En bestemt strømning i Europa og navnlig USA fejlfortolker betydningen af Ukraines befrielseskrig mod Rusland. Månedens kronikør tegner et portræt af en afsporet strømning i Vestens konservative kredse.

Ovenpå Dansk Folkepartis udmelding om at reducere den danske støtte til Ukraine fristes man til et kigtil USA for at se, uden sammenligning i øvrigt, hvordan det kan være, at nogle amerikanske konservative så direkte og så højstemt støtter Rusland i deres krig mod Ukraine, når det er svært at finde konservative på europæisk jord, der er enige med dem.

En af de centrale årsager til, at visse konservative stemmer er blevet tiltrukket af Rusland, er deres modstand mod globalisme og den liberale internationale orden, som de opfatter som en trussel mod national suverænitet og traditionelle værdier.

Visse konservative ser institutioner som EU, NATO og endda FN som kræfter, der fremmer en globalistisk dagsorden, der svækker nationalstaterne og fremmer politikker som åbne grænser, multikulturalisme og progressive sociale normer.

Misforstået modvægt

I Danmark har flere nationalkonservative politikere og debattører udtrykt en lignende modstand mod EU og andre internationale institutioner. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti har udtrykt stærk kritik af EU og argumenteret for en dansk udtræden af unionen.

Henrik Dahl fra Liberal Alliance har påpeget, hvordan internationale organisationer i hans øjne underminerer national selvbestemmelse, mens Nye Borgerlige tidligere fremhævede truslen fra multikulturalismen som en direkte konsekvens af globalisme.

Rusland, under Vladimir Putin, opfattes af nogle konservative som et bolværk mod disse tendenser. Putins regering har positioneret sig som en forsvarer af traditionelle kristne værdier, national suverænitet og en multipolær verdensorden i direkte opposition til, hvad den beskriver som vestlig dekadence og global dominans.

For konservative, der mener, at deres egne regeringer er blevet kapret af venstreorienterede eliter og globalistiske institutioner, repræsenterer Rusland en modvægt til, hvad de ser som vestligt kulturelt forfald. I USA er denne holdning blevet tydelig hos personer som Tucker Carlson, tidligere vært på Fox News, der gentagne gange har rost Putin for at være ”strong and decisive” og kritiseret Biden-administrationens støtte til Ukraine.

Carlson har sagt: ”Why shouldn’t I root for Russia? Which I am.” På samme måde har den konservative kommentator Candace Owens udtalt, at ”NATO is responsiblefor pushing Russia into a corner” og har givet udtryk for, at USA ikke burde blande sig i konflikten. Disse udsagn er i tråd med en længere tradition blandt visse amerikanske konservative, hvor Rusland ses som en naturlig allieret mod den liberale internationale orden.

Apologi

En del af den retorik, der har fundet genklang hos nogle konservative stemmer, er påstanden om, at Ukraine er nazistisk eller har stærke nazi-sympatier. Denne påstand har sine rødder i russisk propaganda, som har brugt termen “denazificering” som en retfærdiggørelse for invasionen.

Kommentatorer som Tucker Carlson, Candace Owens og kongresmedlem Marjorie Taylor Greene har gentaget denne retorik eller givet den opmærksomhed ved at antyde, at Ukraine har forbindelser til ekstreme højrefløjsgrupper. Greene har eksempelvis udtalt: ”Why are we sending billions to a country with ties to neo-Nazis?”

Disse påstande er imidlertid grundlæggende fejlagtige. Selvom der har været små, marginaliserede højreekstremistiske grupper i Ukraine, som det er tilfældet i mange europæiske lande, er landet som helhed langt fra at være et “nazistisk” regime.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er jødisk og mistede familie under Holocaust, hvilket gør anklagen om nazisme endnu mere absurd. De konservative, der fremfører denne påstand, forstærker desværre russisk desinformation uden at tage højde for den historiske og politiske virkelighed i Ukraine.

Det autoritære

Konservativ skepsis over for det liberale demokrati har også spillet en rolle i dette fænomen. Siden begyndelsen af 2010’erne har der været en voksende beundring på højrefløjen for stærke ledere, der udviser magt, opretholder orden og modstår, hvad der opfattes som kaotiske kræfter fra progressivisme.

Putin, med sit image som en beslutsom, autoritær leder, der undertrykker modstand og forsvarer traditionelle normer, resonerer med denne del af konservatismen. Steve Bannon, tidligere rådgiver for Donald Trump, har eksempelvis rost Putin for hans ”kraftfulde lederskab” og sammenlignet ham positivt med vestlige ledere, som Bannon beskriver som ”svage og moralsk korrupte”.

Fra dette perspektiv opfattes Ukraine som en stedfortræder krig igangsat af vestlige eliter for at fremme deres geopolitiske interesser. Denne anti-krigsretorik overser dog den reelle situation i Ukraine, hvor det er en suveræn nation, der kæmper for sin frihed mod en aggressiv invaderende magt.

Denne beundring for det autoritære er ofte knyttet til et bredere ønske om social stabilitet og kulturel homogenitet, som begge anses for at være truet i vestlige demokratier. Højreorienteret populisme har i stigende grad udtrykt frustration over, hvad man ser som det liberale demokratis svagheder.

Steve Bannon og det forhenværende medlem af Repræsentanternes Hus Matt Gaetz har gentaget disse følelser, og især Bannon har talt om behovet for en stærk nationalistisk leder. Dog overser de, at denne form for autoritær politisk tænkning undergraver de grundlæggende friheder og rettigheder, som liberale demokratier bygger på. I forsøget på at opretholde orden ignorerer de de autoritære metoders uundgåelige omkostning for frihed og retssikkerhed.

Mediemistro

Der findes en stærk anti-interventionistisk tendens inden for visse segmenter af den konservative bevægelse, især i USA. Kommentatorer som Tucker Carlson og Candace Owens har ofte givet udtryk for modstand mod amerikansk involvering i udenlandske konflikter. Carlson har udtalt omkvædet: ”We have no reason to be involved in Ukraine. It’s not our fight.”

Fra dette perspektiv opfattes Ukraine som en stedfortræder krig igangsat af vestlige eliter for at fremme deres geopolitiske interesser. Denne anti-krigsretorik overser dog den reelle situation i Ukraine, hvor det er en suveræn nation, der kæmper for sin frihed mod en aggressiv invaderende magt.

En gennemgående tråd blandt disse konservative stemmer er en dyb mistillid til mainstream-medier. Kommentatorer som Tucker Carlson, Steve Bannon, Laura Ingraham og Marjorie Taylor Greene har alle angrebet medierne, de ser som en del af en større konspiration, der skal forme den offentlige mening i tråd med en globalistisk dagsorden.

Mediernes dækning af Ukraine-krigen er blevet kaldt ensidig eller manipuleret, og denne mistillid har gjort det muligt for misinformation om Rusland og Ukraine at finde fodfæste i konservative kredse.

Problemet med denne mediekritik er, at den ofte ikke er baseret på substans, men snarere påideologiske præferencer. Der er en tilbøjelighed til at afvise alle mainstream-rapporter som fejlagtige,simpelthen fordi de ikke passer ind i deres konservative fortælling om krigen.

Dette åbner døren for, at alternative medier og russisk desinformation kan dominere diskursen blandt de konservative, hvilket forstærker deres fejlagtige forståelse af situationen.

Ukraine svigtes

Disse konservative stemmer tager grundlæggende fejl, fordi deres synspunkter bygger på en kombination af misinformation, tribalisme og en fordrejet forståelse af geopolitik.

Deres tribalisme gør, at de er mere tilbøjelige til at se verden som “os mod dem” – med Rusland som en potentiel allieret i kampen mod globalismen, og Ukraine som en forlænget arm af den vestlige elite.

De ignorerer komplekse historiske realiteter og fremstiller krigen i sort-hvide termer, hvor USA ogVesten altid spiller skurkerollen. Deres fejlagtige syn på Ukraine som et nazi-regime eller som en ubetydelig brik i et geopolitisk spil overser fuldstændig de reelle omkostninger, krigen har for det ukrainske folk.

Denne konflikt handler ikke kun om geopolitik eller kulturelle kampe, men også om en nations overlevelse og retten til selvbestemmelse. Ved at afvise støtte til Ukraine forveksler disse konservative et forsvar for frihed med en blindmodstand mod globalistiske strukturer uden at forstå de langsigtede konsekvenser af at lade et autoritært regime som Rusland få frit spil.

Den, der giver afkald på frihed for at opnå sikkerhed, fortjener ingen af delene.