Grønlænderne ville selv være danske

21. juni 2021
19 minutters læsetid
I anledening af 300-året for Hans Egedes ankomst til Grønland, genudgiver vi historiker og redaktør, Jens Lei Wendel-Hansens, artikel om daniseringen af Grønland. Den er bragt i Årsskriftet Critue 2016 under titlen Det grønlandske daniseringskrav op til 1953

Efter de Erfaringer, jeg som Ikke-Fagmand har indhøstet, mener jeg afgjort, at man ingen Vegne kommer med at lære Grønlænderne Dansk, saalænge Dansk gives som Fag i Skolerne. Hvis det er Meningen, at Grønlænderne virkelig skal lære at tale og læse Dansk – og det er uomtvistelig nødvendigt at lære Dansk som Bindeled med den øvrige Verden og som Kultursprog –, saa bør Dansk være Undervisningssprog i visse Fag. Men for at kunne realisere denne Tanke kræves der flere danske Lærere til grønlandske Børneskoler.

Disse ord blev ytret i det sydgrønlandske landsråd[2] i 1938 af en grønlænder, der ved sin død af en af sine prominente landsmænd blev mindet som ”en af de mest kendte og fortjenstfulde skikkelser i Grønland… besjælet af en trang til at gøre noget for sine landsmænd”.[3] Ordene var den grønlandske redaktør og politiker Kristoffer Lynges, og de blev ytret i en debat om øget danskundervisning – et forhold, som den danske regering i øvrigt havde udtalt sig skeptisk om til landsrådets store forargelse.

I en periode, hvor den danske tilknytning i rigets nordligste del ikke sjældent antages for et nødvendigt onde, og hvor grønlandisering af både sprog og etnicitet på grønlandske arbejdspladser jævnligt bliver fremført som et politisk ønske, der følges op af handling, kan denne undtagelse måske virke underlig. Denne opfattelse styrkes ved den hyppige fremstilling, at Grønlands forhold til Danmark, siden Hans Egede satte foden på Håbets Ø i 1721, har været præget af en vedvarende grønlandsk stræben for den selvstændighed, som med nødvendighed ligger og venter ude i fremtiden, og som Selvstyreloven fra 2009 nu også har tegnet en vej for.[4]

Men dette vrantne forhold til Danmark – denne fremstilling af det grønlandske folks stræben efter at blive af med denne dødvægt, dette anker, der forhindrede Grønland i at opnå sin sande kaldelse og indtage sin plads blandt de selvstændige nationer – er en ensidig, for ikke at sige fejlagtig, udlægning af det historiske forhold mellem de to lande i samme rige.

I 1930’erne manifesterede en stærk og selvstændig grønlandsk bevægelse sig. Denne talte grønlandske personligheder som den nævnte redaktør Kristoffer Lynge (1894-1967), debattør og forfatter Augo Lynge (1899-1959), seminarielærer Frederik Nielsen (1905-1991), pastor Gerhardt Egede (1892-1969) m.fl.

Deres navne kan synes ukendte for det danske øre i dag. Ikke desto mindre var de selvstændige, intelligente og virksomme dannebrogsriddere, der havde det til fælles, at de kæmpede ihærdigt for en øget grønlandsk tilknytning til en dansk kulturkreds og for Grønlands fuldstændige integration i Danmark. De endte med at få opfyldt deres ønske, da Grønland i 1953 i forbindelse med den danske grundlovsændring fik status af dansk amt og desuden repræsentation i Folketinget. Den grønlandske politiker Augo Lynge, der i øvrigt i 1953 blev et af de første to grønlandske folketingsmedlemmer, formulerede det i 1952 på denne måde:

Når vi hæver blikket over jordkloden, ser vi mange steder kolonikampe, hvor de indfødte kæmper for at løsrive sig fra moderlandet og blive selvstændige. Det gør de, fordi de mener, at dette er det bedste for dem selv. Men her i Grønland vil vi gerne gøre det modsatte. Her vil vi gerne benytte vor egen nyligt erhvervede bestemmelsesret til et initiativ til at knytte Grønland fast til moderlandet.[5]

Det danske styre og Grønland

I 1830’erne begyndte den såkaldte reformperiode af det grønlandske samfund. Dette medførte en række nytilførsler som f.eks. seminarierne i Godthåb (Nuuk) og Jakobshavn (Ilulissat) i 1840’erne, oprettelsen af den første grønlandske (og grønlandsksprogede) avis, Atuagagdliutit[6] i 1861 samt etableringen af de første grønlandske parlamentariske forsamlinger, forstanderskaberne, i 1862 og 1863[7]. Alle disse tiltag var af afgørende betydning for etableringen af en grønlandsk politisk offentlighed.

De to sidstnævnte initiativer – Atuagagdliutit og forstanderskaberne – skete imidlertid på en noget ændret ideologisk baggrund. Mellem 1830’erne og 1850’erne havde det danske styre været relativt åben over for civilisationens indtog i Grønland, der kom i så flamboyante former som kaffe, sukker og brød, men også i muligheden for at lade grønlændere komme på uddannelsesophold i Danmark. Fortsat var den danske administrations fokus dog, at grønlænderne skulle være Grønland til gavn.

Denne tilgang var med til at sørge for, at de store grønlandske kapaciteter blev i Grønland, men begrænsede også mulige akademiske kapaciteters karriere- og udviklingsmuligheder. Atuagagdliutits første redaktør og hjælpelærer ved Godthåb Seminarium, Rasmus Berthelsen, mindedes 20 år efter, at han var blevet sendt hjem fra Danmark i 1847, hvilken følelse det var ikke at få lov til at fortsætte sine studier på et dansk seminarium, men skulle tilbage til opstarten af det nye i Godthåb:

… hvilken Taabelighed, det var en stor Tab for den Videbegjerlige, som har helliget sit Liv til at samle Kundskaber, som han kan benytte naar han kommer tilbage til sine Landsmænd. … Sandelig de skulde hellere have anbringe flere Penge for os end til unyttige Udgifter, ja sandelig, de skulde hellere give os mere Haandsrækning end at holde Pengene tilbage.[8]

Desto mere lukket blev Grønland efter skiftet i 1850’erne. Hovedskikkelsen bag den del af reformprocessen, der omfattede avisen og forstanderskaberne i 1860’erne, var H.J. Rink, der egentlig var kommet til Grønland som geolog, men som siden 1853 havde bestridt forskellige roller som højtstående embedsmand i Grønland, fra 1855 som konstitueret inspektør for Sydgrønland, fordi den siddende inspektør, C.P. Holbøll, skulle til Danmark i embedsmedfør. Holbøll kom aldrig tilbage, da skibet gik ned.

Dette markerede et skifte i det danske styre af Grønland. Hvor Holbøll havde været frihandelsmand og således ikke havde problematiseret f.eks. det grønlandske forbrug af eksportvarerne, var Rink monopolmand. Fordums civilisationsoptimisme blev erstattet af et aktivt forsøg på at skærme grønlandsk kultur, sprog og samfund fra civilisationens fristelser.

I kølvandet på Venstres magtovertagelse i 1901 blev det grønlandske styre taget op til revision, og det mundede ud i Styrelsesloven af 1908, som skabte egentlig kommunalt styre samt et folkevalgt landsråd for hvert af de to inspektorater. Dette havde i sig selv ikke nogen betydning for regeringens linje, hvad angik grønlændernes forhold til det danske, men landsrådene blev en kanal, der muliggjorde, at grønlænderne mere entydigt kunne få deres stemme hørt i København, og ligeledes blev de stedet, hvor den danske regering kunne forklare, hvorfor ting ikke kunne lade sig gøre.

Det benyttede den danske regering sig meget af, og det blev inspektørens, fra 1925 landsfogedens, pligt både loyalt at videregive regeringens svarskrivelser, men også som født formand for landsrådet at repræsentere dette over for regeringen, hvilket næppe har været en let tjans. Flere eksempler tyder på, at inspektøren ikke sjældent prioriterede det sidste.

Når den danske regering forsøgte at holde igen med daniseringen af det grønlandske samfund, så var det begrundet med, at man frygtede, at grønlænderen som den amerikanske indianer simpelthen ville gå under i mødet med civilisationen pga. de hårde konkurrencemæssige krav, som den grønlandske fanger ikke ville kunne imødekomme, men også pga. det fordærv, den ville have i sit kølvand.

