Hvis Poul Schierbeck (1888-1949) overhovedet er kendt for noget i den brede offentlighed, er det næppe musikdramatiske værker eller sin tid som organist i Skovshoved Kirke, men melodierne til sangene I Danmark er jeg født, Det er i dag et vejr og Hør den lille stær, der nok også i dag er mere kendte end den musik, Schierbeck skrev til vægtige film som Vredens Dag (1943) og Ordet (1955), begge af Dreyer.

Det har Den Jyske Opera heldigvis sat sig for at lave om på med seneste opførelse i Den Danske Serie, der netop er Schierbecks opera Fête Galante fra 1927 (førsteopført i 1931) til en libretto af Max Lobedanz. Operaen er vist ikke blevet opført meget siden 1960’erne, men det er dog bl.a. blevet til en koncertant opførelse i Tivoli i 2012, der heldigvis blev indspillet.

Stilistisk er operaen lidt henad samme genre som Johann Strauß II’s operette Flagermusen eller Carl Nielsens Maskerade – Nielsen var Schierbecks læremester – hvor en række overklassetyper skaber sig tossede og er utro på kryds og tværs. Humoren er nøje afmålt og mere underfundig og pudsig end egentlig lattervækkende. En vis alvor fornemmes i Schierbecks stykke, om end ikke på samme måde som hos eksempelvis Richard Strauss, der mestrede at få alvoren frem i komikken.

Konkret er vi ved Versailles i starten af Louis XV.s regeringstid. Kongen er bortrejst; og de tilbageværende adelige keder sig bravt og beslutter sig for at muntre sig lidt med de tilstedeværende unge damer. Grev René har udset sig den unge Suzon, der dog stiller bryllup som betingelse for hans tilnærmelser. Dette ligger ikke lige i kortene for Renés vedkommende, så han lægger den plan, at han indvilliger i at gifte sig med pigen, men uden hendes vidende tilvejebringer notarattestationen på ægteskabskontrakten på skrønt af en lakaj, der er udset til at spille rollen som notar. På den måde er ægteskabskontrakten ugyldig og ganske uforpligtende for greven.

Hele misæren opdages dog af den intrigante teaterdirektør Scaramouche, da lakajen i fuldskab kommer til at tale over sig. Scaramouche beslutter sig for at afpresse først greven og siden Suzon, hvilket kompliceres af, at de to i virkeligheden måske godt kan lide hinanden. Den ikke helt ukomplicerede historie er herudover tilføjet en række sidehistorier og intriger, der ikke mindst involvere Scaramouches hustru, Marcelle, der velvilligt forfører og lader sig forføre.

Det er ikke en let sag at forløse en sådan historie. Den ene scene skal ubesværet glide ind i den næste og personer og historie skal være forfinet så delikat, at man aldrig har følelsen af at blive forvirret. Dette lykkedes i eksempelvis Flagermusen og Maskerade, men kun delvist i Fête Galante, hvor mængden af personer og sidehistorier kunne være bedre afmålt og integreret. Men bliver udmattet bare af at læse handlingsreferatet, som der desværre ikke gøres meget ud af i programmet. Her er man bedre hjulpet i Gerhard Schepelern Operabogen.

Stykkets personer kunne også godt allerede fra librettisten og komponistens hånd have lidt mere individualitet. Det er en svær kunst i den her slags stykker, hvor de små detaljer og subtiliteter skal mestres både af komponist, librettist og instruktør. Dette lykkedes delvist for de centrale hovedpersoner, men kun akkurat så de kunne kendes fra hinanden. Deres primære funktion var bundet op på formidlingen af stykkets intriger.

Derimod er der en hel del at hente i Schierbecks musik, der blev udsøgt fremført af Copenhagen Phil dirigeret af Christian Øland. Musikken er både langt væk og tæt på de sange, man kender Schierbeck for. Langt væk fordi den ikke stryger med hårene. Musikken vrænger, skærer tænder og rækker tunge af publikum. Den er stor, flot og pompøs sine steder, f.eks. ved duellen til sidst og kongens ankomst og bevidst skæv andre steder. Den spiller fint med i handlingen og er sjov og underfundig i sig selv. Dirigenten Christian Øland havde valgt at forstærke mange af disse elementer, så de fremstod endnu mere tydelige og karikerede, hvilket klædte musikken godt. Der må gerne laves en orkestersuite af musikken fra stykket til koncertbrug.

Gennemgående var musikken dog lidt for meget lavet til skulle give plads til sangen, og så er vi fremme med hvorfor musikken alligevel ikke er så fjern fra den fornyelse af den danske sangskat, som Schierbeck m.fl. stod for. Ikke ulig Strauss’ Intermezzo var det meste musik ofte placeret i mellemspil, mens musikken skrevet til sangen ofte mest var tænkt til at skulle gøre teksten forståelig, hvilket den også var. Fête Galante er på godt og ondt en opera, hvor man kunne følge med uden at skulle bruge tid på overteksterne. Schierbeck har fin fornemmelse for det danske sprog; og det lyder faktisk flot i operaen, hvilket bestemt ikke er en given sag.

Den Jyske Opera havde heldigvis forstået, at hvis et stykke som Fête Galante skal have en chance på repertoiret, så skal der ikke eksperimenteres alt for meget; og man havde derfor valgt at lave en flot, traditionel opsætning, som instruktøren Jacob Schjødt havde stået for. Opsætningen gør en ganske ihærdig indsats for at formidle den ikke helt ukomplicerede handling for publikum. Den vellykkede scenografi, der ligesom kostumerne er skabt Astrid Lynge Ottosen, består af nuancer af lyserødt, der er bygget op som en barok teaterscene med forskellige niveauer, der strækker sig bagud og samtidig opad i fire niveauer. For hvert niveau er der tæpper, der kan trækkes for. Først til sidst ser vi det sidste, øverste niveau, hvor kongen gør sin entre. Opsætningen understøtter stemningen i værket samt pirrer og stimulerer fantasien på bedste vis.

Partiet som grev René var i gode hænder hos Anders Kampmann, der med en flot, potent tenorrøst var en fornøjelse at høre på, selv når han mest talte, og som fandt sit naturlige klimaks i den store monolog i anden akt, hvor han indser, at han alligevel elsker Suzon.

Det vægtige parti som Scaramouche var omvendt kun delvist vellykket. Leif Jone Ølberg fik for lidt ud af det, men det skal her retfærdigvis siges, at det ikke udmærker sig ved righoldig udsmykning fra komponistens hånd.

Dénise Beck fortolkning af partiet som Suzon var navnlig i første akt måske en anelse for ubehersket for min smag, men fandt et leje, jeg bedre kunne lide i anden akt; og det var en ublandet gælde at høre hende i den store duet med René til sidst i anden akt.

Sophie Thing-Simonsend var nok den jeg bedst kunne lide, der med en skøn altklang og et fint komisk talent levendegjorde La Scaramouche.

Fête Galante kan i skrivende stund opleves på turne i hhv. Odense, Vejle og Sønderborg frem til den 28. marts 2025. Schierbecks musik kan anbefales i sin egen ret; og Den Jyske Operas veloplagte opsætning bør man ikke snyde sig selv for.

Poul Schierbeck, Fête Galante. Libretto af Max Lobedanz. Den Jyske Opera, gæstespil på Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 11. marts 2025.

Referencer

Forestillingens hjemmeside hos Det Kongelige Teater med bl.a. webdokumenter om værket:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/gastespil/fete-galante?section=top

Forestillingens hjemmeside hos Den Jyske Opera

https://jyske-opera.dk/forestillinger/fete-galante/

Program indlæg fra Den Jyske Operas trykte program.

Den Store Danske; Steensen, Steen Chr.: Poul Schierbeck i Lex på lex.dk. Hentet 12. marts 2025 fra https://lex.dk/Poul_Schierbeck

Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001.

Fête Galante findes i en fremragende indspilning fra 2012 med DR Symfoniorkestret dirigeret af Michael Schønwandt med bl.a. Bo Skovhus og Michael Weinius som hhv. Scaramouche og René . Udgivet på Dacapo:

https://www.dacapo-records.dk/da/udgivelser/schierbeck-fete-galante