Seniorrådgiver i Tænketanken Prospekt, ph.d. Thomas Aastrup Rømer, leverer en passioneret kritik af konkurrencestatens universitet. Han beskriver, hvordan markedets logik har infiltreret universitetet, og han udfordrer os til at genoverveje, hvad vi vil med vores uddannelsessystem – og i sidste ende vores samfund. Tegn abonnement på Årsskriftet Critique her.
I 2003 skete der en revolution. Revolutionen efterlod danske universiteter i en fundamental krise, hvis effekt var en kortslutning af den akademiske frihed og dennes omfattende tradition. Revolutionens indhold var en ny universitetsreform, som tog den faglige og institutionelle autoritet væk fra de videnskabelige samfund.
I stedet gav man magten til nye bestyrelser, hvor der var flertal af eksterne erhvervs- og organisationsinteresser, og man udviklede nye ledelsessystemer, der fik enorm magt over det videnskabelige liv. Nu skulle man have kontraktbaserede strategier, som flugtede med politiske og økonomiske interesser, og selv faste ansættelser blev løse. Sloganet var det forskrækkelige: ”Fra forskning til faktura”.
I denne artikel vil jeg beskrive universitetets kollaps som kundskabsinstitution. Jeg indleder med et afsnit om universitetsloven fra 2003 og dens effekter med et særligt fokus på Aarhus Universitets udvikling. Dernæst drøfter jeg DPU’s udvikling, og i et tredje afsnit giver jeg et bud på universitetets formål.
Universitetsreformens effekter
Med 2003-reformen mistede ord som uafhængighed, sandhedskærlighed, nysgerrighed og kritik, som før havde været definerende for universitetet, deres autoritet. Reformen gjorde kort sagt op med universitetets oplysningsfilosofiske rødder og dermed også med det såkaldte Humboldt-universitets idealer. Fakturaen havde besejret den europæiske ånd, dvs. dannelsen. Forskningsfrihed var nu en afmålt tilladelse. Det er med denne radikale omvæltning som udgangspunkt, at de danske universiteter har udviklet sig i en forkert retning i over 20 år.
Allerede i 2003 var der protester fra intellektuelle kredse. F.eks. talte tidehvervsfolk om, at loven var et opgør med den europæiske åndshistorie. Den intellektuelle venstrefløj kritiserede de neoliberale styringsstrukturer. Begge havde ret. De gamle rektorer i både Aarhus og København var også særdeles kritiske. Alle levede nu under fakturaens regime. Jeg har analyseret revolutionen og dens effekter udførligt i min bog Universitetet og dets fjender, ligesom også mange andre forskere har beskrevet udviklingen.
Universitetsloven fra 2003 blev forstærket af Globaliseringsrådets arbejde fra 2006, som i høj grad handlede om universiteter og uddannelse. Der var tale om en slags udvidelse af universitetsloven, dvs. en omfattende instrumentalisering af hele samfundets kundskabsliv, som nu gjaldt både skoler, uddannelser og universiteter.
Det hele skete under den globale økonomis herretegn. Det var den nye konkurrencestats endegyldige sejr over den liberale stat, hvis eksistens jo er betinget af et frit vekselvirkende kundskabsliv. Alt skulle nu være i ”verdensklasse”, så økonomien kunne optimeres. Og efter finanskrisen i 2008 kom der så et yderligere fokus på det mere nære og bureaukratiske ”produktivitet”.
Revolutionen havde dermed skabt konkurrencestatens universitet, som desværre er det egentlige universitets modsætning. Nu var det ikke længere selvstændighed, sandhedskærlighed og kritik, som blev belønnet, men derimod indtjening, relevans og strategisk optimering. Det var en tragedie.
Hvem kunne dog finde på den slags? Altså at rive et smukt palads ned, fordi der måske var en punkteret rude i et kældervindue? Det kunne ikke mindst Anders Fogh Rasmussens skiftende regeringer fra 2001, hvor Helge Sander blev den gennemgående minister for et næsten nyt og forstærket forskningsministerium.
Det var altså en liberal regering, der ødelagde hele den liberale oplysningstradition, som universiteterne var skabt ved. Det samme skete i parentes bemærket for folkeskolen og professionsuddannelserne. Det er et kæmpeparadoks for det borgerlige Danmark.
De nye ideer havde ganske vist udviklet sig løbende allerede i 90’erne, hvor Socialdemokratiet havde regeringsmagten, dog med den gamle universitetslov fra 1970 og hele baggrundstraditionen som en modererende, men gispende struktur. Men det var VK-regeringerne, der for alvor gennemtvang de nye tider.
De mange efterfølgende aktioner, f.eks. den aktuelle Reformkommission og diverse fremdriftsreformer, er fodnoter til denne proces.
Vil du læse resten. Tegn abonnement på Årsskriftet Critique. Det koster kun 199 kr. Vi sender direkte til din postkasse.