Derudover var der kulturen og sproget, som i sig selv var særegent, og som kunne blive truet af den frie adgang til Grønland. Senere blev frygten også ytret, at en for hurtig moderniseringsproces kunne have alvorlige samfundsmæssige konsekvenser. Alle dele kan i bakspejlet siges faktisk at være realistiske. Efter moderniseringsprocesserne i 1950’erne og 1960’erne stod man netop både i Grønland og Danmark med den opfattelse, at den meget hurtige udvikling havde haft en massiv mængde menneskelige og kulturelle omkostninger.

En generation af grønlændere havde endda fokuseret så meget på danskundervisningen, bl.a. igennem de af grønlænderne foreslåede skoleophold i Danmark, at de mere eller mindre havde glemt deres oprindelige sprog. I 1956 måtte pastor Gerhardt Egede, der som nævnt selv kæmpede bevægelsens kampe, sande, at den hurtige udvikling ikke kun havde haft positive konsekvenser, men endda på det felt, der for ham måtte være det vigtigste, religionen, havde været graverende:

De forandrede klimatiske forhold, som har muliggjort indførelsen af nye europæiske erhvervsmetoder i landet […] har nemlig foranlediget, at levevilkårene for landets befolkning er blevet betydelig lettere end tidligere, idet kampen for tilværelsen er blevet mindre hård. Som følge heraf er det materialismen, der nu er det fremherskende i stedet for dyrkelsen af religionen – kristendommen.[9]

Det krav om sproglig og statsretslig danisering, der rejste sig i 1930’erne i Grønland, skete altså på baggrund af 2-3 generationers politik fra dansk side, der enten aktivt eller passivt forsøgte at bevare grønlændernes nationale særkender, navnlig sproget og fangererhvervet, fordi man med rette frygtede, at grønlænderen skulle ende i en sørgelig stand eller helt uddø.

Der er ingen grund til at tro, at dette ikke i hvert fald delvis og til tider blev gjort i en god mening, men samtidig var det også i Den Kongelige Grønlandske Handels interesse, at sælfangsten blev intensiveret, og det havde desuden den følge, at det holdt grønlænderne fast i en levevis, der blev mere og mere utidssvarende og problematisk – navnlig fordi Handlens primære handelsvare, tran, mødte stadig større konkurrence fra petroleum.[10] De unge grønlændere følte, at noget måtte gøres.

Daniseringsideologien

I udviklingen af en politisk og kulturel offentlighed og et intellektuelt miljø i Grønland kan Godthåbs Seminariums rolle kun vanskeligt overdrives.[11] Grønlandske drenge med bogligt potentiale havde, siden institutionen blev etableret i 1847, kunnet udfolde deres evner her. Dette virkede, som nævnt, på den ene side til en begrænsning for disses akademiske muligheder, da kun få sendtes til Danmark og det primært med det formål, at de skulle sendes veluddannede tilbage til gavn for Grønland.

Omvendt betød det også, at kapaciteterne blev i Grønland, og at seminariet fik en helt anderledes intellektuel rolle end et almindeligt dansk lærerseminarium. Dette seminarium var det, der dannede den uddannelsesmæssige ramme for de mest toneangivende i den generation af politikere, der voksede frem i Grønland i 1930’erne.

Disse havde forskellig baggrund – nogle var fra fangerfamilier, andre fra kateketfamilier – men slog altså ind på samme livsbane, og det er ligeledes imponerende at konstatere, at når de spredtes for alle vinde op og ned langs kysten i bygder og byer som præster, kateketer og skolelærer, så syntes det omgivende samfund at blive smittet af den lokale intellektuelles interesser. Seminariet var ikke et elfenbenstårn.

Det er åbenlyst, at europæisk, navnlig dansk, litteratur har haft den grønlandske intellektuelle elites interesse. Navnlig litteratur fra den danske nationalromantik synes man at have læst ihærdigt.

Overkateketen Hans Motzfeldt fremlagde i en af Sydgrønlands landsråds første samlinger ideen om at få en grønlandsk oversættelse af Carit Etlars Gøngehøvdingen i trykken. I sit hjem i bygden Fiskenæsset (Qeqertarsuatsiaat) havde han en fuldt færdig oversættelse liggende. Dette skulle den danske regering først forhøres om, og da det skeptiske svar forelå året efter, gjorde Hans Motzfeldt opmærksom på, at han i mellemtiden også havde oversat Dronningens Vagtmester.[12]

Dette arbejde uden at kunne være sikker på et heldigt udfald må vidne om et stort engagement for sagen. Dette kan genfindes hos flere af de fremtidige politiske koryfæer. Således skal Augo Lynge have været en ivrig læser af Ingemanns historiske romaner,[13] og Frederik Nielsen oversatte flere af Grundtvigs digte og H.C. Andersens eventyr til grønlandsk.

Kernen til at forstå denne generations tilgang til det danske er formodentlig, at de betragtede det grønlandske folk som et blandet folk – et folk, hvis blod og kultur i så udpræget grad var et produkt af mødet mellem danskeren og den oprindelige inuit. Som nævnt lå den danske kultur dem nær, og dette forhold blev formodentlig ikke mindsket af, at det var en almindelig foreteelse at tage til Danmark efter endt seminarieuddannelse for at supplere sin uddannelse. Skulle man være præst, var det en ren og skær nødvendighed.

Omvendt havde de alle sammen det grønlandske sprog som en stor lidenskab. Ikke blot oversatte de flere værker til grønlandsk, de studerede også det grønlandske sprog. Men ligeledes følte de, at det var begrænsende, hvilket også fremgår af Kristoffer Lynges udtalelse i denne artikels indledning. I det krydspres, man stod i mellem den gamle kultur og moderniseringen, måtte man overveje, hvilken rolle det grønlandske skulle og kunne spille.

I den samme sprogdebat sagde Gerhardt Egede, der var præst i Frederikshåb (Paamiut):

Der findes ikke alene i Danmark, men ogsaa her [i Grønland] adskillelige, som befrygter, at en udvidet Danskundervisning skal være til Skade for den oprindelige grønlandske Kultur. Man kan alligevel ikke føre Grønlænderne tilbage til deres oprindelige Standpunkt, hvorfor man bør stræbe at bibringe dem Evne til at hævde sig paa lige Fod med andre Nationer.[14]

Og i en artikel fra 1945 i Grønlandsposten skrev seminarielærer Frederik Nielsen:

Jeg er fuldt klar over, at det ikke er nogen let Sag at fortrænge noget i sig selv værdifuldt og i Stedet for skabe noget nyt. Jeg vilde aldrig være fremkommet med et Krav om det danske Sprogs Indførelse, hvis jeg havde troet, at det grønlandske Sprog kunde føre os videre frem i Udvikling. Vi har hidtil gjort vort bedste, men Erfaringen har vist, at det ikke har ført til noget.[15]

Dette giver os et indtryk af den radikalitet, daniseringssynspunktet indeholdt. Tydeligst blev det formodentlig skrevet allerede i 1931 af Augo Lynge i dennes fremtidsroman Trehundrede år efter. I denne roman, der foregår i 2021 i et moderne Grønland, der er baseret på fiskeri og fårehold, og som er en ligestillet del af Danmark, hvor grønlænderne tager ansvar for eget styre, holder amtmanden ved 300-års-jubilæet for Hans Egedes landgang på Håbets Ø, en tale, hvori han beskriver tidligere tiders problemer som grundet i, at grønlænderen var bundet til fangersamfundet, og forklarer med den enkle sætning: ”den grønlandske fangerkultur og den europæiske kultur lader sig aldrig forene”.[16]

Denne politiske elite tegnede således en vej, der med simple midler skulle skaffe Grønland adgang til det moderne samfund.

Som nævnt havde Augo Lynge i sin motivation for inkorporeringen af Grønland i Danmark i 1952 nævnt, at øvrige kolonier havde revet sig løs, fordi de vurderede, at dette var bedst for dem selv. Der er ingen grund til at tro, at det grønlandske ønske om at ”gøre det modsatte” ikke også var grundet i et fokus på, hvad der var bedst for Grønland.

Dette underbygges yderligere af, at argumentet for den danske inkorporering netop skete for at give grønlændere de samme rettigheder som danskere. Derudover blev det også løbende problematiseret i landsrådet, at stillinger som underordnede embedsmænd og fartøjsførere stadig primært blev bestridt af danskere. De grønlandske politikere udtrykte et meget tydeligt ønske om, at der blev taget de fornødne skridt til, at der kunne ske en grønlandisering af disse embeder – bl.a. ved at grønlænderne fik adgang til den fornødne uddannelse.

Denne tendens mindskedes ikke i takt med daniseringskravene – nærmest tværtimod.[17] Sidst, men ikke mindst var forbindelsen til Danmark Grønlands adgang til europæisk kultur. ”Den europæiske Kultur, der halvvejs er indført her i Landet, vil vi gerne beholde og udvikle, for den er vort Eksistensgrundlag,”[18] som Frederik Nielsen formulerede det.

Det er imidlertid en fordrejning af historien, hvis man på denne baggrund vil hævde, at ønsket om danskundervisning og inkorporering i Danmark alene bundede i fornuft uden følelse. Som sagt er der flere eksempler på, at dansk kultur havde vundet et vist indpas i dele af den grønlandske befolkning, og muligheden for at kunne tage til Danmark som led i videreuddannelse har uden tvivl knyttet i hvert fald den grønlandske elite tæt til moderlandet.

Derudover var de grønlandske politikere i samtiden af den faste overbevisning, at fremtidsmulighederne ikke lå i det eskimoiske sprog, og at man, hvis man skulle kommunikere med de inuitiske stammefrænder i Canada og Alaska, i stadig højere grad måtte gøre dette på engelsk.[19]

Efter den amerikanske besættelse af Grønland havde en stærkere tilknytning til USA ikke været umulig, men det frabad både danskere og grønlændere sig, og man valgte sig dansk som det kultursprog, man ville knytte sig til. Således prioriterede man tilsyneladende den danske forbindelse over den inuitiske. Frederik Nielsen beskrev i 1945 det etablerede forhold mellem Danmark og Grønland på følgende måde:

Officielt betegnes Grønland som Danmarks Koloni; men ud fra det almene Begreb af Betegnelsen Koloni er denne Betegnelse misvisende. Ved en Koloni forstaas oftest et Omraade, hvor den besiddende Magt sender sit Befolkningsoverskud hen for at udnytte Landet uden Hensyntagen til den oprindelige Befolkning. Ingen af Delene har Danmark gjort overfor Grønland… Det danske Folk i Almindelighed, trods dets demokratiske Regeringsform, har meget lidt Kontakt med Kolonien Grønland. Selv for det danske Folk er Grønland et lukket Land i Ordets egentlige Betydning. For Eksempel er det saa sørgelig lidt, hvad der staar om Grønland i de danske Skolers Geografibøger: man skulde tro, at Danskerne var ligeglade med Grønland. Men det er heldigvis ikke Tilfældet i den almindelige danske Bevidsthed. Adskillelsestiden [altså under besættelsen] har vist, at Grønland staar de Danskes Hjerter nær, og for de fleste Danske staar det forhaabentlig klart, at Grønland har givet Danmark Storhed – ikke mindst udadtil.[20]

Problemet i forholdet var, ifølge Frederik Nielsen, snarere Grønlands Styrelse, der fortsat primært var præget af et dansk embedsmandsstyre, som den danske regering nødig ville lægge sig ud med pga. embedsmændenes større viden om de grønlandske forhold. ”Vi ønsker nærmere Tilknytning til Danmark,” som Frederik Nielsen konkluderede.

Det er hyppigt blevet fremstillet sådan, at besættelsestiden gjorde det muligt for grønlænderne at tænke sig selv som løsrevet fra Danmark. Det er imidlertid ejendommeligt, hvordan Frederik Nielsen i kølvandet på adskillelsens ophør fastslår glæden ved netop at have konstateret, at Grønland betød noget for Danmark og brugte dette udtryk som grundlag for ønsket om en tættere tilknytning.

Danmark var således ikke bare en hvilken som helst europæisk magt, som ved tilfældighedernes spil var blevet den letteste vej for Grønland ind i en europæisk kulturkreds. Grønland var også knyttet til Danmark med følelsesbånd. Indtræden i en statsretslig enhed, navnlig i et land, der definerede sig som en nationalstat, var desuden et stort skridt.

At de grønlandske politikere ønskede, at deres land med dets beskedne befolkning skulle integreres i Danmark på demokratiets vilkår uden i udgangspunktet at have særlige politiske privilegier, viser, hvor stor en tillid man nærede til, at man kunne være og se sig selv i et sådant fællesskab. Grønlænderen forsvandt ikke identitetsmæssigt, men han stod ikke, som han senere kom til det, i modsætning til danskeren.

Afsluttende bemærkninger

Den grønlandske vej ind i Danmarks Rige, som blev cementeret med integreringen i forbindelse med grundlovsændringen i 1953, var ikke blot et dansk forsøg på at holde FN for døren, der ønskede afkoloniseringen gennemført snarest muligt.

Det var også kulminationen på et krav fra den grønlandske politiske elites side, der vedvarende var vokset gennem 20-30 år. I Den Store Grønlandskommission, som blev nedsat i 1948, fik bl.a. Gerhardt Egede, Jørgen Chemnitz, dennes kone Kathrine som repræsentant for de grønlandske husmoderforeninger, Kristoffer Lynge og efterskoleforstanderen Mikael Gam sæde af grønlændere. Alle tilhørte de denne elite, der således blev toneangivende fra grønlandsk side i formuleringen af nyordningen.

Den betænkning, kommissionen barslede med i 1950, lagde grunden for første del af den efterfølgende grønlandske moderniseringsproces. De konkrete lovarbejder, der sprang herfra, var bl.a. skoleloven fra 1950, hvor danskundervisningen blev opprioriteret, og der etableredes fire såkaldte AB-skoler, hvor eleverne efter 2. klasse blev delt på en grønlandsksproget og dansksproget linje.

Dette skete netop for at understrege, som flere af politikerne havde fremført det, at det ikke var nok, at man havde dansk som fag. Man måtte tale det som kultursprog – Grønland skulle være dansktalende. En anden konsekvens af det, der i daglig tale i Grønland kaldes G50, blev inkorporeringen i Danmarks Rige i forbindelse med grundlovsændringen i 1953. Grønlænderen var nu ligestillet med danskeren.

G50 og senere G60 medførte drastiske omvæltninger for det grønlandske folk. Udover de nævnte ændringer blev samfundet industrialiseret, bygder nedlagt og de nye erhverv som fiskeri og fårehold prioriteret.

Den relativt korte tid, hvorpå det grønlandske samfund skulle ændres, medførte en markant højere levestandard for grønlænderne, men en sådan omvæltning kunne naturligvis ikke gennemføres uden store følelsesmæssige og kulturelle konsekvenser for mange af de mennesker, hvis livs- og samfundsopfattelse skulle ændres markant. Frustrationen over administrationen af omvæltningerne var en væsentlig faktor, da visse venstreradikale kredse i 1970’erne begyndte at vende den såkaldte danisering ryggen.

Denne tendens fik bredere fat i kølvandet på Hjemmestyrets indførelse i 1979. Man har i Grønland brugt Hjemmestyret og siden 2009 Selvstyret til at arbejde sig stadig længere væk. Der ses lighedstræk med daniseringsgenerationen i det, at et mål bl.a. er, at grønlændere i stadig højere grad skal overtage væsentlige samfundsfunktioner.

Men den store forskel på dengang og i dag er, at den kulturelle tilknytning til Danmark, som den generationen var sig bevidst, nu forties, mens det eneste kulturelle fællesskab, grønlænderne nu synes at prioritere, er det inuitiske. Det kan undre. Dansk tales af et markant antal grønlændere – af en vis andel endda som modersmål – og er et adgangskrav til højere uddannelser.

Danske tv-kanaler fylder snart sagt hele tv-selskabets programpakke. Et markant antal grønlændere tager på uddannelsesophold i Danmark. 20-25 % af mennesker født i Grønland bor i Danmark.

Når der alligevel skabes så meget afstand til Danmark og danskere, så kan årsagerne være mange, men historien viser, at den kulturelle udveksling i sin tid har virket til at styrke det venskabsbånd, der i større eller mindre grad består mellem Grønland og Danmark, og at det i sin tid faktisk var muligt for grønlændere og danskere at indgå i et konstruktivt statsligt samarbejde med hinanden. Hvorfor skulle det ikke kunne ske igen?

Henvisninger

[1] De grønlandske Landsraads Forhandlinger 1938-47, sp. 35

[2] Med Styrelsesloven af 1908 blev der oprettet et landsråd for hver af de to inspektorater i Vestgrønland – det nordre og det søndre. De holdt forenede møder under og efter besættelsen og blev i 1951 formelt lagt sammen til ét råd, Grønlands Landsråd.

[3] Atuagagdliutit – Grønlandsposten, 28. september 1967, s. 10

[4] I Selvstyrelovens § 21 er det både fastslået, at det er det grønlandske folk, der tager beslutning om selvstændighed (stk. 1), at en sådan beslutning skal føre til forhandlinger mellem den danske regering og Landsstyret (stk. 2), og at en sådan aftale skal vedtages af Landstinget og underkastes en folkeafstemning i Grønland samt indgås med samtykke af Folketinget (stk. 3). http://stm.dk/multimedia/selvstyreloven.pdf

[5] Grønlands Landsraads Forhandlinger, 1952, s. 133

[6] Til orientering eksisterer denne avis stadig i daglig tale under navnet AG, som kommer af, at avisen i 1952 blev lagt sammen med Grønlandsposten, den dansksprogede avis, der var blevet etableret i 1942. Den førnævnte Kristoffer Lynge var redaktør for avisen 1917-52 og gennemførte bl.a., at avisen blev tosproget.

[7] For Sydgrønlands vedkommende fra 1862, som var en fortsættelse af en forsøgsordning i inspektoratet, som det danske Indenrigsministerium iværksatte i 1857, og for Nordgrønlands vedkommende fra 1863.

[8] Citeret efter Henrik Wilhjelm: De store opdragere – Grønlands seminarier i det 19. århundrede, København, 1997, s. 41.

[9] Gerhardt Egede ”Kirkelivet i Grønland” i: Grønland: i 7 artikler, Front og Bro, 1956, s. 24

[10] Se i denne forbindelse navnlig Ole Marquardt: ”Grønlænderne og Vestens civilisation – træk af Rink-tidens grønlandspolitiske diskussion” i: Grønlandsk kultur- og samfundsforskning, 1998/99, Nuuk, 1999, s.7-26.

[11] Det grønlandske ord for seminariet er Ilinniarfissuaq, som mere eller mindre ordret oversat betyder ’det store sted, hvor man modtager læring’. Denne formulering understreger institutionens betydning i en grønlandsk sammenhæng. Indtil kommunesammenlægningen i 2009 prydede seminariet Nuuks byvåben og har således været omgærdet med stor stolthed i byen såvel som i landet som helhed.

[12] Historien kan findes uddybet i mit blogindlæg på Videnskab.dk ”Da Gøngehøvdingen kom til Grønland”.

[13] Astrid Larsen: Ataataga, Min Far – Augustinus Lynge, Nuuk, 2000, s. 13

[14] De grønlandske Landsraads Forhandlinger 1938-47, s. 35

[15] Grønlandsposten, 1. juni 1945, s. 3 (123)

[16] Augo Lynge: Trehundrede år efter…, Atuakkiorfik, 1989, s. 96

[17] Således blev ønsket meget kraftigt udtrykt i fællessamlingen 1946, hvor det forenede landsråd enstemmigt vedtog en udtalelse, hvori det udtryktes, ”at der i Stillingerne som Fartøjsførere og Udstedsbestyrere i videst muligt Omfang benyttes unge Grønlændere”. De grønlandske Landsraads Forhandlinger 1938-47, s. 639

[18] Grønlandsposten, 1. juni 1945, s. 2 (122)

[19] Frederik Nielsen beskrev i Grønlandsposten, 1. juni 1945, s. 3 (123), hvordan tilegnelsen af det engelske sprog og den amerikanske kultur havde været eskimoernes redning i Alaska og stillede dette som model for grønlænderne – vel at mærke i forhold til det danske sprog. I det, der senere blev kaldt hans politiske testamente, pointerede Augo Lynge i Atuagagdliutit – Grønlandsposten, 29. januar 1959, s. 3, at man i stadig større grad som grønlænder havde pligt til at tilegne sig rigssproget dansk og i skrift og tale formulere sig ordentligt. Når dette fik så ophøjet en rolle iblandt Augo Lynges ytringer, var det for det første, fordi indlægget kan ses som Augo Lynges opfordring til, hvordan produktet af de samfundsmæssige reformer, han selv i høj grad havde været idemand til, skulle bruges i fremtiden, og for det andet, fordi Augo Lynge gik ned med skibet ”Hans Hedtoft” d. 30. januar – altså dagen efter indlægget var blevet bragt.

[20] Grønlandsposten, 1. juni 1945, s. 2 (122)

Jens Lei Wendel-Hansen

Jens Lei Wendel-Hansen er ph.d. i historie samt redaktør ved Årsskriftet Critique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Critique 2023 er netop udkommet

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside