Der bliver helt mørkt. Så et skrig og nogle lyde fra nervøse strygere og stemmer placeret rundt omkring i Gamle Scenes stemningsfulde tilskuerrum. Da tæppet går op og lyset kommer på, befinder vi os i en moderne lejlighed, hvor en mand ligger sammenkrøbet på en sofa. Der er blod overalt.

Vi er, hvor Richard Strauss og Hugo von Hofmannsthals Elektra (1909) sluttede. Manden i sofaen er Orestes og skriget og blodet Klytæmestras, den mor han i ledtog med søsteren Elektra myrdede. De hviskende stemmer rundt omkring i krogene er de indre dæmoner, der hjemsøger Orestes.

Hvor Orest! i Strauss-Hofmannsthals Elektra bliver råbt ud som et hyldestråb til helten, der forløser tragediens bloddryppende klimaks, hvor øksen endelig falder, er stemmerne, der hvisker hans navn, i Manfred Trojahns Orest (2011) noget mere afdæmpede. Her handler det ikke længere om altfortærende hævntørst, men om skyldfølelse.

Operaen baserer sig på Euripides’ Orestes, der vel egentlig rummer to centrale aspekter. Foruden skyldfølelsen er det blodhævnen. Hævn der avler hævn i generationer. Agamemnon dræber Ifigenia. Dette hævnes af Klytæmnestra og Ægisthos, hvilket så igen hævnes af Elektra og Orestes. Mønstret kendes fra vores egen oldtid, hvor slægtsfejder og blodhævn hørte til dagens orden. At det må stoppe på et tidspunkt anerkender Jyske Lov fra 1241 i sin fortale, hvor det bl.a. hedder, at ”[v]ar der ikke Lov i Landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest”. Denne position varetages hos Euripides af Tyndareos, der bebrejder, at Orestes ikke er gået rettens vej:

”Er han den største Daare ej paa Jordens Ring,
Han som betænkte ikke, hvad der retvíst var,
Og ej sig retted efter Hellas’ fælles Lov?
Da Agamemnon havde mistet Livets Lys,
Ramt over Issen af min Datters Morderhaand –
En skjændig Gjerning! Aldrig jeg den rose skal –.
Han burde stævnet hende til at lide Straf
For udgydt Blod, af Huset stødt sin Moder ud;
Da havde i sin Nød han Ry for Sindighed
Sig vundet, havde Loven fulgt og Fromheds Bud.
Men han i samme Vanvid hilded sig, som hun;
Mens han med Rette kjendte hendes Gjerning slet,
Han øved selv en værre ved sin Moders Drab.”

Hverken Elektra eller Orestes var som bekendt så besindige.

Tyndareos er helt fraværende i Trojahns’ stykke. Med lidt god vilje er hans position at finde hos Menelaos. Trojahns opera består af en enkelt akt, der varer godt en time og 20 minutter. Her er det centrale skyldfølelsen, mens blodhævnens dilemma er fraværende. Dette kreative valg kan fint forsvares, når man vælger det korte format, hvor drivkraften kommer af hovedpersonens indre konflikt mellem skyldfølelse og pligtfølelse:

”Som Ret var” siger koret hos Euripides nemlig til Elektra om drabet på Klytæmnestra. ”Men ej smukt”, svarer Elektra. Moderdrabet er ikke noget, man tager let på, selv når hun – groft sagt – har fortjent det. Meget bedre er det ikke hos titelkarakteren, der også plages af skyld:

”Jeg tror for vist, om jeg min Fader havde spurgt
Ansigt til Ansigt om min Moders Drab til Raads,
Da havde han med Kjærtegn vist bønfaldt mig
Aldrig at støde Sværdet i min Moders Bryst.”

Det er således hos Euripides nogle helt andre og mere tvetydige og ydmyge personer, vi møder, end de arkaiske hævnere, vi kender fra Strauss-Hofmansthals “forgænger”, der baserer sig på Sofokles’ tragedie. – Euripides skrev i øvrigt også selv en udgave af Elektra.

Der er ellers ikke så meget afdæmpet ydmyghed over Trojahns musik. Den er vild, grænsende til det brutale, insisterende og allerede fra de første strygere og hviskende stemmer har den godt fat i mig.

Den arkaiske vildskab i musikken lægger sig fint i forlængelse af Strauss’ musik til Elektra, værket, som Trojahns opera jo er en efterfølge til. Udover Strauss’ musik mindede Trojahns musik til Orest mig også om Poul Ruders’ musik. Særligt hans første symfoni ”Himmelhoch jauchzend – zum Tode betrüb” (1989). Det er umiddelbare indtryk – jeg har ikke hørt Trojahns musik før og ikke haft mulighed for at hør den igen, før jeg skriver dette.

Trojahns kreative valg af musik til Euripides’ stykke kan diskuteres. Personerne hos Euripides kunne måske kalde på musik, der ikke lægger sig så meget op af Strauss’ arkaiske vildskab. Skyldfølelse kan naturligvis også være voldsom, men stemningen burde måske have været anderledes, måske mere afdæmpet, så vi kunne se, at vi var i et andet univers, eller at personerne i hvert fald var. Dertil kommer, at musikken ikke rummer tragediens tvetydighed: Nemlig dilemmaet mellem at gøre det ”rigtige”, men stadig plages af skyldfølelse. Trojahns musik er for endimensionel. Det er Sofokles’ Elektra mere end Euripides’ Orestes, Trojahn synes at sætte i musik.

Men hvorom alting er, så fortæller Trojahns musik, at der er voldsomme følelser på spil; og isoleret set er musikken rigtig god og særdeles interessant. Som hos Strauss er Trojahns musik måske næsten til tider for detaljeret, men det gør musikken værd at høre igen; og det er derfor godt, at operaen allerede foreligger indspillet, trods sin unge alder. Bedst fungerer de hviskende stemmer, der plager Orestes.

Musikken blev også glimrende fremført af Det Kongelige Kappel under Marie Jacquot, der sørgede for, at musikken – mine forbehold om komponistens kreative valg til trods – ikke blev kedelig. Orkestret spillede godt og fik det bedste – eller måske rettere: værste – frem i Trojahns brutale klangunivers.

Sangmæssigt var der også virkelig gode præstationer hos navnlig Elisabeth Jansson (Elektra) og Christoph Pohl (Orestes). For alle sangerne gælder det dog, at det meget af tiden kom til at handle måske lovlig meget om at synge om kap med Trojahns massive orkesterbesætning, der ikke altid syntes at give sangerne den plads, de fortjente.

Hverken komponist eller instruktør havde desværre gjort meget ud af at give de forskellige personer individualitet. Selvom stykket kun har få centrale personer og udgør en enkelt akt af godt 1 time og 20 minutters varighed, var det ikke altid let at vide, om det nu var Helena elle Elektra, der kom ind på scenen. Det er utroligt, at den slags problemer stadig forekommer, men det er desværre almindeligt forekommende også hos nutidens filminstruktører, der ikke gør altid gør nok ud af personerne.

Der var desværre ikke meget at komme efter i Kasper Holtens opsætning, der var generisk regiteater af den slags, man efterhånden bruger til mange operaopsætninger: En moderne luksus-lejlighed, hvor nogle overklassetyper løber rundt i nutidige gevandter, eksempelvis Det Kongelige Teaters forrige opsætning af Elektra fra 2009-10 , hvor handlingen også var henlagt til et sådant sted. Beskrivelsen i programmet lyder også som noget, der kunne være taget fra en anden af disse opsætninger:

”Personerne er i vores opsætning fanget i et slags magtens (tom)rum, det tidløse rum, hvor den, som til enhver tid sætter sig ved skrivebordet, er herskeren, konge eller dronning.”

Det er svært at se, hvad Holten egentlig vil sige med sige med sin opsætning. Derfor kunne man måske ligeså godt have ladet handlingen blive i det arkaiske univers, hvor den foregår og fungerer bedst. Uanset hvad man må mene om Holtens moderne opsætninger, så er de altid gennemførte og typisk med et væld af detaljer og skøre indfald og med en klar retning, så man kan tage stilling for eller imod hans ideer. Således eksempelvis hans opsætning af Carl Nielsens Maskerade, Wagners Nibelungens Ring og Strauss-Hofmannsthals Kvinden uden skygge. Men opsætningen af Orest virker anderledes halvhjertet; og jeg fornemmer ikke den kreative gnist. Trojahns musik kalder også, synes jeg, på større armbevægelser end den grå lejlighed.

Det overordnede indtryk af både værk og opsætning bliver derfor desværre noget middelmådigt. Jeg er ganske glad for, at Det Kongelige Teater har opsat Trojahns Orest og ikke mindst for at have stiftet bekendtskab med Trojahns musik, som både Kapel og sangere fremfører flot; og jeg vil derfor ikke tøve med at anbefale værket. Navnlig hvis man kan lide den musik, Strauss skrev til Elektra, er der meget at komme efter. Jeg håber, at værket kommer på programmet igen om ikke alt for længe – gerne som anden del af en dobbeltforestilling, hvor Strauss-Hofmannsthals Elektra er første del.

————————————————————————————————————

Særskilt anmeldelse af publikum: Publikum opførte sig eksemplarisk og hensynsfuldt.

Manfred Trjohan, Orest. Libretto af komponisten efter Euripides’ tragedie. Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 19. september 2024.

Referencer:

Forestillingens hjemmeside:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/opera/orest 

Elisabeth Linton, Et lidelsesdrama om skæbnens væsen (programartikel).

Jørgen Hansen, Når guderne leger (programartikel).

Jørgen Hansen, kandala, skyld og Strauss – et portræt af Manfred Trojahn (programartikel).

Kasper Holten, En stivfrossen madrigal af stemmer (programartikel).

Euripides, Orestes. Fra: Skuespil af Evripides oversatte af C. P. Christensen Scmhidt. Andet Hæfte. 1875.

Skaanske Lov og Jyske Lov. Oversat og kommenteret af Erik Kroman og Stig Iuul, 1963.

Manfred Trojahns Orest er indspillet af Det Nederlandske Filharmoniorkester under Marc Albrecht og kan købes hos Danacord:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=9816