Ruslands invasion: den liberale drøm ved vejs ende

30. marts 2022
15 minutters læsetid
Debatten om Ruslands invasion af Ukraine er også en debat om de forskellige modeller, vi bruger til at fortolke vores nye virkelighed med. I 2018 udgav Kasper Støvring bogen Gensyn med fremtiden hvor han fremhævede konfliktpotentialet mellem Rusland og Vesten. Vi bringer et fyldigt uddrag her. Overskrifter er indsat af redaktionen. Bogen kan købes her.

Rusland er slet ikke et vestligt land, men kernestaten i den ortodokse civilisation. At Rusland har en mere autoritær og hierarkisk, ikke-vestlig kultur skyldes bl.a. erfaringen med zarstyret og den bureaukratisk despotisme i det tyvende århundrede samt den begrænsede påvirkning fra renæssancen, reformationen og oplysningen. Det er også en del af forklaringen på, at Putin faktisk, trods protester, er en populær leder […]

Under Putins styre har Rusland bevæget sig væk fra Vesten. Putin har anset selve demokratiseringsprocessen i 1990’erne som en fejludvikling, der svækkede landet; og ligesom i Tyskland efter Første Verdenskrig er svage liberale politikere under Putins regeringstid blevet regnet for en slags forrædere.

Kun stærke statsmænd som Putin kunne, har opfattelsen været, tilfredsstille folkets længsel efter ny storhed. Landet har da også oplevet økonomisk vækst, samtidig med at det har optrådt med større selvsikkerhed; Rusland har truet med olie- og gasreserverne, reageret militant over for EU’s og NATO’s ekspansion og har i det hele taget villigt demonstreret sin militære styrke, ikke mindst i forhold til naborepublikkerne.

De konflikter, vi er vidner til i den nye verdensorden, er ikke nye, men i virkeligheden ældgamle, for så vidt som de er kampe mellem civilisationer med mange år på bagen. Lad os se lidt nærmere på Rusland som en ikke-vestlig, ortodoks civilisation med klare autoritære træk.

Da 1990’erne var forbi, vendte historien tilbage i form af stormagtsnationalisme og knuste troen på, at der kunne vokse en anden, fredelig verdensorden frem. Robert Kagan skriver i The Return of History and the End of Dreams:

“I stedet for en ny verdensorden skaber stormagternes sammenstødende interesser og ambitioner igen alliancer og modsætninger, samt nøje udførte dansetrin og skiftende partnerskaber, som en diplomat fra det 19. århundrede øjeblikkeligt ville genkende. De producerer også geopolitiske brudlinjer, hvor stormagternes ambitioner overlapper hinanden og skaber konflikter, og hvor fremtidens seismiske begivenheder højst sandsynligt vil bryde ud.”

Et af de lande der tydeligst viste og stadig viser betydningen af disse seismiske begivenheder er netop Rusland. Rusland indtog i 00’erne rollen som en genfødt politisk stormagt, der under Putins ledelse lagde demokratiseringsprocessen fra 1990’erne bag sig. EU og Rusland er geografisk set naboer, men geopolitisk lever de i forskellige århundreder, som Kagan skriver. EU lever i det 21. århundrede, Rusland i det 19. Hvor 1990’erne er Ruslands mareridt, tiden hvor russerne følte sig ydmyget af Vesten, er 1930’erne EU’s mareridt, den virulente tid, inden nationalstaterne kastede sig ud i blodige kamp.

Den russiske elite er anti-vestlig

Ikke blot befolkningen, men også den økonomiske og politiske elite i Rusland er anti-vestlig og orienterer i stigende grad sin primære strategiske interesse mod Asien, især Kina. Det har udenrigskommentatoren ved Financial Times, Gideon Rachman, argumenteret for i sin bog Easternisation, og herhjemme har senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Karsten Jakob Møller, skrevet om det samme.

EU anses nemlig som svækket, ikke blot økonomisk, men også af politisk uenighed om den strategiske retning. EU har svært ved at omstille sit idealistiske projekt til en verden præget af geopolitiske stridigheder. EU formår ikke længere at håndtere de sikkerhedspolitiske udfordringer og synes selv at være løbet over ende af historien. Udvidelsen af EU skabte problemer med stormagten Rusland. Problemerne kunne håndteres, da Rusland stadig var svagt og kæmpede med indre problemer.

Men i 00’erne revitaliserede Rusland sin stormagtstatus ved at dominere i landets traditionelle interessesfære, det vestlige Eurasien. Det har kastet EU ud i en gammel konfliktform, en geopolitisk konfrontation, som det ikke er gearet til. I kraft af sine postmoderne idealer lever EU nemlig paradoksalt nok i fortiden, og i takt med at EU viser enorme svagheder, der skærpes med migrantkrisen, er Rusland i færd med at sondere de øvrige strategiske interesseområder og uddybe magtalliancer i bl.a. Ukraine og Syrien, herunder med NATO-landet Tyrkiet.

Den nye Putin var den samme som den gamle

Efter Putins genindsættelse som præsident i 2012 frygtede mange kommentatorer, at Putin ville fortsætte sin anti-vestlige, illiberale politik, der indebar undertrykkelse af menneskerettighederne, styring af medierne, chikane af modstandere og udhuling af liberale reformer. Kort sagt autokrati eller ”det styrbare demokrati”, som Putin selv kalder det.

Men den russiske befolkning ville ikke tillade en sådan centralisering af magten, spåede man i Vesten. Efter 1990’erne var russerne ganske vist trætte af demokratisk politik, som udartede til mafiavælde, anarki og ran af offentlig ejendom. Men middelklassen var blevet større og ønskede mere selvbestemmelse. Vi ville derfor blive vidner til endnu flere offentlige protester mod korruption og valgfusk. Putin ville ligeledes få problemer med at håndtere den økonomiske krise. Spåede man altså.

Men det var ønsketænkning. Efter Putin blev genvalgt i 2018 har han fået massiv opbakning til at fortsætte sin ikke-vestlige, ja, anti-vestlige linje, der hidtil har styrket det russiske regime og Ruslands anseelse som en geopolitisk storspiller.

Vi har set flere tegn derpå: annekteringen af Krim; den manglende vilje til at støtte Vestens forsøg på at forhindre Irans udvikling af kernevåben; understøttelsen af Assad-regimet i Syrien; alliance med Tyrkiet; tilnærmelser til Kina; og Rusland har til NATO’s store bekymring oprustet militært ved at bygge militærinstallationer ved Kaliningrad; og Ruslands økonomiske politik, den såkaldte ”Putinomics”, har virket overraskende stabiliserende. Chris Miller, forfatter til bogen Putinomics. Power and Money in Resurgent Russia, skriver således i en artikel i Foreign Affairs:

”Rusland overlevede de to udfordringer i olieprisdykket og de vestlige sanktioner takket være en tre-ledet økonomisk strategi. For det første fokuserede den på makroøkonomisk stabilitet – at holde gælden og inflationen på et lavt niveau – frem for alt. For det andet forhindrede den folkelig utilfredshed ved at garantere lav arbejdsløshed og stabile pensioner, selv på bekostning af højere lønninger eller økonomisk vækst. Den lod, for det tredje, den private sektor forbedre effektiviteten, men kun hvor den ikke stred mod politiske mål. Denne strategi vil ikke gøre Rusland velstående, men den har skabt stabilitet i landet og holdt den styrende elite ved magten.”

Rusland er ikke ved at blive vestliggjort

Ikke meget tyder på, at Rusland er ved at blive undergravet økonomisk, vestliggjort eller demokratiseret. Demokratiet har generelt været på konstant nedtur siden 2001 i det tidligere Sovjetunionen – med undtagelse af de baltiske lande – ifølge tænketanken Freedom House. Det skyldes i høj grad, at Rusland har øvet en anti-demokratisk indflydelse i nærområdet, der er landets interessesfære.

1990’ernes demokratiske bølge er for længst forbi, og det ser ikke ud til, at den vender tilbage foreløbigt. En årsag er, at verdens demokratiske lande ikke har evne og vilje til at modgå det øgede pres fra verdens mest magtfulde autokratiske regimer. Det, vi har set i Rusland siden begyndelsen af 00’erne er med andre ord endnu et vidnesbyrd om en global verdensorden, der ikke længere bliver domineret af Vesten. I stedet genbekræfter de ikke-vestlige lande på ærgerrig vis deres egen distinkte kulturelle identitet.

Efter Murens fald troede mange, at ikke-vestlige lande ville blive som landene i Vesten, men da 1990’erne var slut, styrtede denne drøm i grus, hvilket betød at storpolitik og dermed geopolitik vendte tilbage. Under Putins populære ledelse begyndte de økonomisk og militært genrejste Rusland at konkurrere med EU og USA om indflydelse i den vestlige del af Eurasien, især Ukraine, Georgien og Moldova, og Ruslands ambitioner om igen at blive en stormagt voksede, samtidig med at demokratiseringsprocessen svandt ind.

Putins nye Rusland er det gamle Rusland

Putins nye Rusland kan således meget vel blive det gamle Rusland: En selvbevidst stormagt der udtrykker stolthed over sin status. Bevidstheden om fornyet magt styrkede i 00’erne den russiske nationalisme, og den er blevet ledsaget af vrede over den ydmygelse, mange russere oplevede i løbet af 1990’erne.

Efter den kolde krig triumferede Vesten, og de tidligere østeuropæiske lande blev EU-medlemmer som et vidnesbyrd om EU-projektets succes. Men vestliggørelsen af Rusland blev opfattet som en fremmed ordning, der blev påtvunget landet på et tidspunkt kort efter afslutningen af den kolde krig, hvor det var svagt; og den russiske revanchisme over for Vesten, der fandt sted i løbet af den genrejste storhedsperiode i 00’erne, skyldtes i høj grad oplevelsen af netop ydmygelsen i 1990’erne. Stater kan ligesom mennesker være besjælet af vrede, stolthed og ære.

Ruslands tilpasningspolitik efter Murens fald blev med andre ord ikke opfattet som oplyst og kløgtig statsledelse. Som flere Ruslandseksperter, heriblandt Ivan Krastev og Dmitri Trenin, har peget på, anså mange russere Ruslands tilpasning til Vesten i 1990’erne som en ren overgivelsespolitik. Det samme gjaldt den modvillige accept af NATO-udvidelsen og den europæiske indflydelse på Centraleuropa, Kaukasus og Centralasien samt tilbagetrækningen af tropper fra de tidligere Sovjetrepublikker og anerkendelsen af Ukraines, Georgiens og de baltiske landes uafhængighed.

Putin har kaldt Sovjets sammenbrud århundredets største geopolitiske katastrofe. Ordene har rystet de vestlige offentligheder, men faldt i god jord hos de fleste russere. De ønsker ikke Stalin tilbage, men længes efter den tid, hvor Rusland blev respekteret og var i stand til at påvirke verden og beskytte nationens interesser. Der er ikke noget, der tyder på, at russerne har til sinds at opgive den nyvundne magt. De russiske ledere søger at generobre så meget som muligt af den globale magt, som landet mistede efter den kolde krig. De søger ikke integration i Vesten, men derimod en tilbagevenden til den russiske storhedstid.

Dér står vi så i dag: Med et postnationalt EU, der tror på blød magt, over for et nationalistisk Rusland, der praktiserer den gamle, hårde magtpolitik i et opgør med den fejlslagne postnationale politik i 1990’erne. EU ønsker at ophæve nationalstaterne for at lægge den geopolitiske magtrivalisering bag sig; Rusland ønsker derimod at restaurere nationalstaten. Og Putin får solid opbakning fra både folk og elite: Han var jo manden, der genrejste landet i 00’erne. […]

Ruslands stormagtsambitioner

I takt med at Putin centraliserede magten i 00’erne, blev landet altså præget af stormagtsambitioner i udenrigspolitikken – akkurat som i gamle dage. Rusland vil næppe blive en supermagt igen i den nærmeste fremtid, men mindre kan også gøre det – en stormagt, f.eks. Militært har landet øget udgifterne, og Rusland er nu det land i verden, der bruger flest penge på forsvaret bortset fra USA og Kina.

Dertil kommer, at landet har ført krig i Ukraine, Syrien, Tjetjenien og Georgien og haft tropper i Moldova. Rusland har med andre ord længe opretholdt en identitet som en traditionel magt fra det nittende århundrede – og det passer igen dårligt med det syn på den globale orden, som præger det postmoderne, postnationale EU, der med sin tro på blød magt slet ikke er rustet til geopolitiske konflikter.

Med Ruslands genvundne magt fulgte nye ambitioner, eller rettere: en tilbagevenden til de gamle ambitioner. Nationer er aldrig helt tilfredse, og magtfulde nationer er ikke nødvendigvis mere tilfredse nationer, men kan snarere være mindre tilfredse. Efter sejren i Tjetjenien forsøgte Putin at styrke Rusland i interessesfæren i Østeuropa.

Det kaldte på en annullering af de pro-vestlige tendenser, som prægede regeringerne i 1990’erne og i begyndelsen af 00’erne i lande som Georgien, Ukraine, Moldova og på Baltikum. Rusland måtte engang tåle den udvikling. Men i dag er det anderledes. Rusland kunne ikke forhindre, at Baltikum blev medlem af Nato og EU; men Rusland kan og vil forhindre, at Georgien og Ukraine bliver det.

Hvad Putins Rusland ønsker, er det, stormagter altid ønsker: At opretholde sin dominerende indflydelse i de regioner, der betyder noget for dem. Rusland forstår sig selv som en stormagt med globale interesser og med global rækkevidde. Om russisk magtpolitik skriver Kagan i sin bog:

”Magt er evnen til at få andre til at gøre, hvad du ønsker, og forhindre dem i at gøre det, du ikke ønsker. Med sine naturressourcer, sin disponible rigdom, sin vetoret ved De Forenede Nationers Sikkerhedsråd og sin indflydelse på tværs af Eurasien, har Rusland gjort sig til en spiller på alle internationale baner, fra den strategiske arkitektur i Europa til Centralasiens oliepolitik til Irans og Nordkoreas udvikling af atomvåben.”

Som et modsvar til EU’s succes med at tiltrække de østeuropæiske stater i 1990’erne, har Rusland anvendt den gamle, hårde magt for at straffe de pro-vestlige ledere i landets interessesfære. De store forekomster af olie og gas har gjort det muligt for Rusland at spille de europæiske lande ud mod hinanden.

Rusland har f.eks. blokeret handelen med Georgien, forhindret olieleverancer til Baltikum og gasleverancer til Ukraine og Moldova. Som Frankrigs forhenværende præsident Sarkozy engang udtalte: Rusland viser sin tilbagevenden på verdensscenen ved at spille med sine naturressourcer med en vis brutalitet. Tilsvarende har adskillige vestlige regeringer udtrykt bekymring over, at militærmagt igen anvendes af Rusland i internationale relationer, senest i Ukraine og Syrien.

Vesten kan ikke stille meget op

Vesten kan ikke længere stille meget op over for denne verdens autokratiske regimer; Vesten er svækket, og autokratierne nyder både økonomisk, diplomatisk og militær fremgang.

USA har udtømt sine kræfter i forgæves forsøg på at sprede demokrati rundt omkring i verden, og indefra er landet ved at blive omdannet fra et anglo-protestantisk land til et multikulturelt land præget af især den latinamerikanske indvandring, der er ved at ændre landets traditionelle etniske befolkningssammensætning. Med ændret demografi følger ændret kultur, for et land forbliver ikke det samme med en anden befolkning i det, sådan som jeg skal vise det i et senere kapitel.

Nationer kan, som den russiske, søge at skabe økonomisk vækst, ikke for at opgive den geopolitiske kamp, men for at føre den endnu mere effektivt. Efter den kolde krigs afslutning forventede man, at et mere velstående Rusland ville blive et mere liberalt Rusland.

Men global, økonomisk vækst har historisk set ikke skabt større global harmoni, men derimod endnu mere konkurrence og mere intense magtkampe. Men som Kagan påpeger: Nationer behøver ikke at vælge mellem enten blød magt og handel på den ene side eller hård militærmagt og geopolitisk kamp på den anden. Også Rusland genbekræfter sin identitet; landet søger ikke at blive integreret i Vesten, men derimod at vende tilbage til russisk storhed. […]

Rusland er ikke et forbillede for Vesten

Rusland er ikke en del af Vesten og er heller ikke et forbillede for Vesten. De to åbenlyse sandheder er vigtige at slå fast i den til tider ophede diskussion om Rusland. […]

Rusland er en nationalstat, der fører traditionel magtpolitik, jf. Churchills ord. Og den store opbakning til autokratiet, vi finder i Rusland, er almindelig uden for Vesten. Også her gør vi os skyldige i projicering: Vi ser os selv i andre. Men andre ligner ikke os og vil ikke det samme som os.

I denne observation ligger selvfølgelig både en kritik af liberale universalister og visse nationalkonservative; de første projicerer Vestens liberaldemokratiske værdier over på russerne, de sidste projicerer Vestens nationale værdier, der er langt mere præget af oplysning, sekularisme og individualisme end den russiske variant. […]

Putin er motiveret af ideer

I Dmitri Trenins bog Should We Fear Russia? fra 2016 er det en pointe, at stormagter altid søger at påvirke hinanden, således også Rusland og USA, og sidstnævnte har været mest effektiv på det punkt. Rusland ligner slet ikke Vesten, og den tilnærmelse til Vesten, mange anså for mulig i 1990’erne, er nu udelukket, bl.a. som følge af den russiske genrejsning siden de kaotiske 1990’ere. Som Trenin skriver:

”Rusland vil fortsætte med at konkurrere med Vesten. Vestens håb om, at Rusland uundgåeligt vil bøje af for økonomisk pres som den lave oliepris og økonomiske sanktioner, hvilket også resulterer i manglende investeringer og et forbud mod teknologioverførsler, er indtil nu kun et håb. Selv om Rusland fortsætter ad en nedadgående vej, kan denne nedstigning vare længe og vil ikke nødvendigvis føre til en mere forsonlig politik over for Vesten. Det modsatte er mindst lige så sandsynligt. Pro-vestlige politiske og sociale kræfter i Rusland har ikke været så svage i årtier. Den populære russiske nationalisme definerer sig rent ud anti-vestligt.”

Ruslands reaktion efter 1990’erne kan derfor bedst forklares med de ideer, jeg har givet udtryk for i denne bog – ideer om national stolthed, revanchisme efter ydmygelsen i 1990’erne og om økonomisk, militær og kulturel (religiøs og national) revitalisering. […]

Den mest interessante pointe i Krastevs indlæg [artiklen ”Russian Revisionism” i Foreign Affairs] handler imidlertid om, at Putin har forladt bestræbelserne på at gøre Rusland til en europæisk nation, der er anerkendt som en sådan af de vestlige lande. Putin anser det for langt mere værdifuldt, at Rusland udgør kernestaten i en unik civilisation, den ortodokse. For at cementere den status handler han ”passioneret”:

Han er villig til at acceptere økonomiske tab. Ære og stolthed betyder mere. Putin er kort sagt motiveret af ideer. Krimkrisen handler om at modarbejde de – ifølge Putin – vestlige ideer om globale retsnormer og den liberale verdensorden, der har hersket i Europa efter den kolde krig. Ifølge Krastev får Vesten mere end vanskeligt ved at modstå det.

For Putin spiller ikke efter de vestlige regler, han frygter ikke at blive isoleret, tværtimod, og Krimannekteringen er blot første skridt på vejen mod en markant grænsedragning i forhold til det liberale Europa og Vesten generelt. […]

Historiens afslutning var en parantes

Der ligger en pudsig omstændighed i, at historien er vendt tilbage dér, hvor den sluttede, nemlig i Rusland. At historien ikke bevæger sig mere, forklares gerne med, at alle folkeslag i verden med tiden vil blive som os i Vesten, fordi der ikke findes levedygtige konkurrenter.

Det vil sige, at vi alle bliver det, Nietzsche kaldte ”sidste mennesker”: Rige og fredsommelige, men også behagesyge, apatiske og tæmmede mennesker, der kun tror på bløde værdier. Vi drømmer om en retfærdig verden baseret på respekt for menneskerettigheder, en verden uden fjendskab og grænser. Og det var jo på mange måder sådan, verden så ud i 1990’erne, i hvert fald hvis man boede i Vesten.

Men det var en unormal verden set i det store historiske perspektiv. For verdenshistorien har altid kendt til konflikter og fjendskab. Dem og os-sondringen er slidstærk, hvilket krigen på Balkan jo allerede viste midt i idyllen og optimismen.

Vesten repræsenterer en verden af sidste mennesker, der er svækkede i deres kulturelle selvfølelse og bedøvede i selvgode illusioner om egen moralske fortræffelighed. Det står i modsætning til de nye magter som det selvsikre Kina, der bliver mere intolerant, efterhånden som magten styrkes. Og det står også i modsætning til Rusland under Putin, der har foranlediget den geopolitiske vending i storpolitik.

Vi er i dag kort sagt ikke vidner til historiens afslutning, men derimod til dens genkomst. Vi ser atter en verden beboet af ”første mennesker, der stræbende og magtsyge kaster sig ud i blodige kampe om anerkendelse af deres særlige kulturelle værdier.

Civilisationer og stater er netop, som mennesker, fulde af had, kærlighed, frygt, stolthed, ære, vrede og skam – og de er villige til at kæmpe for det, de tror på. I denne verden er penge et gode, men ikke alt. Historien er rig på krige, der ikke kunne betale sig. I dag kan det komme til at gælde i forbindelse med Kinas forhold til Taiwans krav om selvstændighed. Det krav krænker Kina, som vil tabe økonomisk på en krig, men sandsynligvis alligevel vil gå i krig for ærens skyld.

Kina er ikke et mindre overbevisende udtryk for historiens genkomst end Rusland. Landet opruster militært, det har enorme vækstrater, den civilisatoriske identitet revitaliseres, og som i Rusland bliver de vestlige liberale idealer om en postnational verdensorden konsekvent afvist.

Landets stræben mod at blive en stormagt, der på afgørende parametre sandsynligvis bliver verdens største inden for en overskuelig fremtid, viser sig i den stærke drift mod selvstændighed og dominans. I Indien og Japan ser man det samme mønster, og Iran, der styrkes af revolutionerne i Mellemøsten og et svækket Irak, vil om kort tid blive en atommagt, hvilket er et af de tydeligste tegn på styrke i den nye verdensorden.

Vesten har altid forsvaret sine interesser med magt. Vi bør derfor ikke undre os over, at andre kulturer viser sig villige til at anvende magt for at forsvare sig selv og sine interesser. Vestens herredømme er brudt, og verden er hverken unipolær eller bipolær. Den er derimod multipolær: Domineret af et antal civilisationer, der kæmper om herredømmet i et tidehverv, hvor historien er vendt tilbage.

Kasper Støvring er ph.d., og forfatter til en lang række bøger. Gensyn med fremtiden kan købes her.

Kasper Støvring

Kasper Støvring (f. 1973) er ph.d., forfatter og foredragsholder. Han har bl.a. udgivet bøgerne Sammenhængskraft (2010) og Fortællingen om fredens Europa (2014) og Gensyn med fremtiden (2018) samt senest Fragmenter fra malstrømmen (2021). Gensyn med fremtiden kan købes til særligt nedsat pris frem til julen 2021.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside