Billede: Erik Henningsen: 'Et foredrag i Dagmarsalen, Askov Højskole 1903', 1903. Wikimedia Commons

Folkets magt

Dansk folkelighed og folkets plads i Europa
15. september 2026
10 minutters læsetid
Bogen Folkeligt skal alt nu være skabte debat og gav stof til eftertanke da den udkom tidligere i år. Kan demokratiet overleve uden folkeligheden? Og hvad vil det overhovedet sige at være et folk? Professor emeritus Ove Korsgaard har anmeldt bogen.

Det har været en udbytterig fornøjelse at læse Christian Egander Skovs nye bog Folkeligt skal alt nu være. Det er en meget klar og klog bog. Den har en stram opbygning, den er særdeles velskrevet og den rummer dyb indsigt i relationen mellem begreberne: folk, folkelig og demokrati. Lad mig først trække nogle af bogens centrale pointer frem, derefter hæfte mig ved, hvad modtagelsen af bogen siger om vor tid, for til sidst at pege på problemstillinger i bogen, som kræver fortsat diskussion og afklaring.

Demokrati har som bekendt rod i de to græske ord, demos og kratia, som betyder folk og styre. Demokrati indeholder således en påstand om, at der er et folk, der styrer. Men hvem udgør dette folk? Det er det centrale spørgsmål i bogen. Der findes mange teorier om, hvad der forstås ved en demokratisk styreform, men der findes kun, hvad der er blevet kaldt ‘skyggeteorier’ om folket, der styrer.

Med sin bog bevæger Egander sig ind i teoriernes skyggeland ved at stille spørgsmålet: Hvad kendetegner demokratiets folk? Med dette spørgsmål træder han ydermere ind i en terminologisk jungle. For ordet folk er et af sprogets mest komplekse og konfliktfyldte begreber. Det er komplekst, fordi det rummer mange forskellige betydninger, og konfliktfyldt, fordi ordet fremkalder vidt forskellige associationer, hos nogle særdeles positive, hos andre yderst negative.

Et omstridt begreb

Ordet folk bruges både til at forene mennesker og til at splitte mennesker, det anvendes både af demokrater og autokrater, og det har givet anledning til dramatiske mentale og samfundsmæssige omvæltninger.

Folket er med andre ord et plastisk begreb, der anvendes om vidt forskellige former for fællesskab – et hus- og slægtsbaseret fællesskab, et socialt og klassemæssigt fællesskab, et sprogligt og kulturelt fællesskab, et etnisk fællesskab, et racemæssigt fællesskab, et politisk fællesskab og et demokratisk fællesskab.

Bogens anliggende er at undersøge og identificere det specifikke ved demokratiets folk. En af de teoretikere, der har gjort opmærksom på vanskelighederne, er den amerikanske demokratiteoretiker Robert A. Dahl. I Democracy and its Crisis (1989) rejser han spørgsmålet: »Hvis demokrati betyder folkestyre, hvad udgør da et ‘folk’? Der findes nok intet problem inden for hele den demokratiske teoris og praktiks område, som er vanskeligere at håndtere end det, der gemmer sig bag dette uskyldige spørgsmål.«

Det er yderst velgørende, at Egander ikke nøjes med – som så mange gør – at fokusere på demokratiets styreform og dets institutioner. Han har i stedet givet sig i kast med at svare på det tilsyneladende uskyldige, men langt vanskeligere spørgsmål: Hvad forstår vi ved et demokratisk folk? For det, vi forstår, har afgørende betydning for den måde, vi ser på os selv og på demokratiet. Sat på spidsen, som Egander ynder at gøre: »Den der ikke beskæftiger sig med folket, kan heller ikke beskæftige sig med demokratiet.«. (s.118).

Demokratiets krise er nemlig ikke først og fremmest institutionelt, men folkeligt, hævder Egander. Det er et meget vigtigt statement, som han blandt andet underbygger ved at skelne mellem begreberne befolkning og folk.

Han prøver at gøre klart, at vores demokrati og samfundsform ikke kan opretholdes uden en forestilling om at tilhøre et dansk folk i politisk forstand

At der er forskel på og sammenhæng mellem disse begreber, er en grundpræmis i bogen. Det udgør i virkeligheden en nøgle til forståelse af hans analyser og konklusioner. Befolkningen bruges om de mennesker, der bor i landet, folket om de forestillinger, de samme mennesker har om sig selv og det land, de bor i. I Danmark er befolkningstallet nu omkring 6 millioner mennesker, og har været stigende gennem de seneste årtier. Men samtidig har forestillingen om at tilhøre et folk ifølge Egander været faldende.

