Det var lørdag den 10. februar, jeg tog mod Ukraine. Sammen med Jens Alstrup, formand for foreningen Frihed for Ukraine, kørte jeg den morgen i bil afsted fra Fjeldsted. Endestationen var et feltlazaret 15-20 kilometer fra den østlige frontlinje.

Jeg havde fortalt Jens om min samtaleserie om Ukraine i slutningen af december. Det var i december. Han havde spurgt om jeg ville med derned i foråret for at aflevere beskyttelsesudstyr til forskellige enheder i Ukraines hær.

Jeg kunne sige meget om, hvad der gik gennem mit hoved fra, at muligheden viste sig til, at jeg den morgen kørte afsted mod Ukraine, men sandheden er, at jeg på intet tidspunkt var i tvivl – jeg ville afsted.

Mangel på ammunition er hovedårsagen til, at Ukraine de sidste mange måneder har været i defensiven

Jeg sagde uden tøven ja, også selvom det skete tidligere end ventet, da Jens den 29. januar ringede, og bad om et klart hurtigt svar på, om jeg kunne tage med til Ukraine den 10. februar små to uger senere.

Jeg tror min indignation over det, ukrainerne er blevet udsat for, det krigen betyder i det store billede, og en hengivenhed efter at se historien udspille sig for øjnene af mig overskyggede, hvad der måtte have været af bekymringer og andre eftertanker.

Ammunitionsmangel

Jeg tror, man skal have været i Ukraine for at forstå, hvor fatalt det er for ukrainerne at være forsvarsløse mod russiske styrker, fordi man ikke har nok artillerigranater til at svare igen.

Siden min hjemkomst har Ukraine underskrevet bilaterale sikkerhedsaftaler med blandet andet Frankrig, Tyskland, Storbritannien og selvfølgelig også Danmark, så meget godt er sket.

Men aftalerne gør for at afhjælpe den akutte ammunitionsmangel i Ukraines hær. Alle soldater, læger, politikere og civile vi talte med, sagde det samme. Mangel på ammunition er hovedårsagen til, at Ukraine de sidste mange måneder har været i defensiven

Det kom klarest kom til udtryk, da vi var på vej hjem, hvor Avdiivka endegyldigt faldt til russerne. Det er nok også det klareste konkrete indtryk om krigen, jeg har taget med mig med hjem, nemlig hvor meget det betyder, om man kan stå imod, når fjenden er ved porten, og der intet andet er mellem fjenden og dit land end dig og dine venner.

Derfor er jeg også så meget desto gladere for, at USA nu endelig har stemt den store hjælpepakke igennem, omend den kommer alt for sent, og at der er gået mange tapre liv tabt i mellemtiden som konsekvens.

Feltlazarettet

Det er nu to måneder siden, jeg kom hjem, men en oplevelse glemmer jeg aldrig. Jeg stod i et feltlazaret få kilometer fra frontlinjen, fyldt op med militære sygeplejersker og sårede soldater.

Feltlazaret var et af vores senere stop, så jeg havde for længst vænnet mig til den skam, jeg følte, når ukrainerne nærmest desperat talte om mere militær hjælp, fordi jeg jo, om nogen, er pinligt bevidst om, hvor meget mere vi faktisk kan gøre.

Alligevel skete der noget, som jeg stod der, og betragtede Feltlazarettets daglige gang, mens Jens havde en vigtig samtale om foreningens fremtidige bidrag til stedet.

Der er ingen begrænsninger for hvor meget ammunition, vi kan producere og sende til Ukraine

Der var tegninger fra døtre og sønner til soldater, som ikke havde været hjemme siden i hvert fald 2022. Børnene tegnede dem, fordi de savnede deres far, og soldaterne hang dem op, fordi det gav et glimt af opmuntring midt i den elendighed, det er at være såret soldat at kunne se noget, der mindede dem om deres børn.

Det var nok der, at skammen tog komplet over. For hvad er egentlig grunden til, at krigsfordærvede sårede soldater i Donetsk skal sidde på et feltlazaret og finde deres eneste trøst i børnenes tegninger? Ikke mindst når Ukraines allierede stadig er fuldkommen ude af stand til at finde både mod, styrke og tro, når det kommer til at forestille sig en strategi, der baner vejen for ukrainsk sejr og russisk regimekollaps.

Der er ingen begrænsninger for hvor meget ammunition, vi kan producere og sende til Ukraine. Der er intet i vejen for at sende flere luftforsvarssystemer. Og hvad er egentlig grunden til, at vi kun snakker om at sende et begrænset antal F-16 til Ukraine, når vi lige så godt kunne true med at sende øverste klasse af fly, nemlig F-35?

Sergej, Dash og Vadim

Noget jeg til gengæld finder trøst, inspiration og håb i, var mit møde med ukrainerne. Jeg er kommet hjem med en fuldkommen vished om, at Ukraine aldrig kommer til at give op. Om så russerne med deres overlegne hære skulle stå ved porten til Kyiv, og om Vesten for længst havde givet op, så ville de alligevel kæmpe videre.

Jeg glemmer aldrig den tidligere historielærer Sergej, som nu koordinerer militæret i et stort område uden for Kyiv – hans humør, attitude og taknemmelighed var noget helt særligt.

Om så russerne med deres overlegne hære skulle stå ved porten til Kyiv, og om Vesten for længst havde givet op, så ville de alligevel kæmpe videre.

Jeg kommer heller aldrig til at glemme militærlægen Dasha, der smilte og var glad under hele besøget, selvom hun tit var ved fronten, og deres enhed ofte måtte skifte base.

Men klarest i erindringen står nok Vadim fra feltlazarettet. Jeg tror, Vadim var en form for ansvarlig for den militære indsats i området, det var i hvert fald ham, alt skulle gå igennem.

Ligesom de andre var Vadim også i godt humør, han havde endda så meget overskud, at han efter jeg havde hjulpet minimalt med at løfte nogle få ting op på et køretøj, med et kæmpe smil på læben sagde, at jeg da i hvert fald var mindst lige så meget værd som hans soldater.

Og lad så min afsluttende bemærkning være nok en beskeden bøn om yderligere militær hjælp til Ukraine og til Sergej, Dasha og Vadim.

Hvad andet kan jeg gøre efter at have set, hvad jeg har set, og oplevet hvad jeg har oplevet?