, at der bliver født børn nok til, at befolkningen kan overleve og reproducere sig. Hvis det ikke havde været sådan, ville befolkningen være uddød. Men i dag er der så stor modstand mod biologien, at adfærden er ændret, og der fødes ikke børn nok til, at befolkningen kan overleve på langt sigt.

Der findes andre kulturer, hvor man strengt opretholder stor forskel mellem mænd og kvinder. I disse kulturer fødes der stadig et stort befolkningsoverskud. Befolkningsoverskuddet kan være så stort, at samfundet bryder sammen – det ser vi i Afghanistan, i Yemen, i Somalia, i Mali og andre steder. Det er ikke godt. Men andre steder – især her i Vesten – er der så stort underskud, at befolkningen langsomt uddør. Samtidig kommer der en veritabel flodbølge af mennesker fra syd.

En eksistentiel trussel imod Europa

I løbet af dette århundrede vil befolkningen i Afrika vokse fra 1 mia. til 4 mia. Der opstår altså et overskud af mennesker på 3 mia., som garanteret vil søge lykken andetsteds. Kan Europa med blot ca. ½ mia. mennesker stå imod det pres? Næppe. ”Digerne” vil bryde sammen, og slutresultatet bliver, at over 80 % af Europas befolkning vil være fra Afrika. Det kan den vestlige kultur ikke overleve.

Igennem hundredtusinder af år har det været sådan, at de samfund, der formår at reproducere sig selv og brede sig, er de samfund, som fremtiden tilhører. Hos os er der opstået en modstand mod biologisk disponerede kønsroller, som gør, at vi ikke længere reproducerer os fuldt ud. Konsekvens: Om et århundrede vil der overhovedet ikke være nogen tilbage til at advokere for at opløse de traditionelle kønsroller. Vi vil for længst være løbet over ende af kulturer, der holdt fast.

Den gyldne middelvej

Det betyder ikke, at vi skal have stive kønsroller, som giver voldsomme fødselstal og ødelæggende overbefolkning. Men det betyder, at vi skal finde et passende kompromis, hvor vores befolkning kan overleve på langt sigt. Vi har en vigtig kultur at forsvare – en kultur, hvor der er ligestillede muligheder, og hvor ingen tvinger mænd eller kvinder at opføre sig på en bestemt måde. Den kultur kan vi kun forsvare mod en udefra kommende flodbølge, hvis vi undlader at svække os selv.

Vi skal ikke presse mænd og kvinder til at prioritere anderledes, end de naturligt føler trang til. Hvis en kvinde vil være sygeplejerske og arbejde på deltid, skal hun gøre det. Hvis en mand vil have en lederstilling og rejse meget på forretningsrejser, skal han gøre det. Vi skal forsvare, at de kan vælge frit. Så er der håb om, at vores kultur kan overleve.

En kultur, der aktivt bekæmper såkaldte køns-stereotyper og indfører kvoter for køn, som EU er godt i gang med, er derimod en kultur som styrer imod undergang.

Gentagelse fremmer som bekendt forståelsen, så lad os runde af med denne formulering fra ”Når hunner søger chefen”:

Det er efter vores mening terror, hvis enhver mand med et attraktivt chefjob kan frygte før eller siden at møde en kvinde, som får medhold i, at hun er blevet krænket, og kræve manden fyret fra sit job. Altså hvis det står til de fanatiske ligestillingsfeminister, der slet ikke kan se lige mere.

Derfor er #MeToo en terrorbevægelse.

Kåre Fog er bilog og Lone Nørgaard er cand.mag. i dansk, engelsk og filosofi.