At en befolkning ikke kan udgøre grundlaget for et demokrati, har før været påpeget. Allerede den schweizisk-franske filosof Jean-Jacques Rousseau gjorde i bogen Samfundspagten fra 1762 opmærksom på, at det kræver noget mere. Det kræver et folk. Det vil sige en befolkning med en bevidsthed om at udgøre et folk med alt hvad det indebærer af ansvar og krav.

Det er ligeledes en præmis i bogen, at demokratiets institutioner og demokratiets folk er forbundne kar. Begge instanser er vigtige. Men demokratiets aktuelle tilstand ser ifølge Egander ret så forskelligt ud, alt efter om man fokuserer på dets institutioner eller dets folk.

De demokratiske institutioner fungerer nogenlunde godt i Danmark, og valgdeltagelsen er ret høj. Så hvorfor så bekymret sig på demokratiets vegne, kunne man spørge? Fordi folket ifølge Egander er forsvundet eller i hvert fald i færd med at forvitre. Og uden en bevidst forestilling om at tilhøre demokratiets folk, bliver demokratiets institutioner en tom skal.

At demokratiets institutioner består, og befolkningen møder op og stemmer til valg, kan forlede os til at tro, at demokratiet fungerer fint. Men det er langt fra tilfældet, hævder Egander. »Forfatninger og valg kan skjule en politisk virkelighed, hvor snævre og lukkede eliter har monopoliseret magten og gjort folkelig deltagelse illusorisk, og hvor staten aktivt undergraver civilsamfundet.« (35). Selv om det som nævnt står bedre til i Danmark end i mange andre lande, er det danske demokrati også stærkt udfordret.

Folkelighed og populisme

Dog er det ikke kun folk, der udgør et centralt begreb i Folkeligt skal alt nu være. Som bogens titel indikerer, er det også begrebet folkelig. Man kan ikke beskylde Egander for at springe over, hvor gærdet er lavest. For ved at inddrage begrebet folkelig, gør han det ikke lettere for sig selv at få bragt sit ambitiøse projekt tørskoet i land. I dagligsproget forbindes ordet almindeligvis med »festlig, folkelig og fornøjelig«. Så hvorfor og med hvilken betydning finder Egander det nødvendigt at inddrage begrebet i ligningen: folk, folkelig og demokrati?

Allerede i sin forrige bog Borgerlig krise: det ideologiske opbrud i blå blok fra 2022 gjorde han opmærksom på betydningen af ordet folkelighed. For det var, hvad blå blok manglede, hævdede han – nærmest i forbifarten. I Folkeligt skal alt nu være indtager begrebet en hel central plads. Folkelighed udgør i virkeligheden forudsætningen for et folk og et demokrati, hævder Egander. »Uden folkelighed findes der ikke noget folk, kun en befolkning. En almue med et gammelt ord.« (s. 13).

Men hvad forstår Egander ved begrebet? Den mest prægnante beskrivelse og definition lyder: »Folkelighed betegner de sociale, kulturelle og åndelige praksisser, hvorigennem dette folk bliver levende, myndigt og i stand til både at bære og begrænse magten.« (s. 162) Folkelighed har med praksisser at gøre. Egander refererer her til Grundtvigs kendte udsagn: »Åndens løsen er bedrifter.»Ånden skal ikke alene komme til udtryk i ord, men også vise sig i praksis. Folkelig deltagelse er ikke bare forudsætningen for, at folket kan udgøre magtens subjekt, folkelig deltagelse er også forudsætningen for, at statens magt kan begrænses i et demokrati.

Folkelighed rummer med andre ord en kraft, der kan omforme en befolkning til et folk. Kraften kan imidlertid også føre til populisme. Både populisme og folkelighed abonnerer på begrebet folk. Populisme er således blot endnu en måde, hvorpå folket træder frem som et politisk fænomen. Men dermed er ikke alt sagt. For populismen er ifølge Egander snarere et symptom end en kur.

Hvad populismen mangler er en ide om dannelse. »Populismens folkelighed drejer sig sjældent om dannelse, hvor folket skal forstå sin magt ved at forstå sig som folk.« (s. 136). Populisterne afviser dannelse som et elitært projekt. I stedet for dannelse satser populisterne på en identitetspolitisk mobilisering baseret på folket som miskendt og underkuet. Forskellen mellem folkelighed og populisme er med andre ord oplysning og dannelse.

Et lignende synspunkt blev understreget af den amerikanske politiske filosof Francis Fukuyama på det såkaldte Matchpoint-seminar på Aarhus Universitet i maj 2026. »Jeg mener, at folk, der lever i et demokrati, er nødt til at forstå lidt af teorien bag demokratiet. (…) Jeg tror, ​​at hvis man ikke forstår, hvordan disse [demokratiske] institutioner udvikler sig, så vil man ikke sætte pris på dem. Og derfor vil man heller ikke handle for at beskytte dem.«

Demokratier kan ifølge Fukuyama ikke hvile på laurbærrene. De er afhængige af en kontinuerlig oplysnings- og dannelsesproces. Det gælder også det danske demokrati, understreger Egander.

Tidsånden taler

Det mest bemærkelsesværdige ved Christian Egander Skovs bog er den overvældende positive modtagelse, den har fået. Det vidner om en markant ændring af tidsånden. Bogen synes at have forløst et opdæmmet behov for at tale om begreberne folk og folkelighed. Det ville man knap have troet for 10 år siden og slet ikke for 20.

Det kan jeg selv tale med om. For selv om det ikke er kutyme at gøre det som anmelder, vil jeg alligevel tillade mig at gøre det i denne sammenhæng, idet Egander skriver, at der i særlig grad er to bøger, der har inspireret ham i hans arbejde med begrebet folk. Den ene er »Niels Kayser Nielsens bog Bonde, stat og hjem og Ove Korsgaards Kampen om folket.« Selv om min disputats fra 2004 om begrebet folk blev modtaget fint og fik gode anmeldelser, var der kollegaer på universitetet, der fandt, at mine forsøg på at fastholde begrebet folk som et vigtigt begreb, var altmodisch. For i dagens multikulturelle samfund var folk et uholdbart begreb og kontraproduktivt at bruge som et politisk subjekt.

Der er her tale om en moderat og folkelig form for nationalisme, som lægger afstand til yderfløjene

Hvis Eganders bog var blevet udgivet i 1990’erne, ville den uden tvivl være blevet heglet ned. For at skrive om folket og nationen var at beskæftige sig med forældede begreber og nostalgiske forestillinger om Danmark. Den sidste Danmarkshistorie var skrevet, hævdede den danske historiker Søren Mørch. Den havde han selv skrevet! Danmarkshistorien begyndte ifølge Mørch med borgerkrigen 1848 og holdt op omkring 1970, uden at der rigtig blev lagt mærke til det. At det var sket, gjorde han med slet skjult kynisme den langsomt opfattende befolkning opmærksom på i 1996 med bogen Den sidste Danmarkshistorie, der sluttede med følgende konklusion: »snip, snap, snude så er den Danmarkshistorie ude.«

Der er en interessant parallel mellem Mørchs og Eganders bog, idet de begge bygger på ideen om, at noget er ved at forsvinde. I Mørchs bog er det Danmarkshistorien som genre, der er ved vejs ende, i Eganders bog er det folket som forestilling. Mens Mørch trækker på skuldrene af tabet, søger Egander at vække til kamp. Han prøver at gøre klart, at vores demokrati og samfundsform ikke kan opretholdes uden en forestilling om at tilhøre et dansk folk i politisk forstand.

I folkets midte

Folkeligt skal alt nu være hører til den slags bøger, der hæver sig op over den kontinuerlige strøm af udgivelser. Bogen er blevet et offentligt anliggende – og bliver måske et fælles referencepunkt i de kommende år. Det sker fra tid til anden. Lad mig nævne tre bøger af denne slags, nemlig Bjørn Poulsen: Ideernes krise i åndsliv og politik fra 1960. Kristen Helveg Petersen, Niels I. Meyer, og Villy Sørensen: Oprør fra midten fra 1978 og Hennings Fondsmark: Den danske utopi fra 1990. Disse bøger blev ikke kun genstand for stor interesse og intens debat i deres samtid, idet der fortsat bliver refereret til dem. Egander nævner både Ideernes krise i åndsliv og politik og Oprør fra midten.

Det er tankevækkende, at forfatterne til en række af de bøger, som har vakt størst opmærksomhed og debat gennem de seneste årtier, ikke er skrevet af universitetsansatte forskere. De nævnte bøger er ikke skrevet som akademiske afhandlinger, men kombinerer en klar analyse og en personlig holdning. Egander påpeger selv, hvad det er for en bog, han har skrevet. »Denne bog er ikke kun analyse, og slet ikke først og fremmest historieskrivning. Den er i sidste ende båret af en holdning.«

Selv om det kunne være interessant at sammenligne disse debatskabende bøger, vil jeg her nøjes med at pege på et enkelt tydeligt fællestræk mellem Oprør fra midten og Folkeligt skal alt nu være. De bygger nemlig begge på ideen om ‘midten’ som udgangspunkt for kvalitative forandringer og ‘den gyldne middelvej’ som vejen frem i et demokrati. At Egander befinder sig bedst på midten, kommer til udtryk i hans forsvar for en »nationalisme fra midten«. Der er her tale om en moderat og folkelig form for nationalisme, som lægger afstand til yderfløjene, der til højre abonnerer på en lukket form for nationalisme, og til venstre tager afstand fra ideen om at tilhøre en nation. For nation hænger sammen med nationalisme.

