Kilde: www.grida.no/resources/1048

Grønlænderne har ret til folkelig selvstændighed

18. januar 2025
5 minutters læsetid

Spørgsmålet om Grønlands fremtid i det danske rige, giver anledning til dybe bekymringer. Det vigtigste har ikke med Grønland at gøre, og måske endda i mindre grad med Danmark end med Vesten i det hele taget.

For ved at true Danmark økonomisk – og i princippet også militært – først i sin tale i Mar-a-Lago og siden ved ikke at tage disse trusler af bordet i en samtale med Danmarks statsminister, har Trump sat Amerika i en ny rolle.

Ikke blot i forhold til Danmark men i forhold til alle sine allierede, som i sidste instans har bygget deres forsvars- udenrigs- og sikkerhedspolitik på den grundantagelse, at man kunne regne med Amerika.

Den grundantagelse har Donald Trump afmonteret. Den kan ikke længere være gyldig. Vi kan nu kun håbe på, at vi også i fremtiden kan regne med Amerika.

Vi kan gøre os lækre for amerikanerne, så vi måske kan regne med dem, og på den måde kan det transatlantiske forhold stavre videre – hvilket det givetvis vil – men dets fundamentale forudsætning er væk, og dermed er alt forandret.

Spørgsmålet om Grønland

Men der er også en anden side af sagen, som uanset enhver geopolitisk overvejelse, må tages alvorligt på sine egne præmisser. Dette handler om forholdet mellem Danmark og Grønland, for sagen var jo, at vi allerede før Trump kom ind i billedet, var ved at glide fra hinanden.

Ja, sagen er nok i virkeligheden den, at den amerikanske interesse for Grønland er blevet skærpet af udviklingen mellem Danmark og Grønland.

Den konservative politiker Rasmus Jarlov, der udmærker sig ved at være en af de få danske politikere med stærke og velfunderede holdninger til Grønland, har på glimrende vis taget sig af den historisk folkeretlige side af sagen i en engelsksproget video, som skal kurere amerikanerne for deres uvidenhed om det danske riges indre forhold – at videoen dertil er et stykke folkeoplysning, der kan kurere også danskerne for den selvsamme uvidenhed er en ekstra bonus.

Dansk ligegyldighed og grønlandsk ressentiment

Forholdet er jo det enkelte, at vi herhjemme åndelig slap taget i Grønland, længe før vi mistede grebet om landet.

Engang lærte man som en selvfølge en hel del om Grønland i skolen. Byerne havde danske navne, der knyttede hjertebånd fra syd til nord, og selv landets eksotiske fremmedartethed var en kilde til dansk stolthed.

Vi var knyttet til Grønland, når det var dansk, men også når det var i særdeleshed grønlandsk.

I dag er det anderledes, som man senest kunne læse i en tankevækkende reportage i Weekendavisen:

»Har I set videoen, hvor de ikke engang kan finde ud af, hvad det er for et, der er det grønlandske flag?«

»Ja!« udbryder de andre i munden på hinanden.

»Jeg fatter det ikke. Vi terpede Grundtvig, Tove Ditlevsen og H.C. Andersen i skolen. De burde da også lære lidt om os.«

Grønlændernes skuffelse er berettiget. Forholdet mellem folk, ikke mindst hvis de skal leve inden for rammerne af det samme rige, må bygge på anerkendelse, og hvis den anerkendelse skal være mere end blot formel, må den bero på en oprigtig interesse. Den er ikke til stede.

Det er åbenlyst, at en del af den grønlandske nationalidentitet i dag bygger på en anti-dansk holdning, der som enhver anden ressentimentsholdning forvrænger såvel ressentimentets objekt og subjekt – og gør en skøge ud af den historiske sandhed – men det er ikke hele historien.

Ressentiment mødes af en ligegyldighed, der kun brydes, når grønlænderne siger noget, der ikke handler om Grønland men om Danmark og danskerne. Dermed er forholdet i sin grund forgiftet. Og det er en tragedie.

De to spørgsmål om Grønlands fremtid

Som konservativ står man – påstår jeg uden andet belæg end intuition – over for to principielle spørgsmål:

Det første handler om, hvorvidt Grønland bør forblive en del af det danske rige. Det andet handler om, hvorvidt Grønland har en folkelig og national ret til selvbestemmelse.

At vi må fastholde, at der netop er to spørgsmål på spil, er afgørende. For dogmatikere og dovne tænkere vil der kun være et. Dette vil så være det ene eller det andet.

Hvis Grønland burde forblive en del af det danske rige, ville det være udelukket at anerkende dem en ret til selvstændighed. Hvis Grønland har en ret til selvstændighed, ville det være udelukket at fortsætte overvejelsen, om Grønland også hører til i det danske rige.

Men sagen er, at der er to spørgsmål, og – i hvert fald for mig – to forskellige svar.

Grønland har ret til selvstændighed

Fra et nationalt udgangspunkt er det entydigt klart, at grønlænderne er et folk med en distinkt kultur, sprog og efterhånden en høj grad af institutionel autonomi, der danner en rrammeom en national bevidsthed, der både rummer kulturelle og politiske krav.

Denne identitet har dybe rødder og er gennem tiden blev understøttet af det forhold, at de fleste både i Grønland og i Danmark har opfattet det således, at der var tale om to folk.

Det var i høj grad grønlændernes anderledeshed, som udgjorde en fascination for de danskere, der drog nordpå, og dansk politik i Grønland havde langt op i det 20. århundrede det udtalte mål at beskytte grønlandsk kultur og liv mod den omkringliggende verden.

Dette var linjen helt tilbage fra Hans Egede. Grønlænderne skulle kristnes, ikke fordanskes.

Patriarkalsk? Jovist, men velment. Først i forbindelse med moderniseringen i anden halvdel af det 20. århundrede kom der i såvel Danmark som i store dele af den grønlandske elite en tanke, om at man var ”norddanskere”, og at det grønlandske sprog, stod i vejen for modernisering.

Herom har min kollega på Årsskriftet Critique, Jens Wendel-Hansen, skrevet klogt og indsigtsfuldt.

Den nødvendige modernitetskritik

Uden at underkende hverken de danskorienterede grønlandske moderniseringsmænds hensigt eller indsigt vil jeg som et menneske, der er formet konservatismens modernitetskritiske anslag, indrømme, at et moderniseringsprojekt, der har som sin forudsætning, at man skærer sine rødder over, er en meget betænkelig affære, der i sig rummer ikke blot muligheden for, men vel næsten den sikre vished om, en modreaktion.

I den grønlandske daniseringsfortaler Gerhard Egede i Frederikshåb, var der således ikke kun tale om fejring af modernisering men også en karakteristisk defaitisme på grønlandsk kulturs vegne:

Man kan alligevel ikke føre Grønlænderne tilbage til deres oprindelige Standpunkt, hvorfor man bør stræbe at bibringe dem Evne til at hævde sig paa lige Fod med andre Nationer

Sagen er også, at selv uden denne ideologiske overbygning, ville selv en nok så materiel fordelagtig moderniseringsproces, rumme et stærkt element af tab.

Der er meget, der går tabt, når man flytter fra bopladsen, hvor livet i århundreder – og længere – havde drejet sig om fangst, til blok P i Godthåb et udefra set trøstesløst betonbyggeri, der på et tidspunkt rummede en procent af landets befolkning.

At søge tilbage til, at fastholde og at gribe ud efter det, der gik tabt, er ikke alene et sundt træk. Det er vel et tegn på, at man overhovedet har forstået, hvad det vil sige at være menneske – dvs. et væsen, der aldrig har begyndelse, men altid står i fortsættelse af noget, der gik forud.

”Den folkelige vækkelse,” bemærkede højskolemanden Poul Engberg

”har rod i en folkelig og religiøs digtning fra først i vort århundrede, men er fulgt op i en nutidig digtning, der både som protestsange og som fædrelandssange øver kritik mod teknologiens tyranni og den sproglige og kulturelle undertrykkelse”

Det er denne søgen, som det grønlandske selvstændighedshåb er en indikation på og et udslag af – også dér, hvor den udarter til det ressentiment og en vrede mod alt dansk, der aldrig kan blive til andet end selvhad, fordi danskheden er vævet ind i det grønlandske med samme selvfølgelighed som polarrigets flag er rødt og hvidt.

Mit håb om rigets fremtid

Og ddermed er vi ved mit håb, som tænkeligt er et andet end grønlændernes, nemlig at der findes en vej at være både fuldt ud grønlænder og fuldt ud rigsborger på én gang.

For dansk og grønlandsk er ikke adskilt, og Danmark har i særdeleshed sat sine aftryk så dybt i den grønlandske sne, at der dårligt eksisterer en grønlandsk national identitet, som ikke langt hen ad vejen også må være dansk. Også her gælder det – trods enhver romantik – at der ikke findes begyndelse, men kun fortsættelse.

Kun i riget kan grønlænderne være sandt grønlandske. Ja, og kun ved at have Grønland som en horisont også for vores egen danske nationale eksistens, kan vi være sandt danske.

Trådene lader sig ikke vikle ud. De kan rives over, men også dette ville være et tab.

Denne indsigt er det imidlertid ikke op til mig at stå hårdt på, ikke for Grønlands vedkommende. Det er kun grønlænderne selv, der kan nå til den – og i sidste ende kun dem, der har ret til at træffe det skæbnevalg, der vil afgøre deres folkelige og nationale fremtid.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 krTegn abonnement i dag for 199 kr