I årtier – i realiteten fra Anden Verdenskrig til de senere år – har den gængse opfattelse blandt både læg og lærd været, at nationalisme og demokrati er som ild og vand, og at folk og demokrati udgør en problematisk cocktail – al den stund Hitler elskede begreberne folk, folkelig og folkelighed. At demokrati ikke bygger på nationalisme, men på menneskerettigheder, blev den tankegang, der kom til at præge efterkrigstidens forståelse af demokrati.

Formuleret ved hjælp af et hjemmestrikket slogan: ‘Intet demokrati med nationalisme.’ Men denne tankegang vender Egander på hovedet med følgende slagord: »Uden nationalisme intet demokrati«(58). Selv om han såvel historisk som aktuelt har ret et langt stykke af vejen, skruer han nok lidt for højt op for den sproglige lydstyrke til, at det fuldt ud er et holdbart synspunkt. I hvert fald udgør liberale frihedsrettigheder også en forudsætning for et liberalt demokrati.

Kan vi tilhøre flere folk?

Egander er blevet kritiseret for ikke at forholde sig tilstrækkeligt seriøst til de problemer, som er forbundet med migration. Det mener jeg ikke er en rimelig kritik. Derimod savner jeg en analyse af de konsekvenser, som vores medlemskab af EU har for bogens centrale begreber folk, folkelig og demokrati? Eganders analyse af disse begreber har tydeligvis nationen og nationalstaten som horisont. Det er dens styrke men også en svaghed.

For det må jo have konsekvenser for disse begreber, at for eksempel 60 procent af dansk lovgivninger implementering af direktiver fra EU – for bare at nævne ét af Eganders mange eksempler på, at vores medlemskab af EU har medført en afnationalisering af politik. Denne udvikling kolliderer med bogens overordnede anliggende, som er at gennationalisere politik.

Hvordan forholder Egander sig til spænding mellem afnationalisering og gennationalisering? Egander ønsker ikke Danmark ud af EU. »Jeg hører til dem, der tror på nødvendigheden af europæisk samarbejde, ikke mindst nu hvor vi ikke kan regne med amerikanerne. Europa er blevet en national nødvendighed, fordi et stærkt Europa er en forudsætning for nationalstatens frihed.« (s. 106). Han medgiver, at der sker »en indsnævring af det nationale demokratis råderum«, men det er en omkostning, vi må acceptere. For afnationalisering af politik kan være en nødvendighed, »selv om den nødvendigvis flytter beslutningskraft væk fra folket.« (107).

Egander finder med andre ord, at vi er nødt til at underlægge os den europæiske nødvendighed. Men samtidig forholder han sig – forståeligt nok – til denne nødvendighed som æslet, der skal trækkes til truget, for nødvendigheden synes jo at underminere hele hans anliggende med bogen.

Man kunne have ønske sig, at Egander ikke kun havde sat hælene i, men også stillet spørgsmålet, om ikke vi gennem vores medlemskab af EU og dets forskellige demokratiske institutioner – ministerrådet, parlamentet og kommissionen – har fået tilført mere beslutningskraft end tidligere på områder af vital afgørende betydning for vores fremtid som folk.

Med de dramatiske geopolitiske ændringer, der finder sted i disse år, bliver vi også nødt til at spørge: Hvilken betydning vil det få for vores forståelse af begrebet folk, hvis vi støtter præsident Macrons idé, at vi i Europa skal søge at opnå strategisk suverænitet, altså europæisk suverænitet. Kræver det et europæisk folk?

Det er som nævnt en grundpræmis i Eganders bog, at det kræver mere end en befolkning, hvis suverænitet skal være demokratisk funderet, det kræver et folk. Men kan man overhovedet bruge begrebet folk i politisk forstand om andet end et nationalt folk? Eller kan man både indgå i et nationalt folk og et europæisk? Det spørgsmål bliver vi nødt til at overveje og diskutere, hvis ellers man går ind for, at europæisk suverænitet skal være demokratisk forankret.

Mit anliggende er ikke, at Egander skulle have skrevet en helt anden bog end den, han har skrevet. Men netop fordi han skriver så godt og indsigtsfuldt om det danske samfunds kernebegreber, folk, folkelig og demokrati, kunne jeg have ønsket mig, at han var gået mere til biddet, når det gælder disse begrebers betydning og forandring i det Europa, som Egander ser som en national nødvendighed.

 

Christian Egander Skov: Folkeligt skal alt nu være. Et forsvar for vores folkestyre. Gyldendal, 2026.

 

Ove Korsgaard

Ove Korsgaard

Ove Korsgaard er ph.d. og professor emeritus ved DPU, Aarhus Universitet.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr